10 spørgsmål til professoren 

- 10 svar fra Jens-André P. Herbener

 

Hvorfor valgte du religion?

- Helt grundlæggende på grund af en glubende interesse for emnet – på alle måder. Faktisk har religion interesseret mig, så længe jeg kan huske, og her forekom et universitetsstudium i religion næsten at være opfyldelsen af en drøm. Mine forventninger blev dog kun delvist opfyldte, hvilket realistisk set dog ikke så meget skyldtes studiets mangler som min polyhistoriske interesse i faget. Et problem var, syntes jeg, at det var alt for fragmenteret opbygget, så for at få et sammenhængende overblik måtte jeg selv supplere i stor stil. Og det er et råd, som jeg gerne vil give videre til de studerende: Læs selv store, bindstærke værker om historie og religion fra a til z, og det kan sagtens være på dansk og letlæst. Det vigtigste i første omgang er at opbygge en slags grundviden. Selv læste jeg i 20’erne Durants Verdens Kulturhistorie på 32 bind, Grimbergs Verdenshistorie på 16 bind, Illustreret Religionshistorie på 3 bind, Bibelen og Koranen fra begyndelse til slut, for nu at nævne noget af det mest omfattende. Selv om det selvfølgeligt er plat umuligt at huske det hele, har jeg kunnet trække på dette grundlag lige siden. I mange sammenhænge.

Hvorfor valgte du at beskæftige dig med nærorientalsk religion?

- Godt spørgsmål … For det første er det jo umuligt at beskæftige sig fagligt med Den Hebraiske Bibel – der jo på forskellig vis spiller en vigtig rolle i de tre monoteistiske verdensreligioner – uden et solidt kendskab til den nærorientalske kontekst, som den er opstået i. Ellers risikerer vi i alt for høj grad at læse teksten med virkningshistoriens anakronistiske briller. For det andet er det i Den Nære Orient, at vi finder den vestlige civilisations vugge. For en kulturhistorisk betragtning er feltet alene af den grund elementært interessant og betydningsfuldt. Endelig er de nærorientalske religioner fantastisk spændende i sig selv. I Det Nye Riges Ægypten kan man eksempelvis finde teologier, der er ungefær lige så avancerede som den kristne skolastiks i middelalderen, og i det gamle Mesopotamien finder man verdens ældste syndflodsmyter, langt ældre end Bibelens udgave, som øjensynligt blot er en bearbejdet kopi.

Hvad er din definition på religion?

- Problemet er, kunne man sige, at definition betyder afgrænsning, og da religion er et multifacetteret fænomen i historie og nutid, kan man jo hurtigt komme til at ekskludere noget, der ikke skal ekskluderes. Eller for den sags skyld inkludere noget, der ikke skal inkluderes. Men selvfølgelig kommer man i en videnskabelig kontekst ikke uden om definitionsproblematikken, og her er jeg umiddelbart ret traditionel. Hvis ikke vi i den ene eller anden forstand har nogle ideer og handlinger, der er knyttet til forestillinger om transhumane aktører og verdener, ja, så bør et givent fænomen efter min mening nok karakteriseres som noget andet end religion. Eller som religionslignende, f.eks. marxisme og nazisme.

Hvem er din(e) forskningsidol(er)?

- Jeg tror ikke, jeg har nogen ”idoler” – det er et ret stærkt ord. Selvfølgelig kan jeg nævne folk, som jeg finder mere end almindeligt kompetente, nytænkende osv. Nej, det som jeg godt kunne tænke mig at fremhæve – men som ofte overses – er egenskaber som integritet og mod. Det er vigtigt hos en religionsforsker i dag, især efter at religion i de senere år er blevet en brandvarm, ja, eksplosiv kartoffel. Ellers risikerer man jo at blive tidsåndens tjener. Eller magtens forlængede arm.

- Tager man oplysningstidens projekt alvorligt, er der efter min opfattelse mindst tre gode grunde til, at religionsforskere skal markere sig i det offentlige rum: For det første spiller religion igen en indflydelsesrig samfundsmæssig og politisk rolle. For det andet hersker der generelt stor uvidenhed om religion. For det tredje spiller folkekirkekristendom en fagligt set uforholdsmæssigt stor rolle i undervisningssystemet. Problemet er jo, at den religionsvidenskabelige viden ikke sjældent kommer på tværs af magtfulde, politiske og religiøse positioner, og det kan have ubehagelige omkostninger for forskeren. Som et nyligt eksempel kan nævnes Burkarapporten, hvor de ansvarlige blev beskyldt for næsten hvad som helst, fordi resultatet var politisk ubelejligt.

- Som andre eksempler kan nævnes især Tim Jensen og Mikael Rothstein, der har gjort et stort og prisværdigt arbejde for at udbrede religionsvidenskabelige tilgange, også på områder, hvor de har været lidet velkomne. Den berømte orientalismekritiker Edward Said skrev i Den intellektuelles ansvar i 1994, at ”den intellektuelle altid står med valget mellem at være ensom eller at indordne sig.” Det håber jeg ikke altid er sandt, og jeg mener også, at der er nogle, der har vist, at en tredje vej er mulig. Men det kan være hårdt. Undertiden meget hårdt. Derfor også nødvendigheden af integritet og mod.

Hvad ville du lave hvis det ikke var blevet religion?

- Tja … kattepensionatsejer, traktorfører på en maskinstation eller borgherre på et fjernt bjerg ville jeg også kunne leve med, tror jeg. Men jeg er fint tilfreds med religion.

Hvad motiverer dig i hverdagen?

- Det er forskelligt. At gøre mine ting så godt, som tiden tillader det. At rette op på skævheder og uligheder inden for områder, jeg er fortrolig med. At få ny viden, at opdage nye mønstre, at anlægge anderledes perspektiver og kombinere gammelkendte tilgange på en ny måde. Basalt set kan forskning være en uhyre interessant opdagelsesrejse, og det gælder jo ikke blot uudforskede, men også ellers velkendte områder. Som f.eks. monoteisme, som jeg er ved at skrive et større værk om. Afgørende nøgler hertil er autopsi og autoritetsmistro – altså det at man selv går det hele efter og ikke lader sig nøje med andres undersøgelser og vurderinger. Det kan undertiden føre til uventede opdagelser og erkendelser.

- Derudover er det ikke nogen hemmelighed, at jeg er lidt af et teologisk brokkehoved. Jeg finder det uheldigt, at vi har hele to teologiske fakulteter, seks afdelinger og – sidst jeg talte efter – 16 professorer til én religion, nemlig kristendommen. Derimod har vi kun tre religionsvidenskabelige afdelinger og seks professorer til principielt alle verdenshistoriens religioner tilsammen. Selv om der kan gives historiske og statskirkelige grunde til det, er der ikke desto mindre tale om en imponerende skævhed. Specielt i vor tid, hvor Danmark i stigende grad er blevet et multireligiøst samfund, er der brug for en mere komparativt og humanistisk anlagt religionsforskning end den teologiske. Problemet er også, at dele af teologien snarere er kristendomsproduktion end kristendomsforskning i vanlig videnskabelig forstand. Det er faktisk let at dokumentere. Begge forhold har jeg kritiseret og er ikke overraskende blevet mødt af modstand. Men dér har jeg det nok lidt, som Churchill har udtrykt det: ”Drager stiger bedst til vejrs i modvind – ikke i medvind.”

Hvilke bøger læser du nu?

- Sacred Pain af Ariel Glucklich, en interessant bog, der dybdebehandler den kognitive og emotionelle rolle, som smerte har spillet i mange ritualer. Derudover Gottes Eifer af Peter Sloterdijk, en bog, der kaster et kritisk lys på de monoteistiske religioner. Endelig en ny mammutbiografi om Winston Churchill, som jeg har fået af min bror i fødselsdagsgave, med henblik på afslapning ...

Hvad er det første du tænker på mandag morgen?

- Det samme som alle andre morgener – ud over min kone – at give mine to korpulente katte mad og lukke dem ud og ind, at give dem mad og lukke dem ud og ind, og så fremdeles en times tid. Undertiden i omvendt rækkefølge.

Er monoteisme som sådan en religionshistorisk blindgyde?

- Man skal jo være forsigtig med generaliseringer. Især de normative. Man kan finde gode og dårlige ting inden for alle religioner, og ingen religion kan forstås uafhængigt af de mennesker, der praktiserer den, hvilket tillige ændrer sig. Fra tid til tid og sted til sted. Det betyder på den anden side ikke, at alle religioner er det samme eller har haft samme konsekvenser. Langtfra, naturligvis. Og med diverse forbehold kan det godt lade sig gøre at udpege særlige karakteristika for monoteistiske religioner. Her er det dog kun muligt at antyde enkelte overordnede linjer:

- Kristendom og islam, der begge er universalistisk anlagt, har traditionelt slået til lyd for kun én Gud og én Sandhed. En vigtig konsekvens er afvisningen af andre religioner som falske eller i alt fald laverestående. Kombinationen af sandhedsabsolutisme, eksklusivisme og ikke-etnisk universalisme har haft alvorlige konsekvenser for mange andre religioner. F.eks. er kristendom og islam jo blevet verdens største religioner, hvilket ikke overraskende har været på bekostning af andre. Ja, faktisk har monoteisme været så stor en succes, at mange i dag definerer religion som tro på Gud. Det er pudsigt, da polyteisme af den ene eller anden art er den mest udbredte religionstype i menneskehedens over 40.000 år lange religionshistorie. I sammenligning har monoteisme kun spillet en rolle af betydning i de sidste par tusind år. Så, ja: Selv om kristendom og islam absolut har indoptaget elementer fra de religioner, som de har erstattet verden over, har de til en vis grad også været en blindgyde for disse religioner. Mange af dem er jo helt eller delvist forsvundet. Tænk blot på Mellemøstens gamle religioner, Nordamerikas gamle religioner eller Europas gamle religioner. Religiøs tolerance og frihed er religionshistorisk set i langt højere grad et polyteistisk end monoteistisk træk, selv om der selvfølgelig kan gives undtagelser.

- Men måske monoteisme også kan blive en blindgyde for sig selv. Med tiden. Det glæder nok især kristendommen, som nogen har kædet sammen med fremkomsten af dens umiddelbare negation – ateisme. Hvordan det? Som det engang lidt spøgefuldt blev formuleret, var skridtet fra dyrkelsen af mange guder til én Gud stort. Derimod var skridtet fra én Gud til ingen guder ikke så stort. Det krævede trods alt kun, at man afviste én gud mere. Man kan også sige det på den måde, at de monoteistiske religioners – især kirkens – benhårde polyteismekritik historisk har dannet overgang til kritik af religion som sådan. Men dermed er alt selvfølgelig ikke sagt.

- Den kristne gud er traditionelt også en transcendent Gud, der som sådan er adskilt fra og forskellig fra verden. Det er religionshistorisk langtfra nogen selvfølge. I mange polyteistiske religioner er der guder og ånder, der også er immanente i kosmos, og verden opfattes ikke sjældent som hellig, levende, besjælet eller lignende. Det er derfor, at den tyske kulturteoretiker Jan Assmann kalder disse religioner for kosmoteisme. Kristendommen har dels medført en afsakralisering af verden, og dels, som århundrederne er gået, at den ene Gud er blevet mere og mere fjern og abstrakt. For endelig at blive afvist helt eller kun spille en beskeden rolle. Den udvikling har vi jo set specielt i Vesteuropa. Med andre ord: Selv om det ikke er ”intenderet” i kristendommen, indeholder dens særlige teologi og kosmologi måske en idémæssig dynamik, der kan føre til dens egen ophævelse. Eller det vil sige: Helt eller delvist, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at kristendommen andre steder blomstrer, og at den har inspireret utallige nye religioner.

- Endelig skal nogle af de vigtigste mentalitetshistoriske rødder til miljøkrisen måske findes i de monoteistiske religioner. Specielt i kirkens traditionelt negative verdenssyn: Dels er verden ikke guddommelig, dels er den et syndigt sted, der skal erstattes af Guds rige, dels og nok så vigtigt i dag kan den udnyttes som råstof. Tænk blot på Første Mosebog kap. 1, der siger, at mennesket skal underlægge sig verden og herske over dyrene. Eller på den nok så væsentlige eskatologi i Det Nye Testamente. Eller på den protestantiske etik og kapitalismens ånd ifølge Weber. Bliver miljøkrisen krasbørstig nok, kan kristendommen historisk måske siges at have bidraget til en udvikling, der i værste fald kan vise sig at være en blindgyde for menneskeheden som sådan.

Hvem skal vi spørge næste gang?

Tim Jensen.

Find 1 spørgsmål vi skal stille personen

Hvad er det vigtigste, man kan eller bør lære ved at studere religionsvidenskab i dag?