Kap. 6: Efter reformationen fik vi lutheranske sharia-love og menneskeafbrændinger

Når folk skal fremhæve en barbarisk epoke i historien, er det ofte middelalderen, de trækker frem. Den var da også mere barbarisk end det moderne Danmark, men efter reformationen blev det værre herhjemme. På nogle områder meget værre.

F.eks. blev Bibelens Moselov nu i stor stil lagt til grund for den statslige strafferet. Dermed fik landet en religiøs lovgivning, der havde klare lighedstræk med nogle af de mest grusomme dele af den sharia-lovgivning, som fundamentalistiske islamiske lande som Saudi Arabien, Iran og Sudan har i dag. Ja, i visse tilfælde overgik de lutheranske straffe de islamiske i udspekuleret grusomhed og afskrækkelse.

Baggrunden var, at Luther havde afvist den katolske kirkes kanoniske lov som menneskeværk. Derved opstod imidlertid et retstomrum, og det fyldte lutheranske stater ofte ud med Moseloven, som de anså for Guds egen lov.

Konkret affødte reformationen herhjemme drakoniske skærpelser af statens straffelov. Man indførte nu for første gang ”gengældelsens lov”, der bl.a. indebar dødsstraf, hvor man i middelalderen ofte havde nøjedes med bøder og bodshandlinger. Allerede kort efter reformationen indførte den lutherbegejstrede Christian 3. dødsstraf for drab og ægteskabsbrud.

I 1683 blev den eksisterende lovgivning samlet og på nogle punkter skærpet, da Danske Lov blev udstedt. Det skete i forlængelse af enevældens indførelse i 1660-61, der styrkede ægteskabet mellem gud og konge, stat og kirke yderligere.

Strafferetten i Danske Lov var struktureret efter De Ti Bud, og adskillige straffe var inspirerede af Moseloven. Man kan nævne halshugning, piskning, afhugning af hånd i levende live, brændemærkning, udskæring af tunge i levende liv, afbrænding af levende mennesker, livsvarigt straffearbejde i jern, radbrækning af kroppen, partering og offentlig udstilling af døde kropsdele.

Som om dette ikke var nok, indtraf i 1697 og 1738 skærpelser af straffen for visse typer drab. Ifølge loven af 1738 skulle forbryderen først piskes ved pæl en gang om ugen 9 uger i træk. Så skulle hans knogler systematisk radbrækkes fra neden og opad, og som finale skulle han i levende live lægges på hjul og stejle.                                                                        

Det skal understreges, at det var fromme lutheranske konger, der var ansvarlige for udstedelsen af disse straffelove og for, at de blev ført ud i livet. Især i benådningssager benyttede konger sig af landets teologiprofessorer som rådgivere. De skulle være med til at sikre, at kongerne ikke traf afgørelser, der gik imod ”Guds lov” i Bibelen. På den baggrund anbefalede de lutheranske topteologer i mange tilfælde dødsstraf.

Alt i alt var lutheranisme ikke en hindring for de kraftige skærpelser af strafferetten, der indtraf efter reformationen herhjemme. Den var tværtimod en af de helt afgørende årsager til dem. Den lutheranske reformation af samfundet medførte således ikke en sekulær humanisering af statens strafferet. Faktisk førte den i mange tilfælde til det modsatte: En religiøs barbarisering af den.

Afbrænding af troldfolk – populært kaldt hekse – i 1500-1600-tallet er et andet eksempel på, at indførelsen af lutheranisme i Danmark ikke medførte et medmenneskeligt fremskridt målt med moderne alen, men det modsatte.

Ganske vist kendes hekseprocesser allerede fra katolske lande fra 13-1400-tallet. I bl.a. Jyske Lov fra 1200-tallet findes også en bestemmelse om trolddom, og enkelte processer mod troldfolk er dokumenteret. Men der eksisterer ingen beviser for, at der blev brændt troldfolk i det førlutheranske Danmark.

Det gør der til gengæld fra det lutheranske Danmark. I hobevis endda. Kun fire år efter reformationens indførelse fandt den første dokumenterede hekseafbrænding sted herhjemme, og i den totalitære lutherdoms storhedstid i 1600-tallet eksploderede heksehenrettelserne. I alt blev officielt ca. 1000 hekse – primært kvinder – henrettet herhjemme mellem 1540 og 1693. Ofte ved at den dødsdømte blev surret fast til en stige og vippet ind i et bål.

Hvem var skyld i de grufulde menneskeafbrændinger?

Det var der mange forskellige, der var. Ikke overraskende var det Luther og dansk-lutheranske teologer, der støbte de vigtigste teologiske kugler. Ifølge Luther var hekse ”Djævlens horer”, der gjorde sig skyldige i højforræderi mod Gud og forårsagede stor skade. Derfor skulle de brændes på bålet.

Ifølge Luther stammede ikke blot sort magi, men også flere katolske riter og den hvide magi, som kloge folk havde praktiseret i umindelige tider, fra Djævlen. Og derfor skulle udøveren af enhver slags magi straffes.

Disse opfattelser overtog i forskellig grad danske topteologer som Peder Palladius, Niels Hemmingsen og Hans Poulsen Resen. I første omgang forsøgte de verdslige myndigheder dog at holde lidt igen med recesser i 1547 og 1576, der på visse punkter forbedrede heksenes retssikkerhed.

Men i anledning af hundredårsjubilæet for reformationens begyndelse udstedte Christian 4. i 1617 den såkaldte trolddomsforordning. Her blev Luthers og de lutheranske teologers syn på magi for alvor omsat til lov. Mest opsigtvækkende var, at den godgørende folkemagi nu også blev kriminaliseret af staten. Det samme gjaldt magikernes klienter. Begge dele var udtryk for voldsomme skærpelser af lovgivningen.

Trolddomsforordningen af 1617 fik heksevanviddet til at brede sig som ild i en halmstak. Således fandt 60 procent af samtlige hekseprocesser i Jylland sted i løbet af det første årti efter dens udstedelse.

Det vil sikkert komme bag på mange, at den danske stat i 15-1600-tallet ofte straffede troldfolk langt mere barbarisk end den romerske inkvisition i Italien, sådan som lektor Louise Kallestrup har godtgjort. Hvis de angrede, kunne inkvisitionen nemlig give dem tilgivelse og genoptage dem i kirken. Hos lutheranere var det derimod kun Gud, der kunne tilgive dem – efter henrettelsen. Desuden begrænsede inkvisitionen sig typisk til at idømme troldfolk bodshandlinger, f.eks. skrifte og fængsel. Dødsstraf forekom uhyre sjældent, og i 1569 ophørte den helt med at anvende denne straf for trolddom.

Som vist er den ældre lutheranismes track record en temmelig broget affære. Man kan godt forstå, at lutheranere har haft travlt med at bortforklare ovennævnte kalamiteter med alt andet end deres profet og religion.

Naturligvis vil ingen historiker afvise, at der ligger et kompliceret årsagskompleks bag dem. Men det er stalinistisk historieforfalskning at benægte, at strafferetten blev langt mere brutal og hekseforfølgelser blev langt værre efter reformationen i Danmark end før, og at lutheranisme i det mindste udgjorde én af hovedårsagerne til det.

Og så er den omfattende statscensur og målrettede lutheranske indoktrinering af børn, der fulgte i reformationens kølvand herhjemme, ikke engang nævnt endnu.

Læs videre på luther-2017.dk