Tale ved Folkets Klimamarch Odense den 24. maj 2019

Tusind tak for indbydelsen til at holde tale i dag.

Før jeg siger noget fremadrettet, vil jeg først gerne se lidt tilbage til sidste sommer og sige et par ord om min datter på 5 år.

Sommeren 2018 burde jo have været en drøm. Fra maj til september skinnede solen næsten konstant, og der var varmt som på en sydhavsø. Efter nogle våde, halvkolde somre var Danmark pludseligt forvandlet til et tropisk ferieparadis.

What’s not to like?

Mange – især byboere – jublede da også. Men jeg kunne ikke, måske fordi jeg bor på landet og på første hånd erfarede, hvad der skete.

For mig blev sommeren 2018 den hidtidigt værste i mit liv. Et lyslevende mareridt, der ikke ville stoppe.

Jeg har læst mange rapporter om klimaforandringer, men nu oplevede jeg dem. Det ramte mig som en forhammer, at klimaforandringer ikke kun hører fremtiden eller fjerne himmelstrøg til. De er allerede begyndt at invadere vores land som en besættelsesmagt fra helvede.

Da sommervejret satte ind i maj måned, sagde jeg ellers til min familie, at vi måtte huske at nyde det. Vi vidste fra tidligere år, at det hurtigt kunne være forbi og blive afløst af regnfuldt, køligt vejr.

I første del af juni begyndte det at gå op for mig, at noget var anderledes. Regnen kom ikke. Solen blev ved og ved og ved med at skinne.

Tørken bredte sig med matematisk logik. Mange dyr tørstede og døde. Vores græsplæne blev totalt afsvedet. Afgrøderne på nabomarkerne visnede i lyntempo. Det ene vandløb efter det andet tørrede ud. Det samme skete med en mindre sø, der ligger i nærheden af vores bolig. Og der var næsten ingen insekter, og dem plejer vores skovomgivelser ikke at være karrige med, for at sige det pænt.

Snart blev lokale afbrændingsforbud forvandlet til et landsdækkende, og vandværker Danmark over rapporterede om akut vandmangel og indførte vandingsforbud. Det blev en daglig besættelse for mig at spejde efter skyer på himlen og læse vejrudsigten – og en voksende bekymring i takt med, at middelhavsheden strammede sit kvælertag om landet.

Oven i det hele fortalte mediernes langtidsprognoser, at der ikke var udsigt til regn af betydning i de kommende uger og måneder. Og dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned huserede tørkens dæmon i Danmark.

Hele mit liv har det været en selvfølge, at der er vand i vandhanen. Men pludselig rykkede klimaforskernes advarsler om vandmangel og tørke tæt på. Ind i mit hus og ind i mit hjertekammer.

Jeg tænkte dag og nat på min 4-årige datter, der er komplet uskyldig i alt dette. På hendes selvfølgelige tillid til fremtiden og hendes selvfølgelige tillid til de voksne. Intet kunne ligge hende fjernere, end at vi med vores samfundsform systematisk er i gang med at ødelægge hendes fremtid og livsbetingelser.

Men det er vi.

En dyb vrede greb mig. Hvorfor lader vi os føre til slagteriet som kvæg? Hvorfor er vi egentlig så artige, når vores politiske magthavere igen og igen afviser eller udskyder den totalomstilling af samfundet, som FN anbefaler, og som kan være en nøglebetingelse for vores overlevelse på Jorden?

Well, alt dette for at sige, at jeg også af personlige årsager er glad for, at vi er samlet her i dag. Samlet for at give politikerne en utvetydig besked om, at vi kræver handling nu. Ikke mere varm luft. ikke mere udenomssnak. Ikke mere manipulation.

Nej, vi vil have planer, hvor der er regnet på alt. Konkrete planer for et klimapolitisk og naturpolitisk systemskifte, der skal igangsættes NU.

Eksperter i klima og biodiversitet fortæller nemlig, at det på nøgleområder bliver ved med at gå i den helt forkerte retning.

I 2018 blev der lukket den største mængde CO2 ud, der nogensinde er blevet målt. Vi er på vej til at slå 1 million dyre- og plantearter ihjel, mange af dem inden for inden de kommende årtier, og flere end i hele menneskehedens historie. Ja, i de sidste 66 millioner år.

På den baggrund understregede FNs Klimapanel sidste år og FNs Biodiversitetspanel i år, at vi skal lave alle dele af vores samfund grundlæggende om, og det skal igangsættes nu.

Der er ingen tid at spilde.

Heldigvis bliver klimamarchen i dag her i Odense og i morgen i resten af landet den største i Danmark nogensinde. Bevidstheden om nødvendigheden af en grøn totalomstilling af vores samfund har aldrig været større.

Lad os arbejde målrettet for, at det også kommer til udtryk ved folketingsvalget den 5. juni. At vælgerne her giver et utvetydigt signal om, at vi nu skal have et klima- og naturpolitisk systemskifte, og at politikerne følger det.

For det skal være nu. Ellers risikerer det at blive for sent. Dermed bliver folketingsvalget et historisk skæbnevalg. Måske det vigtigste i Danmarkshistorien.

Men hvad nu, hvis det ikke sker?

Hvad nu, hvis vi kun får småjusteringer og småreformer? Hvad nu, hvis al vores grønne aktivisme ikke får det skelsættende resultat, den bør få?

Det har den jo faktisk ikke fået endnu, selv om den med skiftende intensitet har været i gang siden 1970erne. Altså i snart 50 år.

Hvad er så egentlig plan B? Hvad i alverden gør vi så, nu hvor vi ifølge utallige eksperter ikke har mere tid?

Ligesom græsrodsbevægelsen Extinction Rebellion og ligesom 174 forskere i Politiken i dag ser jeg ingen anden udvej, end at vi hejser oprørsfanen. At vi laver et stort folkeoprør for at presse de politiske magthavere til de livsnødvendige reformer eller til at gå af.

Det har vi ikke blot moralsk ret, men pligt til. Af hensyn til vores børns overlevelse. Og af hensyn til Jordens vilde natur.

Hvad indebærer et folkeoprør? Det indebærer, som jeg skrev i Politiken den 18. maj, at der skal massemobiliseres og masseorganiseres, så der fremstår en aktivistisk oppositionsbevægelse til magthaverne. Og så skal der strejkes.

Pædagogerne skal strejker. Skolelærerne skal strejke. Buschaufførerne skal strejke, osv. Og så skal folk stille sig fysisk på tværs af de store uretfærdigheder i samfundet. Aktivismen skal simpelthen udarte til generalstrejker, kæmpedemonstrationer, masseprotester, boykotter, blokader og civil ulydighed, så nøgledele af samfundet lammes.

Og så skal det alt sammen være strengt ikke-voldeligt. Det skyldes ikke kun moralske hensyn.

Det skyldes også, at ikke-voldelige folkeoprør ofte er uhyre effektive. Uhyre effektive til at igangsætte store og positive samfundsforandringer. Det viser megen forskning, og det er faktisk en rigtig god nyhed i en mørk tid.

Vi, folket, er ikke magtesløse. Går vi først sammen i stor stil og siger umisforståeligt fra, kan vi udrette mirakler.

Med andre ord: Bliver folketingsvalget den 5. juni ikke den game changer, som det bør være, ja, så er vi tvunget til at foretage et afgørende kursskifte i vores aktivisme.

Selv er jeg fortrøstningsfuld. Trods alt. Jeg er overbevist om, at kærligheden til vores børn altid vil være tusind gange stærkere end finansfyrsters begær efter penge og levebrødspolitikeres tørst efter magt.

Derfor vil vi også vinde denne kamp.

Men sejren kommer ikke af sig selv. Alt skal stå – ikke i håbets, men i handlingens tegn. Og der skal handles nu. Der skal handles målrettet. Der skal handles frygtløst.

Tak for, at I ville lytte.