Vi kan ikke acceptere, at kristendommen får hovedæren for, at Danmark i dag er et demokratisk samfund
Vi glæder os over de kristne, der har kæmpet for udviklingen og udbredelsen af det moderne demokrati og de universelle menneskerettigheder. Men når en del kristne i dag vil give kristendommen hovedæren for dem, må vi protestere. Det tenderer historieforfalskning.
I Politiken 11.7. imødegik vi kirke- og sundhedsminister Ida Aukens (og andre kristnes) påstand om, at kristendom har hovedæren for moderne demokrati og de universelle menneskerettigheder. Det kom selvfølgelig ikke bag på os, at ikke alle kristne ville blive glade.
14.7. skrev teolog Mattias Bostrup, at intet af det, vi havde skrevet om kristendom indtil 1800-tallet, var forkert, men at vi gik galt i byen, når vi hævdede, at kristne mennesker, der sidenhen har kæmpet for bl.a. udbredelse af moderne demokrati og menneskerettighederne, har taget overvejende sekulære institutioner og værdier til sig.
I et apologetisk præget indlæg 2.8. argumenterede teolog Nils Arne Pedersen for, at vores historieforståelse er forsimplet og unuanceret, navnlig når det kommer til slaveri og religiøs intolerance. Han mener, det er vigtigt også at pege på lyse elementer i kristendommens historie.
Vi afviser naturligvis ikke, at kristne mennesker har gjort gode ting i historie og nutid. Men vi kan ikke acceptere at give kirke og kristendom hovedæren for, at Danmark i dag er et demokratisk, åbent samfund.
Foranlediget af de to teologers kommentarer uddyber vi det følgende hvorfor.
Diskussionen er alt andet end ligegyldig, hvis vi vil blive klogere på, hvad der er baggrunden for det moderne folkestyre og menneskerettighederne, og hvad der ikke er. Og når vi skal tage stilling til, hvilken plads kristendom bør have i fremtidens Danmark, f.eks. i Folketinget.
Slaveri i oldtidens verden er velkendt. Langt mindre kendt er det, at det også er en accepteret del af Det Nye Testamentes univers. Intet sted i det kristne helligskrift kritiseres slaveri som institution. Ingen slår til lyd for afskaffelse af slaveri som sådan.
Det ene sted, Nils Arne Pedersen fremhæver (som modeksempel?), handler formentlig om, at Paulus opfordrer den kristne slaveejer Filemon til at frigive én slave. Derimod er der ingen opfordring til, at Filemon skal stoppe med at være slaveejer, eller at slaveri i øvrigt bør ophøre.
Pedersen skriver, at det i løbet af middelalderen gradvist blev forbudt at gøre kristne til slaver. Men han undlader at fortælle, at kristne lande i Sydeuropa i høj- og senmiddelalderen havde ikke-kristne slaver, f.eks. muslimer, og at ikke-kristne slaver var et velkendt fænomen i kristne lande i Europa i 1500-1800-tallet. Især i Italien og Portugal, men i varierende omfang også i de tyske territorier, Østrig, Storbritannien og Frankrig.
Pedersen undlader også at fortælle, at den tyske reformator Martin Luther opfattede det temmelig ufrie, undertrykkende livegenskab, ja, under visse betingelser sågar slaveri, som foreneligt med kristendommen. I forbindelse med bondeoprøret i Tyskland i 1525 indskærpede Luther at: »Livegenskabet er ikke imod kristendommens væsen, og den, der siger det, lyver«. Han understregede desuden, at »et verdsligt rige ikke kan bestå, hvor der ikke er ulighed mellem personerne, således at nogle er frie, nogle fangne, nogle herskere, nogle undersåtter«. (Om Luthers opfattelse af slaveri, se f.eks. hans Feltprædiken mod tyrken, 1529).
Kort sagt: Ifølge Luther angik frihed i kristen forstand ’sjælens’ frelse, ikke menneskets legeme og samfundet, hvor både stor ulighed og nærmest grænseløs lydighed over for magthavere skulle spille kerneroller.
I betragtning af dets voldsomme omfang og brutalitet får også kristnes transatlantiske slaveri alt for lidt opmærksomhed i Pedersens kommentar. Fra ca. 16. til 19. århundrede tvang en række europæiske kristne magter omkring 12 millioner mennesker fra Afrika til Amerika for at blive udnyttet under grusomme forhold. Den lutherske stat Danmark-Norge var også med. Oveni blev mange indfødte folk i Amerika gjort til slaver eller udsat for slavelignende tvangsarbejde.
Men Pedersen vil hellere fokusere på den bevægelse, der kæmpede for afskaffelsen af kristnes slavegørelse af afrikanere, og som var »altovervejende drevet af kristne protestanter«.
Pedersen undlader at fortælle, at ikke kun kristendom, men også oplysningstidens nye tanker indgik i abolitionismens idégrundlag. Ja, flere oplysningstænkeres idealer om universel frihed og lighed i politisk og samfundsmæssig henseende bidrog til, at kristne, navnlig protestanter, i stigende grad forstod kristendom på nye måder, og at de i større stil engagerede sig intenst i kampen for slaveriets afskaffelse.
Derudover var slaveriets afskaffelse i Amerika betinget af slavers egne gentagne oprør, økonomiske og politiske forandringer og ikke mindst den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Heller ikke det hører vi om hos Pedersen.
Nogle katolikker vil påpege, at man fra 1500-tallet kan finde eksempler på paver, der udtalte sig kritisk om visse former for slaveri, f.eks. kristnes slavegørelse af indfødte folk. Men det forhindrede f.eks. ikke, at pavestaten i 16-1700-tallet selv anvendte tusindvis af mennesker som slaver på dens galejer.
Det ændrer heller ikke ved, at paver først fra slutningen af 1800-tallet begyndte at forkaste slaveri som sådan. Symptomatisk skal vi et stykke ind i det 20. århundrede, før den katolske kirke officielt begyndte at støtte demokrati.
Var det ikke-kristne Romerrige nærmest lige så intolerant som det kristne Romerrige, der fulgte efter? Når man læser Pedersens kommentar, får man det indtryk. Men faktisk var der væsentlige forskelle, og de fik kolossale historiske konsekvenser.
Romerriget var polyteistisk, multireligiøst og grundlæggende inklusivistisk. Man tillod i vid udstrækning befolkningerne i imperiets forskellige områder at dyrke deres guder, så længe deres religiøse praksisser kunne indpasses i statsmagtens politisk-religiøse orden.
Det krævede bl.a., at folk deltog i den officielle dyrkelse af de romerske guder og (i perioder) kejseren. Det blev anset for en afgørende forudsætning for at sikre gudernes velvilje (pax deorum), som igen blev tillagt stor betydning for Romerrigets militære sejre, velstand, frugtbarhed på markerne, beskyttelse mod naturkatastrofer, osv.
Der var dog bastante grænser for den romerske statsmagts tolerance. Hvis religiøse grupper f.eks. gjorde politisk oprør, praktiserede ritualer, som myndighederne anså for umoralske og barbariske eller nægtede at deltage i offentlige forpligtelser over for guderne og kejseren, kunne de romerske myndigheder skride hårdt ind.
Den nye religion, kristendommen, var anderledes. For det første var den en (form for) monoteistisk religion: Kristne dyrkede kun én gud (efterhånden en såkaldt treenig gud). For det andet var den en frelsesreligion, der krævede indvielse: Kristne ønskede at give mennesker ’evigt liv’ i en hinsidig idealverden.
For det tredje var den en eksklusivistisk religion: Kristne krævede absolut monopol på gud, sandhed og frelse, hvilket førte til en radikal religiøs intolerance: De afviste såvel alle ikke-kristne religioner som hvad de anså for ’kætterske’ kristendomsformer som falske og dæmoniske. Endelig var kristendom en missionerende, universalistisk religion: Kristne betragtede det som deres pligt at erstatte alle andre religioner i verden med – kristendom.
Hvor Romerriget tillod mange forskellige folkeslags dyrkelse af deres guder, dog under forudsætning af at de underkastede sig visse krav fra den romerske statsmagt (jf. ovenfor), var kristnes religiøse intolerance principiel. Den indebar en universel afvisning af alle andre religioner til fordel for kristendom.
Den principielle kristne intolerance præger allerede de meget tidlige kristne tekster i Det Nye Testamente. Da katolsk kristendom blev romersk statsreligion i det 4. århundrede, viste intolerancen sig at rumme et grumt potentiale. Den blev nu omsat til en bølge af statslige love rettet mod de gamle religioner og ’kætterske’ kristendomsformer, mange helligdomme og gudebilleder blev ødelagt, og nogle mennesker blev sågar slået ihjel, når kristne pøbler og munke gik amok.
I de første omkring tre århundreder havde flere kristne ellers slået til lyd for religionsfrihed. Men det var nok frem for alt for at sikre deres egen ret til at være kristne, da de var en lille og til tider forfulgt minoritet. For da katolske kristne fik politisk magt, skyndte de sig at forbyde næsten alle andre religionsformer end deres egen.
Resten er historie. Romerriget og oldtidens polyteistiske religioner er for længst forsvundet, mens den lille kristne sekt fra det østlige middelhavsområde er blevet verdens største og mest magtfulde religion.
Der er selvfølgelig mange forskellige årsager til kristendommens utrolige succes – politiske, økonomiske, osv. Men der er også religiøse. Kristne teologer vil typisk selv fremhæve f.eks. kristen missionsvirksomhed, næstekærlighed, hjælp til fattige og syge, klostre som lærdomscentre og kirkens organisatoriske evner.
Men det er kun den ene side af kristendommens mønt. Den anden side omfatter bl.a. en radikal intolerance indtil 17-1800-tallet, en intolerance, der har medvirket til et rædselskabinet af tvang, undertrykkelse, religionsforfølgelser, tortur, henrettelser, massemord, brutal kolonisering, kulturelle folkemord, religionskrige og vilde ødelæggelser. Med den amerikanske historiker Perez Zagorins ord: "den kristne kirke var, i en stor del af sin historie, en ekstremt intolerant institution" (How the Idea of Religious Tolerance Came to the West, Princeton University Press, 2003).
I løbet af de sidste omkring to hundrede år har store dele af verdens kristendom heldigvis ændret sig grundlæggende. Mange moderne kristne (i Danmark de fleste) ser således bort fra – eller kender slet ikke til – gamle bibelske og kirkelige traditioner for slaveri, teokrati, religiøs intolerance, diskrimination af kvinder og homoseksuelle, ligeværd mellem alle kristne over for deres gud, men langtfra ligestilling af alle mennesker i samfundet, etc.
I dag er det de fleste steder da også problemløst at være kristen og samtidig gå ind for religionsfrihed, ytringsfrihed, moderne demokrati, ligestilling mellem mænd og kvinder, osv. Men i langt størstedelen af kristendommens historie ville det have været utænkeligt. Samtidig er der dog fortsat en del kristne i dag, der afviser homoseksuelles sex og ægteskaber.
Transformationen af betragtelige dele af verdens kristendom i moderne tid er et produkt af flere forhold.
For det første er den et utilsigtet resultat af reformationens opgør med den katolske kirke. Det udløste voldsomme religionskrige og førte til et multikristent Europa med bl.a. katolske, lutherske, calvinistiske og anglikanske kristendomsformer. Udviklingen førte dels til en svækkelse af de enkelte kristendomsformers mulighed for at håndhæve deres krav på absolut sandhedsmonopol, dels til voksende krav om religiøs tolerance i erkendelse af den multikristne verdens uomgængelighed.
For det andet er transformationen en følge af oplysningstiden (groft sagt 1600-1700-tallet). Mange oplysningstænkere slog til lyd for at udskifte kirkelig autoritetstro med brug af fornuften og selvstændig tænkning. Mange slog også til lyd for (større) religionsfrihed, ytringsfrihed, lighed for loven, deling af statsmagten, (mere) magt til folket etc. som modreaktion på de enevældige kristne monarkier, religionsforfølgelser, den censur og store ulighed i samfundet, der dominerede deres samtid.
Oplysningstænkerne var ateister, jøder, deister og andre typer kristne dissidenter, der gik imod de kristne magthavere. De argumenterede for at tolke Bibelen på nye måder i lyset af fornuften, og nye og mere liberale kristendomsformer bredte sig.
I slutningen af 1700-tallet og 1800-tallet blev den nye tids idealer institutionaliseret i form af en gradvis indførelse af demokrati og borgerrettigheder. Men de blev først udbygget til moderne demokrati og universelle menneskerettigheder i løbet af 1900-tallet.
Som en vigtig del af denne proces mistede traditionelle kristne institutioner og værdier autoritet og udbredelse i samfundet. Man kan også sige, at i takt med at moderne demokrati og universelle menneskerettigheder fyldte mere, fyldte kristendom mindre. Processen kaldes sekularisering og er et af de definerende hovedkendetegn ved bl.a. moderne europæiske samfund sammenlignet med førmoderne.
Mattias Bostrup mener, at vi underkender, at en række kristne skikkelser i moderne tid har leveret vigtige bidrag til udbredelsen af demokrati, menneskerettigheder, social retfærdighed, mellemfolkelig forståelse, kvindefrigørelse m.m. Nej. Det gør vi på ingen måde.
Vores pointe er en anden: Idéhistorisk er moderne demokrati og de universelle menneskerettigheder ikke vokset frem som nogen fortsættelse af traditionelle kristendomsformer, men snarere som et brud med dem.
For det første: Der står ikke noget om moderne demokrati og universelle menneskerettigheder i Bibelen.
For det andet: Vi finder heller ikke disse goder i kristne lande og store kirkeinstitutioner i de første over 1800 år af kristendommens historie. Undertiden nogle ideer og institutioner, der kunne have visse lighedstræk, men som stadig var meget forskellige.
For det tredje: Vi skal frem til oplysningstidens idealer om frihed, lighed osv., før der indledes et historisk vendepunkt, der kommer til at bidrage markant til fremkomsten af moderne demokrati og universelle menneskerettigheder. Og oplysningstiden opstod i høj grad i opposition til traditionelle kristne styreformer, samfundsformer, osv.
For det fjerde: Hvis moderne demokrati og de universelle menneskerettigheder var blomster, der er groet i kristendommens have, hvorfor skulle der så gå omkring 1800 år af dens historie, før de gradvist begyndte at manifestere sig? Og hvorfor blev de først for alvor udviklet og udbredt, da kristendom var kraftigt på tilbagetog i det 20. århundrede?
Endelig og nok så vigtigt: Moderne demokrati og de universelle menneskerettigheder er ikke-religiøse institutioner og værdier. De indgår undertiden i stater, der har en særlig forbindelse til en religion (f.eks. Danmark), men i sig selv er de sekulære.
Alt dette gør, at vi betegner moderne demokrati og de universelle menneskerettigheder som overvejende sekulære fænomener. Vi glæder os over de kristne, der har kæmpet for udviklingen og udbredelsen af dem, ligesom det har stået dem frit for at kæmpe for dem ud fra politiske nyfortolkninger af dele af Bibelen og ved at ignorere mange andre dele, som kristne tidligere i mange århundreder indrettede deres samfund efter.
Men når en del kristne i dag vil give kristendommen hovedæren for det moderne demokrati og de universelle menneskerettigheder og kalder dem for kristne, må vi protestere. For så ser de ikke blot bort fra så afgørende historiske forhold og mellemregninger, at det tenderer historieforfalskning. De smykker sig i ret høj grad også med lånte fjer.
Bragt i Politiken, 6.9.2026 (let forkortet)
Mikael Rothstein og Jens-André P. Herbener
Læs også: Herbener.dk - Har kristendommen æren for det moderne demokrati og menneskerettighederne?