Canadas kulturelle folkemord på den indfødte befolkning: Konsekvenserne

Nye rapporter opruller de tragiske langtidskonsekvenser af den canadiske stat og kristne missionsselskabers brutale overgreb på Canadas indfødte børn. Kan vi lære noget af dette i dag?

Islamisk Stat er allerede herostratisk berømt for sit amokløb mod ældgamle kulturmonumenter i Mellemøsten. Og nogle frygter, at det blot er begyndelsen. De mener, at den aktuelle strøm af flygtninge vil føre til de europæiske kulturers endeligt. Uagtet at flygtningene flygter fra bl.a. Islamisk Stat og (indtil videre) kun udgør sølle 0,068 procent af EU’s befolkning på 500 millioner (Information, 10.9.).

Måske frygten skal ses i lyset af ordsproget om, at tyv tror hver mand stjæler. Faktum er i det mindste, at vi vesteuropæere – qua kolonisatorer og missionærer – selv har excelleret i kulturel-religiøs udryddelseskrig i store dele af verden.

Og det hører ikke kun til en fjern fortid. Som vist i mit sidste indlæg har den canadiske stat og kristne missionsselskaber langt ind i det 20. århundrede forsøgt målrettet at brække rygraden på landets indfødte befolkning.

Hovedmidlet var såkaldte indianerkostskoler, hvor børn gennem tvang blev konverteret til kristendom og assimileret med europæisk kultur. Mange børn blev desuden ofre for fysisk og seksuel mishandling.

For utallige børn var det et lyslevende mareridt, og mareridtet er langtfra overstået i dag, selv om den sidste kostskole blev lukket i 1997.

Det lykkedes ikke at udrydde de indfødtes kultur til fordel for en kristen euro-canadisk. Men hvide kristne mennesker har voldtaget den godt og grundigt, og talløse indfødte har fået deres tilværelse ødelagt. Og det har ikke kun ramt de tidligere elever selv, men også deres forældre, børn og børnebørn.

Betragtelige dele af den indfødte befolkning i Canada lever i dag således som paria. I en tilstand af menneskeligt og socialt kollaps. Konkret er de stærkt overrepræsenterede på områder, hvor de færreste ønsker at være det.

For det første er andelen af indfødte børn, der bor hos plejeforældre, 10 gange højere end andelen af ikke-indfødte børn. Indfødte børn bliver således stadig i stor stil (tvangs)anbragt uden for deres hjem.

For det andet er indfødtes gennemsnitsindkomst ofte markant lavere end ikke-indfødtes, og der er langt flere indfødte, der lever langt under fattigdomsgrænsen end ikke-indfødte. I øvrigt er andelen af canadiere med høj uddannelse langt lavere blandt indfødte.

For det tredje er indfødtes risiko for at dø som følge af alkoholmisbrug seks gange højere end befolkningen som helhed, og indfødtes risiko for at dø som følge af narkotikamisbrug er over tre gange højere.

For det fjerde er selvmordprocenterne betydeligt højere blandt indfødte. Hos inuitter er den mellem seks og 11 gange højere end hos befolkningen som helhed. Blandt unge indfødte, der bor i reservater, er den fem-seks gange så høj.

For det femte er antallet af folk, der er idømt fængselsstraf, skyhøjt blandt indfødte. I 2011-12 udgjorde indfødte 28 procent af alle dømte, selv om de kun udgør fire procent af Canadas befolkning. I samme år var 43 procent af alle dømte kvinder indfødte. Blandt unge ser det endnu mere fortvivlende ud. Her udgør indfødte drenge 36 procent og indfødte piger 49 procent af alle dømte.

For det sjette er andelen af indfødte kvinder, der er ofre for vold, næsten tre gange så stor som andelen af ikke-indfødte kvinder. Desuden er andelen af indfødte kvinder, der er blevet myrdet eller er forsvundet, tre-fire gange højere end andelen af ikke-indfødte kvinder.

En ting er statistik, noget andet personlige oplevelser. En tidligere elev har fortalt dette om konsekvenserne af et kostskoleophold:

”Der var en masse andre piger på min alder [på kostskolen Blue Quills], men jeg kender kun til én, der er overlevet, alle de andre er døde i dag. Nogle døde på gaden. Nogle døde, mens de arbejdede som prostitueret. Andre, der var alkoholikere, blev kørt over. Men deres børn er stadig i live i dag … Jeg kan den dag i dag ikke have en kjole på grund af alt det, der skete i skolen. Den var ligesom en helligdom for pædofile …” (Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 227).

En anden kostskoleelev har berettet om den voldsomme fremmedgørelse for egen familie og kultur, der var en følge af skolernes assimileringspolitik:

”Og jeg så på min far, jeg så på min mor, jeg så på min far igen. Og ved du hvad? Jeg hadede dem. Jeg hadede helt og aldeles mine egne forældre. Ikke fordi jeg troede, at de havde svigtet mig; jeg hadede deres brune ansigter. Jeg hadede dem, fordi de var indianere... Så jeg, jeg så på min far, og jeg udfordrede ham og sagde: ’Fra nu af taler vi kun engelsk i dette hus’” (The Survivors Speak, s. 105).

Mange andre rystende forhold kunne tilføjes, men lad os stoppe her. Ovennævnte er nok til at vise, at den europæisk-kristne kolonialisme og kulturimperialisme i Canada har haft overordentligt dramatiske konsekvenser. Engang udgjorde landets indfødte den fulde befolkning. I dag er den blevet reduceret til en marginal minoritet, og denne minoritet bløder.

Ikke overraskende er opgøret med det mørkeste kapitel i Canadas historie blevet indledt af ofrene, ikke af de ansvarlige.

I 1980’erne begyndte tidligere kostskoleelever at fortælle offentligheden om deres grufulde oplevelser, og efterhånden har mange tusinde lagt sag an mod de ansvarlige, både staten, kirker og en lang række voldsmænd og pædofile voldtægtsforbrydere.

Det har fået forskellige konsekvenser. Fra 1986 til 1998 kom diverse kirkeorganisationer med officielle undskyldninger for deres medvirken til ødelæggelsen af de indfødtes kultur og sprog.

En vigtig undtagelse springer i øjnene. Paven, der er øverste leder af den katolske verdenskirke, er aldrig kommet med en officiel undskyldning, til trods for, at katolikker stod for driften af de fleste af kostskolerne. Ganske vist har pave Benedikt XVI ved en privat audiens i 2009 udtrykt ”sorg over den pine, som nogle af kirkemedlemmernes meget beklagelige opførelse har medført” (Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 273).                                                              

Men ingen pave er endnu kommet med en egentlig undskyldning for de katolske kostskolers målrettede medvirken til de omfattende overgreb på indfødte børn. Det finder tidligere elever stærkt beklageligt, og man har bedt paven om at komme med en officiel undskyldning i løbet af det næste års tid. Og helst på canadisk grund.

Til gengæld er Canadas statsoverhoved kommet med en umisforståelig undskyldning. Den 11. juni 2008 udtalte premiereminister Stephen Harper disse historiske ord:

”Regeringen anerkender nu, at konsekvenserne af den indianske kostskolepolitik var overordentligt negative, og at denne politik har haft en varig og ødelæggende virkning på indfødt kultur, arv og sprog … Canadas regering undskylder oprigtigt og beder dette lands indfødte folk om tilgivelse for at svigte dem så fælt” (CBC News, 11.6.2008).

Omtrent samtidig nedsatte den canadiske stat den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission. Dens formål var dels at kortlægge indianerkostskolernes historie og nutidige konsekvenser, dels at arbejde for at skabe forsoning mellem de berørte parter, og for første gang skulle hovedvægten ligge på de tidligere kostskoleelevers egne beretninger og opfattelser. I juni måned udgav kommissionen så to rapporter. En endelig og afsluttende flerbindsrapport udkommer senere i år.

I det publicerede materiale kan man finde 94 anbefalinger til, hvordan forholdene for de indfødte kan og bør forbedres afgørende; noget, som der i allerhøjeste grad er brug for. Men om det vil lykkes, er tvivlsomt.

I løbet af de sidste 100 år er der offentliggjort adskillige rapporter, der har advaret mod den modbydelige behandling af Canadas indfødte. Og selv om forholdene på visse områder er blevet forbedret, er der stadig et hav af områder, hvor de ikke er blevet det, ja, på nogle er de blevet markant forværret i nyeste tid. Myndighederne har igen og igen og igen ignoreret kritik.

Sandheds- og Forsoningskommissionen skriver eksplicit, at ”forholdet mellem indfødte og ikke-indfødte folk ikke er præget af gensidig respekt” i dag, ja, at ”forholdet mellem den føderale regering og de indfødte folk er under forværring” (Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 6 og 7).

Men måske har den indfødte befolkning tiden på sin side. Som den amerikanske journalist Kait Bolongaro har påpeget, vokser den fem gange så hurtigt som resten af befolkningen, og denne forskel kan skabe en ”social tidsbombe” (Al-Jazeera, 23.5.2014). På et tidspunkt kan regeringen helt enkelt blive tvunget til at tage de indfødtes miserable situation alvorligt. Ikke blot i ord, men også i handling.

Selv om det canadiske tilfælde formentlig er det alvorligste i verden, er det langtfra det eneste. Statslige og kristne kostskoler, der havde til formål at ”civilisere” og ”kristne” indfødte børn, har ligeledes eksisteret i bl.a. USA, Latinamerika, Australien, på New Zealand og hos samerne.

I den forbindelse må vi ikke glemme vor egen fortid som koloniherre. I 1951 blev 22 grønlandske børn tvangsflyttet til Danmark. De skulle ”i den bedste mening” assimileres med dansk kultur og sprog. Eksperimentet gik grueligt galt.

Miseren var blot ét af talrige overgreb på Grønland, som Danmark i tidens løb har gjort sig skyldig i. I 2014 nedsatte Grønland en forsoningskommission, der skal arbejde for forsoning og tilgivelse. Ikke blot har Danmark afvist at deltage i dette kommissionsarbejde. Vi mangler også fortsat at give en undskyldning for den kolonitid, som grønlændere har betalt en skyhøj pris for.

Systematiske overgreb mod børn har blot udgjort et enkelt aspekt af et langt mere omfattende europæisk-kristent holocaust mod indfødte(s kultur) over store dele af verden.

Eksperter regner med, at op til 95 procent af den indfødte befolkning i Amerika gik til grunde som følge af europæernes komme. I Australien og New Zealand forsvandt op til 90 procent af de indfødte. I Tasmanien var det 100 procent. Indirekte var det et resultat af europæiske sygdomme og epidemier; direkte var det et resultat af folkemord, deportationer, massakrer, slaveri, sult, kostskoler, forbud, diskrimination og sociale kollaps.

Selv om kristne missionærer undertiden opponerede skarpt mod de kristne kolonisatorers brutale excesser, arbejdede de oftest nært sammen med dem med henblik på at udrydde de indfødtes religion og kultur i øvrigt.

Alt dette er emfatiske eksempler på, at den udbredte tale om ”de kristne værdier” som betegnelse for, hvad de fleste anser for rigtigt i dagens Danmark, er en fuldstændig historieløs og misvisende abstraktion.

Faktisk har hård religionstvang og målrettet ødelæggelse af ikke-kristnes og ’kætterske’ kristnes religion været selvfølgelige kristne værdier i størstedelen af kristendommens historie. De canadiske indianerkostskoler er et af de mest spektakulære eksempler på, at disse værdier har eksisteret langt ind i det 20. århundrede.

Den tolerance, som kristne europæere oftest har krævet, at andre skal vise deres tro og kultur, har de i utallige tilfælde ikke vist andres. Tværtimod.

Spørgsmålet er i øvrigt, om disse værdier ikke fortsat eksisterer i den vestlige verden, blot i en mere sekulær kulturimperialistisk skikkelse. I det mindste findes der mange vesterlændinge, der er parate til at anvende krig og forbud til at udbrede demokrati og menneskerettigheder.

Som den canadiske Sandheds- og Forsoningskommission imidlertid påpeger: At universalisere et særligt sæt af værdier og – om nødvendigt – at ville udbrede dem med magt, er i virkeligheden en arv fra kristendommen og kolonialismen.

En af de væsentligste lærer af dette er, at man ikke kan forandre gamle kulturer overnight med tvang. I alt fald sjældent, uden at samfundene kollapser, og ofte med et hav af menneskelige tragedier til følge.

Kulturelementer, som nogle elsker af et ærligt hjerte, vil andre anse for en menneskefjendsk vederstyggelighed, og derfor vil de ændre dem for enhver pris. Men som den amerikanske sociolog Peter Berger har vist, kan kulturer være ungefær lige så stærke som medfødte instinkter, og det kan derfor tage meget lang tid at ændre dem for alvor.

Dermed selvfølgelig ikke sagt, at alt er lige godt, eller at nogle kulturforhold ikke bør ændres. Men som Vestens aggressive historie burde have gjort glasklart, kan anvendelsen af magt og tvang i den henseende svare til at ville kurere en hovedpine med en forhammer.

 

Hovedkilderne til de canadiske indianerkostskolers historie og konsekvenser kan findes her:

- Honouring the Truth, Reconciling for the Future: Summary of the Final Report of the Truth and Reconciliation Commission of Canada (2015)

- The Survivors Speak: A Report of the Truth and Reconciliation Commission of Canada (2015)