Kap. 1: Vores billede af reformationen trænger til en reformation

Vores billede af reformationen trænger til en reformation. Lutheranere har haft alt for stor indflydelse på, hvordan Martin Luther og reformationens konsekvenser præsenteres i den danske offentlighed. De hævder selv at være kritiske, men billedet er på afgørende områder heroiserende og glorificerende.

Det bør ændres, og det er der en særdeles god anledning til.

Om kort tid – 31. oktober i år – er det reformationens 500 års jubilæum. Det er en meget sjælden mærkedag, for her er det præcist 500 år siden, at Luther ifølge en gammel legende slog 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg i Tyskland og indledte den protestantiske reformation.

Ingen vil benægte, at den fik store konsekvenser i Europa. Om de var gode, dårlige eller begge dele, er derimod omdiskuteret. Ifølge lutheranere selv, der fortsat har stor magt i Danmark, blev reformationen et afgørende epicenter for fremskridt: I protestantiske lande fik Luther gennemboret den katolske kæmpedrage og afkastet dens åg, afskaffet klostervæsnet og det præstelige cølibat, gjort op med præstationsreligiøsitet, oversat Bibelen til folkesprog, m.m.

Ifølge en del lutheranere i dag var Luther sågar en humanistisk pioner, der lagde nogle af de første grundsten for moderniteten. F.eks. for demokrati, frihed, lighed og adskillelse af stat og kirke, religion og politik.

Den lutheranske opfattelse af reformationen som et civilisatorisk big bang er blevet italesat på et utal af måder herhjemme. Endda på højeste statslige og royale niveau. Ved folkekirkens nationale markering af reformationsjubilæet 4. juni sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen:

»Luther satte en folkeoplysning i gang. Som 300 år senere blev grebet af Grundtvig. Og siden er den så blevet kastet og grebet fra generation til generation. En bevægelse, som vores demokrati er groet af. Luther gav os en ny forståelse af forholdet mellem religion og politik. Sagt lidt forenklet: Giv Gud, hvad Guds er. Og kejseren, hvad kejserens er. (...) Luther såede frøet til den kritiske tanke, der er modsætningen til fundamentalisme«.

Sidste år udtalte Dronning Margrethe i biografien De dybeste rødder: »Det [reformationen] er rødderne til det moderne Danmark«.

I begyndelsen af 2017 påpegede medlem af Folketinget, tidligere miljøminister og teolog Ida Auken: »Luther er fundamentet for det moderne demokrati, fordi han sætter hvert enkelt menneske fri til at tænke selv. Luther giver os et stempel på, at vi er o.k., og det har vi brug for i 2017«. Ifølge sognepræst, ph.d. Katrine Lilleør i 2016 kan man »med rette kalde Martin Luther det danske demokratis far«.

Mange flere eksempler på lignende opfattelser af Luther og reformationens konsekvenser kunne tilføjes. Men lad os stoppe her. Når danskere lovsynger Luther og reformationen på denne vis, er det ikke tilfældigt. De er oftest selv lutheranere. Og de har haft stor indflydelse. Deres opfattelser af lutheranismens betydning er nemlig blevet en vigtig del af en national selvfortælling.

Der er blot et problem, men det er også fundamentalt: Deres billede af Luthers betydning er i nogle tilfælde temmelig ensidigt, i andre tilfælde fuldfed historieforfalskning.

Sagen er for det første, at Luther ofte tillægges forhold, der står i stik modsætning til det, han selv slog til lyd for. Luther havde således nogle stærkt antidemokratiske, intolerante og blodtørstige sider, der er uforenelige med moderne lutheranske selviscenesættelser.

Sagen er for det andet, at Luthers reformation fik en række totalitære og barbariske følger i Nordvesteuropa i 15-1700-tallet og måske tillige i Nazityskland i det 20. århundrede. Følger, der også er uforenelige med moderne lutheranske selviscenesættelser.

Disse mørke aspekter er lutheranere i dag enten uvidende om, eller også benytter de forskellige strategier til at ufarliggøre dem. Den vigtigste er fortielse. Hvad folk ikke ved, har de ikke ondt af. En anden strategi er at bruge 90 procent af tiden på at bære Luther i diskret guldstol – gang på gang for noget, der står i modsætning til hans egne mål – og så nævne de mørke sider og konsekvenser i enkelte sætninger eller i eufemismer.

En tredje strategi er at påstå, at »alle« kender Luthers og reformationens mørke sider, at de er »pensum« i folkeskolen, hvilket er lodret løgn. Selv højtstående akademikere kan blive chokerede over de mange vognlæs beskidt vasketøj, der gemmer sig på dette felt. En fjerde og udbredt strategi er at angribe de få, der sætter fokus på de mørke sider, mens de mange, der næsten udelukkende præsenterer de lyse sider, lades i fred. Der er fortjenstfulde undtagelser fra dette billede, skal det betones, men det er undtagelser. Ovenstående er reglen. Konsekvensen er, at der i den danske offentlighed dominerer et billede af Luther og reformationen, der er overvejende positivt. Eller som teologisk lektor Bo Kristian Holm har påpeget, så forbinder danskerne »typisk« reformationen med »oplysning«.

Set gennem religionshistoriske fagbriller er der intet nyt under solen.

Når en del lutheranere vil give Luther æren for alt muligt i dag, så deler han skæbne med mange andre guruer, sektledere og reformatorer, f.eks. Jesus, Muhammed og Lenin. Fælles for dem er, at deres tilhængere ofte tillægger dem tidløs værdi, og at der ikke rigtig kan ske noget godt, uden at deres profet har haft en finger med spillet – det er jo derfor, at de dyrker ham! Men ofte siger det langt mere om tilhængerne og deres skiftende behov end om deres profet.

Symptomatisk har lutheranere gennem tiderne taget Luther til indtægt for vidt forskellige, undertiden helt uforenelige ting, fra kongemagt pr. guddommelig ret til demokrati pr. folkelig ret, fra religionstvang til religionsfrihed osv. Som professor ved Humboldt-universitetet i Berlin Heinz Schilling har påpeget, har lutheranere ved tidligere reformationsjubilæer da også lovprist Luther for forskellige forhold. Det havde imidlertid »ikke meget med den historiske Luther at gøre. Det var ’de herskendes egen ånd’, som blev dyrket«.

Sådan er det også i dag. Man behøver heller ikke være spåkone for at kunne forudse, at man ved næste reformationsjubilæum i 2117 vil lovprise Luther for noget andet end i 2017. Når lutheranere ændrer sig, ændrer deres guru sig også.

Et af de mest udbredte forsvar for, at Luther var en tidlig banebryder for moderne folkestyre og frihedsrettigheder, er, at de nordvesteuropæiske lande er blandt dem i verden, der i dag udmærker sig mest på disse områder. Og her har protestantisme altså traditionelt stået stærkt.

Men at give Luther æren for det, svarer groft sagt til at give Det Tredje Rige æren for oprettelsen af staten Israel i 1948, æren for udstedelsen af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder samme år eller æren for nutidens tolerante, projødiske Tyskland. Naziregimet har indiskutabelt bidraget stærkt til dette, men det har været stik imod dets hensigt. Det er i høj grad sket som en modreaktion på det.

Hvorfor er alt dette vigtigt?

Generelt, fordi det bør være af elementær interesse at kende vores historie. Også dens mørke sider. Specifikt, fordi folk har krav på et dækkende billede af, hvem der er den danske folkekirkes fader, og hvem staten fejrer i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017 – f.eks. en af historiens værste hadprædikanter, stålsat antidemokrat, vulkansk jødehader og tilhænger af dødsstraf til blasfemikere, hekse, utro ægtefolk m.fl.

De ensidige heltekvad om Luther, som vi alt for ofte præsenteres for i offentligheden, bør derfor ikke stå alene. I kommende indlæg i Politiken vil jeg selv levere et bidrag til en kontravægt, et korrektiv, der sætter spot på de mange mørke sider af Luther, reformationen og deres konsekvenser. Kort sagt det, som mange lutheranere foretrækker at fortrænge, nedtone eller helt feje ind under gulvtæppet.

Konkret vil jeg vise, at Luther på ingen måde havde demokrati, adskillelse af kirke og stat eller moderne frihedsrettigheder for øje. Jeg vil gennemgå hans frådeskummende intolerance over for pave, katolikker, muslimer og jøder. Jeg vil give eksempler på væsentlige, men for mange ukendte sider af lutheranismens indførelse i Danmark, bl.a. totalitær religionstvang og ekstremt barbariske dødsstraffe. Derudover vil jeg zoome ind på de tyske kirkers forhold til nazisterne og nazisternes forhold til de tyske kirker. Ofte udviste lutheranske kirkefolk stor opbakning til Adolf Hitler – og endnu større end katolikker.

Jamen, er der intet positivt at sige om den protestantiske reformator? Naturligvis. Intet er som bekendt sort-hvidt.

Sammenlignet med betydelige dele af datiden slog den tidlige Luther til lyd for en mere human tilgang til både kættere og jøder. Han insisterede på, at man altid skulle hjælpe andre mennesker. Over for overmægtige modstandere som paven og kejseren udviste han en frygtløs fandenivoldskhed. Hans oprør mod pavekirken var helt berettiget, da den alt for ofte excellerede i radikalt sandhedsmonopol, magtmisbrug og dyrkelse af mammon. Alt dette aftvinger normalt – og med fuld ret – respekt.

Et væsentligt spørgsmål er blot om det, Luther endte med at sætte i stedet, og det, der fulgte efter ham i lutheranske samfund, var bedre målt med moderne alen? Eller om hans tanker også afstedkom nye og andre former for undertrykkelse, tvang og brutalitet? Som måske endda på nogle områder var endnu værre end det, man kom fra?

Svarene på disse spørgsmål kan ikke overlades til Luthers disciple alene. Det er bydende nødvendigt, at andre røster og perspektiver også kommer på banen. Lige så lidt som man kan nøjes med katolikkers fremstilling af pavedømmet, stalinisters fremstilling af Stalin, kapitalisters fremstilling af kapitalismen, lige så lidt kan man nøjes med lutheraneres fremstilling af Luther.

Et modspil til de lutheranske sejrherrers dominans herhjemme over fremstillingen af Luther og reformationens konsekvenser er med andre ord tiltrængt. Og her er reformationens 500 års jubilæum, hvor lutheransk selvdyrkelse givetvis når dionysiske højder, en usædvanligt oplagt og væsentlig anledning.

Læs videre på luther-2017.dk