Vi er de dummeste i verdenshistorien

Vi kan lære noget essentielt af verdens indfødte folkeslag.

I dag den 9. august er det FNs Internationale Dag for Verdens Indfødte Folk.

At rette projektøren mod disse folk er der mange gode grunde til. Også helt aktuelle.

Ifølge nye tal blev der i juni i år ryddet 437 procent mere af Amazonskoven end i juni sidste år. Det sker efter indførelsen af en ny lov i Brasilien.

Det er katastrofale nyheder for de indfødte folk, for hvem regnskoven har essentiel betydning. Det er desværre langtfra noget nyt.

Faktisk har den hvide mands gud sjældent været den indfødtes.

Ikke blot har hvide kolonisatorer og missionærer i tidens løb stigmatiseret indfødte folk som primitive, barbarer og afgudsdyrkere.

Ikke blot har de bekæmpet dem og deres kultur med alt fra krig, folkedrab, tvangsfordrivelse, forbud, diskrimination og omvendelse til tvangsassimilation. Ikke blot bliver mange indfødtes eksistensgrundlag i dag truet eller ødelagt af nybyggere og multinationale selskaber i deres jagt på olie, kul, metaller, ædelsten og tømmer.

Og ikke blot er indfødte folk – som følge af nævnte kalamiteter – ofte martret af omfattende alkoholisme, selvmordsrater, seksuelle overgreb og arbejdsløshed.

For at gøre ondt værre, tilhører de også nogle af de grupper i verden, der er mest sårbare over for klimaforandringerne.

Det skyldes, at mange lever i udsatte regioner som Arktis, Afrika og Stillehavsøerne, og at deres kultur og levebrød er intimt knyttet til disse regioner og deres naturlige økologi. 

Skæbnens ironi er, at de selv har det mindste ansvar for klimaforandringerne. Desuden at de kun har minimale muligheder for selv at bremse dem.

Skæbnens ironi er tillige, at Vesten efter nogles opfattelse burde tage ved lære af netop indfødte folks kulturformer, ja, at det måske kan være en af hovednøglerne til løsningen af den globale miljøkrise.

I det mindste har indfødte påkaldt sig betydelig opmærksomhed i den moderne debat om natur og miljø. Her er de blevet fremstillet som historiens første økologer og som forbilleder i ældgammel, økologisk visdom.

Vi har set det i hippiebevægelsens eksperimenter med alternative levemåder. I visse miljøbevægelsers jagt på økologisk hensigtsmæssige samfundsmodeller. I interessen for indianere som Chief Seattle (ca. 1790-1866) og Black Elk (1863-1950) og de taler, de er blevet tillagt. I film som Danser med Ulve og Avatar.

Vi har ligeledes set det i indfødte folks fremstillinger af sig selv i nutiden. I 1998 udstedte f.eks. en række indfødte, nordamerikanske folk den såkaldte Albuquerque Declaration. Her pointerede de:

»Vi bærer den viden og de forestillinger, som verden har brug for i dag. Vi ved, hvordan man skal leve med dette land: Vi har gjort i det årtusinder. Vi er et kraftfuldt, spirituelt folk. … Vores storfamilie omfatter vores Moder Jord, Fader Himmel og vores brødre og søstre, dyrene og planterne.«

Lever indfødte i pagt med naturen?  

Et spørgsmål er naturligvis, om billedet af indfødte folk som mennesker, der lever i harmoni med naturen, er baseret på fakta, eller om det er en romantiserende myte.

Det kan der ikke gives noget entydigt svar på.

For det første omfatter indfødte folk cirka 350 millioner mennesker og 5000 forskellige kulturer spredt ud over verden. Både i et historisk og sammenlignende perspektiv er de kendetegnede af stor mangfoldighed og dynamik.

For det andet er den udbredte forestilling blandt indfødte folk, at naturen er hjemsted for guder, ånder og kraft – og derfor skal omgås med respekt – ikke nogen garanti mod udnyttelse eller sågar ødelæggelse af naturen.

Fra Nordamerikas og Polynesiens historie er der eksempler på, at indfødte folk har ryddet omfattende skovområder og lokalt udryddet visse arter. Det økologiske kollaps på Påskeøen er nok det bedst kendte tilfælde.

Undertiden kan der altså være markant forskel på normer (hvad man bør gøre) og praksis (hvad man faktisk gør).

For det tredje er det anakronistisk at hævde, at indfødte folk er drevet af naturbevarelse. I alt fald indtil fremkomsten af miljøkrisen i 1960’erne.

Mange steder, f.eks. i Nordamerika, har det i nok så høj grad været de indfødtes egen overlevelse, der har været motivet til en respektfuld omgang med byttedyr. Nemlig ud fra den forestilling, at de kunne blive genfødt og dermed spist på ny.

Desuden findes der indfødte, f.eks. kayapó-indianerne i Sydamerika, der opfatter naturen som en livstruende modsætning til kulturen.

Endelig har indfødte som regel bestået af små befolkningsgrupper spredt over store områder og udstyret med en primitiv teknologi. Det i sig selv har umuliggjort en nævneværdig ødelæggelse af naturen.

Indfødte har bidraget til naturbevarelse

Dermed er det endelige ord om indfødtes naturforhold imidlertid på ingen måde sagt. Man må nemlig ikke overse det åbenlyse:

At det ikke er indfødte folk, men Vesten og de lande, der har overtaget dens industri, forbrugsfetichisme og vækstideologi, der bærer hovedansvaret for den globale forurening og klimakrise, tapetseringen af Jorden med asfalt, beton og storbyer, totaludryddelsen af et utal af arter og rydningen af millioner af hektar skov hvert år, et svimlende antal burgrise, burkøer og burhøns på moderne landbrugsfabrikker, osv.

Faktisk har indfødte folks måder at opretholde livet på for det meste været skånsomme over for de økosystemer, de bebor. 

Det hænger ikke blot sammen med de bæredygtige måder, de har bedrevet jagt, fiskeri, indsamling, svedjebrug og agerbrug på, men også at de ikke har dyrket de vestlige guder Penge, Vækst og Konsumerisme.

I alt fald ikke, før Vesten begyndte at lære dem det.

For det andet angår en central del af indfødtes viden den biodiversitet, der findes i deres regioner. Og det er langtfra uden betydning: Størstedelen af Jordens samlede biodiversitet gemmer sig nemlig her.

Ifølge geografen Bernard Nietschmann er det reglen, at »hvor der er indfødte folk med et hjemland, er der stadig biologisk rige miljøer.«

For det tredje indeholder mange indfødtes religion mekanismer, der – selv om de ikke har naturbevarelse i moderne forstand for øje – er økologisk fordelagtige.

En udbredt tanke er, at religion og natur er uadskilleligt forbundet. F.eks. på den måde, at et bjerg, dyr eller træ betragtes som hellig, ofte som følge af at det opfattes som bolig for en guddom, ånd eller kraft.

Det medfører gerne krav om respekt såvel som forbud mod eller begrænsninger af handlinger, der ellers er tilladt.

Tag indfødte afrikanske religioner, der er gennemsyrede af respekt og frygt for (ånder i) specifikke naturfænomener og landskaber.

Her findes et utal af hellige lunde, der kan være omgærdet af forskellige tabuer; f.eks. forbud mod at hugge træer ned, indsamle planter eller gå på jagt.

I Ghana kan man finde totemistiske forestillinger. Ifølge disse er der et nært slægtskabsforhold mellem mennesker og visse dyr og træer. Det er derfor tabu at øve vold mod disse dyr og træer, der da også kan sidestilles med brødre og søstre. 

I DR Congo og andre afrikanske lande kan religionen kræve, at skovområder tilstedes regelmæssige hviledage, f.eks. hver uge året rundt. Her må der ikke drives jagt.

En afgørende pointe er, at indfødtes religioner på disse måder – og mange, mange flere eksempler kunne nævnes – har bidraget til naturbevarelse.

Vi er en verdenshistorisk undtagelse

Med udbredelsen af vestlig kolonialisme, industri og verdensopfattelse såvel som kristendom og islam ændres dette i mange tilfælde på skelsættende vis.

Kort og groft sagt:

Nu er naturen ikke længere hellig. Nu opfattes den ikke længere som residens for magtfulde åndevæsner. Nu falder tabuerne bort. Nu gør menneskene sig til herrer over Jorden. Nu kan den uhindret udnyttes som økonomisk ressource.

Nogle af de indfødte folk eksisterer som sagt endnu og har typisk udviklet allehånde kulturelle og religiøse blandingsformer. Det ændrer imidlertid på ingen måde ved nettoresultatet af den globale udvikling:

At vor kultur efter kun et par århundreder har kurs mod selvskabte klimakatastrofer af titanisk omfang.

I sammenligning er indfødte jæger-samler-kulturer de mest succesrige i verdenshistorien. De har i den ene eller anden form eksisteret i op mod 200.000 år. Altså lige så lang tid som Homo sapiens – og formentlig meget længere endnu.

Som antydet repræsenterer de ikke et tabt økotopia. De hverken kan eller skal heller genskabes i deres helhed.

Men i betragtning af deres ekstreme overlevelsesevne og i betragtning af vor kulturs muligvis ekstreme mangel på samme, er spørgsmålet, om der ikke er et eller andet, som vi kunne lære af dem?

Det væsentligste og mest opmuntrende, vi kan lære, er, at det er muligt at leve med Moder Jord uden at skamfere hende på fatal vis. Vi har faktisk gjort det i langt, langt størstedelen af den tid, vi har eksisteret.

Menneskearten behøver altså ikke at være dødsdømt, sådan som nogle ellers mener i dag. Men det kræver rigtignok afgørende omlægninger af vores konsumerisme og energiproduktion. Alt andet er opiumsdrankerens fortrængning af virkeligheden.

Til at begynde med kræver det et opgør med den kulturevolutionistiske selviscenesættelse, der stadig præger vor selvforståelse.

Vi må erkende, at det i det fundamentale økologiske perspektiv er os og ikke de indfødte, der er de dummeste i verdenshistorien.

Højdepunktet af idioti findes trods alt hos dem, der ikke blot ved, at de er ved at save den gren over, som de sidder på, men som også ufortrødent fortsætter med det. Alt imens de medvirker til at marginalisere og opløse de indfødte folk, der ikke gør det.

Læs mere:

Encyclopedia of Religion and Nature

State of the World’s Indigenous Peoples

The Role of Indigenous Peoples in Biodiversity Conservation