Er Seidenfaden og Politikens kirkekritiske arv passé?

Skal Politiken i det kulturradikale frisinds navn gøres til et kirkeblad light?

Forestil Dem følgende replikskifte:

Den kirkeglade: »Jeg vil gerne forvandle Politiken til et nyt Kristeligt Dagblad – eller noget i den retning. Avisen skal stadig hedde Politiken.

Men nu skal den indeholde noget mere kirkestof end tidligere. Og redaktørerne skal kunne prædike og forkynde 100 procent religiøst uden at skulle stå til regnskab for det historisk og fagligt. Ganske ligesom i kirken og i missionsblade.«  

Mange Politiken-læsere: »Det vil jo være et brud med Politikens kritiske oplysningstradition og dagbladets gamle kulturradikale identitet ...«

Den kirkeglade: »Aha – I vil altså sætte spørgsmålstegn ved, hvad der må siges i Politiken?

I er åbenbart fjender af kulturradikalt frisind! I er rabiate og reaktionære dogmatikere. Ikke en pind bedre end Kristelig Lytter- og Seerforening. Blot med omvendt fortegn ...«

I debatindlægget Frisindet er den kulturradikale kerne beskylder Politikens kronikredaktør Christoffer Bruun, der også er kirkebladsskribent, undertegnede for at ville »sætte spørgsmålstegn ved, hvad der må siges her i Politiken«.

Den elegante logik i hans argumentation fremstår af det fiktive replikskifte.

Han fordrejer behændigt debatten fra at handle om 1) en kirkeligt docerende og missionerende kronikredaktør, der fagligt begår snesevis af fejl, og 2) en debat om Politikens hidtidige kirkekritiske profil, til at handle om mediemæssigt frisind.

Men det er en uholdbar forsimpling.

Problemet er, at hvis frisind er det eneste afgørende, redaktionelle parameter, kan man i frisindets navn naturligvis transformere Politiken til et nyt Kristeligt Dagblad (eller hvad som helst andet). Og enhver, der modsætter sig dette kursskifte, kan stigmatiseres som fjende af frisind.

Ganske smart, naturligvis, hvis de kirkeglade kan få folk til at æde dén.

Man kender en lignende argumentation fra dem, der excellerer i at håne og dæmonisere en bestemt religion. Enhver indsigelse mod dette afvises rituelt som en knægtelse af ytringsfriheden.

Eller tænk på dem, der insisterer på, at undervisning i evolutionslæren i uddannelsessystemet skal suppleres med undervisning i kreationisme eller Intelligent Design. I frisindets navn, naturligvis.

Sagens kerne er med andre ord en anden, end Bruun gør den til. Mere kompleks.

Ingen avis kan eksistere uden en særlig profil og identitet, der uundgåeligt indebærer, at der lægges mere vægt på noget end noget andet.

I mange år har Politiken haft sin egen profil og identitet, sin særegne eksistensberettigelse, der har afveget markant fra Kristeligt Dagblad.

Men i nyere tid er forskellene de to dagblade imellem blevet mindre. Grænserne mere diffuse.

Med bl.a. den kirkeglade kronikredaktørs prædiken, mere kirkestof end før og med chefredaktørens opbakning til et fortsat ægteskab mellem kirke og stat i en eller anden form har Politiken bevæget sig i retning af Kristeligt Dagblad. Kirkens talerør nr. 1 i Danmark.

Det har man i frihedens navn selvsagt ret til at gøre. 

Men der er givetvis mange af Politikens gamle læsere, der gerne vil vide, om det fortsætter, subsidiært udbygges. Og der er ingen tvivl om, at det markerer et kursskifte i forhold til tidligere.

Selvfølgelig skal redaktionelt frisind stå centralt, og selvfølgelig skal religiøse også komme til orde i avisen.

Men bliver Politiken en mere proreligiøs end religionskritisk avis – og især en mere prokirkelig end kirkekritisk avis – ja, så er den i fuld gang med at undergrave en vigtig del af sin hidtidige kulturradikale profil og identitet. Senest personificeret af Tøger Seidenfaden.

Det skal man være klar over. Og et sådant sporskifte bør kunne diskuteres åbent og sagligt.

I øvrigt har samfundet ikke ændret sig så meget i de seneste årtier, at det i sig selv kan begrunde en eller anden markant nyorientering, som Bruun antyder.

For det første spiller religion alt andet lige en større rolle i vore dage end for 30-40 år siden.

For det andet: Sammenlignet med andre trossamfund og ideologier nyder den evangelisk-lutherske kirke fortsat godt af en række statslige privilegier. Stat-kirkeægteskabet er intakt. Og godt nok har vi religionsfrihed, men stadig ikke religionslighed.

Det er kendsgerningerne. Al – undertiden hårdkogt og intolerant – religionskritik til trods i de seneste ti år.

Til sidst et par bemærkninger om Bruuns skældsord, en form for newspeak, der ligger helt på linje med andre kristne nyapologeters.

Han beskylder undertegnede for at give udtryk for ’rabiate’, ’dogmatiske’ og ’reaktionære’ holdninger.

Hvad dækker den floromvundne retorik reelt over?

At jeg har udtrykt undren over, at en kronikredaktør ved det kulturradikale Politiken prædiker som en sognepræst i et kirkeblad i stedet for at argumentere historisk og empirisk. At jeg har vist, at han begår adskillige faktuelle fejl. At jeg har sat spørgsmålstegn ved, at Politiken ifølge både andres og min opfattelse har foretaget et brud med sin hidtidige kirkekritiske linje og nu hælder i kirkelig retning.

Er disse indsigelser udtryk for en ’rabiat’ holdning? Var Seidenfaden rabiat?

Læs også:

> Er Politiken ved at blive et nyt Kristeligt Dagblad?