Bibelselskabets nyoversættelse er kristen mission

Den bogsamling, der i vor kultur normalt kaldes Det Gamle Testamente, er verdenshistoriens mest religionsproducerende helligskrift. En mere neutral betegnelse er Den Hebraiske Bibel. Bogen ligger ikke blot til grund for jødedom. Den er også af afgørende betydning for kristendom og islam, verdens hhv. største og næststørste religion.

Af samme grund er det naturligvis ikke ligegyldigt, hvem der oversætter og udgiver teksten. Kritisk sans er på sin plads, men kritikken skal have den rigtige karakter.

Bemærk således, at når vi i det følgende kritiserer Bibelselskabets nyoversættelse af 1. Mosebog, så er det ikke, fordi vi vil blande os i, hvordan kristne mennesker omskriver deres egne hellige tekster. Det er de selv herrer over. Hellige tekster er menneskeværk, og da menneskers forestillinger er i løbende forandring, ændres fortolkninger, oversættelser og udgaver af de hellige tekster tilsvarende. Sådan er dét.

Det, som interesserer os, er tekstproducentens forhold til omgivelserne, til aftagerne, til læserne, som ikke kun er privatpersoner, men i høj grad også uddannelsessystemet, dvs. det officielle, statslige Danmark. Vores ærinde er, kort sagt, at gøre opmærksom på den implicitte missionsambition, der gemmer sig i Bibelselskabets nye tekst, en ambition, man må regne med også vil kendetegne de kommende oversættelser af resten af Det Gamle Testamente.

I Politiken 30.11. giver Bibelselskabets oversætter, teologisk lektor Søren Holst ellers udenforstående det indtryk, at Bibelselskabets nyoversættelse er den rene og skære videnskab og intet andet. Det er langt fra sandheden. Bibelselskabet er og bliver en kristen missionsorganisation, og dets bibeloversættelser er hovedmidlet til målet par excellence, nemlig at tjene kirken og gøre flest mulige danskere kristne. Det er ganske vist kristen mission på den moderne, lidt bløde måde, hvor man hellere profileres af universitetsteologer, popikoner og skuespillere end gammeldags dommedagsprædikanter. Man må jo følge med tiden. Men kristen mission er det.

Bibelselskabets generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard har sort på hvidt erklæret, at hans institutions nudanske oversættelse af Det Nye Testamente – Den Nye Aftale – fra 2007 bl.a. er “mission på det 21. århundredes oplyste og folkelige præmisser” (Kristeligt Dagblad, 14.4.2011).

Nu er det så blevet tid til en tilsvarende moderne, nudansk oversættelse af Det Gamle Testamente. Som Thomsen Højsgaard har udtalt på Bibelselskabets hjemmeside: 

“Jeg håber, at Bibelselskabet kan give Bibelen tilbage til danskerne. Tænk hvis flere mennesker kunne opdage den livsvisdom, der rummes i den bog. Bibelen kan være med til at give livet perspektiv, og mennesker, der læser i Bibelen, kan måske møde den Gud, som teksterne handler om. Jeg tror fuldt og fast på, at vi får et bedre samfund og mere berigede personlige liv, hvis Bibelen får lov at fylde noget mere”.

Nu kan man naturligvis diskutere den bibelske ’livsvisdoms’ karakter, men det er ikke hensigten her. Det afgørende er, at Bibelselskabet i overensstemmelse med sin generelle ambition beskriver målet med nyoversættelsen af Det Gamle Testamente på denne vis: “Formålet er at få flere til at læse og bruge Bibelen.” Bibeloversætter Søren Holst har på Bibelselskabets hjemmeside erklæret sig helt enig: “Vi er meget ivrige efter at give Bibelen videre. Det er meget vigtigt.”

En smart, nudansk, nyskabende og lidt fræk bibeloversættelse er her midlet. En bibel “i joggingbukser”, som Holst med en spindoktors medietæft har kaldt den. Det er helt i tråd med et af De Forenede Bibelselskabers formål, nemlig at “finde nye og fantasirige måder at gøre Bibelen tiltrækkende på.”

Ikke overraskende er målgruppen alle dem, der ikke er ’kirkevante’, men som meget gerne skulle blive det. F.eks. “den 14-årige Patrick fra Herlev” og “den 48-årige sygeplejerske fra Odense, der normalt kun kommer i kirke til jul”, som Bibelselskabet smagfuldt udtrykker det på sin hjemmeside. Da Bibelselskabets autoriserede bibeloversættelse fra 1992 er udarbejdet til kirkeligt brug, er der fra en missionsmæssig betragtning behov for en oversættelse, der ikke er det, så alle danskere kan lokkes ind i kristendommens Shangri-la. Det er netop det, der er nyoversættelsens eksistensberettigelse og mål.

Til spørgsmålet, om der er “særlige hensyn at tage, når man oversætter Bibelen”, har oversætter Søren Holst svaret på Bibelselskabets hjemmeside:

“Langt på vej er oversættelsesarbejdet det samme håndværk (…) Man skal forstå ord og sammenhænge og gengive dem på et andet sprog. Men man må nærme sig Bibelen med forsigtighed. Der er masser af forventninger og traditionsbundethed.”

Men prøv så at se, hvad Holst udtalte i Politiken 30.11. Konfronteret med vores påpegning af, at Bibelselskabets nyoversættelse er led i kristen mission (27.11.), er det afsluttende forbehold i ovenstående fordampet som sne på en brændeovn:

“Vores fremgangsmåde har været at oversætte de oprindelige hebraiske ord, som hvis teksten var dukket op på vores skrivebord i går, og vi ikke havde en kirkelig tradition omkring os”.

Den tvetungede Djævel sidder som bekendt i detaljen. Hvor fortæller Holst sandheden?

Lad os se på det omdiskuterede skift fra “Gud den Almægtige” i gamle bibeloversættelser til “Den Gavmilde Gud” i den nye. Er det udelukkende et spørgsmål om “hebraisk sprogvidenskab”, som Holst bedyrer?

Det er korrekt, at det ord, som oversættes, efter al sandsynlighed ikke betyder ’almægtig’, og at der i øvrigt er en række temmelig forskellige bud på dets betydning. Men for det første er Bibelselskabets nyoversættelse ’gavmild’ en fri fortolkning af et par semitiske ord (’mark’ og ’bryster’). En betydeligt mindre fri fortolkning og bedre oversættelse ville være ’frugtbarhed’.

For det andet støttes Bibelselskabets gendigtning ikke af de førende internationale filologiske standardleksika. Flere af dem peger derimod på ’bjerg’ eller ’bjergbeboer’ som den mest sandsynlige eller anerkendte oversættelse. Teologisk set har Bibelselskabets nyoversættelse ’gavmild’ imidlertid en spektakulær fordel: Den passer som fod i hose med en moderne liberalprotestantisk gudekonstruktion, ifølge hvilken den kristne gud er en god, omsorgsfuld og overbærende ven, snarere end en almægtig højesteretsdommer eller bjerggud.

Tilfældigt?

Et problem for en del moderne teologer er, at almagt implicerer medansvar for alverdens frygtelige ting: Hitler, Stalin, to verdenskrige, Islamisk Stat, den globale klimakrise, den kristne massemorder Anders Breivik osv. Derfor designer de gerne deres gud som en kærlig og hjælpsom feel good-gud.  Nyoversættelsens ’gavmild’ er altså helt på forkant med den teologiske udvikling.

I et andet tilfælde er Bibelselskabet sprunget ud som kristen miljøaktivist. I den gamle oversættelse af 1. Mosebog 1,28 dikterer guden menneskene at gøre følgende: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” I Bibelselskabets nyoversættelse befaler han derimod: “Få børn, og bliv så mange, så I kan fylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden.”

Bemærk, at Bibelselskabet nu har fjernet ordene ’hersk’ og ’underlæg’, der ellers er en tekstnær gengivelse af den hebraiske grundtekst. Nu skal menneskene ’tage ansvar’ for dyrene. Dermed har Bibelselskabet rodet oversættelsen sammen med en diskutabel fortolkning af ordenes implikationer. Men årsagen ligger lige for. Bibelselskabet har givetvis villet imødekomme en gammel kritik af Bibelen for at være medansvarlig for den globale miljøkrise. Ifølge den fortolkende nyoversættelse er der ingen tvivl: Menneskene skal være omsorgsfulde naturforvaltere.

En tredje pudsighed er Bibelselskabets nye gengivelse af navnet på den israelitiske hovedgud. For at tækkes kirkens tradition, der baserer sig på en ældre jødisk tradition, plejer Bibelselskabet at omskrive det til ’Herren’. Ifølge den filologiske sagkundskab er ’Jahve’ derimod den mest sandsynlige rekonstruktion. Havde Bibelselskabets nyoversættelse nu været videnskabelig, havde man skrevet ’Jahve’ – eller eventuelt kun JHVH, da det er vokalerne, der er tvivl om. Men det har Bibelselskabet ikke gjort. Man har heller ikke skrevet ’Herren’, sandsynligvis fordi det ville virke fremmedartet og fremmedgørende på danskere, der ikke er fortrolige med kirkens sprog.

Nej, man har konsekvent frit omdigtet gudenavnet til ’Gud’, præcis sådan som de fleste danskere i dag kalder og kender kristendommens gud. Dermed bidrager Bibelselskabet til at formidle det indtryk, at den israelitiske gud Jahve og den kristne gud er den samme. Det er en gammel og central kristen påstand, men fagligt set er de to mytologiske væsener overordentligt forskellige. Oversættelsen er altså stærkt påvirket af traditionel kristen mytologi.

Et fjerde eksempel på en opsigtsvækkende nyfordanskning af bibelteksten finder vi i det afsluttende vers i 1. Mosebog 4. Her står der i en tekstnær oversættelse: “Dengang begyndte man at påkalde Jahves navn”. Men i Bibelselskabets nyoversættelse kan man læse: “Det var på den tid, menneskene begyndte at bede til Gud”. Det er en så markant modernisering af teksten, at selv folk uden et forhold til kirken kan være med, og det er formentlig en vigtig pointe.

På andre områder er Bibelselskabets nyoversættelse imidlertid teologisk set ganske konservativ. I 1. Mosebog 6,2 og 4 har man f.eks. skrevet “Guds sønner”. Den hebraiske tekst tillader ellers, at man sagtens også kunne oversætte med f.eks. ’gudernes sønner’, ’guderne’ eller ’gudemændene’, men der er åbenbart doktriner, der ikke skal røres ved. Kirkens monoteisme er øjensynligt en af dem, selv om den gamle tekst rummer utvetydige spor af flere guder. I oversættelsen af 1. Mosebog 3,5 har Bibelselskabet således også skrevet “Gud”. Det til trods for, at man med større ret kunne have skrevet ’guder’. Det gjorde allerede antikke græske, latinske og syriske bibeloversættelser.

Retfærdigvist skal det siges, at der også er gode elementer i Bibelselskabets nyoversættelse. Som f.eks. når man erstatter de gamle bibeloversættelsers “velsignelse” med “livsstyrke”. Eller når “Gud” i 1. Mosebog 1,2 lader “sit åndedræt blæse over vandet.”

Men i talrige tilfælde fornemmer man altså hensigten og bliver forstemt. Som religionshistorikere er det let for os at se, at det er et kirkeligt missionsselskab og en kristen teolog, der står bag den nye oversættelse af 1. Mosebog.

Vi gør os imidlertid ingen illusioner. Man vil sikkert fortsat bilde danskerne ind, at det hele er et spørgsmål om videnskab og intet andet. Udenforstående skal vide, at det er en gammel kirkefilologisk kunstart at få det til at se ud som om, at videnskaben understøtter de til enhver tid hotteste kirketeologier. Intet nyt i dét.

I den hidtidige modtagelse af Bibelselskabets nyoversættelse har den altdominerende hovedvægt ligget på en debat om dens nyskabelser. For og imod. Bibelselskabet har utvivlsomt jublet over denne vinkel, for den er aldeles ufarlig. Det, vi derimod har forsøgt at henlede opmærksomheden på, er de magtfulde missionsmæssige interesser, der ligger bag nyoversættelsen.

Det gælder også helt grundlæggende oversættelsens nyskabelser. Som Bibelselskabets generalsekretær selv har påpeget, må kirkens tradition “fornys og udvikles i takt med tiden, hvis den skal bevares” (Den tredje reformation, 2011). En fremtrædende teolog, Hans Raun Iversen, har udtrykt det således i en bog om folkekirke og mission: “Skal budskabet forblive det samme, må det (…) have forskellig skikkelse fra sted til sted og fra tid til tid” (Grundtvig, folkekirke og mission, 2008).

Det er et helt centralt tema for kristen mission. Man mener, at kristendom er en universel størrelse, som derfor skal gælde overalt, og man tænker sig – selv om det påviseligt ikke er sandt – at den kan tilpasses ethvert samfund til enhver tid.

Det er just det, Bibelselskabet efterstræber. Man vil forny for at bevare – ja, allerhelst udbygge – den kristne bibels magt i samfundet. Og der er intet nyt i det. Så godt som alle Bibelselskabets udgivelser har bibelmission og opretholdelse af kirken som mål.

F.eks. er Bibelselskabets autoriserede oversættelse fra 1992 af Det Gamle Testamente, der i sin oprindelse og i sig selv er et ikke-kristent skrift, gennemsyret af kristne tilpasninger. Det skal se ud som om, at kristne forestillinger var varslet længe, inden den nye religion blev opfundet.

Den kirkelige slagside er i høj grad et resultat af, at den kirkelige højrefløj i Danmark – især Indre Mission – fik uforholdsmæssig stor indflydelse på oversættelsesarbejdet. Som den daværende generelsekretær for Bibelselskabet Niels Jørgen Cappelørn selv har indrømmet:

“Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de jo ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne” (Kristeligt Dagblad, 11.3.1997).

Et andet eksempel er Bibelselskabets undervisningsbog Skolebibelen fra 2011. Den danske folkeskole har indkøbt den i stor stil til trods for, at den på mange måder er et diskret kristent, især protestantisk skønmaleri af Bibelen.

Et tredje eksempel er Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter udgivet af Bibelselskabet i 2012. Som katten, der går uden om den varme grød, går Reuter uden om mange af de mest grusomme, blodige og intolerante sider af Bibelen. Dermed bliver genfortællingen langt mere sympatisk end Bibelen selv.

Det skal understreges, at ovenstående er udførligt dokumenteret i fagbøger, artikler m.m. Ikke desto mindre forekommer kendskab til disse sager nærmest fuldstændigt fraværende i den brede offentlighed. Bibelselskabet har med dygtighed iscenesat sig som en neutral og almennyttig kulturinstitution.

Men organisationen bør fastholdes på det, der er dens faktiske ærinde: At missionere for at leve op til det guddommelige krav, som udtrykkes i den kristne grundmyte om Jesus, der døde og blev levende igen: Da han havde forladt graven, fortæller myten, påberåbte han sig universel magt, og han pålagde sine tilhængere at sørge for, at alle mennesker verden over underkaster sig hans myndighed (Mattæus 28,18-20).

I sidste ende er det forestillingen om denne ’missionsbefaling’, som verdens bibelselskaber – det danske inklusive – arbejder for.

Denne kronik er et bidrag til almen folkeoplysning. Folk har krav på at få at vide, hvad de egentlig køber. Man kan på ingen måde regne med, at Bibelselskabets udgivelser oplyser om det, eller at de folkekære skuespillere, forfattere og musikere, som promoverer bibelteksten, ved besked.