Hvem er de nye hedninge?          

Læs nærmere om Wicca, hekse, neodruider, asadyrkere, gudindetilbedere, nationalistiske hedninge, neoshamaner …

For udenforstående kan de nyhedenske grupper måske tage sig ud som en halvkaotisk basar.

For overblikkets skyld inddeler man dem gerne i to hovedtyper:

1) Eklektikerne, der forholder sig relativt frit til den førkristne fortid og udvælger det, som de kan bruge fra forskellige kulturer og religioner.

2) Rekonstruktivisterne, der forsøger at genskabe specifikke folks, landes eller regioners kulturelle og religiøse traditioner.

Opdelingen repræsenterer naturligvis en forenkling. I virkelighedens verden findes der grupper, der kombinerer de to måder at forholde sig til fortiden på. Desuden tilpasses alt til dyrkerne og de samfund, de lever i i dag.

Det skal understreges, at der intet spektakulært eller nyt er i dette. Sådan fungerer religion i mange tilfælde.

I det følgende vil vi kort se på de vigtigste, nyhedenske religioner og grupper. Først eklektikerne.

Eklektiske nyhedninge

Den kendteste gruppering er formentlig Wicca. Det er en hekse- og naturreligion, og det er den største nyhedenske bevægelse i verden i dag.

Den stammer fra England i 1950erne, men har bredt sig til det meste af Europa, Nordamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika. Den rummer da også et stort antal forskellige grupper, forestillinger og praksisser.

Udbredt er forestillingen om en Gudinde og Gud, der siges at repræsentere henholdsvis de feminine og maskuline urkræfter. Nogle opererer dog udelukkende med en universel gudindeskikkelse; andre igen med mange guder.

En fælles tanke er, at det guddommelige er intimt forbundet med årstiderne, naturen og kosmos i det hele taget. Det samme er Wiccas otte hovedfester (kaldt sabbatter), ritualer, healing, menneskekroppen, medicin og magi.

Magien, der spiller en stor rolle, er underlagt et moralkodeks kaldet Det Wiccanske Råd: Gør hvad du vil, så længe du ikke skader nogen. Dertil kommer Wiccas Lov om Trefoldig Effekt: Hvad man gør, godt som skidt, vil man få trefoldigt tilbage.

Wicca-grupper har genbrugt og nyfortolket elementer fra så forskellige steder som vestlig okkultisme og teosofi og keltisk, indisk, germansk, romersk, ægyptisk, kristen, græsk og indiansk religion.

Med den omsiggribende feminisme og økologiske bevidsthed siden 1970erne har Wicca oplevet betydelig vækst, så meget mere som en del ser en sammenhæng mellem ødelæggelsen af naturen og undertrykkelsen af kvinder.

Mange wiccanere er da også optagede af miljøarbejde og økologi i dag.

Flettet sammen med Wicca, feminisme og økofeminisme er den moderne gudindebevægelse, der ligesom Wicca er udbredt i den vestlige verden.

Den er opstået i opposition til de monoteistiske verdensreligioner. Det skyldes ikke blot, at de har fortrængt, undertrykt og udryddet dyrkelsen af utallige gudinder og guder. Og at deres ene og traditionelt eksklusive gud er hankøn.

Religionerne har også, mener mange, promoveret patriarkalske samfund, kvindediskrimination og en destruktiv holdning til naturen.

Over for dette har flere feminister slået til lyd for eksistensen af et ældgammelt matriarki, hvor gudindedyrkelse spillede en central rolle, hvor kvinderne sad på magten, og hvor fred og respekt for naturen herskede.

De fleste forskere har afvist forekomsten af en sådan matriarkalsk guldalder. I det mindste er den ubeviselig ud fra de eksisterende data.

Det er imidlertid et historisk faktum, at gudinder har været dyrket siden de ældste tider og de fleste steder i verden. Tænk på den oldnordiske Freja, den ægyptiske Isis, den babylonske Ishtar, den romerske Diana og den græske Afrodite.

Det er ligeledes et historisk faktum, at de monoteistiske religioner mange steder har sat en stopper for guder, gudinder og præstinder. Forvist dem til en moralsk-religiøs udgård.

Den moderne genfødsel af gudindedyrkelse i Vesten repræsenterer dels en genskabelse, dels en feministisk omskabelse af ældgamle praksisser.

Mange gudindedyrkere er optagede af miljø og økologi. Det skyldes ikke mindst en forestilling om, at gudinderne er intimt forbundne med Jorden; ja, nogle opfatter den som en levende gudinde, Moder Jord.

Gudindebevægelsen har i øvrigt smittet af på jødiske og kristne feminister. Nogle har arbejdet på at ændre det maskuline gudsbillede i Bibelen. Andre har lagt vægt på den stærke Maria Magdalene-skikkelse og Jomfru Maria-dyrkelsen (et kristent gudindesurrogat).

Et tredje eksempel på en eklektisk religion er den såkaldte neodruidisme, der kan findes i store dele af den engelsktalende verden.

Oprindeligt var en druide en præst hos kelterne, der havde hjemme på De Britiske Øer og i dele af Europa i oldtiden. Neodruidisme er en moderne religionsform og spiritualitet, der har udgangspunkt i oldkeltisk religion, men naturen i centrum.

Flere grupper har til hensigt at genskabe mest muligt af det oldkeltiske, selv om kildegrundlaget er spinkelt.

Men for det meste er neodruidisme et temmelig sammensat fænomen. En skipperlabskovs, der kan kombinere oldkeltiske traditioner med alt fra teosofi, kong Arthur-legender, New Age og fantasy til zenbuddhistisk, oldnordisk, kristen, jødisk, indfødt amerikansk, østeuropæisk, romersk og græsk religion. Alt sammen tilpasset dyrkernes behov i dag.

Nogle ting går dog igen.

Det gælder især en dyrkelse af naturen og lokale helligsteder i naturen. Det guddommelige betragtes som en del af kosmos, ja, mange opfatter naturfænomener som legemliggjorte guder og ånder. Udbredt er tillige en dyrkelse af forfædre.

Alskens naturceremonier er populære. F.eks. deltager mange i en festcyklus, der er nært forbundet med årstidernes gang. Nogle inddrager fortidens megalitter i deres ritualer, bl.a. Stonehenge i forbindelse med sommersolhverv, også selv om oldtidens druider ikke opførte stenmonumentet. Der er heller ikke beviser for, at de brugte det.

Da Jorden opfattes som højhellig, er mange neodruider desuden optagede af miljøarbejde og økologi.

Det sidste eksempel på et eklektisk fænomen, der skal omtales, er den såkaldte neoshamanisme. Den figurerer i både New Age og nyhedenske sammenhænge, især i Nordamerika og Europa.

Neoshamanismen bygger på traditionel shamanisme, dvs. de typer shamanisme, der især har gjort sig gældende blandt indfødte folk. Men den er gerne blevet transformeret og tilpasset det moderne samfund. Ofte blandes den med elementer fra forskellige traditioner, f.eks. teosofi, buddhisme, gudindedyrkelse, yoga, kristendom og dybdepsykologi.

De fleste neoshamaner har elimineret de ubehagelige aspekter af traditionel shamanisme, f.eks. fysiske og psykiske lidelser (’shamansyge’), en lang, hård indvielsesproces og onde ånder, der skal nedkæmpes.

Centralt står dog stadig – ligesom i traditionel shamanisme – rejser til overnaturlige verdener og omgang med ånder under altered states of consciousness. Dertil indgår i en del neoshamanisme f.eks. de sejd-praksisser, der er kendt fra det førkristne Norden, de vision quests og svedehytter, der er kendt fra indfødt, nordamerikansk religion, og drikken Ayahuasca, der er kendt fra indfødt, sydamerikansk religion.

Målet med neoshamanisme spænder fra healing af mennesker, terapi og selvrealisering til healing af områder på Jorden, der er ramt af forurening, krig og naturkatastrofer.

Fundamentalt i fænomenet er en opfattelse af, at alt i naturen rummer ånder og kraft. Ikke mindst af samme grund er mange neoshamaner optagede af miljøarbejde og økologi.

Rekonstruktivistiske nyhedninge

Ud over eklektiske, nyhedenske religioner er der som sagt de rekonstruktivistiske.

Et fremtrædende eksempel fra vort eget hjørne af verden er moderne asadyrkelse, der er et forsøg på et genoplive Nordeuropas førkristne polyteisme, ja, kultur i det hele taget.

Den bygger videre på folklore, værker som Ældre og Yngre Edda, de islandske sagaer, Saxos Danmarkshistorie og Beowulf og arkæologiske fund.

Fester og ceremonier er ofte knyttet til årstiderne og foregår gerne i det fri, f.eks. det såkaldte blót, hvor deltagerne ofrer til guder, mindes forfædre m.m.

Geografisk er asadyrkelsen ganske udbredt. Den findes ikke kun i Skandinavien og på Island, men også i andre europæiske lande såvel som i Amerika og Australien. Af samme årsag omfatter den et helt kludetæppe af forskellige grupperinger.

Nogle tilhører den såkaldte universalistiske type. Det indebærer bl.a., at alle uanset etnisk og national tilknytningsforhold kan blive asadyrkere, når blot de føler sig drevet til at dyrke de oldnordiske guder og gudinder.

Andre tilhører den såkaldte etniske type. Det indebærer forestillingen om, at asadyrkelse først og fremmest er beregnet for folk af nordeuropæisk herkomst.

Det understreges gerne, at dette intet har at gøre med racisme, f.eks. troen på et folks overlegenhed og ret til at herske over alle andre. Tværtimod gøres der ofte en dyd ud af at respektere indfødte folk, kulturer og religioner verden over.

Andre igen indtager diverse mellempositioner mellem den universalistiske og etniske asadyrkelse.

Endelig findes der grupper, der kombinerer oldnordisk mytologi og symbolik med White Power, nynazisme eller andre typer højreekstremisme. De bliver undertiden kaldt odinister eller wotanister.

Den store majoritet af asadyrkere tager imidlertid stærkt afstand fra dem, ligesom det store flertal af kristne tager stærkt afstand fra det kristne Ku Klux Klan.

Nogle opfatter asadyrkelsen som en naturreligion, og en del er også optagede af miljøarbejde og økologi. Ifølge andre asadyrkere er det imidlertid de gamle guder, der er det vigtigste. Ifølge majoriteten er naturen fyldt med ånder, som man ærer på forskellig vis.

Forsøget på at genoplive specifikke førkristne traditioner er langtfra begrænset til moderne asadyrkelse. Der findes nyhedenske grupper, der forsøger at revitalisere bl.a. førkristen græsk, romersk, keltisk, ægyptisk, semitisk og yorubansk religion og kultur.

Et særligt kapitel repræsenterer Østeuropa. Mange af de nyhedenske grupper, der eksisterer her, har dybe rødder i etnisk nationalisme; naturen kommer på andenpladsen.

Det er i høj grad en konsekvens af Sovjetunionens og kommunismens fald. Siden har tidligere sovjetrepublikker haft travlt med at selvstændiggøre sig og finde egen identitet, og her har førkristne traditioner for mange været et effektivt redskab.

Nogle grupper forener i øvrigt genskabelsen af gamle folkekulturer med højreekstremisme; visse organisationer har sågar paramilitære træk. For andre grupper igen spiller det etniske og nationale kun en marginal rolle. Her er natur og økologi i højsædet.

Endelig er det karakteristisk, at en del østeuropæiske nyhedninge går på strandhugst i andre religioner. F.eks. blander nogle egne folketraditioner med alt fra teosofi og fantasy til zarathustristisk, vedisk, kristen, keltisk og oldnordisk religion.

I tredje og sidste kapitel om hedningernes tilbagekomst vil vi sætte spot på deres oprindelse og mulige fremtid.

Læs også:

Ny trend: Hedningerne vender tilbage