Som biskoppen læser Bagsiden

Bagsiden i Politiken indeholder religionssatire med både substans og kant.

Der er ikke noget nyt i, at danske kirkefolk kan være mere sarte end en fransk adelsdame, når det kommer til Den Hellige Skrift.

Den 9. oktober sætter Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen dog nye standarder i disciplinen allergisk overreaktion på religionskritisk satire.

Baggrunden er, at Bagsiden i Politiken søndag den 5. oktober genfortalte en af de blodsprøjtende historier fra Bibelen, trak en parallel til Islamisk Stat og sluttede af med denne bemærkning: ”det er blandt andet historier som denne, vi hylder, når vi går i kirke.”

Det skulle Bagsiden aldrig have gjort. For det gjorde ikke blot den landsfaderlige patriark skuffet, men også vred.

Ja, i et anfald af hellig vrede tordnede han mod den syndige bagside og beskyldte den for ”den modbydelige antydning, at som kristen skulle man være i besiddelse af et særligt voldspotentiale a la det, der udleves af IS” og for ”at se en potentiel voldsmand i enhver troende, i en sogne-, sygehus-, studenter-, fængsels-, korhærs, værnspræst!”

Mage til hysterisk overfortolkning skal man lede længe efter.

For det første er Bagsiden satire med den kunstneriske frihed, der nu engang hører dértil. Det er imidlertid gået helt hen over hovedet på den folkekirkelige stormufti i København.

For det andet er det et indiskutabelt faktum, at Bibelen er spækket med grusomheder og modbydeligheder som f.eks. folkedrab, hellig krig, steninger, massakrer, jødehad, religiøs imperialisme og absolut sandhedsmonopol. Desuden er det et indiskutabelt faktum, at Bibelen er en central del af folkekirkens fundament, og at den indgår som en central del af folkekirkens gudstjenester.

Et spørgsmål er naturligvis:

Når nu flere kirkefolk i dag tager klart afstand fra Bibelens grusomheder og modbydeligheder, hvorfor prøver de så ikke at få dem fjernet fra Bibelen? Hvorfor i alverden så insistere på at beholde dem som en del af folkekirkens forpligtende kanon?

Man kan lige så godt fortolke Bagsiden den 5. oktober som et forsøg på at udstille dette paradoks, denne folkekirkelige dobbeltmoral.

Bagsiden kan desuden fortolkes som et tiltrængt brud med den udbredte historieløse mediefortælling om den næstekærlige kristendom versus den grusomme islam.

For sagen er, at begge religioner rummer gamle traditioner for vold og intolerance, og at den kristne occident med en verdensomspændende kolonisation, imperialisme og mission på nogle områder overgår den muslimske orient.

Endelig udfordrer biskoppens overreaktion den selvfede selviscenesættelse i kølvandet på Karikaturkrisen, nemlig om den tolerante, sekulariserede kristendom over for den intolerante, religiøse islam.

Ikke blot undlader biskoppen at vende den anden kind til en enkelt kirkekritisk bemærkning i en længere satire. Han udviser også lige så stor selvhøjtidelighed og mangel på selvironi som flere imamer i 2006.

Tak til Bagsiden for at udstille bjælker i vor egen religions helligskrift frem for ensidigt at udstille bjælker i andres. Tak til Bagsiden for i bedste kulturradikale Politiken-stil at synliggøre hykleri og snæversyn i vore egen religions rækker.

Og tak til Bagsidens religionssatire for at indeholde substans og kant. Så er man ikke i tvivl om, at man ikke har Kristeligt Dagblad i hånden.

Hvis Bagsiden er karakteriseret af ’charmeforladt vulgærateisme’, som biskoppen skriver, er hans velærværdighed vist selv kendetegnet af humorforladt vulgærkristendom.