Højreradikale forsvarsligaer med kristen krigssymbolik

 

Er kirkens hellige krigere velvalgte og efterlignelsesværdige rollemodeller for en ”menneskerettighedsorganisation”?

”Tiden er kommet til, at hele verden forener sig imod den i sandhed Verdensomspændende Jihad.”

Således afslutter den højreradikale English Defence League (EDL), som Danish Defence League er en underafdeling af, sit officielle mission statement.

Udpegningen af en skrækindjagende, global fjende er set før. For 70 - 80 år siden anklagede Hitler jøderne for at efterstræbe verdensherredømmet, og nazisternes overgreb mod dem blev gerne iscenesat som selvforsvar.

De højreradikale forsvarsligaers fjende i dag er imidlertid ikke jøderne, ja, ofte tager de eksplicit afstand fra nazisme og antisemitisme.

Fjenden er islam i almindelighed og islamisme og islamister i særdeleshed. Ved den såkaldte European Counter-Jihad demonstration i Aarhus den 31. marts var hensigten i første omgang at animere til en paneuropæisk, anti-islamistisk modstandsbevægelse. Vurderet ud fra antallet af fremmødte må forsøget betegnes som en fiasko.

EDL markedsfører sig officielt som en fredelig ”menneskerettighedsorganisation”, der abonnerer på demokrati og frihed, og som anerkender forskellige typer islam.

Virkelighedens verden er imidlertid mindre rosenrød.

Ikke blot har EDL-medlemmer været involveret i vold, dødstrusler, hærværk, et brandattentat på en moske m.m. De har også været leveringsdygtige i hårdkogt, islamofobisk propaganda og en afstandtagen fra muslimer en bloc.

Ved en demonstration en januarmorgen i 2010 blev der f.eks. råbt: ”Allah er pædofil, Allah er pædofil, la la la, la, la, la.” Og på et værtshus sang man efterfølgende: ”Vi hader alle sammen muslimer.” En ny video på EDLs hjemmeside giver denne besked til europæiske islamister: ”Get the hell out of Europe now!”

Dertil kommer en religiøs dimension.

EDLs officielle logo er et våbenskjold med et kristent kors på, og umiddelbart nedenunder er der en vimpel med ligaens motto: In hoc signo vinces (ved dette tegn skal du sejre).

Den historiske baggrund for mottoet er:

I 312 tørnede den romerske kejser Konstantin og hans rival Maxentius sammen i et berømt slag uden for Rom. Ifølge kirkefaderen Eusebius så Konstantin kort tid forinden et kors på himlen med inskriptionen: ”Ved dette skal du sejre”. I en drøm den efterfølgende nat viste Kristus sig for ham og sagde, at han skulle bruge det som værn mod sine fjender. Ifølge kirkefaderen Lactantius’ version skulle Konstantin lade det anbringe på soldaternes skjolde.

Tegnet på himlen var mere specifikt et monogram bestående af de græske bogstaver chi (X) og ro (P), der desuden er de første to bogstaver i ordet Kristus. Konstantin vandt naturligvis – trods en talmæssigt underlegen hær – og dermed var døren for alvor blevet åbnet for kristendommens indtog i Europa.

EDLs logo er således et kristent krigssymbol. Det samme er det flag, som den ofte benytter, til demonstrationer, som emblem, på bluser etc. Det er ikke det britiske Union Jack, men det specifikt engelske St. George’s Cross. Det er et rødt kors på en hvid bund. Baggrunden er dels, at Skt. Georg er Englands skytshelgen og kristen martyr, dels og formentlig nok så vigtigt at flaget var korsfarernes standardlogo.

Korsfarersymbolik kommer også til udtryk på den danske forsvarsligas logo. Det består af et rundt Dannebrog, under hvilket der står: In hoc signo vinces. Ifølge legenden skulle Dannebrog være faldet ned fra himlen under et dansk korstog i Østersøområdet i 1200-tallet, og fra 1500-tallet blev korstogsbanneret knyttet sammen med Konstantins vision i 312.

Krigerisk korsriddermytologi indtager tillige en fremtrædende plads på den plakat, der reklamerede for demonstrationen den 31. marts. Her er der afbilledet en korsridder, der holder om et sværd, og nedenunder er anført: ”No surrender!”. En vikingehjelm er dog også kommet med her.

Med andre ord:

De højreradikale forsvarsligaer trækker – i det mindste implicit – på kristen korstogssymbolik i deres kamp mod islam(isme). Det er hverken uinteressant eller tilfældigt. For det første er korstogene et af de mest voldelige og blodige kapitler i kristendommens historie. For det andet stod kristnes kamp mod muslimer her i centrum.

Under Det Første Korstog begik kirkens hellige krigere regelrette massakrer på muslimer (og jøder) i f.eks. Antiochia, Maarat al-Numan og Jerusalem, og under Det Tredje Korstog optrådte Richard Løvehjerte som veritabel slagter.

Er dette efterlignelsesværdige rollemodeller for en ”menneskerettighedsorganisation”?

Men er kristne symboler som St. George’s Cross og Dannebrog ikke ”rent” nationale symboler og markeringer for de højreradikale forsvarsligaer, sådan som de for længst er blevet det for de fleste englændere og danskere i dag?

Der er næppe tvivl om, at de først og fremmest opfatter dem som udtryk for national identitet og som kulturel markør. F.eks. fremhæver EDL ikke, at kristendom, men engelsk kultur, demokrati og menneskerettigheder trædes under fode af islamiske indvandrere.

Ikke desto mindre spiller symbolernes oprindelige betydning formentlig med.

For det første optræder de i mange tilfælde på et våbenskjold og sammen med mottoet In hoc signo vinces. Det gør de almindeligvis ikke hos englænderne og danskerne. For det andet figurerer de som en gennemgående del af forsvarsligaernes kamp mod islam(isme). Det samme gjorde sig gældende under korsriddernes krig mod muslimer og hedninger. Endelig foretager plakaten, der blev anvendt ved Aarhus-demonstrationen, en eksplicit kobling til korsriddermytologien.

Årsagen til valget af oprindeligt kristne krigssymboler ligger lige for: De udtrykker på én og samme tid de højreradikale kulturkristnes glødende nationalisme og anti-islamisme. Dertil kommer givetvis en vis portion moderne ridderromantik.

Under alle vilkår er der intet nyt i, at religiøse elementer indgår i nationalisme. Implicit eller eksplicit. Herhjemme er kulturkristendom for mange på det nærmeste synonymt med danskhed. Et andet, mere voldeligt eksempel er den indiske hindunationalisme, der har mobiliseret gamle hinduistiske elementer i dens anti-muslimske og anti-sekulære kamp.

En vigtig grund til at ofre de højreradikale forsvarsligaers symbolik og ideologi opmærksomhed er, at den norske topterrorist Anders Breivik på et tidspunkt var medlem af Norwegian Defence League.

Selv om diverse forsvarsligaer har taget klar afstand fra Breiviks ugerninger, og selv om de aldrig har opildnet til noget sådant, ændrer det ikke ved, at der er væsentlige lighedstræk mellem deres forestillingsuniverser.

Som Jeppe Matzen skrev i Weekendavisen den 30. marts:

”Fælles for universet er, at det ikke baserer sig på traditionel eller biologisk racisme, men i stedet på en form for kulturel racisme eller en forestilling om, at Europa og dets nationer er kendetegnet ved nedarvede liberale værdier, som er truet af muslimsk indvandring. De europæiske liberale værdier bunder ifølge tankegangen i kristendommen, og derfor er brugen af kristne symboler kendetegnende for de nye sociale bevægelser.

For Breivik kom det til udtryk ved romantiske sværmerier om, at han tilhørte en lille fortrop af såkaldte tempelriddere. I kraft af deres renhed udgjorde de en lille udvalgt elitehær af 12 riddere, som gennem terroraktioner skulle vække europæernes bevidsthed over for den islamiske trussel og få dem til at indlede en frihedskamp mod den undertrykkende politisk korrekte elite og deres muslimske allierede.

Centralt i både forsvarsligaernes og Breiviks univers er konspirationsteorien om Eurabia. Denne teori stammer fra en bog af samme navn, forfattet af briten Bat Ye'or, der i 2009 holdt tale i landstingssalen ved en konference arrangeret af Trykkefrihedsselskabet.

Eurabias tese handler om det store europæiske forræderi, hvor de europæiske eliter har indgået en hemmelig kontrakt med de olierige arabiske lande om at tillade muslimsk indvandring og en gradvis islamisering af Europa. I Breiviks univers skulle dette multikulturelle komplot tjene til, at de kulturmarxistiske efterhånden fik importeret stemmekvæg nok til, at de ad demokratisk vej blev urørlige.

De fælles forestillinger har da også igennem årene bragt Breivik i kontakt med flere af folkene omkring de nye sociale bevægelser. Han hævdede således selv at have været involveret i dannelsen af den norske forsvarsliga og havde derudover en inspirationskilde i en af EDLs oprindelige ledere, Paul Ray, der under navnet Lionheart flirtede kraftigt med kristne symboler og blandt andet deltog i ridderlige sammenkomster på korsfarerøen, Malta.”

Som det ofte er blevet demonstreret, kan en cocktail af vilde konspirationsteorier, rå propaganda, stereotype fjendebilleder og satanisering af ens modstandere være eksplosiv. Mennesket forsvinder efterhånden. En singulær masse af ren ondskab står tilbage.

Og som det er blevet sagt: Wars of the words tend to be wars of the swords.

Fænomenet trives i dag ikke blot blandt radikaliserede islamister, der naturligvis ikke skal bagatelliseres, men også blandt radikaliserede højreorienterede. Og religion er ikke forbeholdt førstnævnte.

Religiøse symboler og forhold kan i begge tilfælde levere ekstra benzin til hadets bål.

Se også:

> Kristne terrorister og ekstremister er på fremmarch