Afskaf Folketingets åbningsgudstjeneste

Folketingets årlige åbning burde fejres med noget, der favner alle danskere.

I Karikaturkrisens skygge i 2006 opfordrede Anders Fogh Rasmussen som bekendt til at skelne klart mellem religion og politik.

Det har han ikke været ene om.

Mange gammeldanskere har igen og igen dadlet muslimer for at blande religion, politik og stat sammen i en stor pærevælling.

Men er gammeldanskerne bedre selv?

I 2010 opstillede landsformand for Konservativ Ungdom Lasse Honoré Rasmussen og tidligere landsformand Rune Kristensen følgende tankeeksperiment:

»Der bliver undervist i islam i folkeskolen, hospitalerne har en imam tilknyttet, parlamentet mødes ved første samling i moskeen og overværer en bøn til Allah, man har en moskeminister, alle nyfødte uanset religion skal indskrives hos den lokale imam og på stats-TV vises der fredagsmoskeen.

Hvis man kom til et muslimsk land med samme opbygning som det danske, så ville mange danskere nok rynke på næsen og nogle endda kalde det fundamentalistisk, men det eneste, der er gjort, er en udskiftning af ‘kirke’ med ‘moske’, ‘præst’ med ‘imam’, ‘Gud’ med ‘Allah’ og ’søndagskirken’ med ‘fredagsmoskeen’.«

De to ungdomspolitikere har en pointe.

I Danmark er religion, politik og stat fortsat filtret sammen på mangfoldig vis. Og med Folketingets åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke i dag den 2. oktober er problemstillingen endnu engang påtrængende aktuel.

I de senere år har denne forbrødning mellem kirken og de politiske magthavere været genstand for kritik såvel som anledning til debatmøder og demonstrationer. Den danske dobbeltmoral er åbenbart begyndt at blive lovlig tyk for nogle.

I 2009 udtalte Kamal Qureshi (SF): »Det hører sig ikke til, at man på demokratiets dag, hvor man fejrer parlamentets åbning, indleder med at gå i kirke. Det er fint nok, hvis folk vil gå i kirke. Men så må de gøre det i privat regi«.

Året efter påpegede han: »99 procent af danskerne kunne ikke drømme om at gå i kirke eller moské inden deres første arbejdsdag efter sommerferien, men det gør en meget stor del af de politikere, der repræsenterer dem i Folketinget.«

Simon Emil Ammitzbøll (I) bemærkede i 2009, at »det klinger hult, hvis Folketingets egne medlemmer ikke selv kan adskille politik og religion, som de forlanger af nye medborgere.«

Samme år udtalte Anne Marie Geisler Andersen (B): »Vi trænger til en grundlovsrevision. Staten skal ikke favorisere en religion over andre«.

I anledning af åbningsgudstjenesten i 2011 pointerede daværende formand for Ateistisk Selskab Stinus Lindgreen:

»Det sender et meget problematisk signal til alle dem, der ikke lige tilhører den evangelisk-lutherske udgave af kristendommen. (…) Folk har selvfølgelig lov til at tro på lige det, de vil, og det gælder selvsagt også vores folkevalgte. Men det er vigtigt, at især Christiansborg, der jo er centrum for magten i landet, fremstår neutralt i forhold til religioner – og der er en gudstjeneste helt malplaceret. (…) Som det er i dag, er der en meget uheldig sammenblanding, som vi ikke ville være blege for at kritisere i andre lande.«

Ifølge ph.d. i religionssociologi Brian Arly Jacobsen sender åbningsgudstjenesten »et klart signal om forholdet mellem kirke og stat, når Folketinget selv arrangerer en gudstjeneste.«

Professor ved Aarhus Universitet Frederik Stjernfelt bemærkede i 2010:

»Mange folk tror, at sekularisme betyder, alle skal overtales til ateisme. I mine øjne handler det om, at ingen religiøse positioner skal nyde forrang i politik. Der har vi i Danmark en rest af den gamle lutherske konstruktion fra enevældens dage, hvor stat og kirke hang tæt sammen«.

Traditionen for at markere folketingsårets begyndelse med en gudstjeneste går tilbage til den grundlovsgivende forsamling af den 23. oktober 1848.

Dengang gav arrangementet også en vis mening. Over 99 af befolkningen var nemlig evangelisk-lutherske kristne, og der var i alt kun fire statslegitimerede trossamfund.

I dag 164 år senere ser situationen markant anderledes ud.

Antallet af folkekirkemedlemmer er faldet til 79,5 procent af befolkningen. I Københavns Stift var det i 2011 nede på 62,5 procent og antallet af døbte spædbørn sågar nede på 46,3 procent.

Det skal ses i sammenhæng med, at antallet af godkendte trossamfund sidste år var eksploderet til 125. Derudover er der i de senere årtier kommet en lang række nye religioner til, der ikke er godkendt af staten.

Med andre ord:

Den udprægede favorisering af den evangelisk-lutherske kirke på bekostning af andre religioner og livssyn, som åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke er udtryk for, er i stadig stigende grad en ulykkelig atavisme.

Tilhængere af status quo vil utvivlsomt henvise til, at knap 80 procent af befolkningen fortsat er medlem af folkekirken.

Men holder det argument?

De to ungdomspolitikere Lasse Honoré Rasmussen og Rune Kristensen har forsøgsvist overført det til det politiske område:

»Hvis Dansk Folkeparti (DF) fik 80 % af stemmerne, så skulle de være hele Danmarks statsparti – og ikke-DF’ere skulle betale lønningerne til DF’s ledende folk.«

Man kunne også spørge, om det ville være rimeligt, at staten favoriserede de store politiske partier på bekostning af de små, blot fordi de er store?

Eller om det ville være rimeligt, at staten favoriserede hvide danskere på bekostning af sorte, blot fordi der er langt flere hvide?

Eller om det ville være rimeligt, at staten favoriserede heteroseksuelle på bekostning af homoseksuelle, blot fordi heteroseksuelle udgør majoriteten? Eller favoriserede ikke-handicappede på bekostning af handicappede, blot fordi sidstnævnte udgør et mindretal?

De fleste ville utvivlsomt svare nej til ovenstående spørgsmål. Med rette.

Men hvorfor skal så lige præcis den evangelisk-lutherske kirke nyde en statslig særstatus, blot fordi et flertal af danskerne er medlem af den?

Hvorfor denne dobbeltmoral? Hvorfor dette flertalstyranni her?

Hvorfor ikke i stedet fejre Folketingets årlige åbning med noget, der på ligeværdig vis favner alle danskere, f.eks. menneskerettighederne?