Adskil kirke og stat og indfør religionslighed

Kun en sekulær, religionsneutral stat vil kunne behandle alle danskere på ligeværdig vis og sikre sammenhængskraften.

Kære Manu Sareen

Selv om man selvfølgelig ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt, vover jeg alligevel at sige tillykke til dig.

Tillykke med, at lovforslaget om vielse af homoseksuelle i folkekirken efter alt at dømme vil blive vedtaget til sommer. Ligesom indførelsen af loven om kvinders adgang til præsteembedet i 1947 vil dette blive en milepæl i bekæmpelsen af kønsdiskrimination i folkekirken.

Der er imidlertid en anden og på sin vis langt større opgave, der nu venter. Nemlig ligestilling af religioner i Danmark. Ligesom staten ikke må forskelsbehandle hvide og sorte, mænd og kvinder eller politiske partier, bør den heller ikke forskelsbehandle religioner.

Men det gør den, og det har den gjort i umindelige tider. Med Grundloven i ryggen har den evangelisk-lutherske kirke længe nydt en privilegeret særstatus i forhold til andre religioner.

Da Grundloven blev vedtaget i 1849, var den evangelisk-lutherske kirke så at sige ”den danske folkekirke”, da 99 procent af befolkningen var medlem. Derfor var dens § 4 sådan set også præcis og rimelig nok: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.

Men sådan er det ikke mere.

Over én million danskere er i dag ikke medlem af den evangelisk-lutherske kirke. At kalde den for ”den danske folkekirke” er derfor misvisende, og betegnelsen bør af samme grund parkeres i en glasmontre på Nationalmuseet.

Tilhængere af folkekirken vil indvende, at 79,8 procent af befolkningen fortsat er medlem. Dette tal ligner imidlertid mere og mere en papirtiger. Det dækker nemlig over det faktum, at den religiøse topografi i Danmark har gennemgået dybtgående forandringer i nyere tid.

Siden 2. Verdenskrig er der således indtruffet en religionspluralistisk eksplosion. Nye religioner og religionslignende fænomener er skudt op som paddehatte i en fugtig skovbund og har transformeret det religiøse landskab på markant vis.

Danmark rummer nu et regulært kludetæppe af kristne, jødiske, islamiske, buddhistiske, hinduistiske, ”hedenske” og nye religioner og organisationer. Dertil kommer bredere strømninger af såkaldt New Age og østerlandsk spiritualitet, der for længst er blevet en integreret del af utallige danskeres liv.

Udviklingen kommer også til udtryk i de af staten godkendte trossamfund.

Fra og med reformationens indførelse i 1536 til 1682 var der kun ét legitimt trossamfund, nemlig den evangelisk-lutherske kirke. Da Grundloven blev underskrevet i 1849, var det vokset til fire. I 1969 var det kommet op på 11, mens det i 2011 er eksploderet til 125.

Danmark har kort sagt bevæget sig fra at være et monolutheransk til et multireligiøst samfund. En ny bog, som adskillige af dette indlægs tal er hentet fra, hævder sågar, at vi befinder os midt i en ny reformation. Denne gang fra neden.

En vigtig pointe er under alle vilkår: På trods af et højt medlemstal og på trods af statslig særstilling på en lang række områder er folkekirken blevet trængt mærkbart tilbage i samfundet i løbet af de sidste 40-50 år.

Det kommer til udtryk på mange planer.

F.eks. er det kun 10 procent af danskerne, der mener, at kristendommen er den eneste, sande religion. Kun 12 procent anser Jesus for verdens frelser, og kun 14 procent tror, at Jesus opstod fra de døde. Et overvældende flertal af danskere har med andre ord vendt ryggen til nogle af de mest centrale kristne forestillinger i tidens løb.

Men ikke nok med det. 60 procent mener, at der findes sandheder i mange religioner, og 69 procent mener, at det er helt OK, at folk selv sammenstykker deres tro på grundlag af ”det bedste” fra forskellige religioner.

For det andet er der i nyere tid sket et klart fald i antallet af folkekirkemedlemmer, døbte, konfirmerede og kirkelige vielser.

Fra 1974 til 2012 er antallet af danskere, der er medlem af folkekirken, faldet fra 93,6 til 79,8 procent. I København er det faldet til 62,5 procent. Desuden er der 700.000 danskere, der overvejer at melde sig ud.

Fra 1974 til 2010 er antallet af døbte spædbørn faldet fra 91,1 til 69,2 procent. I København er det i 2011 faldet til 46,3 procent.

Fra 1974 til 2011 er antallet af konfirmerede faldet fra 91 til 73 procent.

Fra 1974 til 2010 er antallet af vielser i folkekirken i forhold til det samlede antal vielser i Danmark faldet fra 57,2 til 35,4 procent.

Dertil kommer en række yderligere forhold.

Det er kun godt to procent af danskerne, der ugentlig kommer i kirke, mens godt 77 procent sjældent eller aldrig møder op. Mange kirker har længe stået mere eller mindre tomme, og det er nu endelig blevet besluttet, at en del af dem skal lukkes. Desuden bør godt halvdelen af alle sogne i Danmark nedlægges eller omlægges ifølge en ny undersøgelse af Kirkefondet.

Sagt på en anden måde: Folkekirken er for talrige danskere ikke længere et eksistentielt væg-til-væg tæppe, men et tilbud blandt andre tilbud i livets supermarked.

På denne baggrund bør det ikke undre, at opbakningen til ægteskabet mellem kirken og staten er dalet gevaldigt. Faktisk ønsker knap halvdelen af danskerne, at de skal skilles; ja, kun 21 procent er decideret imod det.

Især de unge vil have ændret status quo. F.eks. vil seks ud af otte ungdomspartier adskille kirke og stat. Kun Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom er imod. Formanden for Konservativ Ungdom, Rune Kristensen, har i 2009 spiddet danskernes dobbeltmoral:

”Hvis man kom til et muslimsk land med samme opbygning med et moskeministerium, en lokal imam, som skulle indskrive nyfødte børn i en moskebog, og politikere, som mødtes i moskeen inden parlamentets åbning, ville man tænke, at de var nogle fundamentalister. Men fordi det er kristendom, mener man åbenbart i Danmark, at det er okay at statsstyre troen.”

I modsætning til, hvad mange givetvis forestiller sig, har flere af landets biskopper allerede indstillet sig på en adskillelse af kirke og stat. I 2009 udtalte kongelig konfessionarius og afgående biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen:

”Jeg tror ikke, folkekirken kan bevare sin særstatus … Samfundet har forandret sig, vi har fået traditionstabet, vi har mange borgere med et andet religiøst tilhørsforhold, vi har også mange medlemmer af Folketinget, der ikke er medlemmer af folkekirken. Stort set alle politiske ungdomsorganisationer går i dag ind for at adskille stat og kirke. Når Grundloven skal ændres næste gang, så tror jeg, at formuleringen om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som understøttes af staten, udgår.”

Kort tid efter udtalte biskop over Viborg Stift Karsten Nissen: ”Efter min mening har vi en god ordning i dag, der sikrer både rummelighed og frihed, men den vil høre op, og stat og kirke bliver skilt.”

Biskop over Århus Stift Kjeld Holm supplerede: ”Adskillelsen kommer. I dag lever vi allerede i et multi-religiøst samfund, og mange yngre føler, at balancen mellem stat og kirke ikke længere fungerer.” I slutningen af 2011 bemærkede han: ”Vi lever i et multireligiøst samfund, så statstilskuddet til ét trossamfund kan ikke blive ved.”

Som du kan se, Manu Sareen, er der efterhånden et helt kompleks af udviklinger, tendenser og meninger, der peger i retning af en ændring af forholdet mellem kirke og stat. For at skære det ud i selvlysende pap, som utallige danskere allerede mener, skal der hermed lyde en opfordring:

Ændr Grundloven, adskil kirke og stat, og indfør religionslighed.

Fjern statstilskuddet til folkekirken fra Finansloven.

Nedlæg Kirkeministeriet til fordel for et Ministerium for Religion – eller læg varetagelsen af alle religioner ind under Kulturministeriet.

Nedlæg universitetets teologistudium, der udgør over 90 procent af præsteuddannelsen, og opret i stedet en præstehøjskole finansieret af folkekirkens egne medlemmer. Det videnskabelige studium af kristendommen kan sagtens varetages af religionsvidenskab og andre fag.

Nedlæg faget kristendomskundskab i folkeskolen til fordel for et religionsfag ligesom i gymnasiet. Drop fritagelsesparagraffen, der hovedsageligt er betinget af fagets nuværende evangelisk-lutherske slagside. Læg konfirmandundervisningen efter skoletiden.

Overfør civilregistreringen af nyfødte og døde og begravelsesmyndigheden fra folkekirken til staten. Giv endelig landets monark religionsfrihed.

Dette er hovedelementer i de forandringer, der skal gennemføres, hvis folkekirkens urimelige særstatus skal ophæves. Hvis Danmark ikke blot skal have religionsfrihed, men tillige religionslighed. En adskillelse fra staten vil i øvrigt sikre folkekirken den frihed, som en del sukker efter i dag.

Staten i sig selv bør være sekulær og religionsneutral. Kun således vil den kunne behandle alle religiøse og ikke-religiøse på ligeværdig vis. Kun således vil den kunne sikre sammenhængskraften i et mere og mere pluralistisk, multietnisk og multireligiøst samfund.

Tilhængere af statskirkeordningen maner gerne et skrækindjagende spøgelse frem: En adskillelse vil kunne forvandle folkekirken til en krudttønde af religiøs intolerance og politisk agitation. Dertil er der to ting at sige.

For det første er der allerede glasklare eksempler på begge dele i folkekirkelig regi. Tænk f.eks. på diskriminationen af homoseksuelle, Krarups og Langballes korstog mod islam og andre præsters forsvar for asylansøgere. For det andet er der mig bekendt ingen dokumentation for, at en adskillelse i andre europæiske lande skulle have bragt disse på kurs mod kaos.

Tag Sverige, der også er et skandinavisk land med evangelisk-luthersk baggrund.

Det kappede båndet mellem kirke og stat i 2000, men har det resulteret i en aggressiv, kristen revitalisering? Nej, snarere tværtimod. Siden skilsmissen har over 800.000 forladt Svenska Kyrkan.

Og det er måske også her, at skoen trykker i Danmark?

Men det bør i så fald være folkekirkens egen hovedpine. Ligesom medlemmer af Jehovas Vidner, Hare Krishna og Harreskovens Blótgilde er disse trossamfunds eget problem. Og ligesom medlemmer af Venstre og Enhedslisten er disse partiers eget problem.

Der vil utvivlsomt være nogle, der vil beskylde forslaget om religionslighed for ”lighedstyranni”. Der har utvivlsomt også været mennesker, der har anklaget de sortes kamp for ligestilling med de hvide og kvinders kamp for ligestilling med mænd for det samme.

Personligt vil jeg blot kalde det for basal, medmenneskelig respekt og empati.