Problemerne tårner sig op for folkekirken

Strømmen af problemer, dårlige nyheder og møgsager i folkekirkeligt regi synes efterhånden uendelig. 

Jesus havde som bekendt et kolerisk temperament. Når han ikke væltede borde og bænke i templet, kunne det gå over ud de skriftkloge og farisæerne (datidens teologer og præster):  

”I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.” (Matthæusevangeliet kap. 23,27).  

Den højproblematiske dobbelthed, som citatet udtrykker, kendetegner på sin vis også den danske folkekirke i dag.  

Tilhængerne fremhæver gerne, at der trods faldende medlemstal stadig er et klart flertal af befolkningen, der er medlem af folkekirken. Vi har fortsat 2354 kirker i Danmark, og deres døre står åbne for alle. Høje som lave, tykke som tynde, børn som gamle. Ja, ifølge mange er folkekirken dybt forankret i den danske folkesjæl. En del af vor kulturelle dna, som kirkeministeren for nylig udtrykte det. 

Imidlertid skal der ikke kradses særligt dybt i dette glansbillede, før det krakelerer i tusind stykker. Faktisk synes strømmen af problemer, dårlige nyheder og møgsager i folkekirkeligt regi efterhånden uendelig. 

Ifølge erhvervspsykolog Henrik Rosenstjerne er der ”massive problemer mange steder”. Han har selv deltaget i en undersøgelse af 14 sogne, og i 12 af dem var der ”alvorlige samarbejdsproblemer”. Han slår fast, at han aldrig har ”mødt så meget dumhed, inkompetence, idioti og had som i folkekirken. Stridighederne modsiger fuldstændig Biblens budskab om næstekærlighed.” 

Et af problemerne er givetvis kirkens hyrder. Mange af dem er nemlig ynkelige rollemodeller. Følger man med i Kristeligt Dagblad, kan man erfare, at de formentlig er et af de mest selvretfærdige, rethaveriske og trættekære folkefærd, der findes. Ofte er det i højere grad næstehad end næstekærlighed, der tegner billedet. 

Alene på den baggrund kan det ikke undre, at antallet af udmeldelser af folkekirken stiger. I 2011 forlod 13.587 danskere skuden imod 8.810 i 2007. Det er en stigning på 54 procent. Ifølge teologisk lektor Hans Raun Iversen er tallene stadig små, men stigningen er rekordhøj, og udmeldelserne i 2011 svarer til, at ”en større provinsby har forladt kirken”.  

Dertil kommer et faldende antal danskere, der meldes ind i folkekirken. 

Men også fra medlemmernes side svinder opbakningen til folkekirken. Det vakte opsigt, da det for nylig kom frem, at en fynsk kirke må aflyse 90 procent af alle gudstjenester søndag formiddag.  

Problemerne er imidlertid større end som så.  

Ifølge Kristeligt Dagblads aktindsigt i Lolland-Falsters Stift måtte dets kirker i 2011 aflyse gudstjenester 108 gange. Det var en fordobling i forhold til tidligere år. Alene i én kirke var der messefald 13 gange.  

Med imponerende virkelighedsfornægtelse hævder biskoppen over stiftet, Steen Skovsgaard, at stigningen i høj grad skyldes ”vejret”. Det er interessant. Hvis biskoppen tager sin trosbekendelses udsagn om Guds almagt alvorligt, er det Gud, der er herre over vejret. Men i så fald er det også Ham, der er årsag til, at folk ikke kommer i kirke? 

Under alle vilkår er problemerne med tomme kirker langtfra begrænset til en kirke på Fyn og til Lolland-Falsters Stift. Som kirkeministeren udtalte i mandags, kan tendensen ”nu også ses andre steder i landet”. Og som det længe har været tilfældet, er det kun godt 2 ud af 100 danskere, der ugentligt sætter deres fødder i kirken.  

Endelig er en af folkekirkens sidste bastioner, nemlig rollen som festarrangør, også begyndt at smuldre. Både antallet af børn, der bliver døbt, unge, der bliver konfirmeret, og voksne, der bliver gift i kirken, falder.  

F.eks. er antallet af kirkelige vielser næsten blevet halveret i løbet af 10 år. Der er ganske vist også et fald i borgerlige vielser i denne periode, men det er langt mindre. 

På trods af alle kalamiteterne er statstilskuddet til folkekirken ikke desto mindre blevet fordoblet i de sidste godt 10 år. Desuden er kirkeskatten steget med 300 millioner fra 2009 til 2011. 

Dette hænger indlysende nok ikke sammen. Nu vil man langt om længe da også til at begynde på det, man burde have begyndt på for længst: At lukke kirker i større tal. Efter planen skal der fremsættes et lovforslag herom til efteråret. 

Uden tvivl vil modstanden være stor. Men hvad er alternativet? Ja, hvad gør man normalt med andre institutioner, f.eks. skoler, som ingen eller få benytter? Lukker dem.  

Indtil nu har folkekirken – reverenter talt – været møgforkælet. Men den tid er sandsynligvis snart forbi.  

Der er da også yderligere årsager end de nævnte til, at forandringer presser på. Som jeg har skrevet andetsteds, overvejer 700.000 danskere at melde sig ud. Næsten hver anden af de unge ønsker, at kirke og stat skal adskilles. Andre religioner og religionslignende fænomener breder sig stille og roligt, og danskerne sammensætter i stigende grad deres religion efter behag. 

Endelig er der de seneste års skandaløse debat om vielse af folk af samme køn.  

De homoseksuelle – medlemmer af folkekirken eller ej – er gode nok til at betale til præsternes løn, kaviar og charterrejser. Men at behandle dem på lige fod med de heteroseksuelle, ja, det er de ifølge en del kirkefolk ikke gode nok til. Slet ikke.

Ingen uden for kirken ville kunne miskreditere folkekirken på en mere nederdrægtig måde, end den selv har gjort i denne sag. 

Med andre ord: 

På trods af stor magt i statslig regi ligner folkekirken efterhånden en gammel, hullet plimsoller, der tager mere og mere vand ind. Det er naturligvis ikke utænkeligt, at skaderne kan repareres. Men indtil nu er der kun blevet flere og flere og flere af dem.