Kristne terrorister og ekstremister på fremmarch

Det uden sammenligning mest bestialske terrorangreb i Norden i nyere tid er begået af en kristen. Ikke af en muslim.

"Hvis bin Laden var en muslimsk terrorist, så er Breivik en kristen terrorist”. Således skrev den amerikanske professor og ekspert i religiøs terrorisme Mark Juergensmeyer i kølvandet på Anders Breiviks minutiøst planlagte massakre i Norge sidste år.

Spørgsmålet om religionsrelateret terrorisme er atter blevet aktuelt med den seneste tids begivenheder i Frankrig. Som bekendt menes den fransk-algierske Mohamed Merah at stå bag mordet på syv personer, herunder tre børn.

Baggrunden for drabene mangler endnu at blive afdækket. Men det har allerede været fremme, at Merah har betegnet sig selv som ”hellig kriger”, at han tidligere har været i Afghanistan og Pakistan i ”Talebans hjerte”, og at han i et fængselsophold var blevet ”radikaliseret”.

Det har også forlydt, at Merah ville ”hævne palæstinensiske børn og Frankrigs krigsførelse i Afghanistan.” Men på grund af førstnævnte vil manges dom over Merahs gerninger givetvis være en formssag:

Her har vi endnu et eksempel på islamisk terrorisme. Således har Peter Skaarup (DF) allerede i lørdags advaret om, at ”Islamiske terrorister kan også slå til i Danmark”. Det er i tråd med, at det politiske højre igen og igen har slået på, at radikale islamisters terrorvirksomhed har rod i islam.

Da den norske dødsengel Anders Breivik gik amok i 2011, var der imidlertid travlt ved håndvasken. Ikke blot var der en bundløs afgrund mellem den højrenationale, anti-islamiske retorik og massemordet, forsikrede man om. Man afviste også, at Breivik havde noget med kristendom at gøre, til trods for at han på forskellig vis selv har bedyret det.

Med andre ord:

Der er nære relationer mellem islam og terrorisme, når muslimer begår terrorisme. Der er ingen relationer mellem kristendom og terrorisme, når kristne begår terrorisme.

De grundforskellige reaktioner vidner ikke kun om dobbeltmoral, men også om udbredt uvidenhed, ja, fortrængning. Ikke blot er det uden sammenligning mest bestialske terrorangreb i Norden i nyere tid blevet begået af en kristen. Ikke af en muslim.

Kristne terrorister og ekstremister er også – atter – på fremmarch i Vesten. Lad mig give nogle eksempler.

Den 19. april 1995 udløste den højreradikale, kristne amerikaner Timothy McVeigh en bombe ved the Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City. Den dræbte 168 mennesker og sårede mange hundreder. Ligesom Breivik anså han sig selv for en apokalyptisk kriger, der skulle redde kristendommen fra det multikulturelle Babylon.

I 1990’erne begik tilhængere af den såkaldte Reconstruction Theology, Dominion Theology og the Christian Identity Movement mord på en række ansatte på abortklinikker. Dertil kom et større antal mordforsøg, brandstiftelser og bomber mod samme.

For et par år siden var den gal igen. Den radikale, kristne anti-abortaktivist Scott Roeder skød og dræbte abortlægen George Tiller en majmorgen i 2009.

I 2010 fængslede FBI otte medlemmer af den højreradikale, kristne milits Hutaree (betyder ”kristen kriger” i gruppens kodesprog). De er anklaget for at ville myrde en tilfældig politimand og for ved den efterfølgende begravelse at ville dræbe så mange af hans kollegaer som muligt. Ifølge deres egne oplysninger forbereder de sig på ”de sidste kampe for at holde Jesu vidnesbyrd i live.”

Ifølge The Southern Poverty Law Center, der registrerer hate crimes i USA, steg antallet af højreradikale, regeringsfjendtlige ”patriotgrupper” fra 2008 til 2010 med næsten 250 procent. Mange af dem er en del af the Christian Identity Movement.

I 2011 myrdede Anders Breivik 77 og sårede yderligere 151. I sit manifest beskriver han sig selv som kulturkristen, samtidig med at han iscenesætter sig som ny ”tempelridder” og ”korsfarer”, kristendommens pendant til islams ”hellige kriger”.

Nøgledatoerne i Breiviks apokalyptiske verdenskamp har også rod i kristendommens historie.

Hans terroraktion fandt sted den 22. juli, fordi der netop denne dag i 1099 skete noget afgørende under Det Første Korstog: Her blev sejren over muslimerne fejret og Godfred af Bouillon indsat som beskytter af Den Hellige Grav i Jerusalem. Efter en voldsom massakre.

Titlen på Breiviks manifest, 2083, henviser til hans våde drøm: Den 11. september 2083 skal ”den tredje bølge af jihad” definitivt være slået tilbage, hvorefter der kun vil være kristne tilbage i Europa. Datoen og året er 400 års jubilæet for slaget ved Wien, da Osmannerriget blev slået tilbage af de kristne.

Den 11. juni 2011 bad Breivik Gud om hjælp til sin historiske mission:

”Jeg bad for første gang i meget lang tid i dag. Jeg forklarede Gud, at medmindre han ønsker, at den marxistisk-islamiske alliance og den sikre islamiske overtagelse af Europa skal udslette europæisk kristendom fuldstændigt inden for de næste 100 år, så må han sikre, at krigerne, der kæmper for at bevare den europæiske kristendom, sejrer. Han må sikre, at min mission lykkes og som sådan bidrage til at inspirere tusinder af andre revolutionære konservative / nationalister, anti-kommunister og anti-islamister i hele Europa.”

Hvis den kristne gud eksisterer, stoppede han i alt fald ikke Breivik den 22. juli.

Endelig skal fremhæves den protestantiske, højreradikale organisation Ku Klux Klan, der i sine velmagtsdage foretog brandattentater, bortførelser, lynchninger og drab på især sorte amerikanere; den delvist kristne milits, The Lord’s Resistance Army, der er anklaget for at gøre brug af børnesoldater, bortførelser og massakrer i bekæmpelsen af regeringen i Uganda; The National Liberation Front of Tripura, der bl.a. gennem tvang og mord har arbejdet for udbredelsen af ”Guds og Kristi rige” i Tripura i Nordøstindien.

Nogle vil måske spørge:

Hvor stor en rolle spiller religion egentlig i de nævnte tilfælde? Det kan der ikke gives noget entydigt svar på. Det varierer uvægerligt fra person til person og fra organisation til organisation.

Det fører til det næste spørgsmål:

Hvad retfærdiggør egentlig betegnelsen religiøs terrorisme, herunder f.eks. islamisk terrorisme eller kristen terrorisme? Det er der ikke nogen enighed om. Men religion må i alt fald have gjort så stor en forskel, at et givent terrorangreb ikke ville have fundet sted uden religion. Hvornår den har det, kan det i mange tilfælde imidlertid være vanskeligt at afgøre.

Under alle omstændigheder kan der sagtens gives eksempler på, at religion har været instrumental i terrorisme. F.eks. ved at motivere eller legitimere et terrorangreb eller ved at levere det verdensbillede, som terrorister orienterer sig ud fra.

Men der er meget sjældent nogen monokausal forbindelse mellem religion og terrorisme, skal det understreges. Ofte er det af afgørende betydning, at den kobles sammen med politiske, økonomiske, sociale, ideologiske og psykologiske faktorer, før det udarter til terrorisme. Ja, i mange tilfælde spiller dette en (betydelig) større rolle end religion.

F.eks. er topterroristen Breivik mere optaget af politik og historie end religion. Og det var topterroristerne Osama bin Laden og Ayman Al-Zawahiri på mange måder også, som professor Mark Juergensmeyer har pointeret.

Men er terrorisme ikke pr. definition en ”misforståelse” eller et ”misbrug” af religion, som moderne religiøse hævder? Nej, det er det ikke, for religion rummer uhyre mange facetter, må religionshistorikeren svare.

Især de monoteistiske religioner kristendom og islam har, som det undertiden er blevet påpeget, nogle mørke sider. Det drejer sig ikke blot om sandhedsmonopol, intolerance og vold, men også mere generelt om et dualistisk verdensbillede mellem Gud og Satan, godt og ondt, troende og vantro. Der er masser af eksempler på, at denne tænkemåde har forvandlet anderledes tænkende til dæmoner og kosmiske fjender med undertiden blodige konsekvenser.

Mange vil hævde, at dette ikke er udtryk for den ”sande” kristendom eller ”sande” islam. Det er fred, ligeværd og tilgivelse. Problemet er blot, at de mørke sider er en integreret del af de to religioners grundskrifter og historie, og bl.a. derfor spiller de fortsat en rolle i dag. Undertiden også hos terrorister.

Når der sker et terrorangreb, er det under alle vilkår afgørende at holde hovedet koldt. Også selv om det kan være svært.

Ifølge en artikel af den århusianske islamekspert Mark Sedgwick er terrorisme – religiøst relateret eller ej – nemlig ekstremt sjælden: ”Sandsynligheden for, at folk i Vesten bliver involveret i et terrorangreb, er omtrent lige så stor, som at de vinder den store gevinst i lotteriet.”

Det største problem er givetvis, at samfundet ofte ”overreagerer på frygten for terror, og denne overreaktion forårsager ofte langt større skade end de egentlige terrorhandlinger.”

Det sker f.eks. ved, at man begår overgreb mod en befolkningsgruppe, hvorefter den vil reagere fjendtligt mod omverdenen. Det kan så legitimere yderligere overgreb, hvilket kan generere endnu mere fjendskab.

Netop dette er formålet med megen terrorisme.

 

Se også:

> Er religion roden til alt ondt?

> Gud hader bøsser

> Stammer alt godt fra Jesus?

> Generalopgør med Bibelen