Hellere fallos end korset

Marie Karup (DF) får kvalme af fallosfigurer, men hvorfor egentlig?

Jeg troede – eller håbede i det mindste – at det var et overstået kapitel i Danmark i dag:

Den selvgode, hovmodige opfattelse af indfødte folk som primitive og uciviliserede. En holdning, der gennem århundreder kendetegnede kristne kolonisatorer og missionærer i deres fremfærd verden over.

Men jeg tog fejl.

I den senere tid er folketingsmedlem Marie Krarup (DF) kommet med udtalelser, der giver stærke mindelser om tidligere tiders kulturevolutionisme.

Både den new zealandske maori-kultur og vor egen nordiske asa-religion fremstiller hun uden at blinke som primitiv i forhold til Vestens kristne ’civilisation’.

Som eksempler henviser hun bl.a. til, at et maori-tempel afbilleder ’store erigerede penisser’, og at vore egne førkristne forfædre dyrkede ’fallossymboler’.

Need we say more?

Ja, det gør vi. For det er alt andet end indlysende, at det skulle være udtryk for et tilbagestående kulturtrin.

Dyrkelsen af fallos – figurer af mandens erigerede lem – har været udbredt i alverdens religioner. De har ofte været nært knyttet til erotik, frugtbarhed og beskyttelse, og den kraft, de er blevet tillagt, er blevet opfattet som hellig.

Vi finder allerede et utal af fallossymboler i stenalderens ’kunst’. Vi finder også spektakulære fallosgenstande i de græske Dionysos-optog. Eller tag de såkaldte hermer, figurer med et mandehoved og et rejst lem, som grækerne placerede over alt. Bl.a. ved indgangen til deres privatboliger og templer.

På antik-græsk keramik og metal er der i øvrigt afbilledet alle mulige former for saftig sexakrobatik. På kryds og tværs mellem mennesker, guder og dyr.

I det gamle Roms haver opstillede man gerne figurer af guden Priapos, der var udstyret med et kolossalt lem.

På en væg i Pompeji har man fundet en fallos sammen med indskriften: ’Her bor lykken’.

Fra Romerriget har man desuden opdaget et hav af dekorationer af sexscener, der ikke lader moderne pornografi noget efter. I talløse privatboliger inklusive.

I det hele taget blev fallosfigurer brugt i stor stil som lykkeamuletter i den græsk-romerske kultur.

Fra vor egen førkristne religion kan man fremhæve falliske figurer af frugtbarhedsguden Frej. Mange opfatter også de ældgamle bautasten som falliske.

I Indien er der fortsat en omfattende dyrkelse af det mandlige og kvindelige kønsorgan (lingam og yoni). I Japan kan man støde på processioner med en kæmpe fallos, der bæres rundt for at omgivelserne kan få del i dens kraft.

Derudover kan nævnes talrige eksempler på kultisk sex fra bl.a. Mesopotamien, Indien, Afrika og Mesoamerika. Det kunne være alt fra hellige samlejer mellem konger og tempeltjenerinder til rituelle orgier. Og det kunne inkludere både heterosex og homosex.

Det er velkendt, at synet på sex som en væsentlig og positiv komponent i religion ændredes for alvor med kristendommens udbredelse.

Den lystne naturgud Pan med horn og gedebukkeben døde, men genopstod som kirkens liderlige djævel. Sex, der lå ud over reproduktion, blev opfattet som syndig, og det ideelle var at leve i cølibat. Ligesom den monoteistiske gud selv.

Målet var da heller ikke længere – som hos ’hedningerne’ – et frugtbart og lykkeligt liv i denne verden, men det evige liv i Paradis udenfor.

Luther afskaffede det præstelige cølibat i 1500-tallet, men ikke det negative syn på sex for dens egen skyld. En af de mørkeste sider af denne puritanisme forsvandt først i 2012 med indførelsen af muligheden for homo-ægteskab i den evangelisk-lutherske folkekirke. Takket være en ny, humanistisk kirkeminister.

I de fleste kristne kirker er der dog stadig forbud mod det.

Desuden opretholder den katolske kirke, verdens største trossamfund, fortsat gejstligt cølibat trods de utallige sexovergreb på børn, det har bidraget til. Vatikanets modstand mod prævention er også gammelkendt.

Marie Krarups victorianske forargelse over fallosfigurer skal givetvis ses i skyggen af kirkens ældgamle dæmonisering heraf.

Men er der egentlig nogen grund til at få brækfornemmelser over dem?

Det er uomgængeligt, at det mandlige kønslem er en af de mest potente kilder til liv og lyst overhovedet. Spørg – f.eks. – de fleste kvinder og mænd.

Det er derimod ubeviseligt, at troen på en mand på en henrettelsespæl giver evigt liv. Ja, faktisk er der utallige beviser for, at korset har bidraget til død og lemlæstelse.

I dets navn er der således blevet ført fanatiske religionskrige, jøder, ’kættere’ og ’hekse’ er blevet brændt, hele kulturer er blevet lagt i ruiner, og mange folkeslag er blevet undertrykt eller udryddet.

Hvor mange er derimod blevet dræbt i fallosdyrkelsens navn?

Naturligvis ville man begå en historiografisk synd med omvendt fortegn, hvis man hævdede, at fallos repræsenterer det Gode og korset det Onde. Historiens grundfarve er som bekendt grå, i utallige schatteringer.

Men det er indiskutabelt, at det kristne kors har været et langt mere dødbringende symbol end den førkristne fallosfigur.

Derfor: Lad os endelig få fallos tilbage i religionen. Det kan kun være et fremskridt.

For hvad er – bortset fra kvindens overjordiske attributter – mere livsskabende og glædesbringende end et strunkt lem?

Eller som en gammel romer med forbilledlig fordomsfrihed skrev:

Her bor lykken.

Læs også:

Har Da Vinci Mysteriet faktisk ret?

Religionerne er de største blasfemikere