Kristen mission er religiøs imperialisme
Det er en truisme, at historieskrivning kan tage sig radikalt forskellig ud afhængigt af, om den foretages af historiens sejrherrer eller tabere.
I en modkronik (4.1.2015) til en kronik om Bibelselskabet og mission af Mikael Rothstein og undertegnede (30.12.2014) stiller teologisk lektor Hans Raun Iversen sig på den sejrende kristendoms side. Verdens og Danmarks største religion.
Som mange andre kristne forkyndere giver han et diskret skønmaleri af denne religion. Han beskriver dens missionsvirksomhed som en løbende ”oversættelse” til forskellige kulturer, og at den hele tiden må ”få ny skikkelser i nye kulturformer.”
En anden missionsteolog dr.theol. Viggo Mortensen har karakteriseret mission på den måde, at kristendom ”skal blive kødelig, tage bolig overalt, hvor den kommer frem. Den skal forme og lade sig forme af et givet folks sprog og kultur” (Kristeligt Dagblad, 21.10.2011).
Over for de velformulerede forsvarsadvokater for religionshistoriens sejrherrer har Mikael Rothstein og jeg ofte stillet os på tabernes side. De missionsramte folkeslag. De marginaliserede, religiøse mindretal.
Faktum er nemlig, at kristen missionsvirksomhed – om den så er blevet foretaget af kolonisatorer, præster, biskopper eller regulære missionærer – i mange tilfælde har været et overordentligt brutalt og ødelæggende foretagende.
Den går tilbage til Matthæusevangeliets mytiske missionsbefaling, ifølge hvilken den opstandne Jesus kræver, at alle Jordens folkeslag skal gøres til hans disciple (28,18-20). Ifølge Filipperbrevet er målet, at alle mennesker i universet skal gå ned i knæ og ”hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre” (2,9-11). Intet mindre.
Målet om at udbrede kristendom til alle verden over bygger på en kristen forestilling om, at kristendommen har universelt monopol på Sandhed og Frelse. Og målet er reelt ensbetydende med en krigserklæring til alle ikke-kristne religioner i verden. Når noget kommer ind, må noget andet nødvendigvis ud.
Konkret indebærer det en udryddelse af alle ikke-kristne religioner til fordel for kristendom. Altså et opgør med den multireligiøse verden, vi kender, til fordel for en monokristen.
Kristen mission er således, om man nu bryder sig om ordene eller ej, religiøs imperialisme og universel religiøs ensretning. Dermed adskiller kristendom – i modsætning til, hvad Raun Iversen hævder – sig afgørende fra de allerfleste andre kulturformer, herunder de allerfleste andre religioner.
Eksemplerne på brutal og ødelæggende kristen mission står under alle vilkår i kø. Her er der kun plads til et par smagsprøver:
1) I 1500-1600-tallet gjorde katolske conquistadorer i Mellem- og Sydamerika sig ikke blot skyldige i militære erobringer, massakrer og regulære folkemord. De igangsatte også en destruktion af de indfødtes religion.
I kølvandet på kolonisatorerne fulgte et stort antal katolske gejstlige, der udgjorde hovedkraften i arbejdet med at omvende de indfødte til kristendommen.
Nogle af dem rettede ganske vist en skarp kritik af kolonisatorernes sadistiske overgreb. Men forsvaret for indianerne omfattede ikke deres religion. Langtfra. For de gejstlige var missionsvirksomheden nemlig uadskilligt forbundet med at komme indianernes religion til livs.
Konkret kom det til udtryk ved målrettede forsøg på at kristne de indfødte og assimilere dem med europæisk kultur. Mange kristne iværksatte desuden veritable udryddelseskampagner rettet mod indianernes helligdomme, gudebilleder og bøger, ligesom mange indfødte blev udsat for fængsel og tortur.
2) Udover folkefordrivelser og til tider folkedrab blev indfødte i Nordamerika genstand for målrettet kristen mission og assimilation med europæisk kultur. Faktisk i en så ekstrem grad, at det er blevet kaldt for ”det kulturelle folkemord” på indianerne.
Et af de mest effektive redskaber hertil var udbredelsen af indianerkostskoler i 1800-tallet og et godt stykke ind i 1900-tallet. Her blev indfødte børn tvangsanbragt, så de kunne blive transformeret til gode, kristne euroamerikanere.
Som et udbredt slagord lød: ”Slå indianeren ihjel og frels mennesket.”
De kirkefolk, missionærer og myndigheder, der administrerede kostskolerne, gik grundigt til værks: De indfødte børn fik klippet håret kort, og de måtte ikke gå med tøj fra deres egen kultur. De fik engelske navne, og det blev dem forbudt at tale eget sprog. Kun engelsk var tilladt, selv når de var sammen alene.
Børnene blev desuden tvunget til at deltage i alskens kristne handlinger og ritualer.
Dertil kom, at de ofte levede på sultegrænsen og kun havde ringe adgang til lægehjælp. Endelig var fysiske straffe og seksuelt misbrug af børnene overordentligt udbredt. Alt sammen førte det til, at børn døde i hobetal.
De sociale konsekvenser af dette har været fuldstændigt uoverskuelige. Ifølge en rapport fra 1989 var 8 ud af 10 piger under 8 år i indfødtes territorier blevet udsat for seksuelle overgreb. Det samme var 5 ud af 10 drenge. Dertil kommer vold, selvmord og alkoholisme af ”epidemiske proportioner”.
I Canada stod det særligt slemt til. Ud over forfærdende fysiske afstraffelsesmetoder blev samtlige børn i visse skoler udsat for seksuelle overgreb. Tusindvis af børn døde. En højesteretsdommer har karakteriseret det canadiske kostskolesystem for indfødte børn som ”intet andet end institutionaliseret pædofili”.
Indtil moderne tid har kristne kirker tid også spillet en hovedrolle i en lignende behandling af indfødtes børn i Australien.
3) Kristne missionærer og kolonisatorer har over store dele af kloden bidraget ikke blot til at erstatte jæger-samler-folks nomadiske levevis med europæiske huse og byer såvel som europæisk agerbrug og industri. De har i mange tilfælde også bidraget til at fortrænge, marginalisere eller decideret udrydde dem. Intenderet eller ej.
Det har haft stærkt negative konsekvenser af økologisk art. Der er nemlig et spektakulært sammenfald mellem indfødte folks territorier og de områder i hele verden, der rummer størst biodiversitet. Desuden er deres kendskab hertil gerne second to none.
Sagt på jævnt dansk passer indfødte generelt langt bedre på naturen end andre samfundstyper.
Der kunne nævnes mange flere eksempler, men lad os stoppe her. Faktum er, at udbredelsen af kristendom og europæisk kristen kultur mange steder har fungeret som en kulturel og biologisk ødelæggelsesmekanisme.
Kristne missionærer har langtfra kun været leveringsdygtige i nødhjælp, bekæmpelse af fattigdom og andre gode ting.
Det uproblematiske billede af kristen mission som fredelig kulturudveksling, som Raun Iversen tegner i Politiken, er med andre ord stærkt ensidigt. Og da det er udbredt herhjemme, er det langtfra ufarligt. For når en markant undereksponering af kristendommens mørke sider kombineres med en markant overeksponering af islams ditto, sådan som man ofte ser det, ja, så lægges grundlaget efterhånden for en forfølgelse af en religiøs minoritet.
Nogle vil måske spørge: Er den omfattende, men fredelige, kristne mission, som eksempelvis Bibelselskabet står bag herhjemme, et problem?
Ja, det er det, hvis man går ind for et multireligiøst samfund og for religionslighed. For det ultimative mål med kristen mission er fortsat at gøre alle kristne, altså at eliminere de mange religioner til fordel for én. Og hvis dét ikke kan lade sig gøre, så i det mindste at opretholde kristendom som den største og mest magtfulde religion.
Hvorfor? Fordi man mener, at kristendommen er alle andre religioner overlegen. Det gælder også Raun Iversen, der andetsteds har udtalt: ”Jeg er overbevist om, at det sandt kristelige er det sandt menneskelige og derfor ikke forbeholdt kristne” (Kristeligt Dagblad, 21.1.2013).
Sand kristendom er altså indbegrebet af sand menneskelighed. Så fik I den, andre religioner!
Den omsorg, som Raun Iversen udviser for mindretal og andre religioner, stikker med andre ord ikke så dybt. Han mener givetvis da også, at alle ikke-kristne religioner ideelt set bør ophøre med at eksistere, for kristendom gælder ”i lige grad” for ”alle i enhver kultur”.
I modsætning til den missionsglade lektor finder jeg i mange religioner værdier, der er lige så store som eller endnu større end i kristendommen. F.eks. at de ikke lider af det dybest set aggressive storhedsvanvid at ville alle andre religioner til livs.
Jeg er også ubetinget tilhænger af et multireligiøst samfund, der inden for lovens rammer giver folk ret til at dyrke den religion, de holder af.
I det hele taget er jeg slet ikke mod religion, når blot den er frisindet, blød og økologisk ansvarlig, og når blot videnskaben sætter dagsordenen i uddannelsessystemet.
Desuden bør staten i et multireligiøst samfund være religiøst neutral; det vil sige hverken favorisere én religion på bekostning af andre eller forbyde religion. Kun på den måde kan staten favne alle borgere på lige fod.
Ateister, der vil udrydde al religion, har jeg intet til fælles med. De kan være lige så store fjender af frisind og menneskelig mangfoldighed som religiøse fundamentalister.
Jeg har heller intet til fælles med dem, der er tilhængere af, at staten skal behandle én religion som konge og de resterende religioner som undersåtter. Eller med dem, der morgen, middag og aften arbejder på at gøre Danmarks og verdens største religion endnu mere magtfuld – og dermed undertrykkende, al historisk erfaring taget i betragtning.
Derfor min kritik af ægteskabet mellem staten og folkekirke i Danmark. Derfor min kritik af kristen mission og bekæmpelse af en multireligiøs verden. Jo mere magt, jo mere kritik. Det er og bør være magtens pris.
Havde jeg boet i Pakistan eller Iran, havde det været den officielle statsislam, som maskingeværet skulle rettes imod. Og havde jeg boet i Kina eller Nordkorea, havde det været den officielle statsateisme.
Til sidst et hjertesuk:
Raun Iversen beskylder mig for berufsverbot, konkret for at kritisere DR for at ansætte en kristen person. Pardon my French – sikke noget sludder. I så fald skulle jeg jo forsøge at få de fleste DR-medarbejdere fyret. Det er naturligvis ikke tilfældet.
Det, jeg har sat spørgsmålstegn ved, er oprettelsen af en magtfuld chefstilling til en person (Morten Thomsen Højsgaard), der hidtil har virket som en af DKs fremmeste kristne missionærer, en chefstilling med ansvar for bl.a. religionsstoffet på alle DRs platforme.
Mange ville helt sikkert også kritisere DR, hvis den gjorde Søren Espersen fra Dansk Folkeparti eller Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten hovedansvarlig for alt det politiske stof. Al deres medieerfaring til trods.