Teologisk-kirkelig slagside i det højere uddannelsessystem

 

At Den Danske Folkekirke er Danmarks største og mest indflydelsesrige religion, kommer til udtryk på mange områder. For det første står der allerede i Grundlovens § 4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” For det andet er ca. 82 procent af danskerne medlem af Folkekirken. For det tredje er det den eneste religion, der har sit eget ministerium, nemlig Kirkeministeriet.

Et fjerde, men i den brede offentlighed mindre kendt område, hvor Folkekirken og kristendom generelt også spiller en privilegeret rolle, er i den øvre del af uddannelsessystemet, nemlig på universitetet såvel som i flere videre- og efteruddannelser. Nærværende artikels formål er i al sin enkelhed at rette et kritisk søgelys mod dette forhold. Fremfor alt den utidssvarende og fagligt illegitime slagside, som det er udtryk for.

I Danmark har vi to teologiske fakulteter, et på Københavns og et på Århus Universitet. De indeholder tre afdelinger hver, altså seks i alt, hvor der tilsammen er ansat 16 professorer og knap 40 lektorer, der som bekendt udgør den tunge del af det videnskabelige personale på et universitet. Adjungerede lektorer og professorer er ikke medregnet i denne forbindelse.

Begge fakulteter har den hovedfunktion dels at danne ramme om forskning i kristendom, dels at stå for langt størstedelen af Folkekirkens præsteuddannelse. Ud over det akademiske teologistudium kræves blot fire måneder på et pastoralseminarium for at kunne blive præst.

På de teologiske fakulteter er der også tilknyttet en række (i flere tilfælde store og prestigiøse) centre, hvoraf de fleste ikke overraskende har Bibel og kristendom som omdrejningsakse. Fra Århus kan nævnes Grundtvig Centret og fra København bl.a. Center for Studiet af Bibelens Brug, Centre for Bible and Cultural Memory, Center for Studiet af Kulturarven fra Middelalderens Ritualer, Center for Naturalisme og kristen semantik og ikke mindst Søren Kierkegaard Forskningscenteret.

Dermed er det imidlertid ikke slut med begunstigelserne af Folkekirke og kristendom i uddannelsessystemet. Også teologers videreuddannelse, præsters efteruddannelse og provsters efteruddannelser bruges der mange penge på. Alt dette er samlet under Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse, der har selvstændige afdelinger i Århus og København. Dertil kommer Teologisk Pædagogisk Center – Løgumkloster, der ligeledes tager sig af forskellige former for kirkelig efteruddannelse.

I denne forbindelse bør også medtages den nye SU-berettigede uddannelse som professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation, der udbydes af VIA University College og Diakonhøjskolen i Århus i fællesskab. Ifølge sidstnævnte giver uddannelsen adgang ”til job som f.eks. sognemedhjælper, kristendomsunderviser eller informationskonsulent i folkekirken, frikirker, kirkelige organisationer og andre organisationer med fokus på kristendom og formidling.”

Endelig bør nævnes Statens Humanistiske Forskningsråd, der i 2005 blev afløst af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. I dette regi er der bl.a. udpeget ét medlem, der anses for særligt kvalificeret og dermed også særligt ansvarlig for teologi og religionsvidenskab. Det er fagområder, der på flere væsentlige måder adskiller sig fra hinanden, bl.a. derved, at teologi er koncentreret om én religion (kristendommen), og ikke kun videnskabeligt, men også med henblik på at opretholde denne religion. Direkte eller indirekte. Derimod er religionsvidenskab koncentreret om principielt alle religioner, og den er kendetegnet ved en distanceret og komparativ tilgang.

Igennem de sidste 33 år – længere tilbage har jeg ikke oplysninger – har der imidlertid udelukkende siddet forskere fra det ene fagområde (teologi), aldrig fra det andet (religionsvidenskab). Uanset årsagen vidner det om en systematisk teologisk dominans på religionsområdet i Forskningsrådet, der bl.a. har den uhyre vigtige opgave at finansiere forskningsaktiviteter herhjemme.

Flytter vi nu opmærksomheden til religionsvidenskab, tegner der sig et noget andet billede. Her er der ingen selvstændige fakulteter, men kun tre afdelinger. En på Københavns, en på Syddansk og en på Århus Universitet. Og her er der i alt ansat seks professorer og ca. 24 lektorer. Dertil kommer, at der er tilknyttet en faggruppe og et enkelt center i Århus, nemlig Center for Samtidsreligion, der endvidere repræsenterer et samarbejde mellem teologi og religionsvidenskab. Ud over spredte studier i specifikke religioner inden for andre universitetsfag, er der uden for universitetet ingen statslige uddannelser, videreuddannelser eller efteruddannelser i ikke-kristne religioner.

Er den enorme forskel på ressourcer, som det danske samfund bruger på teologisk og kirkelig uddannelse og forskning på den ene side og religionsvidenskabelig uddannelse og forskning på den anden side rimelig?

Der er flere forhold, der her skal tages i betragtning. Med godt to milliarder tilhængere er kristendommen verdens største religion, der tillige har spillet en fremtrædende rolle i de sidste mange århundreders historie. Desuden er ca. 82 procent af danskerne som sagt medlem af Folkekirken, der endvidere understøttes af staten. Disse forhold berettiger naturligvis i sig selv til, at der bruges flere penge på uddannelse i kristendom end andre religioner. Det er helt naturligt.

Men berettiger det til, at langt størstedelen af midlerne på uddannelse i religion bruges på kristendom (især Folkekirken)?

Sagen er jo, at vi har hele to teologiske fakulteter, seks afdelinger, adskillige centre, 16 professorer, knap 40 lektorer, forskellige former for teologisk og præstelig videre- og efteruddannelse såvel som en ny professionsbacheloruddannelse til at varetage studier i forskellige sider af én religion, nemlig kristendom (især Folkekirken). Derimod har vi kun tre religionsvidenskabelige afdelinger, seks professorer, ca. 24 lektorer, et enkelt center samt spredte studier i andre fag til at varetage studier i principielt alle verdens religioner tilsammen.

Er disse kolossale forskelle fagligt forsvarlige? Naturligvis ikke. Tre afdelinger og seks professorer til kristendommen og seks afdelinger og 16 professorer til alle verdens religioner ville kunne gå, men omvendt?

Status quo er imidlertid ikke kun et symptom på en fagligt set klar overprioritering af kristendom på bekostning af andre religioner. Det er også et udtryk for, at vi ikke er på højde med de udfordringer, som religionens stadig større rolle stiller nationalt og internationalt. F.eks. er Danmark i disse år ved at undergå en forvandling fra et overvejende monoreligiøst til et multireligiøst samfund, og religion præger i stigende grad den offentlige debat og bidrager til at sætte den politiske dagsorden. Utallige eksempler fra de senere år kan nævnes. Af indlysende grunde bør religionsforskningen derfor opprioriteres.

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om, at det religionsvidenskabelige studium af andre religioner end kristendom bør styrkes, men også at kristendom (herunder andre typer kristendom end den evangelisk-lutherske) bør gøres til genstand for flere religionsvidenskabelige studier.

Problemet med dele af universitetsteologien er, at de ikke kun studerer kristendommen på kritisk vis, men også arbejder for at opretholde, forsvare og udvikle den, et resultat af teologiens tilknytning til Folkekirken. Som professor, dr.theol. Svend Andersen fra Det Teologiske Fakultet i Århus skrev for et par måneder siden: ”de forskellige teologiske fag har den fælles opgave at fortolke kristendom som en livsforståelse, der giver mening i nutidens verden. Kun en sådan teologi – der adskiller sig fra religionsvidenskab – kan folkekirken bruge som det akademiske grundlag for præstegerningen. Og en sådan teologi bør fastholdes på offentlige universiteter som del af den støtte til folkekirken, Grundloven sikrer.” (Kristeligt Dagblad 8.4.2010).

Denne opfattelse kan der gives mange andre eksempler på (hvilket jeg gerne skal gøre ved lejlighed), og det gør i virkeligheden dele af universitetsteologien til et religiøst projekt, selv om de gerne er iklædt videnskabelige gevandter. At de præstelige videre- og efteruddannelser arbejder eksplicit til Folkekirkens bedste, er i denne sammenhæng mindre problematisk, da de ikke foregår i universitært regi.

Som det fremgår, er kristendommen herhjemme en forkælet religion, også hvad angår de højere uddannelser. Der har i de sidste par år dog været tegn i sol og måne på en udvikling, der kan føre i en lidt anden retning. For det første er antallet af nyoptagne teologistuderende faldet dramatisk i løbet af de sidste ti år (uagtet en lille fremgang sidste år), hvortil kommer, at teologistudierne kæmper med et stort frafald. Skulle den overordnede udvikling fortsætte, kan – eller bør – det medføre betydelige nedskæringer på teologiuddannelserne i Danmark.

For det andet vil Det Teologiske Fakultet i Århus efter al sandsynlighed snart blive nedlagt. Selve teologiuddannelsen skal dog fortsætte usvækket, men det vil efter planen blive som del af en større fakultetsstruktur, således at der kan spares penge på ledelse. En endelig beslutning om en sammenlægning af Århus Universitets eksisterende ni hovedområder til tre-fem nye vil blive truffet den 17. juni.

I lyset af den markante teologisk-kirkelige slagside i uddannelsessystemet kan disse eksempler være små skridt i den rigtige retning. Men intet er sikkert endnu, og det afgørende er som forklaret, at humanistisk religionsforskning opprioriteres i forskellige henseender. Skulle det vise sig at være vanskeligt at finde penge hertil, har denne artikel mere end antydet, hvorfra nogle af dem måske kan hentes.

Under alle vilkår bør der snarest muligt nedsættes en uvildig kommission, der undersøger, om det faktisk er nødvendigt at bruge så store summer penge på teologisk og kirkelig uddannelse og forskning, som det er tilfældet i dag. Desuden bør det stærkt overvejes at fastsætte nogle regler, der skal sikre en mere ligelig repræsentation i de faglige råd i Forskningsrådet. Det bør ikke være således, at to fagområder konsekvent kun varetages af en forsker fra det ene (jf. teologi og religionsvidenskab ovenfor); det bør så vidt muligt gå på skift.

Jens-André P. Herbener