2. del: Vi har ikke blot ret, men pligt til at lave oprør

I skyggen af den unikke nødsituation, vi befinder os i, har vi i realiteten ikke blot moralsk ret, men pligt til at lave oprør for at presse de politiske magthavere til den livsnødvendige totalomstilling eller til at gå af.

Disse grønne folkeoprør bør være strengt ikke-voldelige, skal det understreges. Alligevel vil mange protestere rituelt og højlydt over opfordringen til det. Øjensynligt lader de sig hellere føre til slagteriet som svin.

Det vil nok komme bag på dem, at retten til oprør har aner hos nogle af de mest hæderkronede tænkere i historien, og at den i forskellig form findes i feterede menneskerettighedserklæringer og i talrige statsforfatninger i dag.

Faktisk burde retten til oprør indtage en nøgleplads i enhver demokratisk forfatning. Med en løftet pegefinger minder den de folkevalgte magthavere om, hvem de har fået magten fra, og hvem de skal tjene: Folket. Oprør er et folks sidste mulighed for selvforsvar over for politiske magthavere, der ikke vil stoppe med at træde det under fode.

Historisk har oprørsretten spirer i oldtiden. Men det er først i oplysningstiden, at den for alvor udvikles og får en indflydelsesrig form. Englænderen John Locke (1632-1704) er her en af hovedskikkelserne.

I 1690 skrev han, at samfund i tidernes morgen opstod ved, at nogle folk gik sammen, afgav noget af deres frihed og overgav lovgivningsmagten til folkevalgte magthavere, mod at de til gengæld beskyttede folks liv, frihed og ejendom. Det kaldes for ”den sociale kontrakt” mellem de regerede og de regerende, og dens eksistensberettigelse er ifølge Locke ”folkets velfærd”.

Skulle de folkevalgte magthavere i stedet for at beskytte imidlertid ødelægge folks liv, frihed og ejendom, så har de ifølge Locke bragt sig ”i en krigstilstand mod folket, som derefter er løst fra enhver videre lydighed.”

Med andre ord: Hvis de folkevalgte magthavere bliver folkets fjender og dermed svigter den opgave, folket har overgivet dem, har de brudt ”den sociale kontrakt”, og så har folket ret til at lave oprør og indsætte nogle nye magthavere.

Disse tanker om ”den sociale kontrakt” og retten til oprør fik stor betydning for den politiske og menneskeretlige udvikling verden over. Især to erklæringer og begivenheder blev en hjørnesten i udviklingen af ideen om folkets suverænitet, fundamentale menneskerettigheder og retten til oprør, når regeringer krænker dem på alvorlig vis.

I 1776 slog 13 amerikanske oprørske kolonier folkets ret – og pligt – til oprør fast i den såkaldte Uafhængighedserklæring. Et stort antal af de efterfølgende amerikanske delstatsforfatninger videreførte dette.

Af væsentlig betydning var også Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, der blev proklameret under den franske revolution i 1789. Allerede i dens artikel nr. 2 står, at ”ret til modstand mod undertrykkelse” er en af ”menneskenes naturlige og umistelige rettigheder” på linje med frihed, ejendomsret og sikkerhed.

I 1793 blev denne ret udvidet i en revideret udgave af erklæringen, der i sin afsluttende artikel understregede: ”Når regeringen krænker folkets rettigheder, er oprør for folket og enhver del af folket den helligste rettighed og den mest uundværlige pligt.”

Retten til oprør opnåede i 1948 international anerkendelse med FNs udstedelse af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Allerede i dens indledning slås oprørsretten fast som en sikkerhedsklausul, folk må ty til, hvis menneskerettighederne ikke beskyttes af et lands love: ”det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse”. Og hvilken ret er mere fundamental end Verdenserklæringens artikel nr. 3: ”Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”?

Oprørsretten findes i forskellig form også indskrevet i cirka 40 staters forfatninger i dag, herunder flere europæiske staters, f.eks. Tysklands, Frankrigs, Grækenlands og Portugals.

Under hvilke omstændigheder er det legitimt, at et folk laver oprør mod dets magthavere? Hvilke kriterier skal være opfyldt? Følgende er blandt de mest anerkendte:

1) Når der er tale om alvorlige og langvarige krænkelser af forfatninger eller fundamentale menneskerettigheder; 2) når alle lovlige og forfatningsmæssige metoder til at løse dem er afprøvede og udtømte. For at være legitimt skal et oprør med andre ord være et folks sidste selvforsvar over for magthavere, der påfører det væsentlig skade one way or the other.

Men har oprørsretten virkelig relevans for løsningen af den globale klima- og biodiversitetskrise?

Alle vil billige, at forældre stopper en person, der vil slå deres børn ihjel. Alle vil også billige, at folk stopper en person, der trænger ind i deres hus for at smadre det.

Problemet er, at det er her, størstedelen af verdens befolkning befinder sig i dag. Men det er deres politiske magthavere, der er forbryderne. Deres politik vil nemlig på sigt gøre vor alles planetære hjem helt eller delvist ubeboeligt og påføre vores børn ubodelig skade. Skal det stoppes, skal det stoppes nu, ellers kan det være for sent.

Siger man, at folk ikke har lov til at lave oprør mod politiske magthavere i dag, siger man også, at folk ikke har lov til at standse dem, der er på vej til at slå deres børn ihjel og smadre deres hjem. Det går helt elementært ikke.

Det grundlæggende regnestykke er enkelt: I årtier har folk overalt forsøgt at omvende deres politiske magthavere inden for lovenes og forfatningernes rammer, så vores apokalyptiske kamikazekurs kan stoppes. Der har været spredte småfremskridt, omstilling til vedvarende energi, energieffektiviseringer osv. Men småfremskridtene bliver igen og igen ædt op og overhalet af den fortsatte forbrugsvækst og befolkningsvækst. Globalt set er det på de fleste områder derfor blevet værre og værre. Og nu er tiden til at igangsætte den livsnødvendige totalomstilling af verdens samfund simpelthen ved at løbe ud.

Som professor og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet Katherine Richardson advarede i begyndelsen af 2019: ”Vi står med ryggen mod muren og med en kniv for halsen”.

Det er med andre ord på høje tid at prøve noget andet end hidtil – og noget, der er effektivt. Det har ikke-voldelige folkeoprør dokumenterbart været tidligere. Men er de en realistisk mulighed i vores samfund i dag?

Det kan de blive. Måske langt hurtigere end mange forestiller sig.

Flere og flere har ikke blot hørt om, men også oplevet ekstreme hedebølger, tørker og oversvømmelser af næsten bibelske dimensioner, for ikke at tale om kæmpeskovbrande og ildstorme. Klimaforandringerne og deres følger er nu her, der og alle vegne, og de sætter hele tiden nye rekorder. Det, der for få år siden blev anset for umuligt, er i dag blevet virkeligt, og om føje år kan det vise sig at være uundgåeligt.

Derfor er der også stigende enighed om, at klimakrisen er vor tidsalders kardinalproblem. Og derfor er der voksende krav om en totalomstilling af vores samfund. Krav, der strækker sig fra højeste FN-niveau til børn i skoler verden over.

Frem for alt er grøn aktivisme eksploderet verden over i de seneste år. Man kan i flæng nævne titusinder af forskeres opråb, globale klimamarcher, hundredtusinder af skolestrejkende børn og unge, opfordringer til ungdomsoprør, borgerforslag om ny klimalov og mere vild natur, civil ulydighed, klimademonstrerende bedsteforældre, grønne studenterbevægelser, grønne alliancer mellem vidt forskellige organisationer osv.

Måske alt dette allerede er skridt på vej imod folkeoprør? Et omsiggribende Grønt Forår?

I det mindste trækker det mere og mere op. Frustrationen breder sig. Vreden vokser. Angsten accelererer. Og hvis klimakatastrofernes kæmpehammer først begynder at tæske løs på vores børn, kan aktivismen blot være de første regndryp fra den folkestorm, der vil rejse sig mod de politiske magthavere.

Manges håb er, at den grønne aktivisme samlet vil skabe den kritiske masse, der skal til for at få politikerne til at foretage et klima- og naturpolitisk systemskifte. Indtil videre synes der dog at være meget langt igen. Indtil videre bliver det på centrale områder også ved med at gå i den gale retning med Jordens klima, økosystemer og biodiversitet.

Et spørgsmål er: Hvorfor har den grønne aktivisme ikke fået de ønskede konsekvenser? Skyldes det blot, at den endnu ikke har fået tid til at virke? Nej, langtfra kun det.

Et af de største problemer er givetvis, at aktivismen – med den britiske græsrodsbevægelse Extinction Rebellion som væsentligste undtagelse – har været for ufarlig. At den ikke har gjort ondt. At den ikke har sat samfundet i stå. Når et samfund uproblematisk kører videre, mens aktivisme finder sted, kan politiske magthavere tillade sig at ignorere den, hvilket de i al væsentlighed har gjort.

Troen på, at den grønne aktivisme kan fremkalde et systemskifte, bygger med andre ord på en fejlagtig præmis og urealistisk forhåbning. Da der ikke er nogen tid at spilde i forhold til den grønne omstilling, er det afgørende at klargøre, hvad der så skal til for, at aktivismen kan blive en højst nødvendig game changer