Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Er mindre og ældre befolkninger et problem?

Faldende befolkningstal er ikke et rædselsscenarie, vi skal undgå, men et ønskescenarie, vi skal favne og aktivt fremme.

For 300.000 år siden opstod vores art Homo sapiens. Omkring 1800 rundede vi 1 milliard mennesker. I 2022 var antallet skudt i vejret til 8 milliarder. Det tog altså 300.000 år at nå 1 milliard, men kun godt 200 år at nå 8 milliarder mennesker. En befolkningseksplosion uden fortilfælde.

Også i Danmark har befolkningen vokseværk. I år 1800 var vi knap 1 million danskere. I dag er vi næsten 6 millioner. Og frem mod 2070 vil antallet ifølge Danmarks Statistik stige til knap 6,6 millioner.

I alt vokser menneskenes antal for tiden med 192.000 om dagen, 1,4 millioner om ugen og 70 millioner om året. Tilvæksten svarer omtrent til, at der hver 5. dag anlægges en millionby, og at der hvert år tilføjes et befolkningsantal til Jorden på størrelse med Storbritanniens.

Og det tegner til at fortsætte. Ifølge FNs rapport World Population Prospects 2022 vil vi således nå 9,7 milliarder i 2050 og 10,4 milliarder mennesker omkring 2100. Der er 50 procents chance for, at dette antal vil stabilisere sig eller begynde at falde. Disse tal er baseret på en antagelse om fremskridt i ligestilling og styrkelse af kvinders position. Med færre fremskridt end antaget vil vi runde 12,4 milliarder mennesker i 2100, og ifølge et højfertilitetsscenarie vil vi kunne passere 14,8 milliarder om små 80 år.

Men der er også andre vigtige demografiske tendenser.

Hvor befolkningsvæksten i dag drives frem af bl.a. høje fertilitetsrater i mange ulande (f.eks. står befolkningerne i Afrika syd for Sahara til at vokse fra 1,15 milliarder mennesker i 2022 til 3,44 milliarder i 2100), oplever især mange ilande lave fertilitetsrater. I Sydkorea er man nede på gennemsnitligt 0,8 barn pr. kvinde, i Japan på 1,3 barn pr. kvinde og i Danmark på 1,6 barn pr. kvinde.

Faktisk bor majoriteten af verdensbefolkningen nu i lande eller områder med fertilitetsrater, der ligger under 2,1 børn pr. kvinde, der er det antal, der kræves for at opretholde et befolkningstal. Og befolkninger i 61 lande eller områder er ifølge FN på vej til at formindskes med 1 procent eller mere fra 2022 til 2050.

Samtidig med at en række lande fremover ikke vil kunne opretholde deres nuværende befolkningstal – i alt fald ikke uden tilkomsten af migranter – bliver folk ældre og ældre. Derfor vil andelen af ældre, der er 65 år eller mere, også vokse. Hvor de udgør 10 procent af Jordens befolkning i dag, vil de i 2050 udgøre 16 procent. I USA og Europa vil andelen af ældre komme op på 27 procent.

I den forbindelse hævdes det jævnligt, at kombinationen af færre børn og flere ældre vil resultere i mangel på arbejdskraft, faldende velfærd og større udgifter til ældres pension, pleje og sundhedsvæsen.

Nogle lavfertilitetslande vil imødegå udfordringerne ved, at kvinder igen skal til at føde flere børn. Herhjemme har en fortælling om, at det ikke er overbefolkning, men tværtimod underbefolkning, der er eller vil blive problemet, nydt fremme. Den er blevet fremført af bl.a. professor MSO i antropologi ved Københavns Universitet Ayo Wahlberg, professor ved Rigshospitalet Niels E. Skakkebæk og afdelingschef ved Rigshospitalet Søren Ziebe.

Ifølge Niels E. Skakkebæk vil de lave fertilitetsrater på sigt medføre "affolkning og underbefolkning", ja være "en eksistentiel trussel mod ikke bare os her i Danmark, men mod alle industrialiserede lande." Og fortalerne for flerbørns-politikken er blevet hjulpet godt på vej af flere medier, bl.a. Politiken og DR, der har givet dem masser af spalteplads og taletid, alt imens de har undladt at invitere eksperter med andre opfattelser.

Sidstnævnte undladelsessynd er temmelig alvorlig.

For det første er der blandt et hav af forskere konsensus om, at den enorme verdensbefolkning – sammen med et kolossalt forbrug af fossil energi, råmaterialer og animalske fødevarer – udgør centrale drivkræfter bag den globale klimakrise og biodiversitetskrise. Derfor er frivillig befolkningsreduktion også ét af de vigtige indsatsområder, når de planetære kæmpekriser skal bremses.

For det andet overstiger de samfunds- og miljømæssige fordele ved mindre befolkninger klart problemer ved ældre befolkninger. Faktisk er det et af de uomtvistelige tegn på den menneskelige artsnarcissisme, at nogle iscenesætter lave fertilitetsrater som et kolossalt problem i en tid, hvor der er rekordmange mennesker på Jorden.

Det betyder ikke, at der ikke er udfordringer ved kombinationen af mindre og ældre befolkninger, men de kan håndteres. Det afgørende er, at vores samfund tilpasser sig de mindre og ældre befolkninger, ikke bekæmper dem med en flerbørns-politik, der har skyklapper på over for de største kriser i menneskehedens historie.

Konkret er der mange håndtag, man kan skrue på, bl.a.:

1) Over for den angivelige risiko for mangel på arbejdskraft kan man henvise til, at der er 216 millioner arbejdsløse i verden, heraf 38 millioner i OECD-landene, som Danmark tilhører (2021). Så indtil videre er der en del at tage af.

Migranter kan hjælpe med ekstra arbejdskraft. Da unge ofte udgør en markant andel af dem, kan de også medvirke til en yngre befolkning. Bliver de boende i modtagerlandet, vil de og deres efterkommere imidlertid selv bidrage til den ældre befolkning.

Derudover kan kunstig intelligens, robotter og lignende komme til at overtage flere hundreder millioner arbejdspladser. Ifølge en rapport fra Goldman Sachs (2023) kan kunstig intelligens erstatte det, der svarer til 300 millioner fuldtidsjobs, og erstatte op til en fjerdedel af arbejdsopgaver i USA og Europa.

2) Den voksende andel af befolkninger, der er 65 år eller mere, kan give et forvrænget billede af, hvor mange ekstra der kræver pension og hjælp til pasning og sygdomme. For når folk bliver ældre og ældre, skyldes det i hovedsagen, at de i gennemsnit holder sig raske længere. Og dermed har de også mulighed for at være økonomisk produktive i længere tid end tidligere. Ifølge den britiske Oxfordprofessor i ældrevidenskab Sarah Harper kan majoriteten af nutidens småbørn i ilande se frem til, at de som 80-årige vil være, som 60-årige er i dag.

Men bliver ældre ofte ikke frasorteret på arbejdsmarkedet? Jo. Men med en mindre arbejdsstyrke vil de lettere kunne få arbejde og dermed bidrage økonomisk til samfundet længere end hidtil. Dette kan bakkes op af statslige tiltag, der styrker incitamentet hos de ældre, der vil og kan, til at blive flere år på arbejdsmarkedet.

3) Øgede udgifter til ældres pension, pleje og sundhedsvæsen kan i betydelig grad opvejes af reducerede udgifter a) til børnetilskud og skoler som følge af færre børn og b) til mindre samfundsmæssig infrastruktur generelt som følge af mindre befolkninger.

4) Man kan indføre en markant progressiv beskatning af de rigestes indkomst og rigdom, så planetens rigdomme kan blive mere retfærdigt fordelt end i dag. F.eks. betalte Mærsk kun 0,27 procent i skat til den danske stat i 2021, samtidig med at rederigiganten havde det største overskud i Danmarks erhvervshistorie.

Under alle vilkår er der mange fordele ved mindre befolkninger for både mennesker og andre arter.

1) Færre mennesker er en vigtig del af løsningen på klimakrisen. Det gælder især færre rige mennesker, da de pr. person forbruger og udleder langt mere drivhusgas end fattige. F.eks. kan en dansk middelkassefamilie spare langt mere på klimakontoen ved at få et barn mindre end ved at droppe privatbilen og flyrejser til fjerne lande.

Ifølge World Scientists' Warnings into action, local to global (2021) "er det at få færre børn for borgere i rige lande den enkeltstående mest effektive måde, man individuelt kan reducere fremtidige udledninger af drivhusgasser."

2) Færre mennesker er en vigtig del af løsningen på biodiversitetskrisen. Således medvirker flere og flere mennesker og en voksende befolkningstæthed til at optage mere og mere plads fra Jordens andre arter. Og netop langt mere plads til naturen er det vigtigste, når biodiversitetskrisen skal bremses.

3) Færre mennesker er et vigtig redskab til at bekæmpe fattigdom, sult og vandmangel i en verden kendetegnet af ikke blot begrænsede, men færre og færre ressourcer, hvis den globale opvarmning eskalerer for alvor. Omvendt kan 2-3 milliarder flere mennesker på en mere og mere brandvarm planet medvirke til en eksplosion i fattigdom, sult, vandmangel, arbejdsløshed, ressourcekonflikter og flygtninge.

4) Færre mennesker vil bidrage til færre biler, mindre bilkøer, mindre forurening og affald, mindre industriel infrastruktur, m.m.

Faktisk er der blandt mange forskere opbakning til frivillig befolkningsreduktion, når den indgår i et løsningskatalog, der også omfatter en reduktion af den globale ulighed, et stop for de riges overforbrug, en radikal nedbringelse af udledningen af drivhusgasser, en omstilling fra vækstøkonomi til en postvækstøkonomi, en betydeligt mere plantebaseret kost og en langt grønnere teknologi.

I 2017 advarede 15.364 forskere i World Scientists’ Warning to Humanity: A Second Notice om, at vi bringer vores fremtid i fare ved ikke at anerkende ”den fortsat hurtige befolkningsvækst som en hoveddrivkraft bag mange økologiske og sågar sociale trusler.”

I 2020 understregede over 11.000 forskere i World Scientists’ Warning of a Climate Emergency, at “verdensbefolkningen må stabiliseres – og, ideelt, gradvist reduceres – inden for en ramme, der sikrer social integritet. Der er dokumenterede og effektive tiltag, der styrker menneskerettighederne, samtidig med at de sænker fertilitetsraterne og reducerer befolkningsvækstens indvirkning på udledningen af drivhusgasser og tab af biodiversitet.”

Eksperter har også slået til lyd for frivillig befolkningsreduktion i Danmark, f.eks. professor MSO i økologisk økonomi Inge Røpke og seniorforsker i biodiversitet Rasmus Ejrnæs. Sidstnævnte har skrevet:

”Spørgsmålet er, om vi mennesker vil give plads til naturen. Hvis vi starter med os selv, er det vel ingen naturlov, at vi skal være 5,5 millioner mennesker i Danmark? I år 1800 var vi en million, og måske ville det være meget dejligere? Udfordringen til morgendagens politikere er, at menneskeheden ikke kan nøjes med at stræbe efter konstant vækst. Vi er nødt til også at have en langsigtet politik for det modsatte af vækst. Ikke en menneskefjendsk politik, men en vision som kan fremme en fredelig sameksistens mellem mennesker og natur.”

Desværre er der mange grønne organisationer, der ignorerer eller nedtoner befolkningsspørgsmålet. Årsagen er bl.a., at det ikke er antallet af mennesker i sig selv, der er det største problem, men antallet af mennesker i middelklassen og op efter. Det er nemlig deres overforbrug af bl.a. fossil energi, råmaterialer og animalske fødevarer, der bærer hovedansvaret for den globale klimakrise og biodiversitetskrise.

De riges overforbrug kan imidlertid ikke blot formindskes ved, at de forbruger mindre, men også ved at der bliver færre af dem. Og en del tyder på, at det sidste er lettere at få dem til end det første.

Desuden spiller det store antal af lavere forbrugende og udledende mennesker i verden også en betydelig rolle. F.eks. udleder en kineser og især inder gennemsnitligt langt mindre drivhusgas end en amerikaner, men fordi der er langt flere kinesere og indere end amerikanere, er Kina og Indien i dag hhv. den største og tredje største udleder i verden (med USA som nr. 2).

I alle tilfælde forstærker tingene hinanden. Mange fattige ulande har nemlig som mål, at deres befolkninger skal rykke op i middelklassen. Så jo flere mennesker, der er i verden, jo flere middelklasseborgere vil der også kunne komme.

Men skulle klodens nuværende 8 milliarder mennesker nærme sig danskernes levevis, skulle vi have hele fire jordkloder til rådighed, og det ville være en opskrift på kaskader af selvforstærkende kæmpekatastrofer. Sagt på en anden måde: Hvis danskernes levevis skal være globalt bæredygtig, vil der højst kunne leve 2 milliarder mennesker på Jorden.

Endelig medvirker den store befolkningsvækst i mange ulande til, at de bliver ramt af endnu mere fattigdom og sult. Det skyldes ikke blot, at de bor i nogle af verdens varmeste regioner, men også, at de i dag og fremover bliver hårdest ramt af den globale opvarmning. Den vil mange steder føre til faldende afgrødeudbytte og endnu større fødevaremangel, vandmangel og arbejdsløshed, ja, i sidste ende kunne gøre deres regioner helt eller delvist ubeboelige. Med store konsekvenser også for resten af verden.

Af disse grunde er det stærkt usandsynligt, at vi kan skabe en langtidsbæredygtig og leveværdig klode for mennesker og andre arter, uden at en befolkningsreduktion i både rige og fattige lande er en del af løsningen. Som verden ser ud, er vi simpelthen nødt til at skrue på alle håndtag, der overhovedet kan skrues på.

Og hvorfor skulle vi ikke gøre det? Som understreget skal befolkningsreduktionen foretages ad frivillighedens veje, dvs. via saglig information, styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder, familieplanlægning, universel adgang til gratis prævention, fri abort og moderne skole og uddannelse til alle.

Når mange grønne organisationer har ekskluderet eller stærkt nedprioriteret befolkningsspørgsmålet, overlader de det til en uhellig alliance af en lille gruppe af velmenende fertilitetseksperter med tunnelsyn og en stor gruppe af kapitalistiske politikere og erhvervsfolk, der ikke kan få mennesker nok, når deres mål om flere forbrugere, større afsætningsmarkeder og konstant økonomisk vækst skal realiseres.

Set ud fra en bæredygtighedsbetragtning er det åbenlyst, at det ikke er færre mennesker end i dag, der er problemet. Tværtimod er det én af betingelserne for, at vi og Jordens andre livsformer kan overleve og trives. Og udfordringerne med aldrende befolkninger kan håndteres på andre og langt bedre måder, end ved at fertilitetsraterne igen skal stige.

Med andre ord: Faldende befolkningstal er ikke et rædselsscenarie, vi skal undgå, men et ønskescenarie, vi skal favne og aktivt fremme.

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art.

Thomas Meinert Larsen, cand.scient., ph.d.

Politiken, 5.8.2023