Luther – tros- og tankefrihedens fader? 

Det er en religionshistorisk grundindsigt, at religioner undergår transformationer, undertiden kolossale, og her er kristendommen ingen undtagelse. Det har ofte slået mig, at lige så lidt megen moderne kristendom har med Bibelen at gøre, lige så lidt har mange moderne luther-opfattelser noget med Luther og Reformationen at gøre. 

En af de mest sejlivede myter i dag er, at Luther skulle have lagt en af de første, afgørende grundsten til den moderne tros- og tankefrihed. Det baserer sig enten på uvidenhed eller en anakronistisk overfortolkning af udvalgte passager, f.eks. ”troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til.” (Om lydighed mod den verdslige øvrighed). Deri ligger hovedsageligt, at det i sidste ende er Gud, der er herre over den enkelte sjæl, ikke mennesker. Det har imidlertid intet at gøre med moderne menneskerettigheder. 

Luther var nemlig overbevist om, at verden og menneskenaturen er i Den Ondes vold, at hans kristendomsopfattelse repræsenterer Sandheden med stort S, og at de verdslige myndigheder er indsat af Gud. Det havde en række konsekvenser.  

For det første stod næsten ubetinget lydighed – ikke frihed og medbestemmelse – i centrum af Luthers opfattelse af familie og stat. Selv åbenlyst uretfærdige love og herrer skulle adlydes. Derfor kunne han også slå fast, at der ”ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører.” (Imod bøndernes røver- og mordbander). 

For det andet blev Luther efterhånden en nidkær modstander af anderledes tænkende. Det gjaldt ikke blot katolikker, men også muslimer og homoseksuelle såvel som konkurrerende protestanter som calvinister, zwinglianere og gendøbere. Sidstnævnte skulle henrettes, og det samme skulle afgudsdyrkere, gudsbespottere og hekse.  

Især jøderne pådrog sig i stigende grad reformatorens ætsende had. I Om jøderne og deres løgne fra 1543 opfordrede han tyskerne til at brænde jødernes synagoger, nedrive deres huse, ødelægge deres skrifter og udvise dem. Overordnet bidrog Luther til at lægge grunden for det blodbad af religionskrige, der fulgte i kølvandet på Reformationen. 

For det tredje er det en klar misopfattelse, at hans lære om det åndelige og verdslige regimente skulle indebære en adskillelse af kirke og stat. Det førte den da heller ikke til i de første århundreder efter Reformationen; tværtimod blev kirke og stat ofte smeltet sammen på en måde, som de ikke havde været før.  

F.eks. blev den gammeltestamentlige Moselov en integreret del af dansk strafferet, der følgelig blev væsentlig barskere end tidligere. Hvor straffen førhen oftest havde været bøder og bod, blev der nu indført dødsstraf og legemsbeskadigelse for mange overtrædelser, også af religiøs art. Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle gudsbespottere halshugges og hekse (m/k) brændes på bålet, ja, også ”jesuitter, munke og deslige papistiske gejstlige” skulle slås ihjel. 

For det fjerde slog Luther i sin Lille Katekismus fast, at de, der nægter at lære De Ti Bud, Fadervor m.m., ikke ”skulle have ret til nogen del af den kristne frihed”, ja, at forældre og husherrer skulle ”nægte dem mad og drikke og fortælle dem, at fyrsten vil bortjage sådanne rå folk fra landet”. I logisk forlængelse heraf forbyder Danske Lov enhver form for religion, der ikke er evangelisk-luthersk. Religionstvang i stedet for religionsfrihed. 

Med andre ord: Det er en myte, at de moderne menneskerettigheder skulle have deres udspring i Reformationen. Tværtimod. Flere af de lutherske konfessionsstater og katekismusskoler ligner mere en islamisk fundamentalists våde drøm om en shariastyret stat og koranskoler end det moderne, vestlige samfund. 

Ophavet til menneskerettighederne skal primært findes i Oplysningstiden, som de da også opstår i forlængelse af, og set i et større idéhistorisk perspektiv er f.eks. religionsfrihed i langt højere grad en polyteistisk værdi end en kristen, endsige luthersk. Mest af alt opstod rettigheden som en modreaktion på kirkelig fanatisme og intolerance. 

Det betyder naturligvis ikke, at Luthers tanker ikke har haft betydning for udviklingen af det moderne samfund, men ofte er det i så selektiv og transformeret skikkelse, at der kun er lidt af Luther selv tilbage. Hylder man religiøs frihed og lighed såvel som demokrati, kan man kun håbe, at det bliver mindre endnu.

Jens-André P. Herbener

Ekstern lektor, cand.mag., mag.art.

Læs også:

Luther versus trykkefrihed

"Fri os fra det onde" - Luthers menneskesyn

Hos Luther er folket blot en pøbel