Pave Frans bør starte med at søge om syndsforladelse

Den katolske kirke har et af de længste synderegistre i verden.

Nu er lederen af verdens største trossamfund – den katolske kirke med 1,2 milliarder medlemmer – omsider blevet valgt. Det er argentineren Jorge Mario Bergoglio, der tidligere har været ærkebiskop og kardinal.

Som den første pave nogensinde kalder han sig for Frans.

Hvad den katolske førerhund har valgt som officielt navn, er ganske givet ikke tilfældigt. Eksperter har allerede peget på, at den nye pave er opkaldt efter stifteren af franciskanerordenen Frans af Assisi (1181/2-1226).

I kirkens historie er han kendt for at hylde et simpelt liv, være epitomet af ydmyghed og for kompromisløst at hjælpe fattige og syge.

Flere har ytret, at den nye pave vil lægge vægt på netop disse træk. Det skyldes ikke mindst, at Bergoglio tidligere har givet afkald på en række luksuriøse mageligheder, der tilkom ham i kraft af hans embeder.

Det er givetvis sandt. Men der ligger muligvis et yderligere og meget væsentligt signal i hans officielle navn.

Frans af Assisis episke næstekærlighed omfattede nemlig ikke blot alle mennesker, men også dyrene, ja, hele universet. De var efter hans opfattelse alle Guds skabninger på lige fod.

Han er f.eks. afbilledet, mens han prædiker for fugle, og i den såkaldte Solsangen lovpriser han Gud for at have skabt ’Broder Sol’, ’Søster Vand’ og ’vor Søster, Moder Jord’.

Det var på denne baggrund – og i skyggen af den eskalerende miljøkrise – at den amerikanske professor Lynn White i 1967 foreslog at gøre Frans af Assisi til økologernes skytshelgen.

Det blev faktisk til virkelighed i 1979. Her udnævnte pave Johannes Paul II ham til at være »himmelsk beskytter af økologiens dyrkere«.

Få år senere fik dette betydning for et banebydende arrangement.

I Frans’ fødeby Assisi i Italien samledes i 1986 repræsentanter for religionerne hinduisme, buddhisme, jødedom, kristendom og islam med bl.a. WWF Verdensnaturfonden. Formålet var at forene kræfterne i kampen mod forureningen af Jorden.

Det resulterede i de såkaldte Assisi-erklæringer, hvor de fem verdensreligioner forsikrede verdenen om deres grønne hjerte. Derefter fulgte lignende arrangementer andre steder, bl.a. i København i 1990.

Det hele førte i 1995 til dannelsen af den globale miljøorganisation The Alliance of Religions and Conservation, der kom til at omfatte yderligere seks religioner.

Frans af Assisi har – tilsyneladende – altså ikke siddet på hænderne i sit himmelske elysium.

Fremtiden må imidlertid vise, om det var hans blødende hjerte også for naturen, der har inspireret den nyudnævnte pave til at kalde sig Frans.

I det mindste gav den nu pensionerede pave Benedikt XVI løfter i klimavenlig retning, ja, han er endog blevet kaldt ’den grønne pave’.

Man kan håbe, at pave Frans vil videreføre denne arv. Som overhoved for en af verdens religiøse magtmastodonter har han nemlig bedre muligheder end de fleste for at slå et indflydelsesrigt slag for et bedre klima.

Og hvilken sag er vigtigere i dag?

Under alle vilkår ville det være passende, at den nye pave gav en undskyldning for det medansvar, som den kristne kirke har for fremkomsten af den globale klimakrise.

Ikke blot har kirken bekæmpet hedenske ’naturreligioner’ gennem mange århundreder. Ifølge adskillige forskere har den også bidraget til udviklingen af det kyniske natursyn, der udgør en basal del af baggrunden for nutidens ominøse klimaforandringer.

Undskyldningen ville ganske vist komme sent, da kristendommens traditionelt anstrengte syn på denne verden går helt tilbage til Det Nye Testamente.

Her kan man bl.a. læse:

»Mit rige er ikke af denne verden« (Johannesevangeliet 18,36); »I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud?« (Jakobsbrevet 4,4); »Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham« (1. Johannesbrev 2,15); »Men vort borgerskab er i himlene« (Filipperbrevet 3,20).

Mange af de tidlige kristne forventede da også verdens undergang inden for kort tid. Men det skete ikke, og det er stadig ikke sket. Tyve århundreder efter.

I vor tid har den katolske kirke da også sadlet om.

Efter at den i mange århundreder har betonet menneskets himmelske frelse, og at det lever i eksil i denne verden, opfordrede pave Benedikt XVI i 2011 menneskene til at passe på Jorden som en Guds gave.

Nu er venskab med verden åbenbart blevet venskab med Gud.

Der er intet nyt i, at den katolske kirke foretager sådanne diskrete tigerspring. Det er der heller ikke i dens spektakulære sendrægtighed.

I århundreder jagtede katolske inkvisitorer – der også omfattede franciskanere – anderledes tænkende i Europa, Latinamerika og Indien: Ikke-katolske kristne, hekse, krypto-jøder, krypto-muslimer, indfødte, blasfemikere og homoseksuelle.

Først i 1800-tallet ophørte inkvisitionerne, og først på Det Andet Vatikankoncil (1962-65) tilsluttede den katolske kirke sig religionsfrihed.

I århundreder censurerede og anbragte den katolske kirke alskens nytænkere på dens Index over forbudte bøger. Det blev først afskaffet i 1966.

I år 1600 blev den italienske filosof Giordano Bruno brændt på bålet i Rom. Først i år 2000 offentliggjorde Vatikanet en beklagelse af kætterprocessen 400 år tidligere.

I 1633 tvang inkvisitionen den italienske astronom Galileo Galilei i husarrest, hvor han sad indtil sin død i 1642. Først i 1992 indrømmede pave Johannes Paul II, at katolske teologer 359 år tidligere havde begået en fejl.

Det er skæbnens ironi, at Det Første Vatikankoncil (1869-70) fastslog pavens ufejlbarlighed, hvad angår doktriner om tro og moral.

For der er ikke mange religiøse organisationer, der har medvirket til så mange overgreb og har begået så mange fejl som den katolske kirke.

Hvis der er nogen, der burde søge om syndsforladelse, er det således denne kirke selv.

Desværre er den nye pave Frans – som tidligere paver – tilhænger af gejstligt cølibat, og så længe det står ved magt, må man også regne med, at den seksuelle vold mod børn fortsætter i et eller andet omfang.

For cølibatet er givetvis ondets rod.

Desuden er han – også som tidligere paver – modstander af homo-ægteskaber, aborter og kvindelige præster. Endelig går han varmt ind for kristen mission, der har været instrumental i nedbrydningen af mange kulturer verden over.

Bortset fra en mere ydmyg pave end før, bortset fra et større fokus på samfundets svage og bortset fra en mulig videreførelse af den tidligere paves ’grønne’ profil, ja, så er der indtil videre ikke meget nyt at glæde sig over.

På væsentlige punkter fremstår den katolske kirke stadig som en konservativ, intolerant fortidsøgle. Til trods for den nye paves løfterige navn.

Men skulle en pave i vore dage gøre op med Vatikanets førmoderne holdninger, ville han givetvis også skabe et lige så stort ramaskrig som Jesus for 2000 år siden. Og hvem i himlens navn ville have balls til at gøre det?

Mindre kan dog også gøre det.

Pave Frans kan passende indlede sit embede med at søge om syndsforladelse. Især for de mange forbrydelser, som hans kirke indtil nu har lagt låg på.

Ifølge en ny rapport udgivet af Center for Constitutional Rights tegner der sig et rystende billede af, at Vatikanet hidtil har sat beskyttelsen af pædofile præster og den katolske kirkes renommé over beskyttelsen af børn.

Antallet af ofre for voldtægt og anden seksuel vold begået af katolske gejstlige mellem 1981 og 2005 anslås at nærme sig 100.000. Og antallet vil sandsynligvis vokse markant, når Latinamerika og Afrika bliver genstand for mere udforskning.

Læs:

Clergy Sex Victims File International Criminal Court Complaint

Fighting for the Future: Adult Survivors Work to Protect Children & End the Culture of Clergy Sexual Abuse