Hvor længe skal folkekirken være en stat i staten?

Vielse af homoseksuelle og kirkelukninger er for tiden de hotteste debatemner i den kirkelige andedam. Med afslørende klarhed har mange kirkefolk demonstreret, at de anser folkekirken for en stat i staten.

I overensstemmelse med S-SF-R-regeringens grundlag har kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) fremsat et lovforslag om vielse af homoseksuelle.  

Formålet er, at folkekirkens gamle diskrimination af homoseksuelle skal ophøre. De skal fremover kunne blive viet i kirken ligesom heteroseksuelle. Men samtidig skal præster, der ikke kan stå inde for det, kunne blive fritaget uden problemer.

Et i bund og grund liberalt, fleksibelt og humanistisk lovforslag, der burde kunne tilfredsstille alle parter, skulle man synes. Men her tager man fejl. Reaktionerne på det har vist, at nogle opfatter det som Dyret i Åbenbaringen, blot i en ny skikkelse.

Allerede inden lovforslaget er blevet vedtaget, har bl.a. to præster meldt sig ud af folkekirken. I Jydske Vestkysten den 2. marts har en række sydjyske præster tordnet mod kirkeministeren for at blande sig i kirkens ”indre anliggender”. 

Kristeligt Dagblads topchef Erik Bjerager har beskyldt kirkeministeren for magtbegær. Bedt ham om at ”holde fingrene fra kirken” og anklaget ham for at sætte sit eget ”ideologiske mål over respekten for folkekirken”. Desuden ligner hans dagblads dækning af sagen – med et hav af kritiske, ofte fremhævede artikler – efterhånden en heksejagt på ministeren. Dets ophav i Indre Mission fornægter sig ikke.

Endelig er der flere biskopper, der har slået syv kors for sig. 

Ifølge Kristeligt Dagblad er de kritiske over for ”statslig indblanding” i kirkens ”indre anliggender”. F.eks. har biskop Lise-Lotte Rebel (Helsingør Stift) og biskop Steen Skovsgaard (Lolland-Falster Stift) på forhånd afvist at bidrage til udarbejdelsen af et ritual for kirkelig vielse af homoseksuelle.

Biskop Kresten Drejergaard (Fyens Stift) har beklaget, at ”der ikke levnes folkekirken mulighed for at træffe egne beslutninger, sådan som trossamfundene uden for folkekirken i denne sag har fået mulighed for.”

Kommentaren er symptomatisk for mange af biskopperne og slår hovedet på sømmet. Det er helt OK, at de homoseksuelle er med til at betale for biskoppernes løn og pension. Ja, det er helt OK, at folkekirken nyder en række privilegier sammenlignet med andre trossamfund.

F.eks. ved at være på Finansloven og årligt modtage et statstilskud på godt en milliard kroner; eller ved at have sit eget statsfinansierede Kirkeministerium; eller ved at staten betaler for over 90 procent af præsteuddannelsen; eller ved at staten tillige betaler for uddannelsen af en pæn del af folkekirkens øvrige personale; eller ved at være det eneste trossamfund, der må inddrive medlemskontingent via skattemyndighederne; eller ved at være favoriseret også på en række ikke-økonomiske områder.

Som en flok forkælede rigmandsbørn anser mange af biskopperne alt dette for en naturgiven selvfølge. For ikke at sige guddommelig ret. At de statslige goder har en pris, vil de helst ikke betale. Nej, de vil skam have selvsamme frihed som de andre ikke-statslige og trods alt langt ringere stillede trossamfund.

Også hvad angår optælling af aflyste gudstjenester, der kan have stor betydning i spørgsmålet om kirkelukninger, er der mange biskopper, der har ignoreret de pligter, som de som statsansatte rimeligvis har. Folkekirken er nemlig ikke blot et trossamfund, men også en del af den statslige forvaltning.

Faktisk har otte ud af ti biskopper rystende lidt styr på messefaldene. I tre stifter føres der ”ingen kontrol” med det, mens kontrollen i fem andre stifter er ”yderst usikker”. Kun i to er der styr på bollerne.

En vigtig grund til biskoppernes forsømmelser er muligvis en frygt for, hvad der vil kunne komme for dagens lys. Nye optællinger bestyrker denne mistanke. Lolland-Falster Stift og Roskilde Stift har i 2011 således måttet aflyse ca. 240 gudstjenester.

Professor og ekspert i kirkestatistik Ole Riis har bemærket: ”Det ville være utænkeligt, at skoler, retsvæsen og andre offentlige institutioner førte så beskedent opsyn med, hvor meget de blev brugt … Sådan er det alle steder i den offentlige forvaltning, og folkekirken er en offentlig forvaltning” (Kristeligt Dagblad, 25.2.2012).

Efter at problemet har været en tur i mediemøllen, vil flere stifter nu begynde at tælle kirkegængere – eller manglen på samme. Det er også på høje tid.

De over en million danskere, der ikke er medlemmer af folkekirken, vil sikkert gerne vide, hvad deres tvangsbidrag til folkekirken egentlig går til. Mange folkekirkemedlemmer vil sikkert også gerne vide, hvad de får for kirkeskatten. Hvis det i mange tilfælde er tomme kirker, som noget tyder på, kan nedlægninger af kirker kun gå for langsomt.

Problemet er blevet yderligere aktualiseret af en ny undersøgelse lavet af Kirkefondet, der er en analyseenhed under folkekirken. Dens konklusion er, at over halvdelen af landets 2.201 kirkesogne bør lukkes eller omstruktureres på markant vis. De er simpelthen for små til at kunne overleve i deres nuværende skikkelse (Jyllands-Posten, 27.2.2012).

Sagt med andre ord: Den danske folkekirke synes at stå ved en korsvej i disse år.

Indtil nu har den på mange måder kunnet køre sit eget løb. Været en stat i staten. De fleste har slugt dens retorik om dens ”indre anliggender”, som staten ikke ”bør blande” sig i. Tolereret dens åbenlyse diskrimination af homoseksuelle. Set igennem fingre med et alarmerende lavt antal kirkegængere. Accepteret et stort antal tomme eller næsten tomme kirker. Alt sammen samtidig med at danskerne har skullet betale flere og flere penge til den.

Men den tid er sandsynligvis snart forbi. Af forskellige årsager er kirkelukninger i et større antal simpelthen uomgængelige. Det samme er formentlig ekstensive sognenedlægninger eller -omlægninger.

Desuden har vi fået en kirkeminister, der også er minister for ligestilling, og han har blot gjort sin statslige pligt. Nemlig at arbejde for at stoppe diskriminationen af en minoritet i stedet for som tidligere kirkeministre at holde hånden over et velnæret, ofte intolerant kleresi.

Havde der gjort sig lignende former for diskrimination gældende i uddannelsessystemet og sundhedssystemet, havde Manu Sareen utvivlsomt også grebet ind her. Om noget fortjener han at hædres som den foregangsmand, han er. Roses for at stå fast over for en mindre hær af kirkelige mørkemænd. Æres for at tale Roma midt imod i det menneskelige ligeværds navn.

Et af de grundlæggende valg, som folkekirken står overfor, er givetvis følgende:

Enten adskilles den fra staten og bliver i langt højere grad selvfinansierende. Og så kan den på mange måder gøre, hvad den vil ligesom andre trossamfund. F.eks. holde gabende tomme kirker åbne, hvis det kan lade sig gøre. Eller stå fast på Bibelens fordømmelse af homoseksuelle og fortsætte behandlingen af dem som andenrangsborgere.

Eller også forbliver folkekirken en integreret del af den danske stat med de goder, forpligtelser og omfattende kirkelukninger, som dette indebærer.

Indtil nu er der talrige kirkefolk, der har insisteret på at blæse og have mel i munden samtidig. Dermed har de uundgåeligt bragt en skilsmisse af kirke og stat nærmere. 

Se også:

Ville du betale til Scientology Kirken?