Hvorfor skal religionsforskere skrive lærebøger?
En håndfuld religionsforskere er trådt ud af elfenbenstårnet og har skrevet nyskabende lærebog om religion til gymnasiet. Jeg har sat den ene af redaktørerne stævne til et interview.
Spørgsmålet om forskernes formidling af deres forskning er et tilbagevendende tema i universitetspolitikken: Er der en samfundsforpligtigelse i forhold til at formidle det, som sker i de hellige haller?
Eller skal forskerne hellere gøre det, som de er bedst til – at forske? Og lade professionelle formidlere tage sig af at få budskabet ud?
En ny lærebog om religion for gymnasieskolen tager kampen op.
En række religionsforskere har skrevet om hvert deres forskningsfelt: Kristendom, islam, hinduisme, buddhisme, jødedom samt kinesiske og japanske religioner. Dertil kommer et kapitel om religionsfagets grundlæggende teorier og metoder.
Endelig indeholder lærebogen en antologi af kildetekster, og bogen kan udbygges med en elektronisk temalinje, hvor der er supplerende temaer og tekster.
Redaktionen består af religionsforskerne Tim Jensen og Annika Hvithamar og gymnasielærerne Allan Ahle og Lene Nibuhr Andersen. Jeg har sat universitetslektor, ph.d. Annika Hvithamar stævne til et interview.
Først vil jeg gerne høre: Hvad er det nye ved jeres gymnasielærebog sammenlignet med ældre lærebøger?
- Det nye ved netop denne bog er, at de enkelte kapitler er skrevet af forskere, men derefter er alle kapitlerne blevet gennemredigerede af redaktionens to gymnasielærere. På den måde får vi en bog, som leverer den nyeste religionsfaglige viden skrevet af eksperter inden for de forskellige religioner, men som også er didaktiseret af erfarne gymnasielærere. Derved er bogen tilgængelig for de 2.g’ere, som den er beregnet til.
Kan du give et konkret eksempel på, hvad universitetsforskerne har gjort anderledes i forhold til tidligere lærebøger?
- Tag bogens teoretiske kapitel. Det er skrevet af adskillige forskere og giver en udførlig introduktion til religionsvidenskabens forskellige teorier og metoder: Sammenlignende religionshistorie, religionsfænomenologi, religionssociologi, religionsfilosofi og analyse af tekster, billeder, film og websites.
Nogle vil måske spørge: Hvorfor skal forskerne blande sig i lærebøger til gymnasiet. Kan gymnasielærerne ikke selv skrive dem?
- Selvfølgelig kan de det. Men videnskabelig viden er altid i udvikling. Og netop på grund af forskernes forpligtigelse til at holde sig ajour med fagets udvikling generelt og i særdeleshed på deres forskningsområder, bliver de hurtigere opmærksomme på nye tendenser i faget. Desuden har flere af de nævnte lavet feltarbejde både i og uden for Danmark. Derfor er de også i stand til at kombinere et nutids- og et fortidsperspektiv.
- I mange lærebøger er der en vis forsinkelse i forhold til, hvornår ny viden bliver repræsenteret. F.eks. har religionssociologi, hvor der er fokus på religion i forhold til det omkringliggende samfund, i adskillige årtier været en væsentlig del af religionsfaget på universiteterne. Men det er først inden for de seneste år, at religionssociologiske teorier og metoder er blevet en del af lærebøgerne.
- Et andet eksempel er kognitionsforskningen, hvor man ser på, hvordan den menneskelige hjerne behandler information, og hvordan det giver os en bedre forståelse for, hvad religion er. Feltet er i rivende udvikling, men har, så vidt vides, ikke fundet vej til andre lærebøger om religion end vores – endnu. Dette sagt selv om det kun er lidt, vi har fået plads til. Også en up-to-date, religionsvidenskabeligt perspektiveret religionsfilosofi er kommet med.
Hvilke krav stiller gymnasieskolen til en lærebog i religion?
- Viden om nye undervisningsformer, elevernes læring og erfaring med formidling til unge på ungdomsuddannelserne er langt mere forfinet i gymnasieskolen end på universiteternes fag. Så her er det gymnasielærerne, der er specialisterne.
- Nyere tiltag i gymnasieskolen som AT-opgaven, hvor eleverne i deres opgave skal kombinere flere af de forskellige gymnasiefags metoder, kræver f.eks., at vi fra universitetsfagenes side er mere opmærksomme på at fortælle, hvad det er, som gør – i vores tilfælde – at en religionsvidenskabelig tilgang er forskellig fra fag som historie eller teologi.
Stadigvæk – hvorfor skal forskerne bruge tid på formidling til ungdomsuddannelserne? Er det ikke vigtigere at få publiceret i de store internationale tidsskrifter?
- Grundforskning er essentielt for universiteterne. Punktum. Og det er også tvivlsomt, om alle forskere altid skal formidle alting. Formidling er jo en kompetence, der, som regel, ikke kommer fra oven, men som skal læres og trænes. Det gælder også kompetencen til at gennemføre et forskningsarbejde og skrive en videnskabelig artikel.
- Men når det er sagt, så har forskere en forpligtigelse til at bringe deres viden ud til resten af samfundet. Det er jo de færreste, som, hvis de vil vide noget om religion, begynder deres søgen med den nyeste udgave af Temenos, Numen, Social Compass eller andre af de store religionsvidenskabelige tidsskrifter. Eller som tager en uddannelse inden for faget.
- Langt størstedelen af befolkningen har deres viden om religion fra medier – og fra religionsundervisningen i skolerne. Så hvis vi som forskere ønsker at udbrede den viden, vi har fået gennem mange års forskning, til et større publikum, så kræver det, at vi ikke venter på, at andre gør det:
F.eks. studerende, der ved endt uddannelse kommer ud i gymnasieskolen og underviser i det, som de har lært. Eller journalister, der kontakter os med spørgsmål, som måske, måske ikke, kan relateres til vores forskning.
- Hvis vi gerne vil have mulighed for, at ny viden i højere grad og inden for overskuelig tid får betydning for andre end vores fagfæller – så er det jo om at få fingrene i fadet.
Så eleverne skal udsættes for de nyeste krumspring fra det videnskabelige elfenbenstårn? Bør man ikke sikre sig, at teorierne først har demonstreret en vis levedygtighed?
- Nu er det jo ikke universitetsfagene, som bestemmer, hvilke krav der er til, hvad undervisningen af eleverne på gymnasiet skal indeholde. Kravene fastsættes ministerielt gennem læreplaner. I bogen er vi naturligvis derfor opmærksomme på, at indholdet først og fremmest dækker læreplanen.
- Men i religionsforskningen i dag er der en stigende bevidsthed om, hvor flydende begrebet religion er. Særligt gennem de sidste årtier har der været en kritik af begrebet ’verdensreligioner’.
- F.eks. er begrebet ’hinduisme’ blevet til i et samspil mellem kolonimagter, forskere og forskellige lokale interesseinstitutioner. Der er derfor ikke en central organisation, ligesom i katolsk kristendom. Og det man i Vesten kalder ’religion’, findes der ikke et tilsvarende ord for på kinesisk – bl.a. fordi praksis fylder meget mere i den del af verden, end det, som man i Vesten vil kalde ’tro’.
- Vi er også blevet mere opmærksomme på, at den officielle religion med dogmer og fastsatte ritualer, som opretholdes af en religiøs elite, kun er en lille delmængde af den religiøse kreativitet og skaberkraft, som findes i religionernes populære former hos almindelige mennesker.
- Men i læreplanerne for gymnasiet er religionerne fortsat inddelt efter begrebet ’verdensreligioner’, og det bliver de nok ved med et godt stykke tid endnu. Så derfor er vores bog også inddelt sådan. Men derfor kan man jo godt problematisere begrebet, så eleverne får indsigt i, hvordan religionsfaget udvikler sig. Så det gør vi.
Til sidst skal jeg høre: Hvad med folkeskolen – kan vi i fremtiden forvente, at universitetsforskere går sammen og også laver en lærebog om religion til dette forum?
- Det kan man sagtens forestille sig, og det er allerede gjort fra flere sider. Religionsforskere fra Århus Universitet har skrevet Religion i Øjenhøjde (Gyldendal 2008), og religionsforskere fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet har skrevet Tror du det? (Alinea, 2011).
Tak for interviewet.
- Tak for interessen!
Allan Ahle, Lene Nibuhr Andersen, Annika Hvithamar & Tim Jensen (red.), Horisont. Grundbog i religion, København: Gyldendal, 2013.
Læs også:
> Interview med religionshistoriker Mikael Rothstein