Drop heksen - ær kvinden og Moder Jord i stedet

Vi har brug for nye midsommerskikke.

Vi har brug for nye skikke til den årlige midsommerfejring. De gamle er nemlig både forældede, meningsforladte og vanærende.

Tag for det første navnet: Sankthans.

Det er den danske version af den hellige Johannes Døber, der ifølge Bibelen blev født et halvt år før Jesus (Lukas 1,26-27). Derfor har kristne kaldt den aften, der ligger cirka et halvt år før juleaften, for sankthansaften.

Desuden har de opfindsomt nyfortolket Johannes’ ord: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Johannes 3,30). Hvordan?

Jo, på den måde, at dagene efter Jesus’ fødselsdag bliver længere, og at dagene efter Johannes Døberens fødselsdag bliver kortere.

Sagen er imidlertid, at sankthansaften oprindeligt intet har at gøre med Johannes Døberen eller kristendom i øvrigt. Det er en ældgammel, førkristen fest knyttet til sommersolhverv. Årets længste dag.

Da kristendommen blev udbredt, kunne de kristne ikke komme den hedenske fest til livs. Men de kunne overtrække den med kristen glasur, så den blev teologisk spiselig. Den salomoniske løsning blev, at de kaldte festdagen Sankthans.

Dens indhold var og er – især i dag – imidlertid i alt væsentligt hedensk.

I ældre tider opsøgte man hellige kilder og indsamlede helbredende urter, der efter sigende skulle være særligt kraftfulde på sankthansaften. Desuden lavede man ’glædesblus’ for at holde det onde bort. Indtil 1770 var det også helligdag.

I dag ligger hovedvægten på afbrændingen af bål, Drachmanns Midsommervise og en tale. Og i det hele taget på socialt samvær, grillpølser og svale øl. That’s about it.

Kristne elementer skal man altså lede længe efter. Eller som teologisk konsulent Ingrik Ank har udtalt: »Sankthans er egentlig tømt for teologisk betydning.«

Derfor ligger det også lige til højrebenet: Drop det misvisende navn Sankthans.

Når der ses bort fra sankthansgudstjenesterne, er der nærmest ingen, der fejrer Johannes Døberen på denne dag. Kald den i stedet for Midsommerfest, for er det ikke den vidunderlige midsommer, som majoriteten af danskerne hylder?

For det andet bør vi afskaffe afbrændingen af den heksedukke, som man finder mange steder.

Ganske vist har man i Danmark ikke afbrændt levende ’hekse’ som del af midsommerfejringer. Og dermed har sankthansskikken for så vidt ikke noget at gøre med de modbydelige hekseprocesser, der fandt sted i 15-1600-tallet.

Men på det symbolske plan er og bliver skikken problematisk. Forestil Dem følgende:

Engang i fremtiden dropper man heksefiguren som symbol på det onde og brænder i stedet en figur af en jøde.

Tilhængere af den nye skik påpeger, at det intet har at gøre med Holocaust eller ældre tiders jødeforfølgelser, da man ved midsommerfesten aldrig har brændt jøder af. Ifølge dem er det altså to vidt forskellige ting.

Eller forestil Dem denne skik:

Engang i fremtiden dropper man heksefiguren som symbol på det onde og brænder i stedet en figur af en sort.

Tilhængere af den nye skik påpeger, at det intet har at gøre med Ku Klux Klan eller ældre tiders lynchninger af sorte, da man ved midsommerfesten aldrig har brændt sorte af. Ifølge dem er det altså to vidt forskellige ting.

Personligt finder jeg afbrændingen af dukker af ’hekse’, jøder og sorte lige usmageligt, uanset baggrunden. Lige respektløst over for de ufattelige pinsler, som levende ’hekse’, jøder og sorte har måttet udstå.

Desuden skal man være opmærksom på, at den symbolske hekseafbrænding er en skik, der i Danmark kun er omkring 100 år gammel. Igennem mange århundreder, ja, årtusinder, har man altså fejret midsommer uden.

Danmark er endvidere et af de få lande i verden, der overhovedet abonnerer på denne delikate midsommertradition.

Endelig må man ikke glemme, at langt størstedelen af de ’hekse’, der blev henrettet i ældre tid, var kvinder. Den moderne heksedukke er da også gerne hunkøn.

Nogle vil indvende, at vi ikke har hekse i vore dage. Til forskel fra jøder og sorte. Men det har vi i en vis forstand: Kvinder, der går imod strømmen eller kommer på tværs på anden vis, og som derfor bliver dæmoniserede.

Det var ikke mindst denne type kvinder, der blev brændt for århundreder tilbage. Desuden er der i dag hundredvis af danskere, der opfatter sig som hekse.

Derfor: I stedet for den vanærende afbrænding af heksedukker, vil jeg foreslå, at vi ærer kvinder. At dét simpelthen bliver en ny midsommertradition.

Lad os f.eks. give dem blomster som anerkendelse af, at de er uerstattelige kilder til liv, kærlighed, klogskab og glæde.

I skyggen af den globale klimakrise kunne man tillige begynde at holde midsommerfest til ære for Moder Jord, som vi har voldtaget så nederdrægtigt i vor tid.

Fortsætter det, kan vi ikke længere tage den storslåede midsommer, der for mange er ren ambrosia, som en selvfølge.

Hvis ikke i Danmark, så i andre dele af verden kan ekstreme klimascenarier med voldsomme oversvømmelser og nådeløse tørkeperioder blive virkelighed. Og endog true hundreder af millioner menneskers eksistens.

Så hvorfor ikke lade midsommerfesten blive en anledning til at huske på vor alles livsgrundlag?

Hvorfor ikke lade den blive en hjertevarm hyldest til bøgetræerne, moserne, kronhjortene, mælkebøtterne, uglerne og kilderne?

Konkret kunne man den 23. juni om aftenen lægge blomsterhoveder omkring et himmelknejsende egetræ eller sætte dem ud i havets blå. Eller man kunne samles i naturens egne katedraler, skovene, og måske opleve en ægte skærsommernatsdrøm?

Og bålet? Hvis det ikke længere skal bruges til at afbrænde heksedukker som symbol på det onde – skal det så droppes?

Af hensyn til pindsvin og fugle er der en del, der ikke bryder sig om det. Under nogen omstændigheder. For andre er traditionen hellig.

De kan fortsat tænde bål, og så i overensstemmelse med ældgamle folkeskikke tolke det som en hyldest til den livgivende sol. Eller som en renselse af jorden, så dens frugtbarhed fremmes.

Der er selvsagt mange andre muligheder.

Først som sidst, så lad os feste til Moder Jords ære. Uden hende er vi nemlig intet.

God Midsommerfest!