Nødvendig videnskabelig bibeloversættelse

JP 2/2 hævder professor i Gammel Testamente, Kirsten Nielsen i et indlæg på en hel side, at Bibelselskabets oversættelse af det Gamle Testamente fra 1992 ikke er manipuleret, i modsætning til, hvad undertegnede har søgt at dokumentere i Faklen.

Vi har her argumenteret for, hvorledes Bibelselskabet, ud fra daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørns ønske om at tækkes kravene fra den kirkelige højrefløj, der kæmpede for en ren Kirkebibel, talrige steder bevidst har ladet den filologiske videnskabelighed fare.

Vi har bl.a. funderet vor kritik på udførlig dokumentation i Bibelselskabets årbøger (BÅ), i Bibelselskabets medarbejder Ove Kollerups speciale fra '94, Hvem bestemmer over Bibelen? (OK), i bibeloversætter Bodil Ejrnæs' Skriftsynet igennem den danske bibels historie (BE), samt i Det kongelige Biblioteks dokumenter fra arbejdet.

Kirsten Nielsen konkluderer imidlertid i sit indlæg: "Vi har ikke, som påstået, ladet dogmatikken sejre over filologien. Det ville være videnskabeligt uforsvarligt – og ingen bibellæser kunne være tjent med det."

Vi skal i det følgende vise, at professorens argumentation bygger på fejlagtige oplysninger og misvisende udeladelser omkring oversættelsesarbejdet.

Kirsten Nielsen hævder, at da man valgte at lave en ny bibel-oversættelse, "var det netop hele bogen, der skulle oversættes".

Dette er ikke sandt.

Oprindelig var det kun det Gamle Testamente, man ville oversætte, først i starten af 80erne, som bevillingerne kom i hus, opstod ideen om også at oversætte det Nye Testamente.

Og da opstod problemerne. Man måtte nemlig erkende, at det Nye Testamente ofte refererede unøjagtigt til det Gamle Testamente.

I 1988 nedsættes derfor en særlig Revisionskomité, som bl.a. får til opgave at "drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente".

At det ikke var det videnskabelige bibelsyn, der dominerede oversættelsen, indrømmede Niels Jørgen Cappelørn da også umisforståeligt i et interview i Weekendavisen: "I Sverige arbejder man på en nyoversættelse af Det gamle Testamente, og der indgår en jøde i kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen af os, der vil." (22.3.89). Endvidere understregede også provst Svend Aage Nielsen fra Bibelselskabet i 1977: Det "er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver. (BÅ).

Bibelselskabet stilede altså tydeligvis ikke fra starten mod en videnskabelig oversættelse. Men man gjorde det i de officielle henvendelser til tre ministerier fra '79 til '81, hvor kirkelige hensyn overhovedet ikke nævntes, men hvor den "videnskabelige standard" var enerådende.

Først da Bibelselskabet havde erfaret, at ingen af ministerierne ville støtte oversættelsen, gik man i en ny ansøgning til Kirkeministeriet en smule til bekendelse og betonede, at bl.a. generalsekretær Cappelørn havde "til opgave at gennemlæse oversættelsen især med henblik på dens anvendelse i gudstjenesten og i den private bibellæsning, men også med henblik på dens placering i dansk bibeltradition."

Så fik Bibelselskabet Kirkeministeriets støtte.

I modsætning til sin kollega, Kirsten Nielsen lægger Bodil Ejrnæs ikke skjul på uforeneligheden de kirkelige hensyn og den videnskabelige filologi imellem: "En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, således som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte 'kommisorium', lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige tolkning, sådan som det var krævet af kritikerne." (BE, s. 197).

Ikke desto mindre fremhæver Kirsten Nielsen i forbindelse med 1. Mos. 1,1, at "man i kristen tradition har talt om, at Guds ånd var med allerede ved skabelsen." Dette begrunder, at man valgte den dogmatisk set mest hensigtsmæssige oversættelse som den officielle: "Og Guds ånd svævede over vandende", fremfor den, som hun selv indrømmer, religionshistorisk langt mere korrekte oversættelse: "Og Guds storm jog over vandene."

Hun undlader imidlertid at bemærke, at det var Indre Missions krav om, at man skulle kunne ane den kirkelige traditions dogme om dåben, der i sidste ende var udslagsgivende for, hvilken oversættelse der blev valgt (jvf. OK, s. 64; BÅ, s. 91). Meget videnskabeligt.

Påfaldende tavs om den kirkelige højrefløjs rolle i oversættelsen af Esajas 7,14, er hun også.

I 1931 oversattes dette sted: "se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel." Esajas taler imidlertid ikke om en jomfru, men om en ung kvinde (på hebraisk alma), hvorfor den nye oversættelse bliver: "Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel."

Hvorfor forandringen? Ifølge Kirsten Nielsen, fordi alt andet ville "stride mod de principper for tekstkritik, som vi iøvrigt anvender." Men den faktiske historie bag dette skifte er en anden. Principperne var ikke "tekstkritik", men simpel afstemning.

Den 11.10.91 stemte man i Revisionskomiteen om, hvorvidt der skulle oversættes med "jomfru" eller "den unge kvinde". For "jomfru" stemte 6, bl.a. daværende generalsekretær Cappelørn; 9 stemte imod.

Imidlertid bevarer også den nye oversættelse det fremtidige aspekt: "kvinden skal blive med barn". Hermed forandres den hebraiske ordlyd, ifølge hvilken kvinden allerede er gravid – hvormed der ikke kan være tale om en Kristus-profeti, som kirken ellers traditionelt har tolket stedet.

Men Kirsten Nielsen bemærker, at det var "resultatet af drøftelserne", at den nutidige bibellæser også skal have mulighed for at læse, hvordan det kan lade sig gøre at tolke teksten, som det sker i det Nye Testamente (f.eks. Matt. 1, 27), nemlig som Kristus-profeti.

Faktum er da også, at det ikke var "drøftelser", der afgjorde den endelige ordlyd. Man stemte nemlig også om, hvorvidt skriftstedet skulle oversættes med nutid eller med fremtid (som en Kristus-profeti). Her var der også flertal for den filologisk korrekte nutids-oversættelse, og atter blev generalsekretæren underkendt. Ved en senere ekstraordinær afstemning lykkedes det dog Cappelørn at få trumfet sin "fremtid" igennem. Hvorfor var det så vigtigt?

Forud var gået et forsøg fra Indre Missions side for at bevare "jomfru"-oversættelsen; dette var imidlertid kun en skinmanøvre for at redde den efterfølgende "fremtid". Bibelselskabets Ove Kollerup afslører Indre Missions (IM) taktik: "Debatten fra dagspressen viser, at IM gjorde spørgsmålet om 'jomfru'-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i dagene op til julen 1987: 'Her står og falder hele kirken' i f.eks. Århus Stiftstidende den 21.12.87. Poul Langagergaard gør ved et Interview den 28.7.94 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn 'skal blive med barn' mere end ønsket om at redde 'jomfru'-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive IMs taktik: I dagspressen at angribe og 'skyde langt over målet' for at få det mest afgørende igennem." (OK, s. 59).

Højrefløjen fik sin vilje.

Dette er blot to eksempler på, hvordan den sidste afgørende arbejdsproces med oversættelsen udspillede sig – det var langtfra altid videnskabelige, filologiske "drøftelser", men korridor-aftaler og dogmatik, som fik det sidste ord.

I Faklen nr. 1 gennemgik vi 12 skriftsteder, der tydeliggjorde, at Bibelselskabet ikke har fulgt filologien, men dogmatikken. Vi spurgte i nr. 2 professor emeritus i semitisk filologi, dr. phil. Frede Løkkegaard, om vores kritik er videnskabeligt, filologisk velbegrundet, og Løkkegaard svarede: "Ja, det mener jeg."

Heller ikke dét nævner Kirsten Nielsen.

I nr. 2 gennemgår vi 19 øvrige eksempler, og i nr. 3 yderligere 16. Der er rigeligt at tage af. 600 citater og 5.700 allusioner tog Revisionskomiteen under kirkelig særbehandling!

Det har været afgørende, at få to forskellige træk frem i 1992-oversættelsen; på den ene side, hvad teksterne "betød i deres israelitisk-jødiske sammenhæng", og på den anden, hvordan "centrale dele af dem sidenhen blev nytolket i kristen sammenhæng.

Hvilken oversætter kan, med hånden på hjertet, mene, at dette har det fjerneste med videnskabelige oversættelseskriterier at gøre?

I modsætning til Kirkebibelen fra 1992 skal en videnskabelig oversættelse naturligvis udarbejdes af semitiske filologer. En indrømmelse af behovet herfor ville tjene professor Kirsten Nielsen og Bibelselskabet til ære.

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen