Kristendomskundskab og kirkens højrefløj

 

Som følge af regeringens debatoplæg til Globaliseringsrådet, »Verdens bedste folkeskole – vision og strategi« i 2005, nedsatte undervisningsminister Bertel Haarder et udvalg, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan kristendomskundskab i folkeskolen kan styrkes. Det var der flere grunde til – bl.a. at kristendomskundskab skal være prøvefag fra skoleåret 2006-7.

Udvalgets anbefalinger kom den 30. juni. Som et centralt element slog det til lyd for, at kundskabsdelen skal tydeliggøres, og at en historisk-kritisk tilgang er en forudsætning for faget som helhed. Det kundskabsmæssige blev da også fremhævet i et forslag til en nyformulering af formålsparagraffen for kristendomskundskab.

Dermed er anbefalingerne i tråd med skoleloven af 1975, hvor der indtraf den adskillelse af kirke og folkeskole, der (formelt) også er gældende i dag. Fra nu af skulle kristendomsundervisningen ikke længere være forkyndende, men kundskabsmeddelende: »Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom.« I 1993 blev der tilføjet følgende i loven: »På de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser.«

Som sagt ligger Haarders religionsudvalg i naturlig forlængelse af dette, men det anbefaler bl.a. en styrkelse af den kundskabsmæssige side, samt at undervisningen i ikke-kristne religioner påbegyndes i de yngre klasser (hvilket dog allerede er praksis visse steder). Alt sammen udmærkede initiativer i lyset af den flerkulturelle og globaliserede verden af i dag.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Der er stadig adskillige forhold i folkeskolens religionsundervisning, der halter langt bagud, både i forhold til skolelovgivning, videnskaben og samfundet. I det følgende skal omtales et centralt eksempel herpå.

Med kravet om en ikke-religiøs undervisning i 1975 opstod der naturligt et tilsvarende krav om anvendelsen af et fagligt neutralt undervisningsmateriale. Det er vanskeligt at læse religionsudvalgets anbefalinger fra 2006 som andet end en selvfølgelig videreførelse af dette krav. På denne baggrund er det stærkt problematisk, at det uden sammenligning mest centrale undervisningsmateriale i folkeskolens religionsfag ikke lever op til dette krav. Hermed refererer jeg til Bibelen, der naturligvis ikke bliver læst på originalsprogene, men i oversættelse. Og den oversættelse, som de fleste steder bliver anvendt, er folkekirkens autoriserede bibel, udgivet af Det Danske Bibelselskab i 1992.

Problemet er kort fortalt, at 1992-oversættelsen er kirkeligt tendentiøs. Årsagen til miseren er fremfor alt den store indflydelse, som den kirkelige højrefløj i Danmark har udøvet på oversættelsen af Det Gamle Testamente. Uden at de fleste danskere ved det fjerneste om det.

Bibelselskabets oversættelse af Det Gamle Testamente blev for alvor sat i gang i 1975, og fra 1977 til 1989 blev den udgivet i form af en række prøveoversættelser. Både udgangspunktet og retningslinierne for arbejdet hermed var i det store hele videnskabeligt funderet.

Prøveoversættelserne vakte imidlertid stor opstandelse på kirkens højrefløj, der omfatter konservative og fundamentalistiske kristne bevægelser; bl.a. Indre Mission og Luthersk Missionsforening, og Menighedsfakultetet i Århus og Dansk Bibel-Institut i København. Skønt prøveoversættelserne havde taget visse hensyn til kirken, blev de hårdt kritiseret for ikke at have tilgodeset den kristne tradition og dogmatik, og der blev lagt massivt pres på Bibelselskabet for at få indflydelse på det afsluttende revisionsarbejde. Kirkens højrefløj ønskede, at repræsentanter herfor skulle deltage i revisionen af prøveoversættelserne, og at gengivelsen af en lang række skriftsteder og udtryk, der har spillet en vigtig rolle i den kristne tradition, skulle ændres. Ellers – truede man med – ville et alternativt oversættelsesprojekt kunne blive iværksat, og dermed ville enheden omkring én autoriseret kirkebibel være sprængt.

Højrefløjens omfattende kritik fik ikke blot afgørende indflydelse på retningslinierne for revisionen, men bl.a. også på oprettelsen af en kirkeligt orienteret revisionskomité og den endelige udformning af 1992-oversættelsen. Målet blev, som daværende generalsekretær for Bibelselskabet, Niels Jørgen Cappelørn, gjorde opmærksom på, en »kirkebibel«.

Ifølge generalsekretæren i 1990 indebar det, at oversættelsen ikke blot skulle tage hensyn til bibelforskningens resultater, men også og ikke mindst til dansk bibeltradition, salmetradition, den folkekirkelige liturgi og til den kirkelige grundopfattelse, at de hebraiske og nytestamentlige bibeltekster udgør en frelseshistorisk helhed. Om baggrunden herfor skrev medarbejder ved Bibelselskabet, Ove Kollerup, i 1994: »i sin beretning til repræsentantskabet i 1990 imødekom Det Danske Bibelselskabs generalsekretær Indre Missions krav gennem seks teser, der viser, hvorledes Det Danske Bibelselskab forstod sin forpligtelse ved at have monopol på udgivelsen af den autoriserede bibeloversættelse.« Her var det altså Indre Mission, der i betydelig grad bestemte principperne for folkekirkens – og dermed folkeskolens – bibel.

Da den nye oversættelse udkom i 1992, sagde Cappelørn lige ud: »Den, der gør et stykke arbejde, får indflydelse, og vi har fået langt flest bemærkninger fra højrefløjen. Da ingen andre har gjort et bare tilnærmelsesvist så stort arbejde, som Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet, så kan det ikke være anderledes, end at de har fået indflydelse.« I 1997 tog han tråden op på ny: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de jo ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.«

På denne baggrund kan det ikke undre, at Danmarks nationalbibel er blevet genstand for skarp kritik fra videnskabeligt hold, og at en ikke-konfessionel nyoversættelse er blevet påbegyndt (med bl.a. undertegnede som deltager). I 1996 udtalte f.eks. Frede Løkkegaard, professor i semitisk filologi: »mon de havde fået en autorisation, hvis de havde tilladt alle de hedenske elementer i det Gamle Testamente? … Overalt, hvor der er tale om kristologiske udlægninger i oversættelsen, må man sige, at det ikke fremgår af kildeteksterne.«

I 1998 udtalte Ulf Haxen, førstebibliotekar, mag.art. i semitisk filologi: »Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning, at det Gamle Testamente – beskrevet ved den kristologiske bue – kan føre hen til det Nye Testamente.« I 1998 skrev professor i Gammel Testamente, Thomas Thompson: »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig. Diskussionens sande emne er teologi og endda en rigtig dårlig form for teologi. Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme«.

Hvad er denne kritik en afspejling af? Ganske enkelt at 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente på en række områder er blevet tilpasset den kristne tradition, dogmatik, liturgi og salmetradition. I strid med al historisk-kritisk metode. Denne fremgangsmåde er der ganske vist gammel tradition for. Det er således en central del af kirkens traditionelle selvforståelse at opfatte Det Gamle Testamente som en Kristus-profeti, og siden Reformationen har kirkens oversættelser båret umisforståeligt præg heraf.

Problemet er blot, at man siden fremkomsten af den historiske bibelkritik ikke har kunnet opretholde denne opfattelse af Det Gamle Testamente. Hvilket egentlig ikke bør undre, da det stammer fra førkristen tid, og i sig selv er et jødisk værk. Som professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet, Eduard Nielsen, skrev i 1988: »Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.«

Som forventet har den historiske bibelkritik også sat sit præg på det 20. århundredes bibeloversættelser, inklusiv 1992-oversættelsen (takket være universitetsteologers arbejde), og sammenlignet med forrige århundreders eksplicitte kirkebibler markerer den naturligvis et betydeligt fremskridt. Ikke desto mindre har traditionen og dogmatikken i talrige tilfælde vundet over et videnskabeligt bibelsyn (takket være den kirkelige højrefløjs store indflydelse), og overordnet set repræsenterer 1992-oversættelsen en spektakulær blanding af videnskabelige og ikke-videnskabelige, kirkelige hensyn.

Det siger sig selv, at dermed lever en central del af undervisningsmaterialet i folkeskolens religionsfag ikke op til de fagkrav, der siden 1975 har været stillet som en selvfølge. Krav, der som sagt er blevet understreget med religionsudvalgets anbefalinger i 2006.

Problematikken er for så vidt lige til: Fundamentet for en faglig undervisning i Bibelen er naturligvis en – så vidt muligt – uforudindtaget, videnskabelig oversættelse. For det første er det en forudsætning for en kritisk og fagligt acceptabel undervisning i Det Gamle Testamente, et centralt element i grundlaget for kristendommen. For det andet er det en forudsætning for en kritisk og fagligt acceptabel undervisning i jødedom og islam, da et centralt element i deres baggrund og grundlag ligeledes er Det Gamle Testamente. Endelig er det naturligvis en forudsætning for en kritisk og fagligt acceptabel undervisning i etiske og livsfilosofiske emner, når disse har rødder i de bibelske tekster.

Problemet bliver sat i perspektiv af, at de forskellige udgaver af 1992-oversættelsen ikke oplyser et ord om de mange hensyn til kirken og dens ortodokse højrefløj. Dermed manipulerer Bibelselskabet alle, der ikke kender til oversættelsens baggrund, og det er utvivlsomt det store flertal. Et tilløb til redelig åbenhed kunne være, at Bibelselskabet i alle kommende bibler gør opmærksom på, at oversættelsen ikke repræsenterer en tilstræbt uforudindtaget gengivelse af grundteksten, men i mange tilfælde en kirkeligt præget version heraf.

Dette betyder ikke, at 1992-oversættelsen derefter vil være hjemløs i undervisningssystemet. Den vil blot have fået sin rette plads i det faglige system, nemlig som nutidig kilde til kirkens skriftfortolkning, og som sådan er den naturligvis relevant, når der skal undervises i den evangelisk-lutherske fortolkning af Det Gamle Testamente. Men det er som sagt vigtigt, at folk ved, at det er dét, den i mange tilfælde er kilde til. Ellers stikker man dem blår i øjnene.

Dermed er naturligvis ikke sagt, at enhver oversættelse ikke også er en fortolkning, eller at der undertiden ikke er flere oversættelsesmuligheder. Men der er selvsagt forskel på så vidt muligt at tilsidesætte sin egen forudforståelse og så bevidst at indlæse den i teksten. Det er det sidste, at 1992-oversættelsen på en række punkter gør sig skyldig i. Og derved glider kirkens forkyndelse via oversættelsen alligevel ind i folkeskolens undervisning. Havde det været andet end evangelisk-luthersk kristendom, havde Kristeligt Dagblad utvivlsomt haft stof til en forsidehistorie.

I sidste ende er det op til de ansvarlige politikere og skoleledelser at afgøre, hvad der skal ske. At der bør ske noget, burde være indlysende, da den aktuelle situation hverken er acceptabel ud fra en pædagogisk-faglig, videnskabelig eller (må man antage) retlig synsvinkel. Med den udbredte anvendelse af den autoriserede bibeloversættelse i folkeskolen er den konfessionelle binding til folkekirken jo fortsat intakt. Eller hvorfor skulle netop kirkens bibler unddrages skolelovens bestemmelser om en ikke-konfessionel faglighed eller den for det moderne undervisningssystem så fundamentale Oplysningstid?

Hvis dét er legitimt, hvorfor så insistere på en konsekvent faglighed i f.eks. fysik, biologi og historie? Hvorfor så ikke lade kirken på ny få et centralt ord at skulle have sagt i disse fag, sådan som den har haft indtil moderne tid? Hvad er den afgørende forskel? Endelig: Bør et moderne sekulært undervisningssystem som det danske ikke under alle omstændigheder have en videnskabelig bibeloversættelse til rådighed?

Der er givetvis mange kirkefolk, der vil være tolerante over for den overtrædelse af skoleloven, som den massive anvendelse af en kirkebibel i undervisningssystemet sandsynligvis repræsenterer. Der ligger store tros- og magtinteresser bag kirkens bibel, så meget mere som den fortsat nyder en monopollignende status i det danske samfund. Der er givetvis også mange politikere, der heller ikke vil se nogen grund til at løfte en finger. Om noget opfattes kirken jo som en samfundsstabiliserende faktor i en flerkulturel tid. Men hvis det er således, må politikerne også tage konsekvensen heraf, skrue tiden tilbage og ændre skoleloven. Ellers er der fra politisk side tale om iøjnefaldende dobbeltmoral.

Da ingen imidlertid skal beskylde undervisningsminister Bertel Haarder for dobbeltmoral, vil jeg hermed opfordre ham til at sørge for, at en videnskabelig oversættelse af Det Gamle Testamente snarest muligt bliver taget i brug i undervisningssystemet. Ikke med henblik på at fjerne 1992-oversættelsen, men som et centralt supplement hertil. Ellers kan respekten for skoleloven og det af undervisningsministeren nedsatte religionsudvalg nok ligge på et lille sted. Eller som allerede Grundtvig sagde: »Gud ske lov! at troen slet ingen skolesag er.«

Nærværende forfatter har selv andetsteds skrevet om problemet, langt mere udførligt og dokumenteret, end det er muligt her. Bl.a. i den reviderede guldmedaljeafhandling Bibeloversættelse mellem konfession og videnskab fra 2004 og i debatbogen Teologi og Magt, der netop er udkommet, begge på C.A. Reitzels Forlag.

Jens-André P. Herbener