Kærlighedens sejr

I dag træder den nye lov om homo-vielser i kraft, alt imens kritikere ufortrødent fortsætter deres dobbeltmoralske korstog mod den.

Fra i dag den 15. juni kan homoseksuelle blive gift i kirken. Et stort tillykke til alle, der ønsker at benytte sig af den mulighed!

Et stort tillykke også til kirkeminister Manu Sareen (R), der med autodidaktens fordomsfrihed har fået gennemført det, som skriftkloge har skændtes om i årtier. Han har selv kaldt det historisk, og det har han ret i.

Med den nye lov er der nemlig sat statsligt punktum for en ældgammel, uanstændig diskrimination af homoseksuelle i kirken.

Det er en sejr for kærligheden. Det er en sejr for menneskeligheden. Det er en sejr for ligestillingen, og det er en sejr for rummeligheden og tolerancen.

Men det holdt hårdt, må man sige.

Som bekendt har et højtråbende mindretal forsøgt at stoppe loven til det sidste. Og modstanden er fortsat, efter at loven blev vedtaget den 7. juni.

Formand for Kristendemokraterne, Per Ørum Jørgensen, vil anlægge sag mod staten for at bryde grundloven og blande sig i folkekirkens anliggender.

Tre teologer fra det indremissionske uddannelsessted Menighedsfakultetet har advaret om, at den nye ægteskabslov vil virke ”stærkt splittende på det folkekirkelige fællesskab.”

Det er der også de første spæde tegn på. I protest mod det nye vielsesritual og otte biskopper, der har ”svigtet fatalt”, vil 43 præster nu til at ”reformere kirken” og arbejde for et ”alternativt lederskab og præsteskab.”

Mange flere kritikere kunne nævnes. Fælles for de flestes modstand mod den nye ægteskabslov er, at den savner bibelsk legitimation. Det har de ganske ret i.

Nogle har snedigt indvendt, at der ikke er noget forbud mod homo-ægteskaber i Bibelen. Men ud fra dens skarpe fordømmelse af homoseksuelle kan man by implication roligt slutte, at det ville være et no-go. Ja, decideret utænkeligt.

Andre har indvendt, at Bibelens opfattelse af homoseksuelle er en anden end vores, og det er korrekt. Der er forskelle. Men der er også så signifikante overlapninger (f.eks. mænds sex med hinanden), at Bibelens fordømmelse også rammer moderne homoseksuelles samliv.

Modstanderne af homo-ægteskaber har altså Bibelen på deres side. Det ændrer imidlertid ikke ved følgende:

Det er og bliver udtryk for frapperende dobbeltmoral og inkonsistens at afvise loven, fordi den er uden bibelsk fundament.

Faktum er nemlig, at kirkefolk i dag allerede accepterer talrige forhold, der står i lysende modsætning til Bibelen. Ligesom de afviser eller ignorerer talrige forhold, som Bibelen dikterer eller gør gældende i øvrigt.

Lad os tage nogle eksempler. I Det Nye Testamente står der:

”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt. 7,13-14).

Hvordan harmonerer det med utallige præsters betoning af, at kristendommens frelse er for alle? Svaret er, at det ikke harmonerer.

Ifølge nytestamentlige tekster skal kvinder have ”hovedet tildækket” og ”tie stille i menighederne” (1. Kor. 11,6; 14,34), og de skal ”lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde” (1. Tim. 2,11-12).

Hvordan harmoner det med, at folkekirken siden 1948 har haft kvindelige præster (endog uden slør)? Svaret er, at det ikke harmonerer.

Ifølge nytestamentlige tekster er materiel rigdom uforenelig med gudsriget:

”Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (Mark. 10,25); ”I kan ikke tjene både Gud og mammon” (Matt. 6,24); ”Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!” (Mark. 10,21); ”kærlighed til penge er roden til alt ondt” (1. Tim. 6,10).

Hvordan harmonerer det med, at utallige præster konfirmerer unge mennesker uden at rette en himmellynende kritik af det orgie af gaver og penge, der er de flestes motiv nr. 1? Svaret er, at det ikke harmonerer.

Ifølge nytestamentlige tekster siger Paulus bl.a.:

”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” (2. Kor. 5,10); ”Han [Gud] vil gengælde enhver efter hans gerninger” (Rom. 2,6); ”Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus!” (1. Kor. 11,1).

Matthæusevangeliet supplerer: Kristus vil ”gengælde enhver efter hans gerninger” (16,27); ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (7,21).

Hvordan harmonerer dette med, at utallige præster forkynder, at Guds nåde er det eneste saliggørende? Svaret er, at det ikke harmonerer.

I nytestamentlige tekster kan man læse bl.a. følgende om familieliv:

”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel” (Luk. 14,26); ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv” (Matt. 19,29).

Hvordan harmonerer dette med, at utallige præster betegner familien som en fundamental, kristen institution? Svaret er, at det ikke harmonerer.

Ifølge Matthæusevangeliet 10,23 skal Jesus’ disciple ikke nå ”til ende med Israels byer, før Menneskesønnen kommer.” Ifølge Markusevangeliet 9,1 er der bl.a. nogle af disciplene, der ikke skal ”smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.”

Ifølge disse (og flere andre) steder burde Jesus være kommet tilbage og Guds rige have manifesteret sig i løbet af det første århundrede e.v.t. Det skete ikke, og det er ikke sket endnu.

Adskillige af de nytestamentlige forfattere er altså ikke en pølsepind bedre end Jehovas Vidner og mange andre dommedagssekter.

Hvordan harmonerer de radikalt fejlslagne gudsrigeprofetier med, at utallige præster foregiver, at alt er i skønneste orden? Svaret er, at det ikke harmonerer.

Mange flere eksempler fra Det Nye Testamente af denne art kunne nævnes, for ikke at tale om fra Det Gamle. Tilbage står kendsgerningerne.

Ja, homo-ægteskaber harmonerer ikke med Bibelen. Men det er der mange andre elementer i præsternes forkyndelse og virksomhed, der heller ikke gør. Helt eller delvist. Alligevel har de intet problem med dét.

Hvorfor så den hellige vrede over netop homo-ægteskaber? Hvorfor denne tåkrummende dobbeltmoral? Denne inkredible inkonsistens?

Kunne man indrømme det åbenlyse, nemlig at kirken allerede inden den 15. juni for længst har kastet vrag på væsentlige dele af Bibelen, ja, så burde den nye ægteskabslov hverken gøre fra eller til i kirken.

Bortset fra en større næstekærlighed, medmenneskelighed og frihed end hidtil.

Religionshistorisk er der intet nyt i alt dette. Som lektor Mikael Rothstein (KU) præcist har bemærket for et par dage siden:

”Religiøse mennesker har til alle tider klippet og klistret i teksterne, ignoreret passager og fremhævet andre. Kun på den måde kan de få deres religiøse kabaler til at gå op” (Politiken, 12.6.).

Læs også:

Gud hader bøsser