Brinkmanns Jesus

Brinkmann vil tage Jesus til indtægt for egne sympatiske kæpheste, men det kan ikke gøres uden ahistoriske generaliseringer.

Jeg har meget godt at sige om psykologiprofessor Svend Brinkmann. Modsat mange andre kendisser, som medierne flokkes om, har han været et forfriskende indspark. Han har været en tiltrængt kontravægt til tidens selvmaksimeringskultur, købmandslogik og ulidelige målingsmani. Især er han god til at sige det modsatte af de herskende modeluner på en overbevisende måde.

I Politiken 28. maj blev han interviewet i anledning af sin nye bog Mit år med Gud, der udkommer 4. juni. I interviewet siger han nogle ting om kristendom, som mange folkekirkepræster vil knuselske ham for, men som i bedste fald er en spektakulær forenkling, i værste fald noget sludder.

Normalt taler han som fagmand, når han åbner munden. Men her? Han har ikke fundet Gud, som der står, men taler alligevel på væsentlige områder som en troende. Spørgsmålet er, om han selv er bevidst om det?

Brinkmann fremhæver ”kristendommens” fordring om, at man skal ”gøre det gode for det godes skyld”. Jeg er enig i, at altruisme er smukt og efterstræbelsesværdigt. Men så ophører enigheden også.

Selv om det er bekvemt og alle gør det, giver det faktisk ikke megen mening at tale om kristendommen i bestemt form ental. Der findes nemlig et utal af forskellige og undertiden selvmodsigende former for kristendom. Mange forskere foretrækker derfor at tale om ”kristendomme”.

Allerede Det Nye Testamente er en opvisning i den kristne polyfoni. Og dele af helligskriftet modsiger klart Brinkmanns opfattelse af, at mennesket ifølge ”kristendommen” skal gøre det gode for dets egen skyld, og at det ikke skal gøre noget for at gøre sig fortjent til dets guds kærlighed. Faktisk kan der eksplicit være forbundet en personlig belønning eller straf med ens handlinger.

Tag det berømte bud om fjendekærlighed. Her sagde Jesus bl.a.: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?” (Matthæus 5,46). Eller tag det berømte bud om tilgivelse, f.eks.: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer” (Lukas 6,37; se også Matthæus 6,14-15).

Ja, Jesus kan sågar stille krav om verdensforsagelse, selvfornægtelse og lidelse, der langt overgår nutidens præstationsflagellanter: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.  Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel” (Lukas 14,26-27).

Faktisk er ”omvendelse” fra ens hidtidige liv i flere tilfælde en betingelse for adgang til det himmelske paradis (f.eks. Matthæus 3,2; 11,20-24; Markus 1,15; Lukas 13,1-5), for på ”dommedag” skal menneskene dømmes efter deres handlinger og ord (f.eks. Matthæus 12,36-37; 16,27; 25,31-46; Johannesevangeliet 5,28-29).

Selv Paulus, der er kendt for at betone sin guds nåde som det afgørende (f.eks. Romerbrevet 3,21-24), kan lade menneskets hinsidige skæbne være betinget af dets jordiske handlinger (f.eks. Romerbrevet 2,1-11; 2. Korintherbrev 5,10).

Træder man forkert, kan det koste dyrt. Virkelig dyrt. Bl.a. kan man blive kastet i ”ovnen med ild” ved verdens ende (Matthæus 13,49-50). Sikke en kærlig gud.

I virkeligheden har Jesus’ såkaldte næstekærlighedsbud ikke meget at gøre med en kulturetik, der skal forbedre menneskenes liv i denne verden. For Det Nye Testamente handler i høj grad om verdens snarlige undergang i et kosmisk kollaps, og det er i det lys, at den antik-jødiske sektleders radikale etik skal ses.

Søren Kierkegaard stillede skarpt på den i sin afsluttende kirkekamp. Her rasede han mod den statslige kristendom for at bedrage folk til at tro, at de kan være kristne og opnå evigt liv uden – som Det Nye Testamente gentagne gange kræver – at efterfølge Jesus i hård lidelse og forsagelse.

Brinkmann vil gerne tage Jesus til indtægt for egne kæpheste, men det kan ikke gøres uden ahistoriske generaliseringer. Efter min opfattelse er Brinkmann dog mere sympatisk end den nytestamentlige dommedagsprædikant.

Noget andet er den Jesus, som bløde nyprotestantiske eksistensfilosoffer og folkekirkepræster har skabt i moderne tid: En Jesus, der reelt ikke kræver noget, men strør kærlighed og frelse ud i øst og vest, syd og nord til alt og alle. Det er da også et befriende alternativ til tidens selvpinende præstationsdyrkelse, og det er øjensynligt her, at Brinkmann har fundet den Jesus, han kan bruge.

Ifølge psykologiprofessoren kan kristentro måske også spille en positiv rolle i tidens klima- og naturkamp. Det kan den ifølge Brinkmann, fordi den ikke ser på, om vores miljøindsats gavner os selv, men på, hvad der gavner klimaet og naturen. Således betragtet er troen også biosfærisk altruisme.

Igen finder jeg Brinkmanns kristendomsopfattelse sympatisk. Men må straks tilføje, at den står i stærk kontrast til dominerende strømninger i den kristne religions historie, der har været kendetegnet af antropocentrisme og dualisme.

Antropocentrismen har historisk vist sig ved, at kristendom fremfor alt har drejet sig om menneskers behov i denne verden og deres frelse i en kommende. Dualismen har bl.a. vist sig ved en nedvurdering af eller decideret fjendtlighed over for vild natur. Ja, i nogle tilfælde har man opfattet hele denne verden som ”syndens” sfære, der skulle forkastes til fordel for et overjordisk, evigt idealrige. Tænk på Jesus, der sagde: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Johannesevangeliet 18,36).

Faktisk mener en række tænkere på denne baggrund, at kristendom har et medansvar for de globale økokriser.

I dag buldrer klima- og naturbevidst kristendom imidlertid frem, og det kan ses som en modreaktion på, at vi er i gang med at ødelægge vores planetære hjem. Brinkmann antager også, at Jesus har noget vigtigt at bidrage med her.

Det illustrerer en gammel religionsfaglig grundpåstand: Mennesker skaber og omskaber løbende deres religioner, og det gør de ud fra deres personlige behov og de til enhver tid gældende forhold i verden.

Brinkmanns Jesus er ingen undtagelse.