Anmelderkritik

 

I Weekendavisen den 23. februar anmelder sognepræst Johannes Værge mag.art. Jens-André P. Herbeners Teologi og Magt: En debatbog om Den Autoriserede Bibeloversættelse (C.A. Reitzel, 2006). Eller det vil sige: Anmeldelsen er i højere grad et apologetisk debatindlæg. Man kan sige, at det ville være naivt at forvente andet, når nu folkekirkens bibeloversættelse bliver kritiseret. I sidste ende er det jo sit eget eksistensgrundlag, sognepræsten forsvarer.

Det faktum, at det i landets aviser hidtil kun har været teologer, der har anmeldt bogen, giver dens titel en ekstra dimension. Det svarer principielt til at lade en kritisk bog om apartheid blive anmeldt udelukkende af tilhængere af apartheid. Resultatet byder ikke på de helt store overraskelser.

Værges anmeldelse er ingen undtagelse. Læseren får kun lidt at vide om bogens indhold, argumentation og dokumentation, men derimod meget om Værges reaktion på den. Dermed bliver fremstillingen – trods fortjenstfulde indrømmelser – nødvendigvis skæv: De forhold, som Værge kritiserer, får læseren kun præsenteret en brøkdel af baggrunden for.

Og hvad værre er: Værge har ikke rigtig selv forstået problemet. Han forsvarer bl.a. 1992-bibelen med, at de kirkelige justeringer kan være ”retfærdiggjort ved, at oversættelsen lægger sig på det betydningsfelt, som svarer til, hvordan de nytestamentlige forfattere i sin tid har forstået teksterne. Det er altså en indre-bibelsk tolkning, som kommer til udtryk.”

Nej, det er netop denne fremgangsmåde, der videnskabeligt set retfærdiggør kritikken af 1992-oversættelsen af de hebraisk-jødiske bibeltekster (Det Gamle Testamente). Disse tekster blev til et godt stykke tid før Det Nye Testamente og uafhængigt heraf og skal derfor ikke tilpasses Det Nye Testamente – eller den kirkelige dogmatik og liturgi, som man tillige gjorde. Desuden glemmer Værge tilsyneladende, at den kristne ”helbibel” er en kirkelig konstruktion og påstand, hvorfor hans udtryk ”indre-bibelsk tolkning” i virkeligheden dækker over en kirke-bibelsk tolkning. Dette bliver det naturligvis ikke mere videnskabeligt eller mindre anakronistisk af.

Værge gør i øvrigt et nummer ud af at slå kritikken af 1992-bibelen i hartkorn med tidsskriftet Faklens bibelkritik. Uagtet at den begyndte her, rækker den langt videre. En kritik af 1992-bibelen er således blevet fremsat eller støttet af en række højtstående forskere. Desuden har en bred kreds af fagfolk, bl.a. semitiske filologer, judaister og universitetsteologer, bidraget til en introduktion til en videnskabelig oversættelse af Den Hebraiske Bibel og en prøveoversættelse (C.A. Reitzel & Det Kongelige Bibliotek, 2001). Endelig har Herbener modtaget Københavns Universitets guldmedalje bl.a. for en kritisk analyse af Bibelselskabets 1992-udgave, en afhandling der i revideret form blev udgivet i 2004 (C.A. Reitzel), finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd.

Det tjener Johannes Værge til ære, at han gør opmærksom på, at han er ansat i folkekirken og deltog i 1992-bibelen, og at han ”overvejede sin habilitet”, før han besluttede sig til at anmelde bogen.

Ulf Haxen, mag.art. i semitisk filologi, seniorforsker og tidl. førstebibliotekar

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog

Philippe Provençal, cand.mag., ph.d. i semitisk filologi