Massakren i sikh-templet - og terrormyter 

Massakrer og folkemord er ikke uadskilleligt knyttet til nogen politisk ideologi, religion eller noget folk. De kan begås af alle.

”Ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister er muslimer.”

Således lyder et populært mantra blandt islamofobiske højrenationalister og -radikale. Den seneste uges begivenheder har endnu engang demonstreret, at det er løgn.

Ja, mere end det: At terror fortsat også bliver begået af højreradikale selv.

Søndag den 5. august gik den angiveligt nynazistiske amerikaner Wade Michael Page amok i et sikh-tempel i byen Milwaukee i delstaten Wisconsin. Han dræbte seks og sårede fire, hvorefter han skød sig selv.

Man kender ikke motivet til massakren, men den er allerede blevet kategoriseret som domestic terrorism. Det er sandsynligt, at gerningsmanden forvekslede sikherne med islamiske talibanere på grund af lighedstræk i hovedbeklædning og skæg.

Utallige andre eksempler på terror begået af ikke-muslimer kan nævnes. Et lille udvalg af de mest markante tilfælde fra de sidste 20-30 år følger her:

Sidste år dræbte den højreradikale Anders Breivik 77 og sårede 151 personer i Norge, det mest dødbringende terrorangreb i Norden i moderne tid.

I 2009 dræbte den kristne anti-abortaktivist Scott Roeder abortlægen George Tiller i Kansas. Det var det seneste tilfælde af en lang række mord og mordforsøg på amerikansk abortpersonale begået af kristne ekstremister.

I 1995 foretog tilhængere af den nye religion Aum Shinrikyo, der består af buddhistiske, hinduistiske og kristne elementer, et giftgasangreb i Tokyos undergrundsbane. 12 blev dræbt og adskillige tusinder blev såret. Mange med uhelbredelige skader.

I 1995 detonerede den højreradikale Timothy McVeigh en terrorbombe, der dræbte 168 mennesker og sårede mange hundreder i the Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City.

Under den jugoslaviske borgerkrig i samme år blev over 8000 bosniske muslimer dræbt af kristne serbere i den såkaldte Screbrenica-massakre. Små tre gange så mange som ved terrorangrebet i USA den 11. september 2001.

I 1994 trængte den jødiske Baruch Goldstein ind i Patriarkernes Grav i Hebron i Israel og dræbte 29 muslimer og sårede langt over 100.

I 1980erne og 1990erne dræbte sikhiske terrorister adskillige hundrede mennesker. Bl.a. Indiens premierminister Indira Gandhi i 1984, alle 329 ombordværende på en Boeing 747 Jumbojet i 1985 og lederen af den indiske delstat Punjab Beant Singh i 1995.

Fra 1980 til 2004 blev over halvdelen af alle selvmordangreb i verden foretaget af sekulære grupperinger. De Tamilske Tigre, der bygger på et marxistisk-leninistisk grundlag, stod for knap en fjerdedel af samtlige selvmordsattentater i denne periode.

Med andre ord:

I modsætning til, hvad de massivt eksponerede terrorangreb begået af militante islamister kan forlede til at tro, er terrorisme et fænomen, der har berøringsflader med mange forskellige religioner og ideologier.

Og mere end det: I modsætning til, hvad talrige forestiller sig, har islamister i f.eks. Europa kun stået bag en uhyre lille del af terrorangrebene i de senere år.

Ifølge Europol, der er EUs politienhed, var der fra 2007 til 2011 i alt 1815 ”fejlslagne”, ”forhindrede” eller ”gennemførte” terrorangreb i EU-lande.

Af disse blev kun 8 begået af islamister, dvs. godt 0,4 procent af det samlede antal.

Separatister i Frankrig og Spanien var ansvarlige for hovedparten. En del af terrorangrebene blev (forsøgt) udført af venstreradikale og kun et lille mindretal af højreradikale.

Selv om det samlede terrorbillede er mere komplekst, slår alene dette en nådesløs pæl gennem myten om, at ”alle terrorister er muslimer”.

Det betyder ikke, at militante islamisters aktiviteter rundt omkring skal bagatelliseres. Selvfølgelig skal de tages alvorligt, ikke mindst fordi de (modsat f.eks. separatistbevægelsernes) kan være temmelig dødbringende, og det bliver de også.

Men det betyder, at terrorisme rækker langt videre. Den er dokumenteret over alt i verden og er begået af mennesker af vidt forskellig religiøs, ikke-religiøs og politisk observans.

Det må man være forberedt på også vil være tilfældet i fremtiden.

Det forholder sig på samme vis med folkemord. De er også blevet begået af folk i alle verdensdele og af alle mulige overbevisninger.

Tænk på tyske nazisters folkemord på 6 millioner jøder og mellem 250.000 og 500.000 tusinder romaer (sigøjnere) i årene før og under Anden Verdenskrig.

Eller vesteuropæeres folkemord på indianere i forbindelse med koloniseringen af Amerika fra 1500 til 1800-tallet (for ikke at tale om deres slavebinding af mange millioner afrikanere i samme tidsrum). Eller osmanniske tyrkeres og kurderes folkemord på mellem 1 og 1,5 millioner armeniere i 1915-18.

Eller tænk på Stalins forbrydelser, der kostede mange millioner russere livet. Eller Mao Zedongs ugerninger, der var årsag til mange millioner kineseres død. Eller Pol Pot og De Røde Khmerer, der i Cambodja i 1975-79 var ansvarlige for cirka 1,7 millioner menneskers død.

Eller tænk på folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutuer slog omkring 800.000 tutsier ihjel. Eller konflikten i Darfur, hvor 300.000 til 400.000 mennesker siden 2003 har mistet livet og mange flere deres hjem og livsgrundlag.

Eller USA's omfattende overgreb i Japan, Vietnam, Mellemøsten og Syd- og Mellemamerika i nyere tid.

Sådan kunne man desværre blive ved. Pointen er, at de færreste kan sige sig fri.

Der er begået terrorisme og / eller folkemord af kommunister, liberalister, kapitalister og nazister; af kristne, muslimer, jøder og sikhere; af vesteuropæere, russere, afrikanere, asiatere, nordamerikanere, sydamerikanere – og af mange flere.

De grusomme blodsudgydelser er ikke inhærent knyttet til nogen politisk ideologi, til nogen religion eller til noget folk verden over. Historien viser, at de kan begås af alle, uagtet at nogen har været værre end andre.

Ikke mindst vesteuropæere og kommunister.

Massakren i et sikh-tempel i søndags begået af en hvid amerikaner er blot det seneste søm i de endimensionelle fjendebilleders ligkiste.

Problemet – og det er virkelig et problem – er, at stereotype fjendebilleder kan være folks kæreste eje. Som historien viser, har mange hellere slået uskyldige mennesker ihjel end opgivet de fjendebilleder, der giver deres liv mål og mening.

Hellere fastholde dem end opdage den skrækindjagende sandhed, at der bag dem oftest gemmer sig mennesker som dig og dine kære.