Er DR’s religionsprogrammer kulturstof?

Det er udtryk for en tiltrængt moderniseringsproces, når DR fremover vil samle de faste kirkeprogrammer på DR K.

»Kultur er ikke altid religion, men religion er altid kultur.«

Således har lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet Mikael Rothstein koncist sammenfattet den opfattelse af religion, der i praksis karakteriserer moderne religionsforskning.

Religion er med andre ord et kulturprodukt på principielt lige fod med romaner, domstole, vægmalerier, cola-automater, nationalstater, viskelædere og teaterstykker. Der findes simpelthen ingen videnskabelige beviser for, at religion skulle være andet end en menneskelig fremstilling.

Der er nemlig intet i det, vi kalder religion, som ikke udtrykkes i sprog, tænkes med tanker, vises med genstande, mærkes med følelser, gøres med kroppen etc. Derfor er det også oplagt at opfatte religion som en underkategori af kulturkategorien.

En del religionsforskere abonnerer ganske vist på en metodisk agnosticisme, dvs. de formelt afviser en stillingtagen til religionernes metafysiske sandhedskrav.

Men i praksis beskriver og forklarer også disse forskere religioner som f.eks. psykologisk, socialt, økonomisk og politisk bestemte fænomener. Kort sagt som menneskelige produkter.

De kan da heller ikke andet, medmindre de tager den videnskabelige kasket af og en religiøs på.

Det er værd at gøre opmærksom på dette, for Danmarks Radio vil fra 11. februar placere alle faste kirkeprogrammer på DR K, DR’s kultur- og historiekanal. Tidligere har programmerne været spredt på DR1, DR2 og DR K, men nu skal de altså samles på én kanal.

Det har allerede fremkaldt knubbede ord.

Som så ofte før, når det kirkekonservative Kristeligt Dagblad har ment, at kirkens samfundsmagt er truet, har avisen også i denne forbindelse indhentet kritiske kommentarer, der givetvis afspejler redaktionens egen bekymring:

Lektor i journalistik (RUC) Michael Bruun Andersen vurderer, at DR med den bebudede kanalomlægning betragter »det kristne stof« som et »kulturprodukt«.

Ifølge teolog og journalist Iben Thranholm bliver kristendommen »reduceret til noget på linje med kunst og kultur.«

Ifølge sognepræst Henrik Bang-Møller er DR og journalister »generelt så forlegne over for det kirkelige, at de gør det til kultur«.

Direktør i DR Inger Bach afviser, at der skulle være noget problem. Det er nemlig DR’s vurdering, at de »faste programmer om tro og eksistens helt naturligt hører hjemme her [DR K] og vil spille naturligt sammen med kultur- og historiestoffet.«

Som det fremgår indledningsvis, står DR her på et solidt fagligt grundlag, og for en moderne, vesteuropæisk public service-virksomhed bør faglige overvejelser da også veje tungere end religiøse.

Ellers åbner den for en farlig glidebane mod stater, som Danmark normalt tager afstand fra.

Det kan med andre ord blot opfattes som udtryk for en tiltrængt moderniseringsproces, når DR fra 11. februar lægger de faste kirkeprogrammer på dens kulturkanal. Og dermed eksplicit eller implicit rubricerer dem som kulturstof.

Derfor bør public service-virksomheden heller ikke lade sig afficere af folk, der ønsker, at deres tro skal nyde religiøst begrundet særbehandling. Lige så lidt som uddannelsessystemet bør lade sig afficere af de kreationister, der ønsker, at det skal fremstille Bibelens skabelsesmyter som faglige alternativer til naturvidenskabens verdensbillede.

Eller som Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden engang udtrykte det i en anden sammenhæng:

»At henvise til Gud i en samtale indfører, som jeg ser det, en form for ulighed, som jeg ikke bryder mig om, i og med at den ene part råder over en præmis, der ikke er tilgængelig for den anden.«

I det hele taget bør DR tage det med ophøjet ro, når Kristeligt Dagblad med kritisk vinklede artikler igen og igen forsøger at stille DR til regnskab for dispositioner, som avisen opfatter som en trussel mod kristendommen i Danmark.

Fra det sidste halve års tid har vi set det i forbindelse med balladen om DR’s dækning af eid-festen. Vi har set det i forbindelse med DR’s nytårsgudstjeneste, efter hvilken en buddhist, jøde og muslim overbragte nytårshilsner.

Og vi har nu altså også set det i forbindelse med DR’s kanalomlægning af de faste kirkeprogrammer.

Bortset fra, at DR ifølge sin public service-kontrakt er forpligtet til at dække »den kristne kulturarv«, bør DR naturligvis lige så lidt lægge sig på ryggen for religiøse interesseorganisationer som for politiske partier.

Læs også:

> Medieforliget tilgodeser igen kristendommen

> Er det rigtigt, at Danmarks Radio forkæler islam?