Folkeskolen tager kristne særhensyn

 

Af Jens-André P. Herbener Cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog

Forleden kunne man i mange af landets aviser læse, at »Folkeskolen tager religiøse hensyn«. En nærlæsning gav indtryk af, 1) at det er noget nyt, og 2) at hensynene alene er til islam.

Begge dele er helt forkert. Tænk på juleferien, der er betinget af den kristne frelsers fødsel; påskeferien, der er betinget af hans død og opstandelse; pinseferien, der er betinget af Helligåndens komme; Kristi Himmelfarts dag, ja, det er jo selvforklarende, og så videre.

Tænk også på den kristne konfirmationsforberedelse, der ligger i skoletiden og undertiden på skolerne; på den mange steder stadig obligate kristne julegudstjeneste i forbindelse med skolernes juleafslutning; eller på morgensamling med salmesang og fadervor, som en del skoler stadig praktiserer. Om sidstnævnte udtalte Bertel Haarder i øvrigt i 2009: ”Det er en utrolig værdifuld del af vores kultur, som jeg synes, det vil være vanvittigt at forbyde.” (Kristeligt Dagblad 9.1.2009).

Man kan også nævne skolens religionsfag kristendomskundskab, der reelt har en kirkelig slagside. Det gælder ikke blot navnet - det skal trods alt dække flere religioner - men også indholdet, da dets »centrale kundskabsområde« er evangelisk-luthersk kristendom. Dertil kommer, at det ofte er blevet kritiseret for i realiteten at befinde sig i grænseområdet mellem neutral undervisning og kirkelig forkyndelse.

Som konkret eksempel herpå kan nævnes det nok vigtigste kildemateriale til faget, nemlig Bibelen, der i Bibelselskabets udgave fra 1992 er præget af en lang række tekstfremmede hensyn til den kirkelige tradition, dogmatik, salmetradition osv., et resultat af først og fremmest den kirkelige højrefløjs indflydelse på oversættelsen.

Med andre ord: Det nye er ikke religiøse hensyn, dem har der længe været især og fremfor alt til kristendommen. Nej, det nye er, at der nu også tages hensyn til islam, herunder i visse tilfælde en anden type hensyn end til kirken.

Bortset fra at religiøse hensyn under ingen vilkår bør øve indflydelse på undervisningens faglighed, er der umiddelbart to muligheder, der bør overvejes i den aktuelle situation. Enten må ethvert hensyn til religion ekskluderes, sådan som det i det væsentlige karakteriserer skolesystemet i Frankrig.

Det vil sige, konsekvent gennemført, ingen kors, ingen tørklæder, ingen kalotter, ingen juleferie, ingen julegudstjenester, ingen ramadanferie, ingen påskeferie, ingen kønsopdelte møder, ingen konfirmationsforberedelse, ingen bederum, ingen salmesang, ingen fadervor, ingen pinseferie, ingen Eid-fejring, ingen juletræer, ingen sancta lucia-optog, ingen »kristendomskundskab«, og hvad man nu ellers kan finde frem.

Eller også må der i inklusionens og fleksibilitetens navn gives mulighed for, at flere religioner (monoteistiske såvel som polyteistiske) tilgodeses i et vist omfang - så længe det altså ikke er på bekostning af det faglige.

Den nuværende model er på flere områder ikke blot forældet, men også udtryk for kristen betinget ulighed og forskelsbehandling - og debatten herom uanstændig dobbeltmoral.

Bragt i forkortet version i Berlingske Tidende 1. marts 2010