10 nytårsønsker til en ny dansk religionsmodel

Skal Danmarks sammenhængskraft sikres i fremtiden, er en stor religionsreform nødvendig.

Den danske folkekirke er en kolos på vaklende lerfødder.

I 1974 var 95 procent af danskerne medlem af folkekirken. I dag er tallet nede på 78,6. Men den reelle tilslutning er langt lavere.

I år viste en undersøgelse, at kun 48 procent af danskerne ville melde sig ind i folkekirken igen, hvis deres medlemskab blev ophævet.

En anden undersøgelse viste, at Enhedslistens og regeringspartiernes vælgere sætter buddhisme højere end kristendom.

De unges opbakning til folkekirken i sin aktuelle form er særligt lav. Seks ud af otte ungdomspartier går ind for en adskillelse af kirke og stat. Endvidere afviser to ud af tre unge, at folkekirken skal have en statslig særstilling.

Dertil kommer, at der i årtier har bredt sig en vildtvoksende spiritualitet af individualistisk tilsnit.

Det er bl.a. forhold som disse, der har fået kirkeforskere til at spørge, om Danmarks religionsmodel er ved at nå et tippepunkt, dvs. er moden til en markant reform.

Af regeringsgrundlaget fra 2011 fremgik det, at man ville »indrette en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danske folkekirke.« Men – det skulle foregå »inden for folkekirkens grundlovssikrede særstilling«.

S-SF-R-regeringens reformbestræbelse er udtryk for en påfaldende konservatisme og et religionspolitisk tunnelsyn. Folkekirkens særstatus i den danske religionsmodel skal der ikke pilles ved. I alt fald ikke afgørende.

Dermed er reformen på forhånd afskåret fra at tage højde for, at folkekirkens folkelige fundament udhules mere og mere, og dermed vil reformen være forældet, allerede når den bliver vedtaget.

Det er ikke fremsynet politik.

Men selv hvis majoriteten af danskerne bakkede aktivt op om folkekirken, ville det ikke være en gyldig grund til at opretholde status quo.

Eller skulle hvide behandles bedre end sorte, blot fordi de udgør flertallet? Skulle heteroseksuelle behandles bedre end homoseksuelle, blot fordi de udgør flertallet? Skulle raske behandles bedre end handikappede, blot fordi de udgør flertallet? 

Men anderledes med folkekirken versus de religiøse mindretal i landet. Hvorfor?

En væsentlig del af forklaringen er en højtråbende gruppe af folkekirkeentusiaster, der gør, hvad de kan for at deres eget trossamfund fortsat skal favoriseres. Naturligvis kamufleret under tirader om, at de udelukkende har almenvellets interesser for øje.

Spørgsmålet er, hvor længe regeringen og danskerne flest vil lade sig hovmesterere af dem?

Kort sagt: Hvis en ny religionsmodel i Danmark skal have fremtiden for sig, bør den tage højde for, 1) at andelen af danskere, der er medlem af folkekirken, konstant falder (godt 1,2 millioner er ikke medlem i dag), 2) at ikke engang halvdelen af danskerne ville melde sig ind igen, hvis de blev meldt ud af folkekirken, 3) at Danmark allerede er et multireligiøst og multispirituelt samfund, og at det med stor sandsynlighed vil blive det i endnu højere grad fremover.

Dermed peger fremtidspilen i retning af at udskifte det herskende stat-kirkeægteskab med en religionsneutral stat, der kompletterer religionsfrihed med religionslighed.

I det følgende 10 forslag til, hvad der bør gøres, for at staten kommer til at favne alle trossamfund på lige fod og dermed sikrer landets sammenhængskraft på sigt:

1) Overordnet bør der arbejdes mod at få ophævet Grundlovens § 4, der fastslår, at den evangelisk-lutherske, danske folkekirke skal understøttes af staten.

En ophævelse nu vil kræve en folkeafstemning, hvilket kan blive meget vanskeligt. Men i henhold til dansk religionsret vil den faktisk automatisk ske, når flertallet af danskerne ikke længere tilslutter sig den evangelisk-lutherske folkekirke.

2) Grundlovens § 6 bør ophæves, så også den danske regent får religionsfrihed.

3) Staten bør ikke længere begunstige folkekirken via finanslov og indkrævning af medlemsbidrag via skattebilletten. Det bør i øvrigt i videst mulige omfang være de enkelte medlemmers opgave at betale for eget trossamfund, ikke for andres.

4) Kirkeministeriet bør nedlægges. En statslig varetagelse af samtlige trossamfund bør ligge under samme ministerium, f.eks. Justitsministeriet.

5) Folketingets åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke bør afskaffes. I stedet kan man passende fejre demokratiet og menneskerettighederne, der vedkommer alle.

6) Afbildningen af Jellingestenen, Danmarks kristne ’dåbsattest’, i det danske pas bør afskaffes til fordel for et religionsneutralt symbol, der inkluderer alle danskere.

7) Teologistudiet, der udgør over 90 procent af folkekirkepræsternes uddannelse, bør fjernes fra de statsfinansierede universiteter.

Det må de folkekirkeglade selv betale for, ligesom jøder, buddhister og 117 andre selv må finansiere uddannelsen af deres religiøse specialister.

8) Faget kristendomskundskab i folkeskolen bør ændre navn til religionskundskab, da det ikke blot omfatter kristendom, men også andre religioner. Ifølge en undersøgelse fra 2012 bakker to tredjedele af danskerne op om denne ændring. Desuden bør faget behandle alle religioner på samme religionsfaglige præmisser.

Når dette er gennemført, kan man også sløjfe fritagelsesparagraffen, der hænger sammen med fagets hidtidige protestantiske præg.

Endelig bør konfirmandundervisningen – den religiøse oplæring i det kirkelige overgangsritual konfirmationen – lægges uden for skoletiden.

9) Fremhævelsen af ’den kristne kulturarv’ i Danmarks Radios public service-kontrakt bør afskaffes. Det samme bør den spektakulære promovering af kristen forkyndelse og mission i DRs sendeflade.

10) Der er intet sagligt, der taler for, at civilregistreringen af fødsel og død og begravelsesmyndigheden fortsat skal varetages af folkekirken. Det bør derfor gøres til en kommunal opgave i hele landet.

Faktisk skal der flere ændringer til for at indføre fuld religionslighed i Danmark, men ovenstående er en begyndelse.

Det er vigtigt at understrege, at folkekirken også selv vil have fordele af en sådan ny religionsmodel.

For det første vil den få langt større autonomi end i dag, hvilket mange kirkefolk sukker efter. For det andet vil den være en garanti mod diskrimination, når flertallet af danskerne ikke længere er medlem af den.

Og den dag kommer. Før eller siden. Ingen religion lever for evigt.