Stammer alt godt fra Jesus?

 

Værdikampen kører i højeste gear i disse år. En nok så vigtig del er et skænderi om, hvem der har hovedæren for de moderne friheds- og lighedsrettigheder. Ifølge en voksende hær af kristne, ofte nationalkonservative nyapologeter er der ingen tvivl: Det har kristendommen.

Dermed har de ikke blot vendt sig frontalt mod de nye ateister – Sam Harris, Richard Dawkins, Christopher Hitchens og Daniel Dennett – der har erklæret religionen krig. De har også afvist en ellers betydelig konsensus om, at kilden til hæderkronede vestlige værdier først og fremmest skal findes i Oplysningstiden og sekulariseringen, ikke den kristne kirke.

Sandsynligheden for, at nyapologeterne får succes med deres historierevisionisme, burde være beskeden. Der er bjerge af evidens, der taler imod den. Men da den har fået magtfulde kirkeorganisationer til at vejre morgenluft, godt støttet af den borgerlige presse, medieglade teologer og almindelig uvidenhed, skal man ikke være for sikker. Ja, på grund af den ophedede islamdebat herhjemme, kan kristendomskritik i vore dage sågar udløse anklager om landsskadelig virksomhed.

Med andre ord: Et iskoldt, historisk-kritisk styrtebad er på sin plads.

Faktum er, at kristendommen historisk har manifesteret sig som en af de mest intolerante religioner nogensinde. Hvis ikke den mest intolerante. Det skyldes, at kristne allerede fra begyndelsen opfattede sig som repræsentanter for den eneste Gud, Sandhed og Frelse. Derfor afviste de gerne andre religioner som falske, hvilket i kombination med en massiv missionsvirksomhed bragte dem på konfrontationskurs med omverdenen. Berømt er deres forkastelse af den romerske kejserkult. Modstanden mod de kristne udartede i det 3. og begyndelsen af 4. århundrede til regulære forfølgelser.

I 311 og 313 blev der imidlertid udstedt toleranceedikter, der legaliserede kristendommen. Lidt ligesom Hitler, der udnyttede demokratiet til at afskaffe demokratiet, udnyttede de kristne den religiøse tolerance til at afskaffe den: I slutningen af 4. århundrede gjorde kejser Theodosius ikke blot kristendom til statsreligion, men forbød også strengt andre religioner. Herefter skulle der gå omkring 1400 år, før der atter blev indført religionsfrihed i den kristne verden: I Frankrig med Erklæringen om Menneskerettigheder i 1789, i USA med the Bill of Rights i 1791 og i Danmark med Grundloven i 1849.

Indtil da havde de store kirkeinstitutioner for det meste været kendetegnet af en klar intolerance dels internt over for afvigende kristendomsformer, dels eksternt over for ikke-kristne religioner. Hvad førstnævnte angår, slog allerede kirkefaderen Augustin til lyd for anvendelsen af tvang mod kættere. Denne opfattelse blev udviklet og systematiseret med oprettelsen af den pavelige inkvisition i 1231, den spanske inkvisition i 1478 og den romerske inkvisition i 1542; hovedformålet var at udrydde enhver form for kætteri. Først i 1965 blev inkvisitionen nedlagt – og endda kun delvist.

Hvad andre religioner angår, kan nævnes frankerkongen Karl den Store, der i 700-tallet kombinerede sine felttog mod sakserne med tvangskristning. De, der modsatte sig den nye religion, blev henrettet, og det var tusinder. Nævnes bør også korstogene til Mellemøsten i 1096-1270. Et vigtigt formål var at fravriste muslimerne magten over Det Hellige Land, men det bundede i et dybt fjendskab til islam, der opfattedes som både afguderi, en trussel og konkurrent. Også den hylder jo en ikke-etnisk, universalistisk monoteisme. På mange måder er Søren Krarups islamofobi repræsentativ for store dele af kirkehistorien. Nævnes bør tillige de nordiske korstoge i Østersøområdet i 11-1200-tallet, der havde til formål at underkue og kristne de hedninger, som den almindelige missionsvirksomhed ikke havde fået bugt med.

Det var heller ikke tværkulturel tolerance, der i 1500-tallet fik de spanske conquistadores til at kræve de indfødte indianeres omvendelse til kristendommen. Hvis de nægtede – fik de at vide – ville de kunne takke sig selv for den død og ødelæggelse, der ville blive resultatet heraf. Det var imidlertid ikke kun spaniolerne, der gjorde sig skyldige i regelrette forbrydelser. Faktisk blev mange af de indfødte i både Nord- og Sydamerika myrdet, gjort til slaver eller fordrevet af de kristne kolonimagter. Tænk, hvis det var taberne, der skulle skrive Amerikas historie.

Man må heller ikke glemme de talrige massakrer på jøder fra det 11.-18. århundrede; ej heller den generelle antisemitisme i kirken. Og her holdt Luther sig ikke tilbage. Berygtet er således hans smædeskrift Om jøderne og deres løgne fra 1543, hvor han opfordrer tyskerne til at brænde jødernes synagoger, nedrive deres huse og udvise dem for altid. 400 år senere skulle det blive omsat til apokalyptisk virkelighed.

I øvrigt medførte Reformationen ikke trosfrihed, som man ofte får at vide i dag. Tværtimod var der udbredt censur i protestantiske lande, og der blev praktiseret brutale straffe for kætteri og blasfemi, ja, i flere lande – Danmark inklusive – blev der indført religionstvang. Dertil kom de grusomme religionskrige mellem katolikker og protestanter. Heller ikke den katolske kirke abonnerede på moderne frihedsrettigheder, f.eks. ytringsfrihed. Foregrebet af bl.a. bogbrændinger begyndte det såkaldte Indeks over forbudte bøger at udkomme som led i Modreformationen, og det blev først afskaffet i 1966. Her kan man finde en række af Vestens mest indflydelsesrige tænkere, f.eks. oplysningsfilosofferne Locke, Montesquieu, Voltaire, Rousseau og Kant.

Samlet set var reformationstiden en af de mest intolerante epoker af kirkens historie. Det kom også til udtryk i hekseforfølgelserne, der absolut heller ikke må glemmes. De kulminerede i 15-1600-tallet og kendetegnede ikke mindst det protestantiske Nordeuropa. Titusindvis af mennesker (børn inklusive) blev brændt på bålet for beskyldninger om at stå i ledtog med Djævlen.

Det skal understreges, at ovenstående kun udgør et lille udsnit af kirkehistoriens synderegister. Det er ulykkeligvis kilometerlangt. Faktisk har tyskeren Karlheinz Deschner i en årrække været i gang med et storstilet værk betitlet Kristendommens kriminalhistorie, der indtil videre omfatter 9 digre bind. Interesserede kan læse videre her.

Når kristendommens apologeter gøres opmærksom på de mange overgreb, der er sket i kirkens historie, er det mest almindelige forsvar, at det ikke har noget med ”det kristne budskab” at gøre; at man må skelne mellem kristendom og kirken; at alle kalamiteterne udgør en ”misforståelse” af Jesu budskab om næstekærlighed, lighed og frihed. Ja, at Det Nye Testamente repræsenterer noget fundamentalt godt og unikt.

Som det skal vises i det følgende, hviler denne opfattelse på et enten ensidigt eller falsk grundlag. Faktisk indeholder de kristne grundtekster nogle mørke sider, som man normalt kun forbinder med yderliggående sekter og bevægelser, og som de fleste præster derfor fortier.

Men lad os først se på det, man gerne er stolt af.

”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”, står der i Matthæusevangeliet 7,12. Det kaldes Den Gyldne Regel og betegnes ikke sjældent som et af kristendommens fornemste bidrag til ”humaniseringen” af menneskeheden. Problemet er imidlertid, at den ikke er kristendommens opfindelse. Langtfra. Den er ikke blot langt ældre, men findes også i talrige kulturer verden over. Den optræder således – i positivt eller negativt formulerede former – i jødedom, oldægyptisk religion, græsk og romersk filosofi, hinduisme, islam, buddhisme og konfucianisme.

”Du skal elske din næste som dig selv”, står der i Matthæusevangeliet 22,39. Det kaldes næstekærlighedsbuddet og karakteriseres ofte som selve kernen i kristendommen. Ligesom Moselovens ”øje for øje og tand for tand”-princip, som det gerne modstilles, stammer det imidlertid fra Det Gamle Testamente (3. Mosebog 19,18), og det er dermed heller ikke kristendommens opfindelse, uagtet at der her sker en såkaldt radikalisering af buddet. Den er dog noget formel.

Der findes nemlig mange udsagn i Det Nye Testamente, der går i en anden retning; f.eks. familiehad som betingelse for at være kristen (Lukasevangeliet 14,26); løfte om, at vantro og frafaldne skal slås ihjel (Lukasevangeliet 13,1-5; Johannesevangeliet 15,5-6); fordømmelse af jøderne som bl.a. Kristus-mordere (1. Thessalonikerbrev 2,14-16); forbandelse af kristne afvigere (Galatherbrevet 1,6-9); anvendelse af tvang til at kristne folk (Lukasevangeliet 14,21-23); hævn over synderne, der skal brænde i helvede i al evighed (Matthæusevangeliet 25,41-46); ja, i samme evangelium tordner næstekærlighedens fyrste: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor.” (10,34-35).

Intet af dette lyder særligt næstekærligt, og det er det heller ikke.

Som den tredje juvel i kristendommens krone fremhæves ofte dens universelle ”lighedstanke”: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. … Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. (Galatherbrevet 3,26-28). Det er imidlertid langtfra noget budskab om alle menneskers lighed; det omfatter udelukkende troende kristne, ikke tilhængere af andre religioner. F.eks. jøder og polyteister, der ikke tror på Kristus. Eller som det kom til at lyde i mange århundreder: Uden for kirken ingen frelse!

Lighedsstanken inkluderer heller ikke homoseksuelle, der ifølge Romerbrevet 1,26-32 bør dø. Som bekendt er der også gået over 2.000 år af kristendommens historie, og homoseksuelle har stadig ikke fået lov til at gifte sig i Folkekirken. Ligesom gode heteroseksuelle. Om ligestilling mellem kønnene i nutidig forstand er der heller ikke tale. Paulus udtrykker det således: ”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed.” (1. Timotheusbrev 2,11-12). Ja, faktisk skal kristne kvinder – modsat mænd – gå med slør (1. Korintherbrev 11,5-7). Det er endelig ikke tilfældigt, at det først var knap 2.000 år efter Kristi fødsel – i 1947 – at kvinder fik lov til at blive præster i kirken. Intetsteds i dens grundskrift tillades eksistensen heraf.

Hvad med Jesus selv, Frelseren, der gerne betegnes som indbegrebet af overjordisk kærlighed, ja, selve livets sejr over døden? Målt ud fra almindelige standarder led han ikke blot af megalomani i tredje potens; han påberåbte sig også absolut sandhedsmonopol. I Johannesevangeliet 14,6 hævder han at være selve ”vejen og sandheden og livet”, og ifølge Matthæusevangeliet 28,18-19 har han fået ”al magt i himlen og på jorden”, hvorfor alle folkeslag skal gøres til hans disciple. Ifølge Apostlenes Gerninger 4,12 er han den ubetinget eneste, der kan ”frelse” menneskene, og ifølge Filipperbrevet 2,10-11 skal alle i universet ned på knæ og ”hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre”.

Med denne offensive sandhedsabsolutisme fødes religiøs intolerance for alvor: Alle andre religioner er nødvendigvis vantro og afgudsdyrkelse, og de bør derfor forkastes, ja, helst elimineres. Det forbud mod andre religioner, som kristne indførte, da de endelig fik magten i Romerriget i slutningen af det 4. århundrede, er en logisk konsekvens heraf.

Endelig skal man huske på, at de kristnes bibel ikke blot består af Det Nye, men også Det Gamle Testamente, der tillige har spillet en kolossal rolle i kirkens historie. Ganske vist har den nye pagt afløst den gamle, men det understreges flere steder, at Moseloven ikke er sat ud af kraft (f.eks. Matthæusevangeliet 5,17-19). Faktisk har dele heraf ligget til grund for både retssystem og moral i kristne lande i tidens løb. Og det er langtfra kun artigheder, man finder heri, men også krav om at henrette afgudsdyrkere, homoseksuelle og troldkvinder såvel som udrydde hele folkeslag.

Hvad kan vi konkludere her til sidst? At Bibelen er en mangefacetteret, til tider selvmodsigende størrelse, der kan legitimere vidt forskellige ting, og derfor er ovenstående fremstilling naturligvis selektiv. Men den er mere nuanceret end mange nyapologeters, der på skønmalerisk vis markedsfører nytestamentlig kristendom som næstekærlighedens og frihedens fakkel.

Som vist indeholder Det Nye Testamente også en række mørke sider. Det gælder især et radikalt sandhedsmonopol, der ikke blot har kunnet legitimere, men undertiden decideret motivere det, man i vore dage gerne affejer som kirkens ”misbrug” af ”det kristne budskab”, f.eks. forbud mod andre religioner, tvangsomvendelser, korstoge, inkvisition, antisemitisme, censur, kolonisering og hekseforfølgelser. Omvendt har moderne forestillinger om homoseksuelles ligeværd og kvinders ligestilling ikke meget med Bibelen at gøre.

De kristne grundtekster er altså ikke blot glødende næstekærlighed og svimlende forjættelser om paradis. De er tillige karakteriseret af absolutisme, eksklusivisme og intolerance, og derfor kan man ikke på uproblematisk vis bagatellisere kirkehistoriens modbydeligheder som ”fejlfortolkninger”, ”misforståelser” eller lignende.

Sagt på en anden måde: Hvis kristendommen er hovedkilden til moderne friheds- og lighedsrettigheder, hvorfor skulle der så gå 1.800 år (eller mere) af dens historie, før de blev indført? Hvorfor sørgede de store kirkeinstitutioner ikke for det i de 1.400 år, de for alvor havde magten til det? Hvorfor skete det først, da de blev trængt i defensiven af Oplysningstiden og sekulariseringen?

Årsagen til, at en så vigtig rettighed som religionsfrihed opstod i Vesten, er efter alt at dømme, at det var her, behovet for det var størst. Kravet herom voksede frem som en modreaktion på den udprægede intolerance, ufrihed og de religiøse konflikter, der søndersled Europa efter Reformationen. I øvrigt var den ikke noget enestående nyt. På mange måder var den en genfødsel af den religiøse pluralisme og frihed, der i forskellig grad kendetegnede førkristne kulturer. Hvilket var en følge af, at de som regel ikke kendte til eksklusivistiske helligskrifter, trosbekendelser og ortodoksi.

Men er der slet ikke gode ting at sige om den kristne kirke, kunne en bekymret læser måske spørge? Jo, bestemt. Men da læseren allerede kan orientere sig om disse i millioner af kristne bøger, er der ingen grund til at gentage dem her.

 

Philippe Provencal

Ekstern lektor, cand.mag., ph.d.

Jens-André P. Herbener

Postdoc, cand.mag., mag.art.