Nedlæg dansk universitetsteologi

Enten bør staten tilbyde at betale for uddannelsen af religiøse specialister i alle religioner herhjemme, eller også bør den ikke betale for nogen af dem. 

I Politiken i 2008 var jeg medforfatter til en kronik, der slog til lyd for nedlæggelsen af de teologiske fakulteter i Danmark. Siden er Det Teologiske Fakultet på Århus Universitet blevet nedlagt, hvilket først og fremmest skyldes sparehensyn. 

Man kan dog stadig læse teologi i Århus, men uddannelsen er blevet degraderet til tre afdelinger under Institut for Kultur og Samfund. Desuden er der fortsat et teologisk fakultet på Københavns Universitet. 

Trods fremskridt i Århus er der med andre ord stadig et godt stykke vej til målet. 

Der er flere grunde til, at teologi helt bør nedlægges som universitetsfag. Den vigtigste er, at det ikke bør være statens opgave at betale for uddannelsen af et enkelt trossamfunds præsteskab, i dette tilfælde folkekirkens. Det bør klares udelukkende gennem kirkeskatten. Som det er nu, betaler alle dertil via de almindelige skatter, både medlemmer og ikke-medlemmer. 

At teologistudiet fremfor alt er en præsteuddannelse, kommer til udtryk på flere måder: 

For det første varer teologistudiet normalt seks år, og det udgør over 90 procent af den uddannelse, som præsteembedet kræver. For det andet er fagenes sammensætning og vinkling på afgørende vis betinget af præsteembedet. 

For det tredje får ifølge en kirkeministeriel betænkning (s. 69) godt 90 procent af de teologiske kandidater arbejde som præst. Endelig er der højtstående universitetsteologer, der selv understreger, at det er en præsteuddannelse. 

Ifølge tidligere prodekan ved Det Teologiske Fakultet i København, professor Mogens Müller er ”det teologiske studium først og fremmest et professionsstudium” (Kristeligt Dagblad, 30.9.2008). Ifølge afdelingsleder ved teologi i Århus, lektor Peter Lodberg, er teologiuddannelsen ”forpligtet på at betragte sig selv som en uddannelse, der skal og kan bruges som en præsteuddannelse” (kristendom.dk, 21.4.2010). 

Der er to udbredte argumenter for teologistudiets placering på universitetet. 

1) Det er en professionsuddannelse på linje med medicin og jura. Ligesom teologi uddanner folk, der bliver præster, uddanner de andre fag folk, der bliver læger og advokater. 

Der er imidlertid væsentlige forskelle. I modsætning til sundhedssystemet og retssystemet er folkekirken i høj grad funderet på mytologi og metafysik. Universitetsteologi skal i realiteten med andre ord tjene to herrer. Både videnskaben og religionen. Desuden er folkekirken ret beset kun relevant og interessant for evangelisk-lutherske kristne. Det samme kan som bekendt ikke siges om sundhedssystemet og retssystemet. 

2) Teologiuddannelsens studium af kristendom foregår på strengt akademiske præmisser. 

Det er der en hel del af det, der gør, men der er også en hel del, der ikke gør. F.eks. er der teologiske forskere, der sætter prædikener og prædikenvejledninger på deres universitære publikationsliste. Det svarer ungefær til, hvis astronomer satte horoskoper og horoskopvejledninger på deres publikationsliste. 

Et dugfrisk eksempel på religiøs teologi iklædt videnskabelige gevandter kom til udtryk i en kronik i Kristeligt Dagblad 1. marts. Heri slår lektor og afdelingsleder ved teologi i København, dr.theol. Jakob Wolf fast, at teologistudiet er det eneste, rigtige tværvidenskabelige fag ved universitetet, og derfor er det afgørende, at det bevares som et fakultet. Hans vigtigste argument er, at teologiens emne er universelt, for selve ”Virkeligheden er et udtryk for Gud”. 

Intet mindre. 

For at sige det kort og urbant: Wolfs hovedargument er 100 procent trosbaseret, da det unddrager sig verifikation og falsifikation. Havde en førsteårsstuderende på religionsvidenskab argumenteret på tilsvarende vis, ville han dumpe med et brag. Helt enkelt. 

Med sin hybrid af en prædiken og et religiøst manifest vil den teologiske afdelingsleder forsvare teologiens hjemstavnsret på universitetet. Er han repræsentativ for sine kolleger, leverer han reelt et afgørende argument for at nedlægge det. 

Der er imidlertid yderligere forhold, der bør tages i betragtning. 

Ikke blot er folkekirken begunstiget på enestående vis ved, at langt størstedelen af dens præsteuddannelse finansieres af staten. Altså af dine og mine penge. Selve teologistudiet er også stærkt privilegeret sammenlignet med andre religionsstudier på universitetet. 

Dansk universitetsteologi omfatter tre afdelinger på Århus Universitet og tre afdelinger på Københavns Universitet. Her er der tilsammen ansat ca. 18 professorer og 36 lektorer, der som bekendt udgør den tunge del af det videnskabelige personale. Adjungerede er ikke medregnet. 

På teologi er der også tilknyttet en række (i flere tilfælde store og knækdyre) centre, hvoraf de fleste har bibel og kristendom som omdrejningsakse. Fra Århus kan nævnes Grundtvig Centret og fra København bl.a. Center for Studiet af Bibelens Brug, Centre for Bible and Cultural Memory, Center for Studiet af Kulturarven fra Middelalderens Ritualer, Center for Naturalisme og Kristen Semantik, Center for Kirkeforskning og Søren Kierkegaard Forskningscenteret. 

I sammenligning er faget religionsvidenskab, der vel at mærke studerer alle verdens religioner, et langt mere magert foretagende. Her er der kun tre afdelinger i alt: En på Københavns, en på Syddansk og en på Århus Universitet. Og her er der kun ansat otte professorer og 23 lektorer. Dertil kommer kun et enkelt center i alt, nemlig Center for Samtidsreligion, der endvidere er et samarbejde mellem teologi og religionsvidenskab. 

Er den spektakulære forskel på ressourcer, som det danske samfund bruger på teologisk uddannelse og forskning på den ene side og religionsvidenskabelig uddannelse og forskning på den anden side rimelig? 

Der er flere forhold, der her skal tages i betragtning. Med over to milliarder tilhængere er kristendommen verdens største religion, der tillige har spillet en fremtrædende rolle i de sidste mange århundreders historie. Desuden er små 80 procent af danskerne medlem af folkekirken. Disse forhold berettiger naturligvis i sig selv til, at der bruges flere penge på kristendom end på andre religioner.  

Men berettiger det til, at størstedelen af midlerne på uddannelse og forskning i religion bruges på (især protestantisk) kristendom? 

Sagen er jo, at vi har seks teologiske afdelinger, adskillige centre, ca. 18 professorer og 36 lektorer til at varetage studier i forskellige sider af én religion, nemlig kristendom.  

Derimod har vi kun tre religionsvidenskabelige afdelinger, otte professorer, 23 lektorer, et enkelt center samt spredte studier i andre fag til at varetage studier i principielt alle verdens religioner tilsammen. 

Forskellene råber til himlen. 

Endelig skal man vide, at mange universitetsteologer har været sognepræster, er eller har været ulønnede hjælpepræster, er medlemmer af kirkelige organisationer, råd og forbund, m.v. Det indebærer, at en del har et meget tæt forhold til kirken.  

Lektor i teologi fra Århus Universitet Ole Davidsen har præcist opsummeret det dilemma, som universitetsteologien befinder sig i: 

”Ligesom man siger, at politik er det muliges kunst, ser jeg teologi som det umuliges kunst, fordi der er en spænding i kravet om videnskabelighed på den ene side og i forventningen om kirkelig praksis på den anden side. På en gang arbejder vi med Bibelen, som vi læser alle mulige andre bøger, og alligevel ikke, for vi skal samtidig respektere, at vi arbejder med de kristne grundtekster, der fungerer i den kirkelige sammenhæng” (Det Teologiske Fakultets Årsskrift, 2003). 

På baggrund af lignende forhold i Norge udtrykte professor i religionsvidenskab Anne Stensvold i 2003 forskellen mellem teologi og religionsvidenskab på denne vis: ”Teologene studerer Gud, mens vi studerer teologer” (Universitas, 24.9.2003).  

Fire år senere supplerede lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet Morten Warmind: ”Det er min faglige holdning, at teologi og religionsfaget ligger så langt fra hinanden, at de ikke bør være knyttet sammen. Man risikerer en sammenblanding af forskning og objekt. Vi studerer teologer, vi synes, de er et spændende studieobjekt. Ligesom en guru eller en offerpræst fra det gamle Rom ville være det” (Information, 25.7.2007). 

I samme interview udtalte religionsforsker Mikael Rothstein: ”’Jeg mener, den teologi, som er forpligtet i forhold til kirken, har en stærk religiøs dimension, som er uforenelig med videnskab om religion,’ forklarer han og tilføjer, at store dele af teologifaget efter hans opfattelse slet ikke hører hjemme på et moderne universitet.” 

Skal vi komme den urimelige favorisering og forkælelse af de teologiske studier til livs, er der umiddelbart to muligheder: 

Enten bør staten tilbyde at betale for uddannelsen af religiøse specialister i principielt alle religioner herhjemme. Altså for teologer, rabbinere, goder, gydjer, imamer, scientologer, astrologer osv. Eller også bør den ikke betale for nogen af dem. 

Enhver kan regne ud, at førstnævnte mulighed kan blive en dyr affære. Og da universitetet i sagens natur bør have vandtætte skotter mellem det kritiske studium af religion og religionsproduktion – og det har det langtfra i dag – er sidstnævnte mulighed at foretrække.  

Det betyder, at dansk universitetsteologi bør nedlægges, hvorefter præsteuddannelsen passende kan foregå på en ekstern præstehøjskole eller lignende. Og finansieres udelukkende af folkekirkens medlemmer.  

Under alle omstændigheder bør universitetsteologiens korpulente korpus slankes på markant vis. 

Se også:

> Ville du betale til Scientology Kirken?