De amerikanske folkemord

Hvordan ville Amerikas historie se ud, hvis den blev skrevet af ofrene for de vestlige kolonisatorer?

I dag den 3. august er det præcist 520 år siden, at Christoffer Columbus sejlede ud fra Spanien for at finde søvejen til Asien. Og som mange generationer af unge har lært, opdagede han Amerika, Den Nye Verden, den 12. oktober 1492.

Problemet er, at det er løgn.

Dermed tænker jeg ikke på, at Columbus selv var overbevist om, at han var kommet til Indien. Ej heller, at han ikke var den første europæer, der kom til Amerika.

Det var sandsynligvis Leif den Lykkelige, der omkring år 1000 etablerede en bosættelse på New Foundland.

Nej, pointen er, at Columbus kom til en ældgammel verden, som dets første beboere allerede opdagede for mellem 12.000 og 40.000 år siden.

Den gamle verden var i øvrigt kendetegnet af en kolossal etnisk, kulturel og sproglig mangfoldighed. Før Columbus blev der f.eks. talt mellem 1500 og 2000 forskellige sprog, en tredjedel af Jordens sprog.

Den europæiske genopdagelse af det amerikanske kontinent fik imidlertid titaniske konsekvenser for dets indfødte befolkning.

Fra 1492, da Columbus landede på en caribisk ø, til massakren ved Wounded Knee i South Dakota i 1890, fandt en demografisk katastrofe sted af ufattelige dimensioner.

Adskillige forskere kalder befolkningskollapset – eller substantielle dele af det – for et folkemord eller holocaust. Ja, ifølge den amerikanske professor David Stannard er det ”the most massive act of genocide in the history of the world.”

Man kender af gode grunde ikke det præcise antal indfødte i Amerika, da Columbus kom. Men moderne forskere anslår, at det var enormt.

Ifølge den amerikanske professor Russell Thornton var der i Amerika in toto godt 72 millioner indianere. Ifølge David Stannard var der mellem 75 og 100 millioner. Ifølge den amerikanske antropolog Henry Dobyns var der mellem 90 og 112 millioner.

Uanset hvad det præcise antal indfødte har været i førcolumbiansk tid, var det kolossalt, og det samme var det demografiske styrtdyk, der indtraf som konsekvens af de europæiske kolonialisters komme.

Som gennemsnit regner man med, at omkring 95 procent af den indfødte befolkning i Amerika gik til grunde. Mange folk og stammer uddøde fuldstændigt.

Allerede i den første spanske koloni gik det galt:

Ifølge Stannard var der før spaniernes komme til øen Hispaniola, der i dag omfatter Haiti og Den Dominikanske Republik, omkring 8 millioner indfødte. Efter få år var de halveret. I 1508 var der under 100.000 tilbage. I 1535 var så godt som hele befolkningen uddød.

På en enkelt ø omkom med andre ord flere indianere end jøder under Anden Verdenskrig. Dermed var eliminationen af den indfødte befolkning imidlertid knap begyndt.

Fra Hernán Cortés’ erobring af aztekerrigets hovedstad Tenochtitlan i 1519-21 til 1595 faldt befolkningen i Centralmexico fra 25 millioner til 1,3 millioner indianere.

I Vestnicaragua styrtdykkede befolkningen fra cirka 1 million til 10.000 i løbet af små 60 år efter spaniernes ankomst, altså med 99 procent. I det vestlige og centrale Honduras omkom 95 procent af befolkningen i løbet af 50 år.

I inkariget, der bl.a. omfattede nutidens Peru og Chile, faldt antallet af indfødte med omkring 95 procent i løbet af 1500-tallet. Mange flere eksempler af lignende art kunne nævnes.

Ifølge Stannard døde alt i alt mellem 60 og 80 millioner indianere i Mellem- og Sydamerika og Caribien i løbet af de første 100 år af spaniernes kolonisering.

I Nordamerika (nord for Mexico) fik europæernes kolonisering ungefær lige så apokalyptiske konsekvenser. Thornton anslår, at der var godt 7 millioner indfødte, da europæerne kom. Stannard skønner, at der var 8-12 millioner. Ifølge Dobyns var der mellem 9 og 18 millioner.

Uanset hvad der var det præcise antal indfødte, da de hvide kom, blev de også her ramt af et demografisk kollaps.

I 1890 var der kun knap 250.000 indianere tilbage i USA. Over 95 procent af den indfødte befolkning var med andre ord døde. Til gengæld var antallet af ikke-indianere i 1890 eksploderet til små 63 millioner.

Der ligger et kompliceret årsagskompleks bag den ekstreme decimering af indianere.

Den vigtigste enkeltårsag var europæiske sygdomme og epidemier som kopper, kolera, mæslinger og byldepest. På grund af indianerens hidtidige isolation fra resten af verdens befolkning var de så godt som forsvarsløse og faldt derfor som dominobrikker.

Sygdomme er og bliver imidlertid kun en del af årsagen, om end en belejlig sådan, da den ofte har kastet et nådigt slør over andre årsager og frikendt europæerne for medansvar. Det har nyere forskning imidlertid rokket betydeligt ved.

Ifølge flere forskere har europæiske kolonisatorer i mange tilfælde ført sig frem på en måde, der kan minde om det nazistiske herrefolks jagt på Lebensraum under Anden Verdenskrig. Og indianerne er i mange tilfælde blevet betragtet og behandlet som undermennesker, der kunne udryddes, fordrives eller gøres til slaver efter forgodtbefindende.

For det første blev de indfødte i spansk Amerika tvunget til at afstå deres land, idet spanierne påberåbte sig guddommelig ret til det.

For det andet udartede spanske soldaters rutinemæssige mishandling af indianere til tider i frygtelige massakrer og sadistiske excesser. Hvilket især dominikanermunken Bartolomé de las Casas har dokumenteret og kritiseret.

For det tredje blev utallige reelt gjort til slaver i spaniernes guld- og sølvminer eller i deres plantager, hvilket et utal blev syge og døde af.

Ifølge Stannard overlevede de i de første år i Peru ikke i længere tid, end en fangearbejder overlevede i Auschwitz. Spanierne begyndte først at sætte en stopper for de værste former for tvangsarbejde, da de begyndte at mangle slaver for alvor.

Endelig døde talløse indianere af sult, der var en følge af, at deres traditionelle livsgrundlag blev ødelagt under den spanske juggernaut.

I Nordamerika stod de hvide kolonisatorers indianerpolitik i fordrivelsens og udryddelsens tegn.

Da englænderne i de fleste tilfælde ikke brugte indianere som slaver, udgjorde de en stopklods, der helt enkelt skulle skaffes af vejen, før de kunne overtage deres land. Også her påberåbte de hvide kolonisatorer sig ofte guddommelig ret.

De indianere, der ikke døde af sygdomme, og de, der ikke lod sig fordrive frivilligt (ofte til elendige reservater), blev flyttet med magt – dødsmarchen Trail of Tears i 1830erne er det kendteste eksempel. Eller også blev indianerne nedkæmpet med krige og massakrer, på gamle, kvinder og børn inklusive (f.eks. ved Sand Creek i 1864).

Det indvendes ofte, at indianerne bar deres del af skylden for ulykkerne, da de selv kunne føre krige mod hvide, der undertiden også endte i blodbad. Hvilket naturligvis medvirkede til at eskalere konflikterne parterne imellem.

At bebrejde dem dette, vil imidlertid svare til at bebrejde danske modstandsfolk, at de tog kampen op mod tyskerne under Anden Verdenskrig. Desuden gjorde de det i mange tilfælde på grund af den fortvivlende sult, der var konsekvensen af kolonisatorernes destruktion af deres eksistensgrundlag, især deres afgrøder og bisonoksen.

Under alle vilkår endte konflikterne med de kristne erobreres sejr og den oprindelige befolknings fordrivelse eller udryddelse.

Det skal understreges, at alt dette kunne blive sanktioneret, ja, dikteret på højeste politiske og militære niveau. Sågar af flere af nationens founding fathers.

F.eks. var det på USA's første præsident George Washingtons ordrer, at et stort antal indianske byer og landsbyer blev udslettet.

I 1807 skrev USA's tredje præsident Thomas Jefferson til sin krigsminister, at hvis nogen indianerstamme gør modstand, skulle de hvide ikke lægge våbnene, ”før denne stamme er udryddet eller drevet hinsides Mississippi … I krig vil de dræbe nogle af os; vi vil knuse dem alle”.

Theodore Roosevelt, der blev USA's 26. præsident, understregede i 1887, at udryddelsen af indianerne og ekspropriationen af deres lande var ”i sidste ende lige så gavnligt, som det var uundgåeligt. Sådanne erobringer vil med sikkerhed komme, når et dominerende folk … befinder sig ansigt til ansigt med den svagere og fuldstændigt fremmedartede race, der holder en eftertragtet skat i dens kraftløse greb.”

Roosevelt bemærkede desuden: ”Jeg går ikke så langt som til at tænke, at de eneste gode indianere er døde indianere, men jeg tror, at ni ud af ti af dem er, og jeg vil ikke bryde mig om at undersøge den tiendes sag alt for nøje.”

I 1862 skrev general John Pope: ”Det er min hensigt at udrydde Sioux[-indianerne] fuldstændigt.” Før et angreb på Modoc-indianerne i 1873 sagde general William Sherman til sine underordnede: ”I vil være fuldt berettigede til at udrydde dem fuldstændigt.”

Selv om euroamerikanernes opfattelse af indianere naturligvis ikke kan sættes på én formel, var hadet til dem udbredt. Som en engelsk besøgende i Amerika i 1784 berettede:

”Hvide amerikanere har den mest uforsonlige antipati mod hele den indianske race; intet er mere almindeligt end at høre dem tale om at udrydde dem totalt fra jordens overflade, mænd, kvinder og børn.”

Når ovenstående vil komme bag på en del, ja, måske endog chokere nogen, skyldes det nok frem for alt, at Amerikas historie – ikke mindst USA's – er blevet skrevet af sejrherrerne.

Bygger USA på folkemord eller frihedstrang? Svaret afhænger af, hvem du spørger.

Fremstillinger af fordrivelsen og udryddelsen af den oprindelige befolkning – om det er i skolebøger, leksikalske standardfremstillinger eller Hollywoodfilm – er ofte så kortfattede eller farvede i sejrherrernes favør, at de grænser til en morbid hån mod ofrene.

Af samme grund er de fleste så godt som uvidende herom.

En vigtig pointe er, at de mange folkemord (eller tilløb hertil), der har fundet sted i Amerikas sidste 500 års historie, og som hvide europæere er hovedansvarlige for, alt for længe har været henvist til historiens mørke. Eller i det mindste stået i skyggen af andre folkemord.

Men det er der nogen, der arbejder på at ændre.

I løbet af de sidste 20-30 år er flere forskere begyndt at trække slørene til side. Af samme grund er de uvægerligt kontroversielle, da de rokker ved USA's (selvudnævnte) position som moralsk ledestjerne i verden, ja, i sidste instans ved noget så fundamentalt som legitimiteten af De Forende Stater.

Det skal understreges, at der hersker usikkerhed og derfor også uenighed om nogle ting (f.eks. definitionen af folkemord), og det er trods alt en del af forklaringen på status quo.

Under alle vilkår har kritikere, der kan sammenligne benægtere af de amerikanske folkemord med holocaustbenægtere, allerede fremdraget så meget materiale, at det bør føre til alvorlige revisioner af det billede, som de fleste vesterlændinge har af Amerikas historie.

Når man betænker, hvor lang tid siden det alt sammen er sket, kan det kun gå for langsomt.

Men hvad har alt dette med religion at gøre, vil læsere af denne blog måske spørge? En hel del, faktisk.

Som jeg skal vise i kommende indlæg, har religion været instrumental i mange af de spektakulære kalamiteter, der har fundet sted i Amerikas historie.

 

De, der har lyst til at læse videre, kan begynde med følgende:

Russell Thornton, American Indian Holocaust and Survival: A Population History since 1492, Norman: University of Oklahoma Press, 1987.

David Stannard, American Holocaust: The Conquest of the New World, New York: Oxford University Press, 1992.

Arthur Grenke, God, Greed and Genocide: The Holocaust through the Centuries, Washington: New Academia Publishing, 2005.

Ben Kiernan, Blood and Soil: A World History of Genocide and Extermination from Sparta to Darfur, New Haven: Yale University Press, 2007.