Kap. 4: Luther var en hadprædikant af episke dimensioner

Lutheranere lovpriser ofte Luther som en sprogets mester. Om de dermed – også – mener, at Luther var en af de største hadprædikanter i historien, ved jeg ikke. Men det var han.

Han kunne nemlig karakterisere dem, han var uenig med, som djævle og dæmoner. Som ekskrementer, prutter og pis. Som dyr, svin, æsler og ulve. Som ludere, bordelværter og horehuse. Intet var således for nederdrægtigt, intet for dehumaniserende, intet for lavt, når Luther ville have sine modstandere ned med nakken.

Hvorfor? Grundlæggende, fordi Luther som andre religiøse fanatikere var overbevist om, at han stod på Guds side i kampen for menneskenes frelse, mens hans modstandere stod på Djævlens. Hans kamp mod vantro i alle lejre (også hans egen) opfattede han da også som Guds kamp mod Satan, Sandhedens kamp mod Løgnen, og Lysets kamp mod Mørket.

I det følgende en lille smagsprøve på Luthers hadpropaganda.

Pavekirken

Den katolske pavekirke var uhyre magtfuld og rig på Luthers tid og var hans religiøse ærkefjende. Hans dæmonisering af paven som Antikrist er børnelærdom. Men reformatoren havde mange andre antikatolske kugler i sin verbale gatling-kanon.

I 1520 skrev han, at den romersk-katolske kirke var ”blevet en morderkule over alle morderkuler, et horehus over alle horehuse … Rom, som engang var porten til Himlen, er nu blevet helvedes vidt opspærrede gab”.

I 1539 kom han med denne opfordring til at henrette paven og rettroende katolikker på bålet: ”Man burde brænde paven, hans lære og alle tilhængere af den med ild, ligesom man gør med troldmændene og vejrmagerne.”

I 1545 udgav den reformatoriske hedspore sine mest pavefjendske skrifter nogensinde. Han kaldte nu paven for ”en forbistret forbryder, Guds og menneskers fjende, kristenhedens ødelægger og bolig for den lyslevende Satan.”

Luther kastede også denne stinkende lokumstønde efter katolikkernes førerhund:

”Djævlens stedfortræder, Guds fjende, Kristi modstander, en ødelægger af Kristi kirke; lærer i alle løgne, al gudsbespottelse og afgudsdyrkelse; en ærkekirketyv og en kirkerøver af nøglerne og alle goder fra kirken og de verdslige herrer; en morder af konger; en opildner til al slags blodsudgydelse, bordelværternes bordelvært … en Antikrist, et syndens menneske, et fortabelsens barn, en sand varulv.”

På et træsnit, som Luther var hovedansvarlig for, kan man se en hundjævel, der sidder på hug, mens paven og kardinaler skyder ud af røven på hende som en stråle af tyndskid. På et andet luthersk træsnit hænger paven og tre kardinaler i en galge med tungerne sømmet fast til den, mens djævle fører deres sjæle til Helvede. Træsnittet oplyser, at det er ”den passende straf til den ærkesataniske pave og hans kardinaler.”

Muslimerne

På Luthers tid udgjorde muslimer en storpolitisk militærtrussel. Det tyrkisk-muslimske Osmannerrige havde siden dets grundlæggelse i 1299 foretaget en opsigtsvækkende ekspansion, og i 1500-tallet bredte en massiv ”tyrkerfrygt” sig i Europa.

Luther havde et dobbelttydigt forhold til muslimerne: På den ene side opfattede han dem som Guds straffepisk over syndige kristne. På den anden side tilhørte muslimerne den omfangsrige gruppe af Satans handskedukker på Jorden.

I 1529 og 1530 kaldte han de tyrkiske muslimer for ”fordømt af Gud til død og Helvede”, ”Herre Kristi fjende” og ”djævlens hær”. Han understregede, at muslimernes gud Allah er Djævlen selv, og at profeten Muhammed er besat af Djævlen. Endvidere forkastede han Koranen som en ”stor og mangesidig løgneånd”.

Jøderne

Til at begynde med ville Luther vise jøderne venlighed, integrere dem i samfundet og give dem en ordentlig – dvs. luthersk – indføring i kristendommen. Det, mente han, var en overlegen omvendelsesstrategi.

Men Luther tog fejl, og da han ikke kunne frelse dem, begyndte han at forfølge dem. Det kulminerede, da han i 1543 udgav to vulkanudbrud af kogende jødehad, nemlig Om jøderne og deres løgne og Om Schem Hamphoras og Kristi slægt. Smædeskrifterne var på linje med de værste dæmoniseringer af jøder fra kirkens historie, og de blev beundret af talrige nazister.

Her skrev Luther bl.a.:

”Djævlen og alle hans engle har besat dette folk … Derfor kan du, når du ser en rigtig jøde, med god samvittighed slå kors for dig og sige med bestemthed: Dér går en skinbarlig djævel … disse store, gruopvækkende, uhyrlige svin … Det nuværende grumsede bundfald, den væmmelige bærme, det indtørrede skum, rådne bundvand og den mudderpøl, som jødedommen nu er … De er uforbederlige løgnere … At Gud ikke slår til med torden og lynild og pludselig opbrænder dem med ild som med Sodoma og Gomorra, skyldes kun, at det er for ringe en straf for en sådan ondskab … De er tørstige blodhunde og mordere over for hele kristenheden, og det med fuldt overlæg, og har været det i mere end 1400 år.”

Luther mente, at jødernes opfattelser hidrørte fra Djævlen selv. De var godt nok udvalgt til at være ”Guds mund”. Men

”de kneb mund, øjne og ører sammen af hele hjertet og alle kræfter. Da kom Djævlen, og for ham spærrede de øjne, svælg, ører, hjerte og alle sanser op, han sked og sprøjtede dem så fulde, at det over alt fra dem plaskede og flød ud med lutter Djævlelort. Det får dem til at smaske som svin af hjertens lyst. Sådan vil de have det”.

Luthers jødehad mundede ud i et konkret syvpunktsprogram for, hvordan jødedommen i Tyskland skulle destrueres: 1) Jødernes skoler og synagoger skulle brændes ned til grunden; 2) deres huse skulle ødelægges; 3) deres hellige skrifter skulle tages fra dem; 4) under trussel om dødsstraf skulle de forbydes at undervise og bede offentligt; 5) de måtte ikke rejse rundt; 6) de skulle fratages alle penge (medmindre de omvendte sig til kristendommen); 7) unge jøder skulle sættes til fysisk tvangsarbejde.

Alt i alt fik Luthers kompromisløse fjendebilleder store og vidtrækkende konsekvenser.

De bidrog ikke blot til at udløse nogle af de mest bestialske religionskrige i historien, men også til lutheranske staters totalitære undertrykkelse af ikke-lutheranere. Og nazisterne anså Luther for en funklende germansk frihedshelt og brugte ham til at retfærdiggøre deres glødende nationalisme og rabiate antisemitisme.

Dette betyder ikke, at Luther ikke var andet end et rasende, hadefuldt stormvejr på to ben. Det var han afgjort: Modig reformator, skarp bibelekseget, kærlig familiefar, osv. Men han var også hadprædikant. Endda af episke dimensioner.

I virkeligheden er de fleste af nutidens hadprædikanter rene amatører sammenlignet med folkekirkens godfather.