Er menneskerettighederne et barn af kristendommen?

Det er tragikomisk, at kristne i dag vil tage æren for det, som talrige kristne i mere end 1000 år har undsagt med stor nidkærhed.

FNs menneskerettigheder har været en succes. Faktisk så stor, at lande over det meste af verden tilslutter sig dem – eller hævder at gøre det.

Som bekendt har succeser mange fædre.

Ikke overraskende er det derfor også en del af kulturkampen, hvem der har æren for menneskerettighederne. Især basale ligheds- og frihedsrettigheder som lighed for loven, religionsfrihed, ytringsfrihed og kønslig ligestilling.

Ifølge kristne nyapologeter skal vi frem for alt finde deres udspring i kristendommen. Ifølge andre skal vi frem for alt finde deres rødder i oplysningstiden og sekulariseringen.

Hvem har ret?

Hvis menneskerettighedsprincipperne har deres arnested i kristendommen, er der noget, der må undre.

Kristendommen opstod for ca. 2.000 år siden, og alligevel skulle der gå mere end 1.700 år af dens historie, før der begyndte at ske noget for alvor.

Man plejer at fremhæve den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske erklæring om menneskets rettigheder fra 1789, men de rummer stadig visse begrænsninger.

Faktisk skal vi helt frem til 1948, før der med FNs Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev vedtaget egentlige og universelle menneskerettigheder, foranlediget af Anden Verdenskrigs navnløse rædsler.

Altså knap 20 århundreder efter Kristi fødsel.

Vil man give kristendommen æren for de moderne ligheds- og frihedsrettigheder, må det undre, at der skulle gå så djævelsk lang tid. Ja, hvorfor fremkom de først, da kirken var ved at blive trængt afgørende tilbage, og da oplysning og sekularisering var ved at vinde afgørende frem?

Faktisk er det intet mysterium. De moderne rettigheder har nemlig kun lidt med traditionel kirke og kristendom at gøre.

Tag det centrale lighedsprincip. Kristne nyapologeter plejer at fremhæve Paulus: ”I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus … Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus” (Galaterbrevet 3,26-28).

Men dette omfatter udelukkende ”sande” kristne.

Paulus’ udsagn udelukker ikke, at Det Nye Testamente skarpt fordømmer ikke-kristne, ”falske” kristne, homoseksuelle og jøder, tager slaveri for givet og diskriminerer kvinder. Og dette er fortsat i kristendommens historie indtil moderne tid, undertiden på særdeles blodig vis.

Det var f.eks. først i 1915, at kvinder fik ret til at stemme ved folketingsvalg, i 1947, at de fik ret til at blive præst, og i 2012, at homoseksuelle fik ret til at blive kirkeligt gift.

Et andet eksempel er religionsfrihed, der også er en af det moderne samfunds hjørnesten. Har den stået i høj kurs i kristendommens historie? Nej, tværtimod.

Da den katolske kirke i slutningen af det 4. århundrede indgik alliance med Romerriget og blev eneste legitim statsreligion, afskaffede man den religionsfrihed, der havde kendetegnet langt størstedelen af den hidtidige historie.

Fra 380 blev ikke-katolske former for kristendom genstand for målrettet bekæmpelse. I 392 blev al ”hedensk” kult forbudt. I 435 blev der indført dødsstraf for at praktisere den. Samtidig slog kirkefaderen Augustin til lyd for brug af tvang og vold mod kættere.

I det 8. århundrede førte Karl den Store missionskrig mod sakserne og stillede dem over for valget: Dåb eller døden.

I 1096 indledtes korstogenes tidsalder. De var ikke kun vendt mod muslimer i Det Hellige Land og på Den Iberiske Halvø, men også mod jøder langs Rhinen (1096), mod ”hedninger” i Østersøområdet (11-1300-tallet) og mod kættere i Sydfrankrig (1209-29).

I 1231 oprettedes den pavelige inkvisition, der bl.a. skulle bekæmpe de kætterske katharer. I samme århundrede slog skolastikeren Thomas Aquinas til lyd for dødsstraf mod kættere.

I 1478 oprettedes den spanske inkvisition, der især skulle bekæmpe kryptojøder blandt de såkaldte conversos. Og i 1542 oprettedes den såkaldte romerske inkvisition, der især skulle bekæmpe protestanter.

Fra 1000-tallet og mange århundreder frem blev jøder genstand for massakrer, forfølgelser og udvisninger. Fra 1300 til 1700-tallet fandt hekseprocesserne sted, hvor der blev henrettet omkring 50.000 mennesker.

Fra 1400 til 1800-tallet foregik der i Syd- og Nordamerika det, som nogle forskere har kaldt det amerikanske holocaust. Som følge af kristne kolonisatorer døde mange millioner indianere (over 90 procent af den førcolumbianske befolkning). De fleste som følge af vestlige sygdomme, men særdeles mange også som følge af rå vold, slaveri, sult og fordrivelse.

Reformationen i 1500-tallet førte ikke til mere religionstolerance. Tværtimod udløste den et blodbad af religionskrige.

Luther selv gik ind for dødsstraf over gendøbere, blasfemikere og hekse – og endte som rabiat jødehader: I Om jøderne og deres løgne (1543) opfordrede han tyskerne til at brænde jødernes synagoger, nedrive deres huse og udvise dem.

I det lutherske Danmark var der ifølge Kongeloven af 1665 og Danske Lov af 1683 religionstvang, ja, ifølge sidstnævnte skulle bl.a. hekse og blasfemikere henrettes.

Først i 1849 blev der indført fuld religionsfrihed herhjemme, og først på Det Andet Vatikankoncil (1962-65) tilsluttede den katolske kirke sig religionsfrihed.

Kort sagt:

Det var frem for alt oplysningstænkere, der lagde grundstenen for de moderne ligheds- og frihedsrettigheder. Og det gjorde de ofte som en modreaktion på de store kirkeinstitutioners intolerance, der ultimativt udsprang af Bibelens monopol på Sandhed og Frelse.

Det udelukker ikke, at der blandt oplysningstænkerne var (især kætterske) kristne, heller ikke, at visse af dem kunne argumentere ud fra dele af Det Nye Testamente.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at mange af dem var i udtalt opposition til de store og dagsordensættende kirkeinstitutioner.

Læs også:

> Oplysning og tolerance – arv og aktualitet

> Kristendommen har lang tradition for modoplysning

> Luther versus trykkefrihed

> ”Luther var modstander af anderledes tænkende”

> Det kristne sandhedsmonopol og jøderne

> Jacob Mchangama, Kristendom eller menneskerettigheder: Fornuftens tæmning af troen, Kritik, 195, 2010.

 

Indlægget er trykt i dagens avis i forkortet udgave.