Det lille Jesus-barn og den store forbrugsorgasme

Hvad mon Jesus ville sige til den moderne julefejring?

Hvordan fejrer man bedst en person? Ved at gøre præcist det modsatte af, hvad denne person opfordrede til.

Paradoksalt? Bizart? Ja.

Ikke desto mindre er det det, der er tilfældet, når danskerne om føje tid holder jul i familiens skød. Kompletteret af veritable vognlæs af gaver

Julen fejres som bekendt i anledning af Jesus’ fødsel. Og ifølge Det Nye Testamente var Jesus en arg fjende af familieliv og gods og guld.

F.eks. er materiel rigdom uforenelig med det gudsrige, som han forkyndte:

»Ingen kan tjene to herrer … I kan ikke tjene både Gud og mammon« (Matthæus 6,24).

»Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige« (Markus 10,25).

»Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen« (Matthæus 6,19-20).

Ikke engang et minimum af private ejendele har kristne lov til at have:

»Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« (Markus 10,21).

»Sælg jeres ejendele og giv almisse« (Lukas 12,33).

»Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen … Giv den, der beder dig« (Matthæus 5,40-42).

Ligesom andre fanatiske dommedagsprædikanter krævede også Jesus, at man skal vende ryggen til ens familie:

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel« (Lukas 14,26).

»Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv« (Matthæus 19,29).

»Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor« (Matthæus 10,35).

Dermed stopper det imidlertid ikke. I modsætning til de flestes liv med familie og materiel overflod, hvilket når sin symbiotiske apoteose juleaften, slår Det Nye Testamente til lyd for at efterfølge Jesus i radikal selvfornægtelse og lidelse.

Som manden sagde:

»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matthæus 16,24-25).

»Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel« (Lukas 14,27).

»Den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv« (Johannes 12,25).

Faktisk understreger Jesus gentagne gange, at menneskene skal dømmes på deres gerninger. I modsætning til utallige præsters eksklusive betoning af ’Guds nåde’.

Som det fremgår, er der en astronomisk uendelighed mellem Jesus’ eskatologiske etik og danskernes jul. I mange tilfælde prædikede han verdensforsagelse med henblik på et overjordisk paradis. Danskerne er derimod besatte af en jagt på et temmelig jordisk paradis. Kulminerende i julens syvstjernede forbrugsorgasme.

Ifølge Ray Bradbury er der »værre forbrydelser end at brænde bøger. En af dem er ikke at læse dem.«

Hvis folkekirkens medlemmer læste den bog, som deres religion bygger på, ville de opdage, at den moderne julefejring er en ualmindeligt nederdrægtig hån mod Jesus.

Under foregivende af at fejre ham bespotter man ham på en måde, der overgår religionshaderens mest blasfemiske fantasier.

Som religionshistoriker kan man konstatere, at den bundløse afgrund, der er mellem den nytestamentlige dommedagssekt og dansk folkekirkekristendom i dag, er et fortrinligt eksempel på religioners uhyre foranderlige natur.

I dette tilfælde er der tale om en næsten fuldendt metamorfose.

At kalde julen for kristen, svarer til at kalde statsministeren for socialist, blot fordi hun har en knaldrød spadseredragt på. Den moderne julefestivitas er frem for alt en hybrid mellem oldromerske og oldnordiske traditioner, neokonsumeristisk havesyge og pæredansk familiehygge (hvorunder Jesus-barnet bl.a. kan høre).

Spørgsmålet er da også, om det på et tidspunkt ikke kan blive for meningsløst: Når julen for de fleste kun har minimalt med Jesus at gøre, ville det mest ærlige så ikke være at stoppe med at holde denne fest i anledning af hans fødsel?

Hvorfor ikke i stedet fejre den i anledning af vintersolhverv?

Faktisk har ordet jul oprindeligt intet at gøre med kristendom, men er sandsynligvis oldnordisk (jol) med betydningen ’hjul’. I ældre tider var den nordiske jul da også en midvinterfest, der markerede, at nu gik man atter mod lysere og grønnere tider. 

Det giver god mening og er også værd at fejre.

I skyggen af den globale klimakrise bør det galopperende forbrugsorgie, der er en galeanstalt værdig, imidlertid stoppes. Så hurtigt som muligt.

Og hvis ikke forældrene skal lære deres børn en ansvarsfuld omgang med Moder Jord, hvem skal så?

Nogle vil måske påpege, at her var Jesus selv inde på noget af det rigtige, for opfordrede han ikke til at forsage ussel mammon?

Jo, absolut. Men det var alligevel noget ganske andet. Målet var nemlig at give mennesker evigt liv, ikke at redde Jorden. Tværtimod, så forventede han dens snarlige undergang i et kosmisk kollaps.

Også af den grund behøver julen et nyt rationale.

Læs også:

Den historiske Jesus ville ikke grundlægge kristendommen

Går verden under i dag?

Kierkegaards kirkekritik er fortsat højaktuel