1. del: Politiske magthavere er Public Enemy Number One

Politiske magthaveres fornemste ansvar er at beskytte deres befolkning. Det har de i dag svigtet på et altafgørende område.

Igen og igen afviser eller udskyder de den totalomstilling af samfundet, som FNs klimapanel og utallige eksperter anbefaler, og som kan være en nøglebetingelse for vores overlevelse på Jorden. Det til trods for, at der allerede findes teknologier og andre metoder til drastisk at reducere udledningen af drivhusgasser.

Dermed er politiske magthavere blevet public enemy mumber one. Ingen udgør en større sikkerhedsrisiko end dem.

Hvad Jordens vilde natur angår, er en verdensomspændende masseudryddelse allerede en realitet. En skånselsløs skalpering af den har været i fuld gang i adskillige årtier og er den største ikke blot i menneskehedens historie, men i 66 millioner år. Også her bærer politiske magthavere et hovedansvar.

Ud fra en moralsk betragtning er de med andre ord blandt de største forbrydere i dag, men ikke ud fra en lovmæssig. Det bør ændres, så de kan blive retsforfulgt. Det er der heldigvis en voksende international bevægelse, der arbejder på.

I mellemtiden er verdens befolkninger nødsaget til selv at tage affære. Når de livsnødvendige ændringer fra magtens top udebliver, bliver oprør fra neden en pligt. Næste og afgørende træk er altså dit, kære læser.

Hvordan kunne det komme dertil?

Nogle tror stadig, at det kun er radikale miljøaktivister og regnbuefarvede hippie-politikere, der hævder, at vores samfundsmodel kan føre til civilisatoriske kollaps, og derfor går ind for en hurtig totalomstilling af den.

Intet kunne være mere forkert.

I nyere tid har FN, en lang række internationale topforskere, nobelpristagere og andre notabiliteter meldt sig på banen og opfordret til radikale forandringer af vores fossile vækstcivilisationer. Flere og flere har også fremsat skalpelskarpe advarsler om de katastrofale konsekvenser, hvis vi ikke gør det. Her et lille udvalg:

Allerede i 1992 underskrev over 1700 af verdens førende forskere, inklusiv mere end 100 nobelpristagere, den såkaldte World Scientists’ Warning to Humanity:

”Vi, undertegnede seniormedlemmer af verdens videnskabelige fællesskab, advarer hermed hele menneskeheden om, hvad der ligger forude. En stor forandring af vores forvaltning af Jorden og dens liv er påkrævet, hvis enorm menneskelig elendighed skal undgås, og hvis vores globale hjem på denne planet ikke skal blive uopretteligt skamferet.”

I 2011 holdt FNs generalsekretær Ban Ki-moon en tale, hvor han bl.a. påpegede:

”I det meste af det forgangne århundrede blev den økonomiske vækst forstærket af, hvad der så ud til at være en sikker sandhed: Overfloden af naturressourcer. Vi gravede os til vækst. Vi brændte os vej til velstand. Vi troede på forbrug uden konsekvenser. Den tid er forbi (…) På sigt er den model en opskrift på nationale katastrofer. Den er en global selvmordspagt (…) Vi har brug for en revolution. Revolutionær tænkning. Revolutionær handling.”

I 2012 pointerede 17 topforskere og miljøtopforkæmpere, der alle har modtaget The Blue Planet Prize (kaldt miljøforskningens nobelpris):

”Over for en nødsituation helt uden fortilfælde har samfundet intet andet valg end at gå drastisk til værks for at afværge civilisationens sammenbrud. Enten ændrer vi vores levevis og opbygger en fuldstændig ny type samfund verden over, eller også bliver den ændret for os.”

I 2012 sagde HKH Prins Charles af Wales: “Menneskeheden er nødt til at blive grøn – eller dø.”

I 2017 kom en opfølger til World Scientists’ Warning to Humanity fra 1992, nemlig World Scientists’ Warning to Humanity: A Second Notice, der var underskrevet af hele 15.364 forskere fra 184 lande. Her står bl.a.: ”På de fleste områder har vi ikke rettet os efter deres advarsel [fra 1992]. Snart vil det være for sent at styre bort fra vores fejlslagne kurs, og tiden er ved at løbe ud.”

I 2018 eksplodererede advarslerne om de dødsensfarlige konsekvenser af vores samfundskurs og appellerne til magthaverne om at ændre den nu.

Den 12. maj offentliggjorde 301 danske forskere på forsiden af Politiken et opråb til danske politikere for at få lavet en grøn omstilling af samfundet: ”Vi danskere er blandt de værste syndere. (…) Danmark [er] i de seneste år dumpet langt ned ad internationale lister over klimaførende nationer. Hvis alle klodens lande fulgte i vores fodspor, så ville det ikke være muligt at afværge katastrofale temperaturstigninger.”

Den 10. september holdt FNs generalsekretær António Guterres en historisk tale om de globale klimaforandringer:

”Vi står over for en direkte trussel mod vores eksistens (…) Hvis ikke vi ændrer kurs i 2020, risikerer vi, at vi ikke kan undgå, at klimaforandringerne løber løbsk med katastrofale konsekvenser for folk og alle de natursystemer, der opretholder os. (…) Det, der gør alt dette endnu mere bekymrende, er, at vi var advaret. Videnskabsfolk har fortalt os om det i årtier. Igen og igen. Alt for mange ledere har afvist at lytte. Alt for få har handlet efter den vision, som videnskaben kræver. (…) Vi ved, hvad der sker med vores planet. Vi ved, hvad vi er nødt til at gøre. Vi ved endda, hvordan vi skal gøre det. Men sørgeligt nok er ambitionen om handling intet steds i nærheden af, hvor den bør være. (…) Tiden er kommet til, at vores ledere viser, at de bekymrer sig om folkene, hvis skæbne de holder i deres hænder. (…) Intet mindre end vores fremtid og menneskehedens skæbne afhænger af, hvordan vi reagerer på klimaforandringerne. (…) Der er ikke mere tid at spilde. Som voldsomheden af denne sommers skovbrande og hedebølger viser, ændrer verden sig for vores øjne. Vi bevæger os i fuld fart mod afgrundens rand.”

Den 8. oktober udsendte FNs klimapanel en rapport, der tilskyndede til en hurtig totalomstilling af verdens samfund: ”At begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader celsius vil kræve hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde af enhver side af samfundet.” En af de ansvarlige for FN-rapporten Debra Roberts pointerede: ”De kommende år er formentlig de vigtigste i vores historie.”

Den 16. november sendte 606 forskere et åbent brev til de danske universitetsledelser om at gå forrest i klimakampen: ”Hvis ikke vi omgående går i gang med en verdensomspændende grøn omstilling, vil det få katastrofale konsekvenser.”

Ved FNs klimakonference i Polen den 12. december konkluderede FN-generalsekretær António Guterres: ”At spilde denne mulighed [for en global klimaaftale] vil kompromittere vores sidste store chance for at forhindre, at klimaforandringerne løber løbsk. Det ville ikke kun være umoralsk, det ville være selvmorderisk.”

I 2019 fortsætter strømmen af appeller og advarsler. F.eks.:

Den 4. april understregede Klimarådet i Danmark, at ”den grønne omstilling [skal] omfatte alle sektorer og alle dele af samfundet – også på kort sigt.” Ellers ender vi ”med at efterlade en stor og måske ligefrem ubetalelig regning til fremtidige generationer.”

Den 12. april offentliggjordes en international støtteerklæring til skolestrejkende børn og unge underskrevet af mere end 4.000 forskere: ”Vi erklærer: Deres bekymringer er berettigede og understøttes af den bedste forskning, vi har. De nuværende indsatser for at beskytte klimaet og biosfæren er dybt utilstrækkelige. (…) Uden en modig og fokuseret indsats hænger deres fremtid i en tynd tråd.” I dag har mere end 26.800 forskere skrevet under på støtteerklæringen.

Den 6. maj udgav FNs Biodiversitetspanel en statusrapport om verdens natur, der bl.a. påpegede, at ”omkring en million dyre- og plantearter nu er truet af udryddelse, mange inden for årtier, flere end nogensinde før i menneskehedens historie.” Panelets formand Sir Robert Watson udtalte:

”Sundhedstilstanden af de økosystemer, som vi og alle andre levende væsener er afhængige af, undergraves hurtigere end nogensinde. Vi er i færd med at erodere selve fundamentet for vore økonomier, levebrødet, fødevaresikkerheden, sundheden og livskvaliteten kloden rundt.”

Ud over denne flod af erklæringer, opråb, taler og to af FNs nyeste chokrapporter skal fremhæves et kolossalt antal videnskabelige publikationer, der har kortlagt den ildevarslende kurs, som verden befinder sig på. Nævnes skal også den lange række af internationale klimakonferencer, der er blevet afholdt i FN-regi siden 1995. Oven i det hele kommer den globale miljøbevægelse, der i årti efter årti har kæmpet for at få stoppet den voldsomme CO2-udledning og masseudslettelse af vild natur.

Hvor står vi så i dag? Er vi omsider ved at komme på rette kurs? Nej, langtfra.

Tag klimaet. Næsten alle lande i verden har underskrevet og ratificeret Paris-aftalen fra 2015, ifølge hvilken den globale opvarmning skal holdes under 2 grader over førindustrielle niveauer, ja, helst begrænses til 1,5 grad. Skal der være en rimelig chance for at holde temperaturstigningen på 1,5 grad, skal vi ifølge nævnte FN-rapport fra 2018 have halveret udledningen af CO2 i 2030, og i 2050 skal den være reduceret til nettonul. Selv en stigning på kun en halv grad, altså til 2 grader, kan få stærkt dramatiske, sågar irreversible konsekvenser.

Men disse afgørende reduktioner af drivhusgasser er der ingen udsigt til. Tværtimod. Efter et par nogenlunde stabile år steg vores udledning af CO2 igen markant i 2017 og 2018, ja, i 2018 nåede den det højeste niveau, der nogensinde er blevet målt.

Vi gør altså det stik modsatte af det, som vi bør gøre.

Faktisk har vi i dag kurs mod en global opvarmning på cirka 4 grader i 2100. Ifølge FNs Emissions Gap Report (2018) skal verdens lande tredoble deres indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser, ellers kan de ikke holde den globale opvarmning på under 2 grader, og de skal femdoble deres indsats for at holde den på 1,5 grad.

Alt i alt har utallige i de sidste 30 år arbejdet målrettet for at få de politiske magthavere til at foretage et klima- og naturpolitisk systemskifte, eller at få valgt nogle politikere, der vil foretage et sådant systemskifte. Men forgæves. Indtil nu er det på afgørende globale områder gået i den forkerte retning. Og nu er timeglasset ved at løbe ud.

Kort sagt: Der er en himmelråbende kløft mellem det, som FN og utallige eksperter siger bør gøres, og det, som de allerfleste politiske magthavere faktisk gør.

Medmindre vi vil fortsætte med at hengive os til virkelighedsfjern ønsketænkning og varm politikerluft, er det derfor på høje tid at se kendsgerningerne i øjnene: De fleste demokratier har spillet fallit på det allervigtigste område af alle. Der er intet substantielt, der tyder på, at de politiske magthavere vil (nå at) redde os fra den globale masseødelæggelsesmaskine, som vores fossile vækstcivilisationer udgør.

Efter årtiers forgæves kamp for at få dem til det bør det stå klart, at de ikke vil stoppe den igangværende dødsmarch mod afgrunden. De vil simpelthen ikke sikre vores børns og børnebørns og utallige andre arters fremtid på Jorden.

At tro, at de politiske magthavere – om en måned, et år, fem år? – vil igangsætte den livsnødvendige klima- og naturpolitiske U-vending er lige så håbefuldt, som det er naivt. For det første, fordi konstant økonomisk vækst udgør en kernedel af deres politiske credo.

For det andet, fordi mange demokratier i dag er blevet en art plutokratier, dvs. rigmands- og pengestyrer. For at blive valgt og genvalgt er talrige politikere i dag afhængige af store donationer fra erhvervslivet, og de, der betaler for musikken, har en tendens til at bestemme melodien. Noget for noget. Og politikere kan ikke tjene både Big Business og en langtidsbæredygtig verden for mennesker og vild natur, for Big Business’ iboende grådighed kolliderer ofte frontalt med den. Det er der utallige eksempler på.

Selv hvis det skulle lykkes at iværksætte en omstilling inden for de herskende politiske systemer, vil det højst sandsynligt blive i form af gradvise reformer. Andet modsiger systemets logik. Og det vil helt enkelt gå for langsomt.

På denne baggrund er det store spørgsmål:

Hvad i alverden gør befolkningerne så? Hvad er egentlig Plan B, når alle de hidtidige metoder har slået fejl, og tiden til at foretage de livsnødvendige systemskifter er ved at løbe ud? Så er tiden kommet til at åbne en ny front i den grønne overlevelseskamp.

Dens navn er oprør. Stort og massivt folkeoprør.