Folkekirken som statslig magtfaktor 

Forholdet mellem den pluralistiske virkelighed i dagens Danmark og Folkekirkens særstatus i statslig regi bliver mere og mere skævt og uretfærdigt.

Intet er statisk. Alting forandrer sig. Det gælder også religion. Ikke mindst i de sidste 3-400 år er Danmark på religionens område undergået kolossale forandringer.

Overordnet set har vi bevæget os fra religionstvang til religionsfrihed og i nyere tid fra monoreligiøsitet til flerreligiøstitet. Et af resultaterne af religionsfriheden.

I forskningen plejer man at kalde vigtige elementer af denne transformationsproces for sekularisering. Det indebærer især, at kristendommen har tabt terræn. Fra tidligere at have gennemsyret samfundet på alle planer er den i stigende grad blevet en ø, der er afsondret fra andre.

F.eks. spiller kirken i dag ikke nær så stor en rolle på videnskabens, uddannelsens, politikkens og privatlivets gebet, som den gjorde for 2-300 år siden. Set i historisk fugleperspektiv er dens indflydelse altså blevet mærkbart reduceret.

Zoomer vi ind på nyeste tid, er der også vigtige forandringer at spore. Ifølge Danmarks Statistik er medlemstallet af Folkekirken nu for første gang under 80 procent. For Københavns vedkommende er det på blot 63 procent, og fortsætter udviklingen, vil under halvdelen af københavnerne være medlem af Folkekirken om 15 år.

Dertil kommer, at 700.000 danskere overvejer at melde sig ud af Folkekirken. Af de unge mellem 18 og 29 år drejer det sig om hele 27 procent.

Desuden bliver danskernes religion mere og mere individualiseret ifølge Den Danske Værdiundersøgelse. Ganske vist er danskerne mindst lige så religiøse i dag som for 30 år siden, men religionen har ændret karakter.

Den er blevet ligesom en middag på en tag-selv-bordsrestaurant. Vi vil selv sammensætte den. Kirken som streng autoritet, tør dogmatik, indremissionsk syndsbevidsthed og tro på Jesus’ opstandelse er ikke populære retter.

Kirkelige overgangsritualer som dåb og vielse anses heller ikke for lige så betydningsfulde som tidligere. Desuden er der mange kirker, der længe har stået tomme, og der er ofte blevet slået til lyd for kirkelukninger.

Ifølge Politiken skal en del af landets 2.354 kirker nedlægges i løbet af få år. Det er konsekvensen af, at antallet af medlemmer af Folkekirken falder.

Endelig bør det nævnes, at næsten hver anden af de unge mellem 18 og 25 år ønsker, at kirke og stat skal skilles. Kun 35 procent af dem ønsker, at ægteskabet skal fortsætte. Ifølge biskopperne er en skilsmisse en ”uundgåelig udvikling”.

Men hvad er det så, danskerne tror på? Et stort antal tror fortsat på Gud, men som en diffus, åndelig kraft. En tro på et liv efter døden tiltrækker også mange.

Endvidere er en lang række (nye) religioner og religionslignende fænomener kommet til – og nogle er også forsvundet igen – i de sidste 30-40 år.

F.eks. Scientology, The Unification Church (Tongil-bevægelsen), International Society for Krishna Consciousness (Hare Krishna), islam, Faderhuset, Forn Sidr, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne), buddhisme, Wicca, Sai Baba-religionen, Evangelist og Transcendental Meditation.

Faktisk er religionens betydning for danskerne svagt stigende igennem de sidste 30 år, men det er ikke længere traditionel folkekirkekristendom, der hitter. I et større perspektiv tegner individualisering og pluralisme i stigende grad billedet af religion i Danmark.

Man må imidlertid ikke overvurdere religionens rolle. Sammenligner man den med andre værdier som familie, venner, fritid, arbejde og politik, ligger den faktisk på sidstepladsen, viser en spritny, upubliceret værdirapport (Politiken 4.2.).

Sagt på jævnt dansk er hr. og fru Olsen fra tredje sal ikke nødvendigvis mere kristne i klassisk forstand end min hankat.

Den Danske Folkekirke er med andre ord mere og mere en kolos på lerfødder. Siden Junigrundloven blev vedtaget i 1849, hvor 99 procent af danskerne var medlem af Folkekirken, har det religiøse landskab i Danmark undergået store transformationer.

Også på den måde, at religion nu befinder sig nederst i manges værdihierarki. Ikke desto mindre er Grundlovens 163 år gamle bestemmelser vedrørende Folkekirken stadig gældende, også selv om staten ikke følger dem alle.

Det gamle ægteskab mellem stat og kirke er fortsat intakt.

Folkekirkens privilegerede stilling og magt i statslig regi kommer til udtryk i dens grundlovssikrede særstatus sammenlignet med andre religioner; i at monarken er tvangsindlagt til at være medlem af den evangelisk-lutherske kirke; i at alle, medlemmer som ikke-medlemmer (f.eks. ateister, hinduer og hedninge), er tvunget til at betale til Folkekirken via de almindelige skatter; i gudstjenesten på Folketingets åbningsdag; i at vi har et kirkeministerium og et pas med en afbildning af Jellingestenen, ”Danmarks dåbsattest”; i fremhævelsen af ”den kristne kulturarv” i Danmarks Radios nye Public Service-kontrakt; i folkeskolens kristendomskundskab og konfirmandundervisning; i universitetets teologiuddannelse og præsternes efteruddannelse; i præster i kriseberedskaber, hospitalsvæsnet, fængselsvæsnet, Forsvaret og på universitetet; i præster som begravelsesmyndighed; i favoriseringen af teologer og kirkefolk i statslige råd og kommissioner; i helligdagene, skolernes ferie og lukkeloven. Flere eksempler kunne nævnes.

Sagt med andre ord:

Forholdet mellem den pluralistiske virkelighed i dagens Danmark og Folkekirkens særstatus i statslig regi bliver mere og mere asymmetrisk. Mere og mere skævt og uretfærdigt.

I andre lande har man som konsekvens af lignende udviklinger løsnet båndet mellem kirke og stat eller klippet det over.

Men i Danmark?