Anbefaling: Ny bog af Per Bilde:

Hvor original var Jesus?

Kronik af Per Bilde, professor em. i kristendommens grundlæggelse

Er dette spørgsmål overraskende? Det er i alt fald sjældent blevet stillet, vel først og fremmest fordi vi i den kristne verden har en tradition for, at Jesus som ”guds søn” ikke kan og ikke bør sammenlignes med mennesker. Den indstilling bestyrkes af det faktum, at vi her i Danmark i modsætning til mange andre lande ikke har nogen stor tradition for at tale og skrive om den ”historiske” Jesus, dvs. det menneske, som formodentlig levede i det romersk besatte jødiske Palæstina i de første årtier af det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse. Derfor er Jesus for mange af os ikke et menneske, der kan sammenlignes med andre mennesker, og derfor kan man ikke spørge, om Jesus var original, eller om der overhovedet var noget som helst originalt ved hans virksomhed og hans projekt.

I England, Tyskland og flere andre lande har man derimod længe været fortrolig med udforskningen af den historiske Jesus. Dér er Jesus gennem tiderne blevet bestemt som en særpræget helbreder og undergører, som en stor morallærer eller som en ”eskatologisk” jødisk profet, dvs. en endetidsprofet, der udråbte det budskab, at den af jøderne så længe ventede genrejsning af det jødiske folk, som af mange jøder blev identificeret med det længe ventede ”gudsrige”, nu var nær, ja, at det stod for døren netop nu og kunne blive til virkelighed når som helst.

Opfatter og tolker vi på denne måde Jesus som et menneske, en galilæisk jøde, der levede i det første århundredes romersk besatte Palæstina, giver det således god mening at stille spørgsmålet om Jesus’ originalitet.

Dette spørgsmål kan imidlertid kun besvares tilfredsstillende under to forudsætninger. Den første er, at vi historisk finder ud af, hvad Jesus virkelig var for en skikkelse, dvs. karakteriserer og klassificerer ham nærmere. Den anden forudsætning er, at vi derefter sammenligner den således nærmere bestemte Jesus med (andre) skikkelser, der ligner ham, først og fremmest i hans egen jødiske samtid, men måske også med lignende figurer i andre kulturer.

Det er lige præcis den opgave, som jeg har sat mig for at løse i en ny bog, som med titlen ”Hvor original var Jesus?” udkommer på forlaget Anis den 6. december i år, og som senere vil udkomme på engelsk. Det vigtigste bidrag til Jesus-forskningen i denne bog er den hidtil mest omfattende sammenligning mellem den historiske Jesus og skikkelser, der ligner ham, fx Retfærdighedens Lærer i Dødehavsskrifterne, Johannes Døber og Simon Bar Kokhba, som anførte det sidste store jødiske oprør mod Rom i 132-135 efter vor tidsregnings begyndelse.

Det er indlysende, at det er vanskeligt at foretage en troværdig og overbevisende bestemmelse af den historiske Jesus som religionsfænomenologisk type. Det er ganske vist blevet forsøgt utallige gange, blandt andet af mig selv i bogen ”Den historiske Jesus”, som udkom i 2008, men desværre peger resultaterne i vidt forskellige retninger:

Traditionel kristendom bestemmer – religiøst – den historiske Jesus som et guddommeligt menneske. Han blev af den eneste sande, ”himmelske” gud sendt til mennesker i denne verden med det formål – i kraft af sin stedfortrædende lidelse og død – at præstere en ”soning” af menneskers selvforskyldte ”synder” og dermed skaffe en ”frelse” til veje for de mennesker, der virkeligt tror på Jesus.

I det 19. århundrede trængte en historisk forståelse af Jesus som et menneske frem, også blandt kristne teologer og lægfolk. De tolkede Jesus som den store humane fornyer, som gav en moralsk tolkning af traditionel (jødisk) religion og dermed løftede hele menneskeheden op på et nyt og højere etisk stade.

Efterhånden kom det dog for mange forskere til at stå klart, at også denne tolkning af den historiske Jesus var forkert, fordi den på en uhistorisk og dermed illegitim måde gjorde Jesus til en oplyst og moralsk moderne europæer. Det var især den betydelige tyske forsker Albert Schweitzer (1875- 1965), som på en overbevisende måde påviste denne forfejlede modernisering af Jesus. Kort fortalt viste Schweitzer på en overbevisende måde, at næsten alle rekonstruktioner af den historiske Jesus i det 19. århundrede ikke stemte med Jesus’ historiske kontekst i det første århundredes Palæstina, men snarere var spejlbilleder af forskerens egne, moderne idealer.

I stedet argumenterede Schweitzer og hans kollega, Johannes Weiss (1863-1914), for, at Jesus som historisk person måtte forstås som en jødisk eskatologisk profet og/eller messiasprætendent, der proklamerede, at det af det jødiske folk så længe ventede gudsrige nu var ved at bryde frem. Med denne bestemmelse blev det for første gang muligt at sammenligne Jesus med jødiske skikkelser af samme type, som vi kender fra den samtidige jødiske historieskriver Josefus (37 – ca. 100 efter vor tidsregnings begyndelse) og fra de i 1947 og de følgende år opdagede Dødehavs- eller Qumran-tekster.

I løbet af de sidste 20-30 år er det på dette grundlag blevet mere og mere almindeligt i Jesus-forskningen at tolke den historiske Jesus som en sådan jødisk eskatologisk profet og/eller messiasprætendent, som ikke havde til hensigt at grundlægge en ny, ”kristen” religion, men at bidrage til at genrejse det jødiske tolvstammefolk til den magt og herlighed, som det havde i fordums tid under de jødiske sagnkonger Saul, David og Salomon.

I henseende til dette – eskatologiske og messianske – mål ligner Jesus andre, samtidige jødiske eskatologiske profetiske og/eller messianske figurer som Retfærdighedens Lærer fra Qumran, Judas Galilæer (som rejste et oprør mod Rom i året 6 efter vor tidsregnings begyndelse), Johannes Døber og Simon Bar Kokhba. Ligesom dem tolkede Jesus de hellige jødiske skrifter (der nogenlunde svarer til vort Gamle Testamente) på en aktualiserende, billedlig (allegorisk) og eskatologisk måde. Ligesom dem proklamerede Jesus, at den jødiske gud, Jahves eskatologiske indgriben og dom var umiddelbart forestående, og at hans messianske rige nu stod foran sin magtfulde virkeliggørelse.

Der er dog også bemærkelsesværdige forskelle mellem Jesus og flere af disse sammenlignelige figurer, og det er disse forskelle, der begrunder, at vi nu på en meningsfuld og legitim måde kan tale om ”originalitet” hos Jesus: Judas Galilæer, Simon Bar Kokhba og adskillige andre kendte eskatologiske profeter og/eller messiasprætendenter var nemlig ”militante”, dvs., at de gik ind for og praktiserede en væbnet jødisk opstand mod de romerske besættelsesstyrker. Den retning kender vi især fra de to store jødiske oprør i Palæstina mod Rom i 66-70 (74) og 132-135 (Bar Kokhba) efter vor tidsregnings begyndelse.

Kilderne til Jesus peger derimod i en anden, ”kvietisktisk”, dvs. en ikke-oprørsk, retning. Jesus afstod nemlig – tilsyneladende på linje med Retfærdighedens Lærer, Johannes Døber og flere andre – fra væbnet opstand, idet han mente, at den jødiske gud Jahve selv ville gribe ind, når det på forhånd bestemte tidspunkt var inde. På dette afgørende eskatologiske tidspunkt ville Jahve lade sine himmelske legioner af engle jage romerne ud af det hellige land.

Matthæusevangeliet beskriver i kapitel 26, vers 47-56 tilfangetagelsen af Jesus i Gethsemane Have. Da Peter griber sit sværd og hugger til en af ypperstepræstens tjenere (vers 51), irettesætter Jesus ham (vers 52) og tilføjer: ”Eller tror du da ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?” (vers 53). Med denne kvietistiske eller ”pacifistiske” holdning er Jesus således bestemt mere præcist, men dermed kan han dog endnu ikke siges at have været original.

Det er der derimod flere grunde til at påstå, når vi fokuserer på et andet af de ejendommelige træk i Jesus-overleveringen i evangelierne, nemlig Jesus’ dæmonuddrivelser og andre helbredelser. De antikke kilder beretter ganske vist også om andre undergørere i samtiden, både jøder og ikke-jøder. Men ingen af dem fortæller om noget, der ligner evangeliernes Jesus, som kæder sine helbredelser sammen med sin forkyndelse af, at gudsriget ”netop nu” var ved at blive til virkelighed. Denne kombination er Jesus ene om, og den kan derfor siges at være et originalt træk.

Hertil kan vi måske føje det træk, at Jesus ifølge Matthæusevangeliets kapitel 10, vers 6 og kapitel 15, vers 24 med sin prædiken og helbredende virksomhed især henvendte sig til de ”fortabte får af Israels hus”, dvs., de mange jøder, som i kraft af deres fattigdom, sygdom, sult og andre mangler var forfordelte, undertrykte og marginaliserede i det jødiske Palæstina. 

Endelig er der i vor tids Jesus-forskning en voksende tilbøjelighed til at acceptere, at Jesus anså sig selv for at være den af Jahve udvalgte ”salvede” skikkelse, Messias, som skulle genrejse det jødiske tolvstammefolk, og at han hen imod slutningen af sin offentlige virksomhed begyndte at forudse sin egen død, som han måske også på forhånd tolkede som en martyrdød, måske oven i købet en martyrdød med sonende virkning.

Tolkes kilderne om Jesus på denne måde, kan det således godt give mening at stille spørgsmålet om Jesus’ originalitet, og det lader sig også meningsfuldt diskutere, hvilken grad af originalitet vi med rette kan tillægge Jesus.

Kronik i Kristeligt Dagblad, 6.12.2011