Krig i kristendommens tjeneste
Hvorfor har mange kristne været så krigslystne og stridbare? Er det på grund af deres tro eller på trods af den?
Elsk din næste; elsk din fjende; vend den anden kind til; størst er kærligheden.
Disse smukke ord er taget fra Det Nye Testamente, og kristendommen markedsføres i dag da også gerne som næstekærlighedens evangelium par excellence.
Skulle udenforstående derudfra slutte, at kristne i almindelighed og gejstlige i særdeleshed selv er ypperstepræster i næstekærlighedens katedral, tager de imidlertid fejl.
Selvfølgelig kan det ikke overraske nogen med kendskab til den menneskelige natur og verden, at også religiøse mennesker strides. F.eks. er krig et velkendt fænomen i så forskellige religioners historie som islams og buddhismens.
Men det ligner et himmelråbende paradoks, at kristne har været blandt de mest krigeriske og intolerante religiøse, når de nu ifølge (dele af) deres helligskrift burde være blandt de mest næstekærlige og tilgivende.
Her tænker jeg ikke blot på kristnes missionskrige, korstog, religionskrige og kolonisering af store dele af verden eller på kristnes slavehandel, kætterforfølgelser, hekseforfølgelser og jødeforfølgelser.
Jeg tænker også på, at kristne nationer har stået bag fremkomsten af både Første og Anden Verdenskrig, totalitære ideologier som fascisme og nazisme, holocaust, opfindelsen af atombomben og masseudryddelsen af civile i Hiroshima og Nagasaki.
Naturligvis kan man diskutere, hvor stor eller lille en rolle kristendom har spillet i de apokalyptiske massemyrderier. I det mindste har næstekærlige kristne ikke været stærke nok til at forhindre dem, og faktum er under alle vilkår, at utallige kristne har deltaget i dem.
Jeg tænker tillige på Danmark. I 1930’erne advarede statsminister Thorvald Stauning i særlig grad mod kirkefolket: “Pas på de hellige; ellers er Fanden løs.”
Og går vi til folkekirken i dag, står den nytestamentlige næstekærlighed ikke sjældent i modsætning til de kirkelige realiteters nådesløse verden.
Ifølge Jyllands-Posten den 19. februar har erhvervspsykolog Henrik Rosenstjerne deltaget i en undersøgelse af 14 sogne, og i 12 af dem var der ”alvorlige samarbejdsproblemer”. Han har desuden ”aldrig mødt så meget dumhed, inkompetence, idioti og had som i folkekirken. Stridighederne modsiger fuldstændig Biblens budskab om næstekærlighed”.
I Kristeligt Dagblad den 30. juni skriver journalist Peter Olesen følgende, hvilket mange læsere af Kristeligt Dagblad vil kunne nikke genkendende til:
”[I] kirken finder vi efter min bedste overbevisning de allermest krigslystne og stridbare og kampberedte krigere …
Intet kan som tro få folk op på mærkerne og kalde på det mest stridslystne og ofte grimme i den enkelte og hele befolkningsgrupper … Vi fik sidst i 1940'erne kvindelige præster, og det splittede store dele af kirken på den mest uklædelige måde. Der findes i dag stadig mandlige præster, der ikke vil give en kvindelig præst hånden. Også uanset at der er flest af de kvindelige.
Og nu så den sidste meget åbenlyse krig om kirkelig vielse af to af samme køn. Ikke i rådhus-og kommunalt regi. Der går det bare efter bogen. Men i kirken: Hold da op en kamp og krig og strid og ballade …
Jeg møder i min metier ganske mange meget behagelige og fredsommelige præster og møder dem aldrig i strid og kamp, kun på den hyggelige facon. Men når så de store spørgsmål kommer op, og nogen vil forandring og nye åbninger, så er Fanden løs i Laksegade.
Så tænder mange af dem af og kæmper for deres tro og tolkning, så selv fløjene i dansk politik, Pia Kjærsgaard (DF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL), godt kan gå hjem og lægge sig …
Det er jo ikke just kærlighed, man først tænker på som grundelementet i kampen, når man ser og hører kirkens mest stridbare krigere føre sig frem med bål og brand og trusler på liv og helbred, nu om de nye vielser.”
Selv har jeg også oplevet lidt af hvert her på bloggen. Om det er mere end politiske hardcore-bloggere, tror jeg ikke, men det er næppe heller meget mindre.
Spørgsmålet er under alle omstændigheder:
Hvorfor har mange kristne været så krigslystne og stridbare, når de alt andet lige burde være det modsatte? Hvorfor så meget had, vrede og intolerance? Er det på grund af deres tro eller på trods af den?
Det kan der naturligvis ikke gives noget entydigt svar på af den simple grund, at der utvivlsomt ligger mange årsager bag. I øvrigt varierer det alt afhængigt af person, tid og sted.
Mine egne bud på tre af de mest basale religionsrelaterede årsager er følgende:
1) Bibelen er det normgivende grundlag for næsten al kristendom, og den er en meget kompleks, undertiden selvmodsigende størrelse. Derfor inviterer den også til forskellige tolkninger, emfaser og kristendomsformer.
Problemet er, at Bibelen langtfra kun indeholder bud om næstekærlighed og tilgivelse, men også om hellig krig, folkemord, stening og destruktion af ”gudløses” kult. Desuden kan den skarpt fordømme ikke-kristne, ”falske” kristne, homoseksuelle og jøder, tage slaveri for givet og diskriminere kvinder.
2) Med grundlag i Bibelen har kirkelige institutioner traditionelt været overbeviste om, at de repræsenterer den eneste Gud, Sandhed og Frelse. Kort sagt er den absolutte og ultimative Godhedsindustri.
Det har ikke blot været kilde til megen intolerance og vold over for ikke-kristne, der er blevet stemplet som afgudsdyrkere, djævletilbedere, overtroiske, uciviliserede og primitive. Det har også været kilde til mange interne, kristne stridigheder om, hvem der er de rettroende, og hvem der er kættere.
3) Der er mange farlige tænkere og rollemodeller i kirkens historie. Også nogle som holdes i hævd i dag. Martin Luther er her en af de værste.
Ikke blot slog han til lyd for dødsstraf og en stærkt patriarkalsk og autoritær familie- og samfundsopfattelse. Han var også mester i at nedsable, ja, undertiden smøre sine modstandere ind i verbalt lort og dæmonisere dem ned i det sorteste helvede.
Det sidste ser man nok især i slutningen af hans liv. Følgende eksempel er fra 1543:
”Salme 81 siger: Åbn munden, så skal jeg fylde den. Men jøderne kneb mund, øjne, ører og næse sammen af alle kræfter og af hele deres hjerte. Så kom djævelen, og for ham åbnede de på vid gab øjne, svælg, hjerte og alle sanser. Da sked og sprøjtede han dem så fulde, at de flød over af djævlelort overalt. Det får dem til at smaske af hjertens lyst, som svin. Sådan vil de have det.”
Velbekomme.
En væsentlig pointe er under alle vilkår, at de, der opfatter sig som eksklusive repræsentanter for en absolut godhed, også gerne er dem, der forårsager mest ondskab. Om de så er nidkære kristne, kommunister eller islamister. I sammenligning er erklærede satanister rene amatører.
Lad mig for en ordens skyld understrege:
Ovenstående kritik udelukker på ingen måde, at kristendom ikke også har kunnet inspirere til fantastiske ting. F.eks. overjordisk selvforglemmelse, eksemplarisk kamp mod undertrykkere og utallige menneskers daglige indsats for svage, syge og gamle.
Overordnet set er kristendom således et temmelig tveægget sværd.
En konstatering heraf gør os imidlertid ikke klogere på de mørke sider af verdens største religion. På at kristne i dag fremdeles river hovederne af både hinanden og ikke-kristne. Over 2000 år efter den kristne frelsers fødsel.
Ovenfor har jeg selv fremlagt tre religionsrelaterede bud på årsager hertil. Jeg kunne sagtens nævne andre og uddybe, men her vil jeg overlade ordet til læserne.
Hvad mener I?
Problematikken er ikke uvæsentlig. Historien er ikke forbi, som det 20. århundredes rekord i massemord og opvisning i grusomheder i ikke mindst den kristne verden har vist. Og lærer vi ikke af historiens kataklysmer, risikerer vi at gentage dem.
Læs også:
Kristendommen har aldrig været pacifistisk
Hos Luther er folket blot en pøbel
Luther og lorten: Anale og fækale metaforer
Martin Luther and antisemitism