Stop nu med at dæmonisere omskæring af drenge

Forbudskampagne er ved at udarte til massehysteri - det kan blive farligt.

I dag den 15. april træder Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning om omskæring i kraft. Trods en række opfordringer afstår landets højeste sundhedsmyndighed fortsat fra at anbefale et forbud af rituel drengeomskæring.

Det har allerede affødt stærke protester. Og i lyset af, at modstanden mod drengeomskæring har nået stormstyrke i de senere år, vil det givetvis eskalere.

I den forbindelse er en advarsel på sin plads.

Problemet er ikke den saglige debat for og imod, der er blevet ført. Problemet er, at antallet af hysteriske grædekoner (m/k) eksploderer for tiden.

Dermed kan man efterhånden ane konturerne af en giftig cocktail af en pøbelstemning og et massehysteri. Og så kan det blive farligt.

Når rituel omskæring af smådrenge uafladeligt og proportionsforvridende stemples som lemlæstelse af babyer og mishandling af børn, så bliver de forældre, der praktiserer det, by implication babylemlæstere og børnemishandlere.

Dermed har tilhængere af et forbud anbragt almindelige forældre i omtrent samme kasse som pædofile og mordere. Og dermed er det givetvis kun et spørgsmål om tid, før et ’babylemlæstende’ forældrepar får kastet en brosten gennem ruden. 

Det er gammelkendt, at en majoritets vold mod en minoritet er gødet med en forudgående og langvarig dæmonisering af verbal og ikonografisk art. En sådan dæmonisering er i fuld gang i disse år.

I tv, aviser og på de sociale medier stigmatiseres igen og igen drengeomskæring uden medicinsk indikation som lemlæstelse, mishandling og vold.

Folk, der tillader sig at nuancere det sort-hvide billede, bliver hurtigt overfaldet af kobler af blodgejle forbudshyæner. Gerne mange mod én.

Selv har jeg frarådet forældre at omskære deres drengebørn, simpelthen fordi der er en mindre gruppe, der får problemer som følge af det. Det skal selvsagt tages alvorligt. Samtidig har jeg advaret mod de negative konsekvenser af et egentlig forbud. Det ene udelukker ikke det andet.

Pudsigt nok har det ikke udløst et eneste kritisk pip fra tilhængere af drengeomskæring. Derimod har det affødt en række hadske bredsider fra forbudsforkæmpere. Forskellen i tolerance er slående.

Enten er man med forbudsfetichisterne, eller også er man med omskæringsterroristerne. Ingen anden position er legitim.

Jamen er det ikke indlysende, at forbudsaktivisterne har en god sag, og at dét er årsagen til, at mange af dem udviser den nidkærhed, som de gør?

Det er desværre ikke så simpelt.

Mange mennesker har brug for en syndebuk. I stedet for at se indad eller tage et opgør med deres forhadte chefer, som de dagligt slikker i røven, eller med de iskolde karrierepolitikere, der lægger deres liv i ruiner, så sparker de nedad og retter deres vrede mod nogle minoriteter, der aldrig har gjort dem noget som helst.

Syndebukmekanismen er ældgammel og aktiveres særligt i krisetider. Derfor er det måske ikke tilfældigt, at en fanatisk forbudsaktivisme griber om sig i disse år.

Nuvel: Selv om kravet om forbud omfatter enhver omskæring af drenge, der ikke er lægefagligt begrundet, vil det i Danmark især ramme vore jødiske og muslimske minoriteter, da det primært er dem, der praktiserer det herhjemme.

En væsentlig pointe er, at et lands majoritet altid bør udvise en særlig varsomhed over for minoriteter. Der er talrige eksempler på, at det er gået frygteligt galt, når den ikke har gjort det. 

Så er kritik eskaleret til diskrimination, der er eskaleret til massehysteri, der er eskaleret til voldelige overfald, der er eskaleret til massakrer.

Denne pøbelmekanisme er velkendt fra jødernes historie.

Jødehadet har spirer i førkristen tid, men slår for alvor rødder, da kristendom kommer til magten. Fra højmiddelalderen indtil det 20. århundrede udarter det til en kilometer lang række overgreb, forfølgelser, massakrer samt adskillige landsforvisninger.

Det kulminerer med holocaust, nazisternes folkedrab på seks millioner jøder. Siden da har antisemitisme i den vestlige verden officielt været anatema. Et absolut no-go.

Blandt forkæmperne for et forbud mod drengeomskæring finder man givetvis også kun få regulære antisemitter. Paradoksalt nok er det måske det, der er problemet.

For så overser man, at et forbud kan få lige så dramatiske konsekvenser for jøder, som hvis organiseret antisemitisme stod bag. Det rammer nemlig en af jødedommens ældste og mest identitetsbærende traditioner lige i hjertekulen. Men det vil også bandlyse en vigtig muslimsk tradition.

Det skal understreges, at jødedom og islam begge er stærkt sammensatte fænomener, der ydermere er under konstant forandring. Der er da også talrige jøder og muslimer, der ikke praktiserer drengeomskæring.

Men mange gør og insisterer fortsat på at gøre det. I tilfælde af et forbud vil de derfor rejse til udlandet, hvor de vil fortsætte med at omskære, eller også vil de omskære i det skjulte, men uden mulighed for vital lægehjælp, hvis noget går galt. En situation parallel med ældre tiders abortforbud vil dermed opstå.

Desuden vil omskårne drenge skulle til at gemme sig for kammerater, læger, gymnastiklærere etc.

Med en fortsat tilladelse af drengeomskæring har man naturligvis ikke legitimeret en genindførelse af pigeomskæring, blot nogle måtte nægte at overholde forbuddet. Flere former for pigeomskæring repræsenterer nemlig et alvorligere eller langt alvorligere indgreb end drengeomskæring.

Under alle vilkår skaber majoritetsbefolkningens omsiggribende aggressive forbudsstemning utryghed hos vores jødiske og muslimske minoriteter. Og en regulær kriminalisering af rituel drengeomskæring vil ramme dem som en forhammer.

Men det er efterhånden sandsynligt, at det ender med det.

Det vil også være i tråd med det kristne Vestens gamle intolerance over for alle andre kulturer. Da europæiske missionærer og kolonisatorer tidligere rejste til Nordamerika, havde man sloganet: »Slå indianeren ihjel, frels mennesket!«

Dermed mente de, at det var fint med indianere, når blot de 100 procent blev transformeret til kristne europæere.

Ser man på den nyere tids debat om tørklæder, halalkød, schæchtning, håndtryk, omskæring osv., er der ikke meget, der har ændret sig. Nu synes mottoet at være: ’Slå muslimen ihjel, frels mennesket!’ ’Slå jøden ihjel, frels mennesket!’

Og her har forbudsiveren over for det anderledes ikke begrænset sig til irreversible, kropslige indgreb på børn. Den er gået langt videre. Almindelig fleksibilitet og kulturel rummelighed fortoner sig stille og roligt som dug for konformismens sol.

Mange slår fast, at et forbud mod drengeomskæring intet har at gøre med religion. Nej, det har det sikkert ikke for dem. Men det har det for en hel del jøder og muslimer.

Måske det kan være nyttigt at vide, at omskæring er et overgangsritual:

Ganske vist tager det noget, men giver ifølge mange også noget, endda noget ganske værdifuldt, f.eks. skæbnefællesskab med årtusindgamle traditioner. Det giver rødder.

Omskæring er blot ét eksempel på religionshistoriens mange overgangs- og indvielsesritualer, der sagtens kan være langt mere blodige, smertefulde og indgribende.

Ønsker man at ændre noget i jøders og muslimers kulturer – og ingen kulturer er naturligvis uden problemer – ja, så kommer man ganske givet længere med venlighed, indsigt i deres skikke og vedvarende oplysning.

Dæmonisering, kriminalisering og oppiskede folkestemninger avler derimod snarere modtryk. Og hvem har gavn af det? Børnene? Næppe. Fanatikere i alle lejre? Helt sikkert.

En klog mand sagde engang, at drømmen om et jordisk paradis er det gode samfunds værste fjende. Sandt er det, at når flammende frelsesiver og monomant tunnelsyn indgår ægteskab, så kan det blive farligt.

Det bør forbudsmenighedernes ypperstepræster, der uafladeligt puster til omskæringshadets ild, skrive sig bag øret. De risikerer at åbne for en Pandoras æske af vulkanske lidenskaber, der ikke kan lukkes igen.

Under alle omstændigheder: Det er afgørende ikke kun at sikre vore små børns tarv, men også en beskyttelse af vore udsatte minoriteter.

Begge dele er et civiliseret samfunds adelsmærke.