Monopolbrud med ny bibeloversættelse

  
 Af Ulf Haxen, seniorforsker, mag. art., Jens-André P. Herbener, cand. mag., projektkoordinator, Stig T. Rasmussen, mag. art., førstebibliotekar, afdelingsleder, Orientalsk og Judaistisk Afdeling Det Kongelige Bibliotek og Philippe Provencal, cand. mag., Ph.D., Naturhistorisk Museum

For første gang står en gruppe faguddannede filologer i humanvidenskabeligt regi i spidsen for en bibeloversættelse. Dagens kronikører fortæller her om det ikke-konfessionelle oversættelsesprojekt

Der er tradition for, at nye bibeloversættelser skaber debat, undertiden voldsom polemik. Da majoriteten af den danske befolkning er medlem af den danske folkekirke, berører de praktisk talt alle befolkningsgrupper, og mange har ikke overraskende en mening herom.

Sognepræst Johs. H. Christensens kronik 7/11 om de to første bøger af en ny, ikke-konfessionel oversættelse af Det Gamle Testamente (GT) gjorde indtryk – ikke så meget ved sine sarkastiske bravader som ved at beskylde oversættelsen for det modsatte af, hvad der er dens ærinde, og hvad der faktuelt gør sig gældende (se projektgruppens svar 19/11). Hvorfor hans kritik har haft karakter af et verbalt haglgevær mod den kommende bibeloversættelse, skal der gives et bud på allersidst i kronikken.

Men først må det være på sin plads, at JP's læsere får præsenteret det nye oversættelsesprojekt af dem, der vel er de nærmeste til at gøre det: Oversætterne selv.

Oversættelsesprojektet, der er tilknyttet Orientalsk og Judaistisk Afdeling på Det Kongelige Bibliotek, er blevet til som en konsekvens af to forhold: 1) At den sidste, rent filologiske GT-oversættelse fra 1910 er forældet, 2) at den autoriserede bibeloversættelse udgivet af Det Danske Bibelselskab i 1992 videnskabeligt set er problematisk.

Som det godtgøres i introduktionen til den nye oversættelse, er der blevet taget tekstfremmede hensyn i 1992-oversættelsen til bl.a. kirkelig (herunder luthersk) dogmatik, dansk salme- og liturgitradition m.m. Det afstedkom en færdig tekst, som ganske vist er i overensstemmelse med en kirkelig, traditionsbunden praksis i Danmark, men som i mange tilfælde ikke lever op til de krav, man fra videnskabelig forsknings side stiller til behandlingen af tekster fra oldtiden.

Daværende generalsekretær for Det Danske Bibelselskab og hovedansvarlig for 1992-oversættelsen, Niels Jørgen Cappelørn, skrev i 1990 i Det Danske Bibelselskabs Årbog: »... retningslinierne for både oversættelsesarbejdet og revisionsarbejdet såvel som kommissoriet for revisionskomiteen forudsætter, at det er en kirkebibel, vi stiler imod med den nye oversættelse.«

Og en »kirkebibel« definerede han i det følgende bl.a. således: »En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og Det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster.«

Disse retningslinier for 1992-oversættelsen er ikke forenelige med et i dag alment anerkendt, fagvidenskabeligt bibelsyn, der indbefatter et krav om at forsøge at forstå GT ud fra dets egne forudsætninger, dengang det var blevet til; det udelukker f.eks. ethvert bevidst hensyn til »dansk salme- og liturgitradition«. Ud fra en akademisk betragtning er de to testamenter endvidere to adskilte tekstantologier, der afspejler to selvstændige religioner; det udelukker f.eks. den kirkelige opfattelse af Det Gamle og Det Nye Testamente som »en bibelsk og frelseshistorisk helhed«.

Endelig er GT i en videnskabelig oversættelseskontekst ikke primært en »kanonisk samling af tekster« for nutidens menneske, men religionshistoriske kilder fra oldtidens Nære Orient. I den forbindelse må man huske på, at GT basalt set er en jødisk bogsamling, og at jøderne aldrig har anerkendt den kristne nyfortolkning af GT; derfor anvender de heller ikke betegnelsen GT, men den hebraiske bibel (m.fl.); en titel, der også har vundet indpas i forskningen.

I modsætning til oversættelsen af GT fra 1931 deltog repræsentanter fra de konservative/fundamentalistiske fløje inden for kirken i 1992-oversættelsen. Baggrunden herfor var et ønske fra Det Danske Bibelselskabs side om, at 1992-oversættelsen som den første bibel i Danmarkshistorien skulle være en økumenisk oversættelse; dvs. en oversættelse, som alle kirkesamfund i Danmark kunne acceptere som deres autoriserede bibel.

Det var også efter hårdt pres fra bl.a. Indre Mission, at der i 1988 blev nedsat en revisionskomité, hvori i alt 600 skriftsteder og 5.700 allusioner i Bibelen blev taget under kirkelig behandling og omhyggelig samordning. At det implicerede kompromiser og en tilsidesættelse af et fagvidenskabeligt bibelsyn i talrige tilfælde, kan man ikke komme uden om.

Som professor i Gammel Testamente i København, T.L. Thompson anførte om 1992-oversættelsen i fagtidsskriftet Chaos (1998): »Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme ...«. »Den nye oversættelse er uforenelig med en respekt for de hebraiske teksters historiske integritet ... og den respekterer deres teologi endnu mindre.« »Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel [GT], er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi.«

Det skal slås fast, at trossamfund naturligvis er berettigede til at udgive de oversættelser, som de ønsker, og på grundlag af den forståelse heraf, de foretrækker. Den danske folkekirke er i sin gode ret til at anvende en oversættelse, der er i overensstemmelse med den kirkelige tradition, men filologisk problematisk. Imidlertid er resultatet en bibeloversættelse, som måske nok tilfredsstiller (dele af) kirken, men ikke humanistisk forskning og undervisning. Det vil sige en forskning og undervisning, som det statsfinansierede, danske undervisningssystem og de danske forskningsmiljøer principielt bekender sig til. Således anses anvendelsen af en oversættelse, der gengiver en oldtidstekst efter grundvidenskabelige metoder, normalt for et imperativ i ikke-konfessionel sammenhæng.

Dette gælder f.eks. de homeriske digte, Platons og Aristoteles' skrifter, de oldnordiske myter og sagn, de indiske helligskrifter Vedaerne med mange flere. Der er ingen grund til, at dette krav ikke skulle gælde alle tekster fra oldtiden, også de bibelske. En ny oversættelse af GT på et ikke-konfessionelt grundlag er netop den opgave, som det nye oversættelsesprojekt har påtaget sig.

I 2001 burde et sådant opdrag ikke have noget forsvar nødigt.

Men hvad vil en oversættelse på et »ikke-konfessionelt grundlag« nu sige lidt mere specifikt? Det betyder grundlæggende at oversætte GT på dets »egne præmisser«. Det indebærer, at den tilvejebringes ud fra en forståelse af det, som den gammeltestamentlige tekstantologi historisk set er: Den indtil videre bedste – om end en kun indirekte og meget problematisk – kilde til det israelitisk-jødiske folks religion, religiøse historie og selvforståelse det første årtusind før vor tidsregning. Præcist hvornår teksten lå færdigt affattet i dette tidsrum, er et kontroversielt spørgsmål i forskningen i dag.

Mange vil måske straks spørge: Kan det overhovedet lade sig gøre? Kan man sætte sig ud over ca. 2000 års historie, en historie, som vi alle er en integreret del af? Nej, aldrig absolut. Det er en af de vigtige erkendelser i det 20. århundredes sprog- og fortolkningsteori, således som den er udviklet af bl.a. Saussure, Gadamer og Habermas (se nyoversættelsens introduktion kap. 1 og 5). En oversættelse vil altid i et eller andet omfang afspejle oversætterens egen baggrund og personlige præferencer.

På den anden side skal det – så vidt muligt – tilstræbes. Det er et imperativ til en videnskabeligt forsvarlig bibeloversættelse: At man ud fra den viden, man i dag har om datidens Palæstina, giver et kvalificeret gæt på, hvordan de gammeltestamentlige forfattere/redaktører og de første læsere forstod teksten. Med alle de komplekse usikkerhedsmomenter, det nødvendigvis indebærer.

Et parallelt eksempel hertil kunne være en oversættelse af Platons skrifter. De har ligeledes haft en næsten uoverskuelig virkningshistorie, ikke mindst i europæisk tradition, og her benægtes sædvanligvis hverken relevansen eller muligheden af en akademisk holdbar oversættelse. Igen, naturligvis, med de forskelligartede usikkerhedsmomenter, en sådan uundgåeligt rummer.

Fælles for en videnskabelig oversættelse af GT og Platons skrifter er udelukkelsen af enhver (bevidst) hensyntagen til deres undertiden stærkt afvigende receptionshistorie. Hverken de gammeltestamentlige forfattere/redaktører eller Platon havde af gode grunde kunnet læse de fortolkere, der i rigt tal fulgte efter dem.

Oversættelsesgruppen er med andre ord bevidst om de problemer, der er forbundet med ovenstående programerklæring. På den anden side adskiller den sig i al væsentlighed ikke fra den videnskabelige metodik, der praktiseres i forbindelse med oversættelsen af de fleste andre oldtidstekster; tekster, hvis tilblivelses- og overleveringshistorie i øvrigt undertiden kan være lige så vanskelig at identificere med sikkerhed som de gammeltestamentlige. Genudgivelsen af Verdensreligionernes Hovedværker (Spektrum 1997-) er et aktuelt eksempel herpå.

Nyoversættelsens målgruppe er hele undervisningssystemet – fra folkeskole over gymnasium til universitetet, inklusive højskoler og lærerseminarer. Men oversættelsen er naturligvis også rettet mod alle, der måtte ønske at læse GT i en tekstnær oversættelse.

Det er meningen, at oversættelserne skal udkomme i to udgaver: I en flerbinds annoteret studieudgave og i en étbinds ikke-annoteret standardudgave, som vil blive udgivet, når hele oversættelsen af GT foreligger.

Med det nye initiativ er det i øvrigt første gang, at det ikke er en gruppe universitetsteologer og gejstlige, men en gruppe faguddannede filologer i humanvidenskabeligt regi, der står i spidsen for en bibeloversættelse. Hidtidige bibeloversættelser, både i et nationalt og internationalt perspektiv, er blevet tilvejebragt i teologisk, judaisk eller interkonfessionelt regi.

Den nye oversættelse bryder med andre ord et gammelt, traditionsbundet monopol på bibeloversættelser. Og det er nok en del af forklaringen på anmelder Johs. H. Christensens opfindsomme kronik 7/11 og hans trættekære gentagelser 21/11. Formuleret lidt polemisk: Man havde måske kunnet forvente en bandbulle mod en ikke-konfessionel bibeloversættelse i middelalderen. Men ikke fra en sognepræst anno 2001.

Og dog. I 1999 udkom den tredje officielle bibeloversættelse i Sveriges historie, den såkaldte Bibel 2000. Bag oversættelsen stod en statslig oversættelseskommission, der havde repræsentanter fra kristne og jødiske trossamfund med. Alligevel er oversættelsen pga. dens moderne oversættelsesprincipper blevet genstand for rødglødende angreb fra kirkelig side. Den er bl.a. blevet beskyldt for bevidst at undergrave Bibelen, forfalske dens budskab, være forblindet af videnskabelig forskning, for at være udstyret med noter udarbejdet af Djævlen. Og det, der er værre. Også i Sverige oplever man med andre ord reminiscenser af en dualistisk tænkemåde, der burde være et overstået kapitel i dag.