3. del: Sådan skal et grønt folkeoprør laves

Kort fortalt skal den grønne aktivisme udvikle sig til et folkeoprør. Først dér begynder tingene at rykke.

Historien er fyldt med eksempler på, at admirable argumenter og artig aktivisme ikke er nok til at få politiske magthavere til at ændre kurs radikalt. Der skal typisk skabes en massiv folkelig modmagt, der skal lægge et så kraftigt pres på dem, at de ikke kan undslå sig. Enten ved at opfylde folks krav eller ved at gå af.

En realpolitisk grundregel er nemlig, at magt kun bøjer sig for magt.

Der skal med andre ord massemobiliseres og masseorganiseres, så der fremstår en folkelig oppositionsbevægelse, for ikke at sige modstandsbevægelse til magthaverne. Her er det ikke tilstrækkeligt, at forskere underskriver opråb, at børn og unge strejker en gang imellem, at pensionister råber højt osv.

Nej, det er essentielt, at forskerne strejker, at pædagogerne strejker, at skolelærerne strejker, at buschaufførerne strejker, at togførerne strejker osv. Og så skal folk stille sig mest muligt fysisk på tværs af de store uretfærdigheder i samfundet. Aktivismen skal simpelthen udarte til generalstrejker, kæmpedemonstrationer, masseprotester, boykotter, blokader og civil ulydighed, så nøgledele af samfundet lammes.

Først da er politikerne tvunget til at handle. Som den engelske oprørsanalytiker Tim Gee pointerer, har ”ingen regering i historie og nutid kunnet overleve, hvis nok folk organiserede sig effektivt imod den.” Eller som Gandhi udtrykte det: ”Selv de mest magtfulde kan ikke regere uden de regeredes samarbejde.”

Endvidere skal folkeoprøret som sagt være strengt ikke-voldeligt. Den opfattelse udspringer ikke af en naiv flowerpowerpacifisme, men af en erfaring af, at ikke-voldelig modstand over for magthavere som regel er det mest effektive oprørsredskab.

Det skyldes ikke blot, at voldeligt oprør legitimerer voldelig undertrykkelse, forbud og deslige, og at magthavere i øvrigt gerne besidder en overvældende overlegenhed, når det kommer til fysisk magtanvendelse.

Det skyldes også, at voldelige oprørere let kan støde folk fra sig, hvorimod oprørere, der opretholder en ikke-voldelig jerndisciplin selv over for provokationer og brutalt politi, typisk får flere og flere tilhængere. Og vel at mærke tilhængere fra alle aldersgrupper, sociale lag og politiske orienteringer.

Omvendt vil magthaveres brug af jernnæven over for ikke-voldelige oprørere ofte ramme dem selv som en boomerang. Det kan nemlig få den folkelige opinion til at vende sig mod dem. Det kan skabe martyrer, og intet er så effektivt til at stålsætte oprørere og rekruttere endnu flere oprørere, ja, sågar igangsætte folkelig massemobilisering. Det kan også medføre international fordømmelse, sanktioner osv. Og det kan medføre voksende utilfredshed og frafald i magthavernes egne rækker, i visse tilfælde sågar mytteri.

På den anden side er ikke-voldeligt folkeoprør langtfra det samme som frygtsom tandløshed. Som allerede Gandhi fastslog, skal det provokere for at gøre en forskel.

Det indebærer ikke blot strejker, demonstrationer, blokader, boykotter og civil ulydighed i stort og om nødvendigt stadig eskalerende omfang. Det indebærer f.eks. også, at det uophørligt råbes ud fra tagene, at vores politiske magthavere er hovedansvarlige for massevoldtægten af vores børns eksistensgrundlag og Jordens vilde natur.

Generelt bør man gå efter at spytte de store i ansigtet og lade de små fisk være. Det er vigtigt, at oprørerne efterhånden får status som helte i befolkningen og ikke som ballademagere; status som grønne Robin Hood’er, der går i flæsket på de største ødelæggere af Moder Jord for at beskytte befolkningen og naturen.

Endelig er det centralt, at der lægges en velovervejet strategi for folkeoprøret: Hvad er dets mål, hvordan når man dem trin for trin, og hvordan organiserer man det hele.

Ofte nytter det nemlig ikke meget, at folk blot handler pr. følelsesmæssig frustration, altså spontant stormer ud på gaderne, råber højt og kræver reformer. Det kan måske sprede sig hurtigt og skabe stor opsigt. Men det kan lige så hurtigt løbe ud i sandet, ende i skænderier, i anarki osv. Resultatet er spild af tid og nyttesløse ofre.

Der skal altså mere til. Passion er centralt, men ikke nok. Kølig planlægning og ledelse er også hovednøgler. Et oprør uden en strategi og styregruppe er som et skib uden kompas og kaptajn. Man må huske på, at modstanderne har enorme ressourcer, kolossal magt og hele status quos inerti i ryggen, så opgaven er ikke let.

Alt i alt skal der skabes et organiseret samarbejde i befolkningen om ikke-samarbejde med myndighederne, så kernedele af samfundet sættes i stå. Først da vil politikere erfaringsmæssigt tage oprørernes krav alvorligt.

Men er et sådant samarbejde ikke vanskeligt at etablere? Det behøver det ikke at være, for i praksis er det relativt få, der skal til. Ifølge nogle eksperter kan en regering ikke overleve, hvis blot 5 procent af en befolkning laver oprør. Ifølge andre eksperter skal der ikke mere end 3,5 procent til, og mange oprør har klaret sig med mindre.

Men hvilken forskel kan et grønt folkeoprør gøre i et enkelt land? Både klimakrisen og biodiversitetskrisen er jo globale fænomener og kræver derfor en global indsats for at blive løst.

Svaret er, at et grønt folkeoprør i et enkelt land kan sætte en afgørende præcedens for andre lande. De fleste er bange for at gå forrest. Kan man pege på, at andre har gjort det, er sejren allerede halvt i hus. Hvis andre kan, kan vi også!

Faktisk kan et oprør i et land udløse en kædereaktion, der kan brede sig til andre lande med imponerende momentum. Det er sket flere gange før.

Tag revolutionerne i en række østeuropæiske lande, kommunismens fald og Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Tag farverevolutionerne i Jugoslavien i 2000, i Georgien i 2003 og i Ukraine i 2004-5. Eller tag Det Arabiske Forår i 2010-11, hvor en revolution i Tunesien udartede til revolutioner i Ægypten og Libyen og til opstande eller voldsomme protester i en række andre mellemøstlige og afrikanske lande.

Før alt dette skete, ville de fleste have nægtet, at det kunne ske. Men det skete.

Det skal understreges, at dette indlæg ikke kun er en kortfattet guide til et folkeoprør, et emne, der allerede findes bøger om, der frit kan købes. Det er i lige så høj grad en forudsigelse af, hvad der kan komme til at ske, hvis de politiske magthavere ikke snart vågner op til historisk dåd.

De skal vide, at jo længere de venter med en grøn totalomstilling af samfundet, jo mere vil den omsiggribende aktivisme udvikle sig til oprør. Og jo længere de venter med at efterkomme oprørernes krav, jo flere vil målrettet kræve revolution.

Baggrunden er lige så livsnødvendig, som den er ekstremt presserende. Som en række klimaforskere advarede i 2018, så kan det, vi foretager os i det kommende årti eller to, ”få afgørende indflydelse på kloden de næste 10.000 eller 100.000 år.” Senest har det omvandrende engelske naturleksikon fra BBC David Attenborough påpeget: ”Det, vi gør i de næste 20 år, vil afgøre fremtiden for alt liv på Jorden.”

Dermed kan den verdenshistoriske betydning af den tid, vi lever i nu, ikke understreges stærkere, og det kan den verdenshistoriske betydning af det, vi gør i denne tid, heller ikke.

Om menneskeheden og mange andre arter skal have en fremtid her på Jorden, kan med andre ord stå og falde med, hvad den nuværende generation foretager sig i de kommende år. Et større ansvar kan der ikke lægges på mennesker, og et mere katastrofalt svigt kan ikke tænkes, hvis vi ikke løfter det.

Den gode nyhed er som sagt, at ikke-voldelige folkeoprør kan være temmelig effektive. Faktisk har de været afgørende katalysatorer for mange store og positive samfundsforandringer.

Her tænker jeg ikke kun på de ikoniske forkæmpere for kvinders stemmeret, Gandhis uafhængighedsbevægelse i Indien og Luther Kings borgerrettighedsbevægelse i USA. Jeg tænker også på, at ikke-voldelige folkeoprør generelt er en overlegen oprørsmetode.

Fra f.eks. 1900 til 2006 var der dobbelt så stor sandsynlighed for, at ikke-voldelige oprør lykkedes end voldelige oprør. Selv diktaturer har de i mange tilfælde bragt til fald. I f.eks. 50 ud af 67 tilfælde, hvor autoritære regimer blev væltet fra 1972 til 2005, var ikke-voldelige oprør en hovedkraft.

Det er en nøglepointe. Ingen magthavere er uovervindelige. Når folk først går sammen i stor stil og umisforståeligt siger fra, kan de udrette mirakler.

Set i et større perspektiv kan grønne folkeoprør ikke blot betragtes som store operationer Red Børnene og Naturen. De kan også opfattes som demokratiske genoprettelsesprojekter, hvor folket tager magten tilbage fra de stjernerige virksomhedsimperier, der har infiltreret deres demokratier, og fra de mange politikere, der har indgået en djævlepagt med dem og dogmet om konstant økonomisk vækst.

Det kan kun gå for langsomt.

Personligt skulle intet glæde mig mere, end at de politiske magthavere træder i karakter nu og gør det nødvendige, så et massivt folkeoprør ikke er nødvendigt. Men jeg tror ikke længere på det. Min tillid til dem er væk.

Først som sidst: Når de folkevalgte tjenere svigter deres folk på skæbnesvanger vis, så må folket lave ikke-voldeligt kæmpeoprør.

Så må det over for magthaverne trække en streg i sandet, der giver genlyd i århundreder.