Kierkegaard versus folkekirkens uredelighed

I dag er det Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag, men hans voldsomme kirkekritik er fortsat højaktuel.

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.«

»I kan ikke tjene både Gud og mammon«; »kærlighed til penge er roden til alt ondt«.

»Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige«.

»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.«

Kompromisløse krav om at forsage verden, forlade ens familie og følge en sektleder forbinder de fleste i dag med fanatiske dommedagssekter.

Men alle citater ovenfor stammer faktisk fra folkekirkens bibel, og der er mange flere af den slags i helligskriftet.

Religionsfagligt kan dette ikke undre, da kristendommen netop begyndte som en dommedagssekt, der stod i frontal opposition til verden og establishment. Og lederen af denne mellemøstlige sekt hed som bekendt Jesus.

Alt dette ændrede sig imidlertid dramatisk, som århundrederne gik. Og med den danske folkekirke, der understøttes af staten, og som selv understøtter staten, er transformationen til det modsatte af Det Nye Testamente næsten fuldbragt.

Tag f.eks. de danske biskopper, der gerne er både gift og har børn. De får direktørløn på 1 million kroner om året.

I 2002 søgte de sågar om lønforhøjelse, da de dengang måtte nøjes med 600.000 kroner. Som daværende biskop Kresten Drejergaard udtalte:

»Jeg vil lige så gerne have mere i løn som alle andre danskere«.

Eller tag konfirmanderne. De fejrer overdådige fester i familiens skød og får gennemsnitligt 20-30.000 kroner i gave.

Og det er uhyre sjældent, at kirkehyrderne protesterer hørligt. Med god grund. For netop gaverne og festen er for de fleste unge det primære motiv til at blive konfirmeret. Ikke anakoretens længsel efter Paradis.

Som det fremgår – og flere eksempler kunne sagtens nævnes – kan man som folkekirkekristen sagtens tjene både Gud og mammon, elske penge og have familie. No problemo.

Nogle vil måske nysgerrigt spørge, hvordan præsteskabet får dette til at harmonere med Det Nye Testamente, som folkekirken formelt set er forpligtet på.

Jeg kan oplyse, at man benytter sig af følgende eksegetiske princip:

Det, der i Det Nye Testamente står i modsætning til folkekirken, ser man 100 procent bort fra, eller også fortolker man det til at betyde det modsatte.

Det, der i helligskriftet stemmer overens med folkekirken (ikke meget), fortolker man derimod ikke. Det læser man bogstaveligt.

I praksis er det altså folkekirkens behov, der frem for alt sætter normen for, hvordan Det Nye Testamente skal forstås. Selv om det ifølge kirkens teologi først og fremmest burde være Det Nye Testamente, der sætter normen for folkekirken.

Religionshistorisk er diskrepanser mellem helligskrifter og religiøs praksis såre udbredt. Religiøse mennesker læser ofte deres helligskrifter, som Fanden læser Bibelen. Simpelthen for at få dem til at passe med skiftende tiders behov.

Intet nyt eller odiøst i det. Sådan er religion.

De religiøse vil imidlertid langtfra altid indrømme det. Det gælder – ikke overraskende – især dem, der har forpligtet sig på at følge helligskriftet, f.eks. præsterne.

Herhjemme er der ingen, der skarpere har kritiseret kirkefolks mangel på redelighed end Søren Kierkegaard, der i dag 5. maj har 200 års fødselsdag.

I den såkaldte kirkekamp i sine sidste leveår spyede han den ene salve glødende kul mod den officielle kristendom efter den anden.

Han beskyldte den for ’at holde Gud for Nar’ og kaldte den bl.a. ’et uhyre Sandsebedrag’, ’Blendværk’, ’Forbrydelsen’, ’Ækelhed’, ’Hyklerie’ og ’Blod-Skyld’.

Et af de største problemer var ifølge Kierkegaard, at præsteskabet ikke ville indrømme, at dets forkyndelse stod i glasklar modsætning til Det Nye Testamente. Denne uhæderlighed så han det som sin mission at komme til livs.

Som han programmatisk udtrykte det: »Jeg vil Redelighed«.

Det medførte bl.a.: »Eet vil jeg ikke, nei, for ingen, ingen, ingen Pris vil jeg det …:  jeg vil ikke, om det saa blot var med den sidste Fjerdedel af det sidste Led paa min lille Finger deltage i, hvad der hedder: officiel Christendom, der ved Fortielse eller Konster gives Skin af at være det nye Testamentes Christendom«.

Eller som han endnu skarpere skrev:

»Dersom Du troer, og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o.s.v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere.«

Hvorfor?

Fordi præsterne bedrager folk. Narrer dem til at tro, at de kan være kristne og opnå evigt liv uden – som Det Nye Testamente gentagne gange kræver – at efterfølge Jesus i lidelse og selvfornægtelse.

Det er altså et falsum at hævde, at tilbuddet om Guds nåde står alene.

Det fik Kierkegaard til på det kraftigste at advare mod de kongelige embedsmænd, hvis primære hovedpine var antallet af betalende kirkemedlemmer:

»Eet besværger jeg Dig for Gud i Himlens Skyld og ved Alt hvad helligt er: flye Præsterne, flye dem, disse Afskyelige, hvis Næringsvei er at forhindre Dig i endog blot at blive opmærksom paa hvad sand Christendom er, og derved at forvandle Dig, omtaaget af Galimathias og Sandsebedrag, til hvad de forstaae ved en sand Christen, et betalende Medlem af Statskirke, Folkekirke o.D. Flye dem«.

Ifølge Kierkegaard var præsterne, som han kaldte ’eedfæstede Løgnere’, langt mere optagede af et vellønnet levebrød end at forkynde subversiv kristendom:

»Ved at agte paa Præsten foranlediges man til den Slutning: Christendommen er nok ikke Sandheden, men Profiten er Sandheden.«

Konfirmationen kaldte han lige ud for ’Nonsens’.

Et vigtigt formål med den var nemlig, skrev han, at tjene »Præsteskabets Egoisme, der meget godt forstaaer, at hvis Afgjørelsen i Forhold til Religion forbeholdtes Mandens modne Alder (det eneste Christelige og det eneste Fornuftige) vilde Mange maaskee have Charakteer nok til ikke skrømtet at ville være Christne.«

Kierkegaard var 100 procent forberedt på, at mange lægfolk, der aldrig havde hørt andet end luther-præsternes beroligende ’Søndags-Sladdren’, ville stille sig vantro over for hans dommedagstorden mod kirken for at holde Sandheden skjult.

Til dem havde han dette råd, som jeg skynder mig at bringe videre: »Min Ven, Du kan jo see efter i det nye Testamente.«

Kierkegaard har i flere henseender fået samme skæbne som Jesus.

Ligesom mange præster har fortiet, bortforklaret eller omfortolket Jesus’ radikale krav om efterfølgelse, således har mange præster fortiet, bortforklaret eller omfortolket Kierkegaards kompromisløse kirkestorm.

Nuvel, hvis Kierkegaard var blevet sindssyg i sine sidste leveår, som nogle har hævdet, så var Jesus det også.

For de sagde på væsentlige områder det samme.

Under alle vilkår kan man næppe forestille sig en mere nederdrægtig hån mod den sene Kierkegaard end fejringen af ham i Københavns Domkirke i dag.

Medmindre den da – på mirakuløs og revolutionær vis – skulle sanktionere hans sønderknusende tæppebombning af den officielle kristendom.

Læs også:

> Går verden under i dag?