Bibelselskabet modellerer sproget og styrer tanken

Den hellige skrift får nu en overhaling, så den bliver gangbar for moderne mennesker
Politikens Bjørn Bredal gør opmærksom på (24.11.), at Bibelselskabet med sin nyoversættelse relancerer deres gud, så han er mere føjelig, venligere og i det hele taget mere nede på jorden. Og det er sandt nok. Som et led i den evigt fremrullende kristne mission får den hellige skrift nu en overhaling, så den bliver gangbar for moderne mennesker. Som Bredal nævner, går det bl.a. ud over den gamle israelitiske stammegud, Jahve, som går fra at være ”almægtig” til at være ”gavmild”.
 
Men guden presses ikke bare ind i en protestantisk matrice, han underkastes også en særegen form for politisk korrekthed - alt sammen i missionens tjeneste. Pillen skal sukres. Reelt har man kastet vrag på den gamle oversættelse, vendt sproget som en pandekage i luften og endt med en helt ny idé. Det kan man så more sig over, hvis man da ikke begræder tabet af ”den Almægtige”. Under alle vilkår viser eksemplet os, hvordan guder er kulturelle konstruktioner, ikke mindst sprogfænomener.
 
Guden selv findes kun i fantasien, i sproget, i kunsten, i kulten og hvor han ellers produceres, og derfor bliver han til just det, de gudeproducerende mennesker ønsker. Respekten for grundteksten kan ligge på et lille sted. Rend og hop med hvad de forestillede sig i oldtidens ørkensand! Der er dog absolut intet nyt i Bibelselskabets manøvre. Det er sådan man laver guder. Guder holder en tid, så må de reformuleres, for hvis ikke man gør dem meningsfulde her og nu, så taber de magten. Og det er naturligvis det, Bibelselskabet vil undgå. Mission handler altid om magt, og når guder omskrives, omdefineres, relanceres eller promoveres på anden vis, så er det fordi nogle mennesker ønsker mere magt.
 
Rent filologisk ved man ikke, hvad det ord, som oversættes med ”gavmild”, betyder, og de foreliggende muligheder er derfor hypoteser: Måske henviser ordet til Jahves tilstedeværelse på bjerge (”bjergguden”), måske har det med frugtbarhed at gøre, måske betyder det ”skytsgud”, eller stik modsat, ”ødelæggeren”. Og så kan det være et egennavn. Men Bibelselskabet hælder altså den betydning i ordet, som passer bedst i Bibelselskabets kram. Naturligvis. Det er sådan, man laver guder.
 
De kommende generationer vil altså, hvis det går som vi må forvente, lære en ”gavmild” gud at kende, hvor de tidligere skulle ryste i bukserne ved tanken om den ”Almægtige”. Intet mærkeligt i dét. Ved at omforme den gamle gud bliver det meget lettere at få ham til at passe ind i et protestantisk skema, hvor han er far til en på overfladen mere imødekommende udgave af sig selv. Bemærk: Det skyldes alt sammen religiøs aktivisme fra en bestemt organisations side. Det sker ikke af sig selv. Den nye gud er et ideologisk produkt. Bibelselskabet modellerer sproget og styrer derved tanken.