Går verden under i dag?

Stay cool: Det mest gennemgående kendetegn ved profetier om Jordens undergang er, at de tager fejl. I alt fald indtil nu.

Dommedagshysteriet har kørt i højt gear i de seneste uger. Endnu en gang, kan man som religionshistoriker tilføje.

En del tror angiveligt, at verdens undergang vil finde sted i dag fredag den 21.12. 2012, og nogle har sågar indrettet deres liv på det.

Fx mener en række New Age-tilhængere, at bjerget Pic de Bugarach i Sydfrankrig er bolig for rumvæsner, og de forventer at blive reddet af et rumskib, når eller hvis Jorden går under i dag. Fransk politi har af samme årsag afspærret adgangen til bjerget.

Troen på altings ende i dag hænger bl.a. sammen med, at mayaernes langtællingskalender afslutter en cyklus på 5.126 år netop i dag.

Nogle mener, at dette er ensbetydende med verdens undergang.

Faktum er, som mayaeksperter har pointeret, at dét siger mayaernes indskrifter intet om. Lektor fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet Jesper Nielsen har sammenlignet det med nytårsaften i 1999, da vi gik fra det ene årtusind til det næste.

Verden og tiden fortsatte skam herefter. Det vil verden og tiden også gøre i morgen ifølge mayaernes gamle indskrifter. Længere burde den ikke være.

Forudsigelser af dommedag og verdens undergang – som regel kombineret med troen på en ny tidsalder (New Age) og idealverden af en art – er imidlertid velkendte fra religionernes historie. Og af naturlige grunde især fra nye religioner.

For hvad gør man egentlig, når dommedagsprofetierne viser sig at slå fejl (hvilket de altid har gjort)?

Enten opløses den nye religion eller også transformeres den. Ofte ved at profetierne om verdens undergang omfortolkes, eller ved at de skydes længere og længere ud i periferien af religionens doktriner.

Det er der talrige eksempler på.

For nogle årtier tilbage profeterede den amerikanske husmor Dorothy Martin, at en syndflod ville oversvømme Jorden, mens nogle få udvalgte ville blive frelst af rumskibe og transporteret til planeten Clarion.

Det skulle ske for nøjagtig 58 år siden i dag. Altså den 21. december 1954.

Da hverken den kosmiske katastrofe eller de flyvende tallerkener indfandt sig, fik Dorothy Martin pludselig besked om, at Gud selv havde aflyst Jordens undergang. Og det var, fik hun at vide, på grund af den strøm af godhed og lys, der strømmede ud til hele verden fra hendes lille gruppe af millenarister.

Verden kunne ånde lettet op.

For nogen tid siden profeterede den amerikanske radio-vært Harold Camping, at Kristus ville vende tilbage, og at gode kristne ville blive henrykket til himlen den 21. maj 2011. Desuden ville Jorden definitivt gå under den 21. oktober samme år.

Da intet skete den 21. maj, forsikrede han om, at dommedag faktisk havde fundet sted på denne dato, blot på et spirituelt plan. De resterende ting, der skulle være sket, blev udskudt til den 21. oktober 2011.

Her skete som bekendt heller ikke noget.

Det nok bedst kendte eksempel på en millenaristisk religion, hvis dommedagsprofetier er slået fejl, er Jehovas Vidner. I 1914 mente de, at Kristus ville vende tilbage og det endelige opgør med Den Onde finde sted.

Det gjorde det ikke, og man begyndte at omfortolke det eskatologiske begivenhedsforløb og komme med nye forudsigelser.

Siden 1975 har man afstået fra at sætte faste årstal på. Selv om jehovitter stadig skal vente på dommedag, har de nødvendigvis mere og mere måttet indstille sig på at finde sig til rette i den eksisterende verden.

Da der fra de sidste 2.000 år er talløse eksempler på fejlslagne dommedagsprofetier, kan mange næppe lade være med at trække på smilebåndet, når en ny gruppe er overbevist om, at verden vil gå under om føje tid.

Dommedagsbevægelser har da også været genstand for massiv latterliggørelse i tidens løb. Også blandt mainstream kristne.

De fleste ved imidlertid ikke, at den kristne kirke selv begyndte som dommedagssekt, at Jesus var dommedagsprofet og sektleder, og at de fleste af urkristendommens dommedagsprofetier slog fuldstændigt fejl.

Det kommer til udtryk i store dele af Det Nye Testamente:

Et af de centrale budskaber heri er, at denne verden snart skal gå under, at ”Guds rige” eller ”Himmeriget” er kommet nær, og at Kristus i løbet af kort tid vil komme tilbage fra himlen. Det skal ifølge mange tekster tages bogstaveligt:

Ifølge Markus 13,24-25 ”skal solen formørkes” og ”stjernerne falde ned fra himlen”. Ifølge Markusevangeliet 9,1 er der nogle af Jesus’ disciple, der ikke skal ”smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.”

Ifølge Paulus er ”tidernes ende” kommet, og denne verden går snart ”til grunde”; ja, faktisk vil Kristus vende tilbage i Paulus’ egen levetid (1. Korintherbrev 10,11; 7,29-31; 15,51-54; 1. Thessalonikerbrev 4,15-17).

Ifølge 1. Petersbrev 4,7 er ”alle tings ende nær”, og ifølge 1. Johannesbrev 2,18 er det ”den sidste time”. Ifølge Hebræerbrevet 10,37 ”varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke”. Ifølge Johannes Åbenbaring 22,10 og 12 siger en engel: ”tiden er nær” og Jesus istemmer: ”Ja, jeg kommer snart”.

Men siger Jesus ikke et sted: ”den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen” (Markus 13,32)?

Jo, men det er næppe ensbetydende med, at det kan tage lang tid. Tværtimod. Kort efter indskærper Jesus nemlig sine disciple: ”lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!” (Markus 13,36-37).

Man kommer altså ikke uden om, at store dele af Det Nye Testamente forventer denne verdens undergang senest i første del af 2. århundrede e.v.t.

Efter alt at dømme er det da også på baggrund af nærforventningen om de sidste tider, at Jesus’ radikale etik skal ses.

At finde sig passivt i vold (Matthæus 5,39), at sælge og give al ejendom bort (Markus 10,21), at vende ryggen til ens familie (Lukas 14,26), at opgive ens forpligtelser og arbejde (Lukas 9,59-62), m.m. er nemlig krav, der er uforenelige med de fleste menneskers tilværelse.

Derimod er de velkendte fra mange dommedagssekter. De rummer da også en logik set i lyset af, at den nuværende verden snart vil kollapse, og at gudsriget er om hjørnet.

Men mere end det: Megen af den etik, som Det Nye Testamente advokerer for, skal formentlig ikke blot ses som en forberedelse til verdens undergang, men også som en betingelse for at komme i gudsriget:

Ifølge mange tekster skal menneskene nemlig helt elementært stå til regnskab for deres handlinger på en forestående dommedag, og de, der dumper, vil blive pint i en frygtelig ild (fx Matthæus 13,50) ligesom i Koranen.

Frelsen er således altså hverken gratis eller for alle, sådan som mange tror i dag. Tværtimod stiller den ofte de største og for de fleste værst tænkelige krav, som kun få derfor også kan forventes at honorere (fx Matthæus 7,13-14).

Sammenhængen mellem adfærd og løn eller straf fremgår af mange tekster:

For det første er ”omvendelse” fra ens syndige liv øjensynligt en forudsætning for adgang til gudsriget (fx Matthæus 3,2; 11,20-24; Markus 1,15; Lukas 13,1-5), for på dommedag skal menneskene dømmes efter deres handlinger og ord (fx Matthæus 12,36-37; 16,27; Johannesevangeliet. 5,28-29; Åbenbaringen 20,12-15).

For det andet er en række handlinger eksplicit forbundet med fortjeneste, fx en ”løn” eller ”skat” i himlen (fx Matthæus 6,1-4; 7,21; Markus 9,41; Lukas 6,35; 18,22).

For det tredje beskrives verdensforsagelse, selvfornægtelse og lidelse i mange tilfælde som kongevejen til frelsen (fx Matthæus 16,24-27; Lukas 14,27; Johannesevangeliet 12,25; Jakobsbrevet 4,4; 1. Johannesbrev 2,15-17).

Selv Paulus, der i Det Nye Testamente ellers frem for nogen betoner Guds nåde (fx Romerbrevet 3,21-24), kan kæde menneskets jordiske handlinger og eskatologiske skæbne intimt sammen (fx Romerbrevet 2,1-11; 2. Korintherbrev 5,10).

Lyder Det Nye Testamente inkonsistent og flertydigt? Det er det også. En del ting udelukker faktisk helt enkelt hinanden.

Ovenfor har jeg fremhævet nogle væsentlige sider, som de fleste kristne religionsproducenter i dag ignorerer, men som giver glimrende mening, når urkristendommen anskues på sin samtids præmisser som en dommedagssekt.

En afgørende pointe er, at intet samfund i længden ville kunne overleve, hvis dets medlemmer levede i overensstemmelse med Jesus’ radikale etik.

Derimod giver den fortrinlig mening i en millenaristisk-eskatologisk sekt, der har sat sig uden for samfundet for at forberede sig på en global kataklysme og for at kvalificere sig til et efterfølgende gudsrige.

Som vi ved, tog forfatterne til de nytestamentlige skrifter eftertrykkeligt fejl. Verden er som bekendt ikke gået under. Kristus er ikke kommet igen. Dommedag har ikke fundet sted. Gudsriget har ikke manifesteret sig.

Mange har leet, når jehovitter har profeteret dommedag, og når millenaristiske ufologer har ventet på at blive frelst af rumskibe til en ekstraterrestiel civilisation.

For de har jo alle taget pinagtigt fejl. Undertiden med store personlige omkostninger til følge.

Men de tidlige kristne løb faktisk ind i samme mur. Også de forventede Jordens snarlige undergang og at blive frelst i et utopia. Men intet af det er sket.

Det pudsige er, at når Jehovas Vidner eller en millenaristisk ufokult beskrives, fremhæves altid deres mislykkede dommedagsprofetier. Det samme sker uhyre sjældent, når talen falder på Det Nye Testamente, selv om det er kendetegnet af samme fænomen.

Religionshistorisk er denne forskel i fremstillingen af religionerne ganske arbitrær. Den må ses som et resultat af de store kirkeinstitutioners samfundsmagt og fortolkningsmæssige hegemoni, som for længst har lagt et nådigt slør over kristendommens eskatologiske rødder.

Der er da også sket titaniske transformationer af kristen religion siden Jesus.

Kort og groft sagt: Ifølge Det Nye Testamente begyndte kristendommen i det første århundrede af vor tidsregning som en dommedagssekt, der stod i skarp opposition til verden og establishment. Men den er med tiden blevet institutionaliseret i store kirker, der understøtter verden og establishment.

Forskellen kunne dårligt være større.

De, der i dag forventer verdens undergang, er søstre og brødre i ånden med de første kristne.

I øvrigt er der religionsfagligt mange lighedstræk mellem Jesus og andre sektledere som Sun Moon (Unification Church), Charles T. Russell (Jehovas Vidner), Knud Weiking (Orthon-bevægelsen), L. Ron Hubbard (Scientology) og George King (The Aetherius Society).

Happy new Long Count.

Læs også:

> Religionshistoriker: Orthon-bevægelsen var et spejl af tiden